Monumental, som en gravhøj – Landbrugets Kulturfond

Prisfest hos Landbrug & Fødevarer

Karen Gabel Madsen, Mark Holm Møller og Anne Koldsø løber med i alt 130.000 hæderfulde kroner for deres tolkninger af tidens landbrug og landskab efter en konkurrence hos Landbrugets Kulturfond

I starten af maj kåredes de tre vindere af en stor billedkunstnerisk konkurrence, udskrevet af Landbrugets Kulturfond. 53 deltagere havde sidste forår indsendt omkring 140 værker til bedømmelse.

Temaet var: Nutidslandskaber, og de mennesker og redskaber, der former dem. Oplægget lød således: Landskabsmaleriet har været en del af billedkunsten i århundreder. I Danmark har så forskellige billedkunstnere som J. Th. Lundbye, P.C. Skovgaard, Fynboerne og Per Kirkeby beskæftiget sig med landskabet, dets mennesker og redskaber. Også nyere danske billedkunstnere beskæftiger sig med landskabet, dets mennesker og redskaber – til stor inspiration for vores samtid.

Karen Gabel Madsen – Vi må videre…

Landbrugets Kulturfond ville med udskrivelsen af konkurrencen inspirere nutidens billedkunstnere til at fortælle samtidens version til gavn for kommende generationer, og udlovede tre attraktive præmier, 1. præmien på kr. 100.000 for et maleri, som Kulturfonden har placeret hos Landbrug & Fødevarer på Axeltorv, 2. præmien på kr. 20.000 og 3. præmien på kr. 10.000.

Vinderen af 1. præmien, Karen Gabel Madsen, kommenterede, at det dels var beløbet og dels den kompetente jury, der havde gjort konkurrencen interessant.
Hun havde set lanceringen på Kunsten.nu.

Juryen bestod af kunstkritiker, forfatter og mag.art. Bente Scavenius, kunsthistoriker mag. art. og tidl. direktør for ARoS Jens Erik Sørensen, kunstmaler, professor Jesper Christiansen og billedkunstner uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi Allan Otte, Helle Juhl – forfatter, journalist og medlem af Kulturfondens bestyrelse, og Bent Claudi Lassen, fmd. for Kulturfonden.

Mark Holm Møller – Skagen

Danmark, når det er bedst
– Vinderbilledet rummer megen loyalitet mod landbruget, kombineret med originalitet og samtidighed.
Karen Gabel Madsen har løst opgaven med en meget stærk fornemmelse for dens karakter. Hun skildrer landbruget med stor indfølingsevne, stor troværdighed, og på en moderne måde.
– Det er uden tvivl det bedste billede i konkurrencen, motiverede Bente Scavenius.

Mark Holm Møller fik 2. præmien for to delikate landskaber i gouache og pastel med motiver fra Skagen og Odsherred, bl.a. af en solcellemark.

Flere af Mark Holm Møllers værker kan ses nu i Huset i Asnæs.

Anne Koldsø – Samplet Landskab med ko nr 2794

Anne Koldsøs fine portræt af den øremærkede og chippede Ko nr. 2794 i det samplede landskab kaldte på smil og en hjertelig replik fra Bente Scavenius, og netop den nutidige elektronik gav pote hos juryen.
– Der er ikke én landmand, der ikke ville elske den.
Monumental, ligger den der, som en Lundstrømsk gravhøj.

Kulturhistorie, malet direkte ind i nutiden.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 5 / 2021

Klik på illustrationerne og se en bedre version.
1. prisen gik til Karen Gabel Madsen – Vi må videre, foto Mathieu Levassor
2. prisen Mark Holm Møller – Dæmring over Grenen, kunstnerens foto
3. prisen, Anne Koldsø – Samplet Landskab med ko nr. 2794, foto Mathieu Levassor

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar