Kunsten i Lyngby-Taarbæk i 300 år – fortalt af kunsthistoriker Tina Bech Nørregaard, kulturjournalist Inge Schjødt og historiker Dorete Dandanell
Kunsten i Lyngby-Taarbæk i 300 år formidler for første gang Lyngby-Taarbæk Kommunes kunstsamling til offentligheden. Ved at fortælle om de 50 bedste værker fra 1705-1990 formidles lokal- og kunsthistorien på en lidt anderledes facon, udtaler de tre forfattere, Tina Bech Nørregaard, kunstjournalist Inge Schødt og historiker Dorete Dandanell.
Verdenskunst i forstaden
Lyngby-Taarbæk området har med sit smukke, kuperede landskab omkring Mølleåen og Furesøen og de mange slotte og landsteder siden 1700-årene tiltrukket billedkunstnere, og kommunen har gennem tiden erhvervet værker bl.a. af C.W. Eckersberg, P.C. Skovgaard, Kr. Zahrtmann og Harald Giersing.
Takket være 1960’ernes fremsynede borgmester Paul Fenneberg kom også værker af nyere internationale kunstnere, som Joan Miró og Andy Warhol, til at indgå i samlingen, da den gamle borgmester meget bevidst satte Lyngby-Taarbæk Kommune på den internationale kunstscene til glæde for kommunens borgere og fagfolk.
– Borgerne skulle møde verdenskunst, også i en forstadskommune!
Svær udvælgelse
Kunstsamlingen omfatter omkring 1600 værker, så det har været svært at udvælge de 50 bedste.
– Men det har vi gjort ud fra kunstfaglige kriterier, repræsentation i tid og motiver, og vores fornemmelse for kvalitet. Derfor har de udvalgte værker og kunstnere ikke kun lokal tilknytning, men også national og international kunstfaglig betydning, siger Tina Bech Nørregaard.
Kunsten i Lyngby-Taarbæk i 300 år er inddelt i seks tematiske kapitler: Folkeliv, Møllesamfundet og Industrien, Flyv Fugl Flyv, Mit hjem er mit slot, Internationale strømninger og en fortælling om kommunens kulturpolitik, Kunstfonden og Kunstbiblioteket.
Stolthed og styrket lokalfølelse
– Det er lidt exceptionelt, at det er en kommune, der ejer en sådan samling. Værkerne fortjener derfor at blive set af en større kreds end blot som nu, hvor størstedelen står i magasin.
– Vi ønsker at formidle en række af de fine kunstværker, så borgerne både opdager noget nyt om kunsten og om stederne i kommunen, supplerer Inge Schiødt.
– Ja, her er må gerne udbrydes: ”Hold da op, hvor flot. Har kommunen virkelig det billede!”, siger Dorete Dandanell, der dog ærgrer sig på borgernes vegne over, at kommunen netop har solgt sin ikoniske Warhol-litografi af ”Marilyn” på auktion for trekvart million kr.
– Det siger både, at kunstsamlingen er værdifuld, men ikke mindst, at der burde være udsyn til at bevare sådan en perle.
Hyldest til Cobra-loftet
Kunsten i Lyngby-Taarbæk i 300 år udkommer i 2024, hvor det er 75 år siden, at kunstnergruppen CoBrA malede det berømte Cobra-loft. Det hænger i dag på udstillingsstedet Sophienholm og indgår i Lyngby-Taarbæk Kommunes Kunstsamling.
– Jubilæet er en passende anledning til at hylde Cobra-loftet som juvelen i denne kunstsamling, slutter de tre forfattere.
Bogen blev præsenteret på festivalen
’Historiske dage i Lyngby-Taarbæk’ lørdag 17. august 2024,
på Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8, 2800 Lyngby
… … …
Læs også: Hvor bliver kunsten af i kommunerne?
Artikel om problematikken publiceret på Kunstavisen.dk – august 2024
… … …
Yderligere oplysninger:
Dorete Dandanell, 22 58 68 48, dorete@outlook.dk
Forsidefoto: Carla Thonsgaard – Bakken, 1948.
Kunsten i Lyngby-Taarbæk i 300 år
Tina Bech Nørregaard, cand.mag. i kunsthistorie og dansk
Inge Schjødt, kulturjournalist, BA i religion og virksomhedskommunikation
Dorete Dandanell, cand.mag. i historie og dansk
Udgiver: Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune
Greens Forlag, 128 sider
Pris. 139 kr.
Fås hos Greens Boghandel, Sorgenfri Torv 20, 2830 Virum
BOG&IDÉ, Lyngby Storcenter, 2800 Lyngby og på
www.lyngbytaarbaekhistorie.dk