Steffen Tast og Bruno Kjær leverer hver sin strålende Odyssé i Hillerød
Hillerød Kunstforening viser to udstillinger, Lysspejlinger og Arkivet over rejsen uden havn i Kunsthuset Annaborg, hvor kunstnerne Steffen Tast og Bruno Kjær indbyder gæsten til hver sin sansemættede ekspedition.
Lysspejlinger
Steffen Tast viser dels sart grafik, som indfanger spinkle former i naturen som Iris strå, Hybengrene og dels sætter han lys til motivet Planter – et tredimensionelt værk, der peger hen til kunstnerens anden, og mere abstrakte passion – lysskulpturer.
Tast skaber sindrigt lysende konstruktioner og fremkalder lysets egenskaber i samspil med forskellige materialer. Han udfolder en lystig leg med glas, prismer og skygger sat op mod overflader af metal, akryl, tekstil og køkkenredskaber samt emner, som søm og skruer, inkorporeret i delikate installationer.
I de brudte spejles refleksioner involverer han tilmed beskueren.
Arkivet over rejsen uden havn
Bruno Kjærs fætter Frank mistede livet som 18-årig på sin jomfrurejse ved et tragisk skibsforlis i 1966. Både dengang vakte det oprørte følelser og vilde syner i den 13-åriges drengefantasi og siden kom historiens mulige aspekter igen hos den voksne kunstner.
For, hvad skete der egentlig ved ulykken, og hvad kunne Frank mon have nået at se på sin færd ud i verden, dels på land og dels under overfladen, hvis han nu var fortsat? Det er udgangspunktet for det samlede værk.
Arkivet indeholder flere års akkumulerede kunstprojekter med udgangspunkt i ulykken. Her vises tegnede landkort, dokumentarfilm og fotos af kunstneriske happenings med arkaisk vrede rettet mod havet. Her vises virkelige, zoologiske samlinger af sommerfugle og sneglehuse, som Frank kunne have set, tabte tænder og fotografier af folk, som han kunne have mødt.
Der er collager og malede kartotekskort i alle afskygninger over det muligt sete og muligt skete, og skriblede notater, ja hele bøger, som kunne være forfattet af druknede sømænd.
Bruno Kjærs forkærlighed for fortællingens magi, de historiske kartotekskort, og hylder, rammer og skuffer hænger tydeligvis sammen med kunstnerens fortid som bibliotekar. Tak for det.
Det for børn
Der står også rækker af skeletmonstre og -engle på glas i raritetskabinettet, som venter på besøg af hundreder af skolebørn, der vil fylde arkivets tomme reoler med deres egne fortolkninger. Man kan næsten misunde dem at komme med på den fantasifulde rejse, der rummer både historie, geografi og biologi samt indblik i søfarts- og industrihistorie. Begge kunstneres værker bobler af fortælleglæde.
Kunsthuset Annaborg
Frederiksværksgade 2A – Hillerød
Frem til 23. februar
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 1 / 2025 – januar
Klik ind og se illustrationerne i en bedre gengivelse.