Grafik og fotokunst på Lindegaarden

Udstilling på nymalede vægge i Lindegaarden

Kulturstedet Lindegården i Kgs. Lyngby byder på ny, stor udstilling af grafik og fotokunst med Karen Serena og Josephine Ernst

Fra 29. oktober blev visionerne til virkelighed for ildsjæle og arrangører på Kulturstedet Lindegaarden i Kgs. Lyngby, som længe har ønsket at vise udstillinger af billedkunst på stedet.

Frem til og med 20. november danner SALEN rammen om grafiske værker af Karen Serena og fotokunst af Josephine Ernst, som begge to i forvejen har en vis tilknytning til Lyngby.
– Nu er muligheden der for at stifte et nærmere bekendtskab med deres kunst, når Inge Schjødt, som kurator for de første seks måneders udstillinger, byder indenfor til en egentlig kunstudstilling i samarbejde med Kulturstedet Lindegaarden.

GRAFIK ∙ KAREN SERENA

Naturen er for Karen Serena en uudtømmelig kilde. I lyset, i mørket, i strukturer og farvespil er der inspirationer at finde til grafikken, som hun skaber i fortrinsvis store formater. På udstillingen på Lindegården viser hun collografi, trykt med pap, koldnålsradering og linoleumssnit, kombineret med andre materialer, der kan give et aftryk. I motiverne møder vi årstidernes skiften samt kontrasterne mellem de voldsomme naturkræfter og det rolige landskab, trykt på skrøbeligt rispapir.

Karen Serena – Natur III

Karen Serena var først optaget af tekstiler, og valgte så grafikken og det malede billede som medier for sine udtryk. Hun er uddannet fra Kunstakademiet i København 1980, Danmarks Designskole, samt akademier og kunstskoler i udlandet. Siden sin debut på Charlottenborg og på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i 1983 har Karen Serena medvirket på en lang række af udstillinger i ind- og udland.

Kunstneren er lokalt tilknyttet, idet hun har værksted i Den Gule Længe ved Damhuset, og er et aktivt medlem af bestyrelsen for Lyngby Kunstforening.
Medlem af BKF Nordsjælland, Kvindelige Kunstneres Samfund, Kunstnersamfundet og de grafiske værksteder i Næstved og på Fyn, samt Kunstnerforeningen af 18. november. Karen Serena virker desuden som underviser i Værløse på Skovhusets Kunstskole.

FOTOKUNST ∙ JOSEPHINE ERNST

Josephine Ernst skaber efter årtier som scenograf sine egne rum i udtryksfuld fotokunst. Lag på lag ophæver hun fotografiets virkelighed og kombinerer øjeblikkets tanker og følelser med historiske, arkitektoniske spor.

Josephine Ernst – Aldrig mere krig.

Billederne af Josephine Ernst indeholder to sider – de er både billeder af noget og billeder noget, når de repræsenterer betragtninger over vores europæiske kultur og nutidens dilemmaer, ondt og godt fortolket i lys og skygge.

Motiverne finder hun i metropoler som Berlin og Venedig, hvor eksempelvis Venedig Biennalens udstilling af tyske Anselm Kiefer gav inspiration til tankevækkende scenerier, der afspejler historiens op- og nedgange i nye udtryk. Tidens tand på slidte interiører spiller en stor rolle i mange af billederne, fordi det fascinerer og samtidig skræmmer. Samtidens udfordringer med menneskets indflydelse på natur og klima kalder også på kunstnerisk behandling.

Josephine Ernst er uddannet scenograf fra Skolen for Brugskunst, 1978. Hun bor og arbejder i Holte, og er medlem af bestyrelsen for Lyngby Kunstforening og BKF Nordsjælland. Hun er medlem af Billedkunstnernes Forbund, Kvindelige Kunstneres Samfund og Danske Scenografer. Josephine Ernst er særdeles aktiv som organisator af kunstrejser og udstillinger, bl.a. for Kunstrunden Nordsjælland, og ikke mindst som udstiller i ind- og udland.

Stemningsfulde glimt af ny udstilling på Lindegaarden

Karen Serena & Josephine Ernst
Grafik – Fotokunst
29.10. – 20.11.2024

Mød kunsten Fernisering
8. november kl. 13-16
Lindegården, Peter Lunds Vej 8
2800 Kgs. Lyngby

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar