Tre stjerner fra provinsen er belønnet med Tychos Fonds Pris, og velgørende er det at se, når en markant legatuddeling tilfalder kunstnere udenfor københavner-parnassets cirkler
Den velfortjente hæder fra Tychos Fonds Pris er i år tildelt maleren Külli Suitso fra Middelfart, billedhugger Lisbeth Krag Olsen fra Otterup og tekstilkunstner Marianne Noer fra Holstebro.
De tre kunstnere modtager hver 60.000 kr, og sideløbende skænker fonden værker af de tre for samme beløb til Rudersdal Kommune.
Hos Tychos Fond, som blev stiftet i Birkerød i 2000 efter en testamentarisk gave fra Valborg og Richard Tycho, er målet at nå ud til højt kvalificerede kunstnere, som bor og arbejder udenfor det stærkere rampelys i hovedstaden. Legatet kan ikke søges, det er tildelt efter indstilling fra fondets tre bestyrelsesmedlemmer, og blev lørdag 5. oktober uddelt for 25. og for sidste gang i Birkerød Gamle Præstegård.
Malerier, der mærkes
Külli Suitso præsenterer en helt ny serie på fem malerier – Let’s Take A Piece of Clay – inspireret af et kinesisk digt og Salomons Højsang.
Længe har det skrøbelige ler figureret som symbol på mennesket i hendes værker, men denne gang i mere sanselig forstand, når hun smukt erotisk fortolker digtets fem strofer om den længselsfulde forening af mand og kvinde.
Kunstneren vil være de fleste bekendt for sine motiver med militære hjelme, der ligger som et tegn under hendes estisk-danske livsfortælling. Külli Suitso er kunstpædagogisk uddannet fra universitetet i Tartu og virker som censor og som underviser på Århus Kunstakademi.
Skulpturer, lige til at føle på
Fra Fyn kommer også billedhugger Lisbeth Krag Olsen, som lader sig inspirere af naturens underfulde strukturer. Dem omsætter hun først i ler, og hugger dem så i den skønneste hvide marmor fra de kendte stenbrud i toscanske Carrara.
– Man må gerne føle på de silkeglatte mønstre og røre ved de elegante marmorfrø, som sætter associationer i gang.
Lisbeth Krag Olsens bidrag til fonden ses indenfor i den røde hall, smukt sat sammen med maleriet af Külli Suitso med Den næsten gennemsigtige hjelm og Svigermors knapper.
Tankevækkende tekstiler
Marianne Noer, uddannet på Textilskolen i Holte og Designskolen i Kolding er i 2024 debuteret på Charlottenborg. Hun skaber sanselige og tankevækkende værker på væven med hør, bomuld og uld i en vekslende dans, hvor skud og kæde bruger – og bryder – ældgamle mønstre.
Hun kilder beskuerens blik med uens lagte skud, hvor der ikke er tale om sjuskeri, men i stedet en velvalgt pirren af opmærksomheden i de stribede faner, som snildt kan hænge frit i rummet, som alkovens gardiner gjorde det.
Birkerød Kunstforening byder på en yderst vellykket udstilling med de tre legatmodtagere. Kunstavisens skribent anbefaler varmt et besøg med seks stjerner.
Tychos Fond hos Birkerød Kunstforening
Stationsvej 32 – Birkerød
Frem til 27. oktober
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 9 / 2024