Søren Ewald – en glad mand
En dag fik jeg tilfældigt øje på en underfundig og stærk lille karikatur, som hang på Søren Ewalds opslagstavle på kontoret i DSB S-tog.
Der stod ’Ewald’ på signaturen. – Hvilket talent! Søren Ewald var tegner!
Efter en smule overtalelse fik jeg lov til at besøge Søren Ewald i hans hjem i Valby, og der åbnede sig et skatkammer med tuschtegninger. Nogle af dem udført med tusindvis af detaljer: fantasifulde universer – troldeagtige træer – portrætter af kendte og ukendte – fastholdt på papiret med en imponerende tålmodighed.
Nogle af dem i en helt enkel streg: skæve eksistenser, typiske par-situationer og nogle igen fantasifulde væsner ramt lige på kornet. Siden er der kommet en serie tegninger af folk, som Søren ser på gaden, fanget i hverdagens gøren og laden. Finurligheden og underfundigheden viser Sørens Ewalds lune iagttagelsesevne og hjerte for de aspekter i tilværelsen, hvor autoriteter ikke vokser ind i himlen.
Som tegner er Søren Ewald autodidakt – selvlært. Tegningerne bliver til af lutter tegneglæde og hårdt arbejde. Inspirationskilder på vejen har været mangfoldige – alle de store – ingen nævnt ingen glemt, som han selv siger. Søren Ewalds uomtvistelige talent er anerkendt af kunstnere og kolleger, som sætter pris på hans sikre hånd og streg.
Vores fine dialog førte til Søren Ewalds første salg til kunstforeninger og til private.
I 2003 takkede Søren Ewald ja, da jeg foreslog ham en separatudstilling på Charlottenlund Station.
Siden har jeg formidlet flere udstillinger, samt – gennem mit netværk – igangsat en særlig portrætopgave, hvor Søren Ewald sagde ja til at rekonstruere profilen på en kvinde, der som ung blev udsat for tortur. Søren Ewalds nænsomme portræt genfremkaldte et tabt ansigt. Hans arbejde gav stor glæde hos kvinden og hendes familie, da han fik skabt et udtryk, der viste hende som ung igen.
Til hverdag arbejder Søren Ewald i DSB og er bosat i Valby ved København. Han er født i København i 1953.
Udstillinger:
Debutudstilling på Charlottenlund Station i 2003.
Flere udstillinger hos DSB S-tog på Kalvebod Brygge 2004 – 2006.
Danmarks Miljøundersøgelser, Silkeborg, 2008.