En lille spurv gør en stor forskel – Sigrun Gunnarsdóttir

Sigrun Gunnarsdóttir – Liljerne

Færøske Sigrun Gunnarsdóttir viser hjertevarme fortællinger i København

På Nordatlantens Brygge i København finder vi malerier af stor enkelhed fra en varm stemme i Rigsfællesskabet. Billederne rummer på én gang den nøjsomhed, vi møder i egne, hvor havet, kysten, landet og himlen synger stærkest omkring os – og dertil en særegen intensitet i fortællingerne i et naivistisk-surrealistisk formsprog, fortalt til os af maleren, færøske Sigrun Gunnarsdóttir.

Motiverne på de to etager i udstillingen handler om nære ting, om samvær, om afsked, om gensyn, bekymringer, leg og håb i familiens skød – og om taknemmelighed for slægters gang under en stor himmel.

Midt i Bryggehusets første udstillingssal møder vi Spurven, skabt af skrøbelig papmaché – lysende orange, så den er til at få øje på. Den er en påmindelse om livskraften. En påmindelse om at se det store i det små – og om at være det, vi kan for hinanden, i al ydmyghed.

Arven
Sigrun Gunnarsdóttir er født på Færøerne i 1950 og uddannet i på Kunstakademiet
i København 1973-80 hos Sven Dalsgaard og Wilhelm Freddie.

Sigrun Gunnarsdóttir – I Bedstefars båd

I hendes barndomshjem var der kunst på væggene, malet af morfaderen Niels Kruse. Fra begyndelsen var der god opbakning til Sigruns levevej, og hendes valg virkede lette. Mere modstand viste sig, og lidt større etapespring udfordrede den unge elev til at kaste sig over opgaverne i studietiden.
Hjemme igen fortsatte hun en tid med at male et naturalistisk udtryk, men en tragisk begivenhed i familien fik hende til at stille skarpt, og vælge helt nye virkemidler – symbolerne, for livet er kort!

Op! Al den ting, som Gud har gjort
Rundt om på malerierne møder vi Spurven igen i forskellige formater, sammen med den gule lilje, Bedstemoderen, barnet, storken, fisken, Bibelen, brudeparret og Bedstefaderen. Men slet ikke det hele på én gang!

Malerierne er underspillede med centrerede kompositioner, åbne som hos David Hockney – der i bedste ‘AI’-stil krydses med Míro’s mættede flademaleri, og et farvevalg, neddæmpet som Hammershøi.

Sigrun Gunnarsdóttir – Udsigt

– Vi er jo på Færøerne, hvor de regntunge grå skyer glider hen over det lysende, grønne bjerglandskab med dramatiske klippesider og blide engdrag – uden træer. Hvor kun enkelte blomster bryder markens græstæppe.

I de to bryllupsbilleder, hvor de forelskede helt mister jordforbindelsen i begejstring over at have fået en sjæleven, vedkender kunstneren sig inspiration fra Chagall.

Sigrun Gunnarsdóttir er repræsenteret ved udsmykninger på skoler, sygehuse og med et malet portræt, en gave til HM Dronning Margrethe, overrakt ved Majestætens besøg.

Kunstneren er portrætteret i filmen Heartist, som kan ses på DR2,
– og på udstillingen, som varmt anbefales!

Nordatlantens Brygge
Strandgade 91 – København K
Frem til 22. september

… … … 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2024 – juni 2024

Kunstnere med Vingefang – foto: Marianne Leth

Sigrun Gunnarsdóttir – Spurven

 

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar