En særlig støbning – Stine Ring Hansen

Billedhugger Stine Ring Hansen med busten af Lise Nørgaard - Frederiksborg Slot

Billedhugger Stine Ring Hansen med busten af Lise Nørgaard – Frederiksborg Slot – foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen fejrer 50 års fødselsdag
– og 25 års kunstnerjubilæum

En kunstner med et særligt drive og en enorm energi, billedhugger og bronzestøber Stine Ring Hansen runder de 50 år lørdag 4. august. Snart fejrer hun også sit 25 års jubilæum med en stor retrospektiv udstilling i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby, en militærhistorisk bastion, der ikke almindeligvis fungerer som udstillingssted. Så, der støbes uanset vindstød og sommervarme.

Billedhugger Stine Ring Hansen bor midt i det eventyrlige Raadvad nord for København og fremstiller sine store og små bronzearbejder i Raadvad Bronzeværksted i Raadvad Gl. Knivfabriks kulturhistoriske rammer. Som barn har Stine Ring Hansen tegnet og malet under vejledning af sin far, konservator og maler Erik Ring Hansen. Nogle år arbejdede hun som faderens assistent ved restaurering af kirker for Nationalmuseet, og lærte forskelligt håndværk. Men det var i bronzeværkstedet, at hun fandt sin metier. Eventyret slog ud i lys lue, da hun for godt 25 år siden traf sin inspirator, læremester og partner, kunstneren Steffen Lüttge, grundlægger af Raadvad Bronzeværksted. 

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Værker af billedhuggeren Stine Ring Hansen kan ses fra Rødbyhavn til Skagen, ved Søfartsskolen i Svendborg, i Reerslev Landsby, i Herlev, i Taastrup, rundt på landets reklamebureauer, virksomheder og i private samlinger, og ligeså i udlandet i såvel større som mindre format. Her står bl.a. Rambuk-priser, litteraturpriser, statuetter, portrætbuster og skulpturer, skabt af Stine Ring Hansen. 

Hovedværker
Hendes individuelle karriere for alvor fik luft under vingerne med udførelsen af en stor udsmykningsopgave til Rødbyhavn i 1998, hvortil hun har skabt Fugleflugt – fem store bronzefugle, placeret på granitsteler ned gennem Havnegade. I 2017 udførte hun på eget initiativ en buste af journalist og forfatter Lise Nørgaard, som har fået plads i Portrætsamlingen i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. En buste af erhvervsmanden Haldor Topsøe har siden 2014 prydet femten af virksomhedens internationale afdelinger. 

Den grimme ælling - HCA Literature Award, Odense

Den grimme ælling – HCA Literature Award, Odense

Et andet hovedværk er figuren Den Grimme Ælling, skabt til den internationale Hans Christian Andersen Literature Award, der er givet til forfatterne Haruki Murakami, Salman Rushdie, Isabel Allende, J. K. Rowling og til efteråret 2018 uddeles den til forfatteren A.S. Byatt. 

Gennem flere år har Stine Ring Hansen arbejdet med motiver fra eventyrene af H.C. Andersen. Kunstnerens udtryk er, som forfatterens, gerne spirende, livsbekræftende, men også mere politiske emner som klima- og flygtningekrise finder form og vej i kunstnerens univers. Her er plads til fantasi og forskellighed. Formidling af sanselige oplevelser til både voksne og børn ligger kunstneren særligt på sinde, og på jubilæumsudstillingen tilbyder hun de besøgende at få ler og voks i hænderne, og mærke den skabende proces på egen krop.

Lokalt i Raadvad er Stine Ring Hansen en trofast drivkraft ved årligt tilbagevendende begivenheder som Åbne Værksteder, og i nogle år også Åben Have. I Lyngby-Taarbæk deltager hun i kunstnersamfundet LTkunst, og hos gourmetrestauranten Raadvad Kro vises kunstnerens værker som permanent udsmykning.

Et vindstød, der ramte
Midt i forberedelserne til den runde fødselsdag og jubilæumsudstilling er mørke skyer trukket op over Raadvad, idet Naturstyrelsen hos Miljø- og Fødevareministeriet ved udgangen af juni lagde en uventet bombe i sommerferiebagagen.
– Ministeriet har besluttet at sælge ud af arvesølvet og forvandle kulturperlen Raadvad til ussel mammon, til andelsboliger og erhvervslejemål. Området skal sælges for at få finansieret nogle naturprojekter, som ’kommer alle danskere til gode’, som det så prosaisk hedder i ministeriets begrundelse.
– Om man må have lov at sige det, så kommer et område og et rekreativt miljø, som Raadvad Gl. Knivfabrik med de mange kunstnerværksteder og fredede boliger lige så vel alle danskere til gode. Se blot alene på værkerne fra Raadvad Bronzeværksted, som gennem mere end 25 år er kommet ud af støbeskeen her og vidt omkring. Må der dog, når hedebølgen letter, vise sig besindelse og en sensibel løsning, som kan sikre Raadvads unikke livsbetingelser mange år frem.

Indtil da, så støbes der trods vindstød og sommervarme i Raadvad Bronzeværksted. 50 år snart rundet, 25 år som billedhugger vel erfaret. Det er ganske godt klaret.

Flere eventyr er uomtvisteligt på vej hos billedhugger Stine Ring Hansen, der slår dørene op for jubilæumsudstilling i Fortunfortet, Kgs. Lyngby, fra den 18. august til 9. september. 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Foto: Arne Fribo 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar