Et værn mod enøjethed – ja tak! – Refleksion

Aleksander Kosmala – Nearby

Refleksion over kunstscenen:
Gør de bedste strategier og dagsordner os i virkeligheden sneblinde?

En håndfuld store temaer går igen-og-igen, når man ser ud over programmerne på landets udstillinger: det hele skal – groft sagt, handle om kvinder, køn, klima og koloniskam.

Strategiernes dagsordner er slået op, planerne er lagt fast de næste par år frem, og pengene skal hentes hjem fra fondsbestyrelser og beslutningstagere, der har de samme strategier og dagsordner.

Den ensretning har fået et omfang, så man på forhånd skal synke en ekstra gang for ikke at få kvalme af det, når man finder anmelderblokken frem. Derfor spørger jeg ind imellem også kunstnerne selv:
– Er det ærlige inspirationskilder og ærlige arbejdsbetingelser for jer?
– Er det dér, I selv er?
– Er det dér, at kunstens kilder springer for jer?
Eller er de kunstneriske frembringelser sat så meget på skinner, at saltet mister sin kraft?

Museer har i nogle år nu gjort aflad for dårlig samvittighed ved at grave kvindelige kunstnere frem, den ene efter den anden, og vi har så sandelig også fået nogle perler at se. Men, spring nu fremad, og lad være med at gentage fejlen ved at bruge alle ressourcer på at se tilbage. Vov! dog noget, og vis os samtidens egne eksempler på den del af kunstscenen.

Grønt er godt for øjnene – men!
Kunsthaller og udstillingssteder har sat fokus på natur og klima, så det også når et mæthedspunkt – trods udfoldelse af megen fantasi i fremstillingsformerne.
– Hvad giver det os? Håb og handlekraft eller angst og moraliseren?
Louisiana viser udstillingen Havet, Dansk Arkitektur Center viser udstillingen Vandet kommer. Der arbejdes inderligt for sagen! Som også er vigtig.

Kunst til folket – hvad skal vi med den?
Christine Buhl Andersen fra Ny Carlsbergfondet og filosof Anders Fogh Jensen var i efteråret sat stævne på Københavns Folkeuniversitet til en samtale om Kunst til Folket – Hvad skal vi med den? Et aktuelt og relevant emne.
Samtalens moderator var kulturredaktør på Information Kathrine Hornstrup Yde.

Christine Buhl Andersen berettede om fondens formål, Kunst til folket og nye ledelsesformer og strategier, det var lykkedes at få vedtaget i Ny Carlsbergfondet, hvor der lukkes op for diversiteten. Det kræver mod, for det giver en masse rodede nybrud.

Filosof Anders Fogh Jensen talte om kunstens livslyst, om dens værn mod enøjethed og en dyb, menneskelig længsel efter fælles referencerammer, og, fy! dannelse og indsigt.

Den ser vi smuldre omkring os i en tid med økonomisk kyklopisme, og forestillingen om, at sundhed kun er noget biologisk.

Mennesket kan ikke leve af økobrød alene.
Husk dagsordenpunktet: Eventuelt – så det bedste ikke bliver det godes værste fjende.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 10/2024
Illustration: Aleksander Kosmala – Nearby. PR-foto

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar