Farver i mørke – Borgen, Kjærsgaard og Lundqvist

Hanne Nielsen Kjærsgaard – City Glam – The Pond

Borgen, Kjærsgaard og Lundqvist har skabt et vibrerende, sansemættet univers med udstillingen Getaway på Amager

På Kofods Skole i amagerkanske Holmbladsgade byder de tre kunstnere Renate Borgen, Hanne Nielsen Kjærsgaard og Christina Maj Lundqvist på en unik udstilling. Her stiger man ned i en dunkel kælderetage til et rumforløb, hvor kunstnerne har fået fri råderet over arkitekturen og sat deres eget præg på den.

Man mødes af et farvemættet flow af billeder, lyd og lys.

I første afdeling skinner Hanne Nielsen Kjærsgaards store malerier nærmest selvlysende på dybblå vægge. Hun ynder at finde vinkler og virkemidler, man ikke sådan kan slippe, før man får stillet sig i malerens sted og løst et par gåder på den natligt disede vandring.

Her er nye billeder, som lover godt for kunstnerens kommende soloudstilling i København, og her er et par kendinge, som fungerer mindst lige så godt, som sidst – blandt andet motivet City Glam – The Pond (in Blue) og det lysende træ, City Glam – Reshaped, der er med til at sætte den helt særlige stemning for udstillingen.

Renate Borgen – Farver i farver

Farver i farver
I næste afdeling møder man Renate Borgens systematisk-tilfældige udforskning af farvers komplementaritet.

For hver billedserie sætter hun nogle formelle spilleregler op, og afprøver, i en række eksempler, udvalgte brikker af Johannes Ittens farvelære på en måde, hvor hun også lader tilfældet råde indenfor reglerne.

Det kommer der de smukkeste geometriske gouacher ud af, præsenteret på hvidt papir placeret på knaldrøde vægge. Her er der virkelig farver i farver.

På udstillingen kan man også se nogle af Renate Borgens tidlige malerier, hvor hun undersøgte former og refleksioner på delikate, monokrome flader.

Under overfladen
I den tredje del af udstillingen går Christina Maj Lundqvist med lyd og videoprojektioner endnu dybere ind i den sansemættede forvandling af Kofods kælder.

Christina Maj Lundqvist – Projection

Christina Maj Lundqvist fører i sine videoværker beskueren ind i en nærmest bevidsthedsudvidende tilstand, hvor virkeligheden forsvinder for en stund. Rumfornemmelsen opløses ved mødet med et ukontrollerbart, drømmeagtigt og surreelt undervandsunivers, hvor psykedeliske farver ophæver grænserne mellem virkelighed og fantasi. Kunstneren arbejder med en kombination af forførende, langsomme bevægelser, der efter den digitale bearbejdelse smelter sammen til en sensorisk omsluttende oplevelse.

I udstillingen præsenterer Lundqvist endnu en illusorisk forvandling, hvor hun i sin Vandskulptur anvender silikonedækket LED-lys. Skulpturen er placeret imellem bevægelige, spejlreflekterende overflader, som forstærker oplevelsen af det flygtige og det udefinerbare.

Med udstillingen Getaway har de tre kunstnere ønsket at give beskueren en nødudgang fra virkeligheden med hver deres bidrag af farvekraft, som lyser i mørket.

Tag dig god tid – det fortjener kunstnernes bidrag til den aktuelle kunstscene. 

… … … 

Udstillingen er støttet af Grosserer LF Foghts Fond og Poul Johansen Fonden af 1992. 

… … …

Christina Maj Lundqvist – Vandskulptur

Getaway på Kofoeds Skole
Holmbladsgade 120, kld., Amager
Frem til 25. oktober

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2024

 

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar