Sóley Ragnarsdóttir – Cherrystone
Billedkunstneren, dansk-islandske Sóley Ragnarsdóttir har indsamlet vestkystens plastfarvede kulturarv og træder frem med en overbevisende udstilling hos Formation Gallery på københavnske Vesterbro
Jeg ser hende for mig, stående i sandet med det lange, rødblonde hår blæsende om hovedet, inden hun får krøllerne puttet ind under hætten på svømmedragten på vej mod en tur i havets bølger ved Nr. Vorupør i Thy. Ved hendes side sidder den smukke collie, og iagttager hende, beredt på at holde vagt, mens dens herskerinde står ud på sit paddelboard i Vesterhavsbrændingen få kilometer fra nabobyen Klitmøller, hvor en naturlig bugt på nogle år har opnået kultstatus som Cold Hawaii, og tiltrækker vovehalse og havturister i hobetal.
Sóley Ragnarsdóttir – Untitled, 225×122 cm.
Hele kysten mellem Agger Tange og Hanstholm har fået fornyet opmærksomhed, dels via Nationalpark Thy og dels med de populære vandsportsmuligheder, der tiltrækker turister i autocampere alle mulige steder fra. De kommer belæsset med surfboards og sejl – og børnene og de mindre professionelle har tossede badedyr med store øjne i favnen til brug i swimmingpoolen.
Indenfjords ved Vildsundbroen og i vest ved Krik Vig er der opsat skilte med den lokkende titel, Cold Hawaii Indland, som skal få de mindre dumdristige eller mindre rutinerede til at begive sig ud på Kite-surfing i frisk vind på Limfjordens knap så lumske bølger, grundigt instrueret af de lokale, som kender vind og vejr.
– Som tidligere beboer på egnen glæder det mig at se, at så mange muligheder vokser frem, og at så mange mennesker kommer til egnen, og sætter pris på en af de smukkeste landsdele, vi har. Nye generationer bosætter sig, og skaber aktivitet. SMK Thy, en kommende filial af Statens Museum for Kunst, er et af flagskibene, som langsomt, men sikkert tager form i en tidligere købmandsgård i Doverodde i Sydthy.
En kunstner slår rod
En af tilflytterne er dansk-islanske Sóley Ragnarsdóttir, som jeg for sent læste om, da hun udstillede Organizing Principles på Overgaden ved årsskiftet. Her viste hun bl.a. kombinationer af fiskerierhvervets artefakter og tovværk, sat sammen med surfernes ferieglade udtryk i store, oppustelige badedyrsfigurer.
Sóley Ragnarsdóttir – Untitled 2022, 200×270 cm
Glædeligt er det, at hun så snarligt er kommet tilbage til hovedstaden med en ny udstilling, Cherrystones, opkaldt efter en muslingeart der vokser i klaser, står der i præsentationen hos Formation Gallery på Gasværksvej ved Vesterbros Torv.
Sóley Ragnarsdóttir viser netop klaser af værker, inspireret af traditioner og samlinger af folkekultur, som var kendetegnende for livet i landsbyerne for en generation eller to siden.
– Der samlede pigerne på servietter for sjov og på theskeer af sølv for alvor. Og alle samlede rav, muslingeskaller og havslebet glas.
Hendes mor har overladt hende sin samling af servietter fra 1970’erne, og kunstneren opkøber også via nettet, så hun får fat i både de sjældne, runde servietter og dem med de mest poppede motiver på.
SR – Napkins from the end of my world, 2022
I udstillingen ser vi eksempelvis Bambi i en collage af servietter, epoxy, muslingeskaller og småstykker af rav fra serien Napkins at the end of my world, 2022, som opsamler en pastelfarvet tidslomme og en aura af tryghed. Et stærkt modstykke til pandemi og krigsrummel i Europa, det er livet ved havet, hvis man blot kan fordybe sig her mellem bølger og blæst, og holde nyhedsstrømmens larm på afstand.
Klaser af malerier med sirligt gentagne linjer, prikker og mønstre, som kunne være taget ud af servietternes mønsterlandskaber, er grupperet på galleriets mørke vægge. Her er noget stærkt meditativt i gentagelserne, der er i tråd med håndens arbejde med broderier, batikmalerier, strik og bødning af fiskegarner, som hører livet ved havet til, ofte kvindelivet – med mindre overtro holdt kvinder væk, fx fra arbejdet med fiskenettene.
Stærke medsøstre
Ragnarsdóttirs kunst er, trods de åbenlyse forskelle i det visuelle udtryk, i slægt med kunstfotografen Trine Søndergaards motiver med unge kvinder, der bærer traditionelt hovedtøj fra Fanø eller Skiveegnen, hvor historiens vingesus går lige i marven.
En anden kunstner, som maler meditativt med et stærkt feminint islæt, er Christina Mosegaard, der af mange vil være kendt for sine smukke tulipanbilleder, og af andre for sine klædebilleder af draperet linned eller brokadestof.
– Gennem en årrække har Mosegaard også tegnet og malet ikonlignende portrætter af nogle af vore formødre, som for længst er gået ud af tiden efter endt gerning. Repetetivt har de været her, som vi nu kan se os selv træde vore skridt i rækken.
Sóley Ragnarsdóttir – Detail, Untitled, 200 x 270 cm
Selv nævner Sóley Ragnarsdóttir kunstnere som Amy Sillman og Monika Baer, hendes undervisere på Städelschule i Frankfurt, hvor hun også blev bekendt med abstrakt-ekspressionistiske kunstnere som Lee Krasner, Elaine de Kooning og Joan Mitchell blandt sine inspirationskilder og forbilleder. Desuden Rochelle Feinstein, Charline von Heyl, Julia Chiang og Vivian Suter. På den danske kunstscene er Jeannette Ehlers, Sif Itona Westerberg og Ursula Reuter Christiansen tre vidt forskellige, men vildt spændende kunstnere, hun har bidt mærke i.
Det skal blive interessant at følge Sóley Ragnarsdóttirs videre kunstneriske færd, ikke mindst blandt thyboerne, der har så smukt et landskab omkring sig, at de mest fremtrædende interesser traditionelt går i retning af friluftsliv, korsang og sport.
Når det kommer til billedkunsten er det derfor fint, at Sóley Ragnarsdóttir forstår at møde sine naboer midt i deres brogede hverdag mellem voksduge, landbrug, håndværk og fiskeri, og servicering af de mange turister, der kommer forbi.
– Godt er det at vide, at Sóley Ragnarsdóttir bor og arbejder i Thy.
Sóley Ragnarsdóttir – Untitled, 220 x 135 cm
Sóley Ragnarsdóttir, født 1991 DK/IS, er uddannet fra Städelschule, Frankfurt Tyskland 2014-2019, og har udstillet her på Städel Museum og Historisches Museum, samt hos Jean Claude Maier Galerie. Desuden på Kunstforum i Darmstadt og Overgaden i København.
PS. Beskrivelsen i starten af artiklen er forfatterens egen visualisering af livet ved Cold Hawaii.
Formation Gallery
Gasværksvej 9
Frem til 4. juni
Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2022
Klik på billederne, og se dem i bedre kvalitet