I dag er det tid til ‘SÅ ER DET MANDAG’ – og ny podcast hos Ann-Lisbeth Albek Sanvigs Online Kunstskole

Ann-Lisbeth Albek Sanvig introducerer dagens gæst: 
– Hun har tabt sit hjerte til kunsten og er kunstnernes ven… Mød ildsjælen, kunstskribent, kunstsamler, konsulent og meget mere INGE SCHJØDT i vores nye podcast “SÅDAN STARTEDE DET”.
– Og du kan lytte med helt gratis

– Jeg mødte Inge for første gang i et galleri i Bredgade.
Vi blev præsenteret for hinanden, og inden jeg så mig om, var Inge i gang med at skrive en artikel om mig til Kunstavisen. Og det er sådan Inge er: Engageret og energisk – bliver hun tændt på noget, så kører hun på.

I podcasten kan du høre Inge fortælle om sit spændende og engagerende liv med kunsten og kunstnerne. Lige fra barnsben mødte hun kunsten og kunstnere i præstegården.

Senere introducerede hun begrebet “Kunst på lokummerne/Liv på lokummerne” på sin arbejdsplads.

Hør mere om det, og hvordan Inge i dag formidler og hjælper kunstnere med at få realiseret deres projekter.

Podcast: Sådan startede det – Inge Schjødt fortæller

Når du allerede er inde på hjemmesiden, så er der flere spændende podcasts, som du kan lytte til – helt gratis – Se mere fra kunstskolen her

Rigtig god fornøjelse!

Kærlig hilsen
Ann-Lisbeth 

Her finder du mere om Inge Schjødt:
komkunst.dk

https://www.facebook.com/ischjoedt

https://www.facebook.com/komkunst.dk

https://www.facebook.com/komwork.dk

Her kan du finde mere om Kunstskolen: 
#annlisbethalbeksanvig #onlinekursus #kreativ #kreativitet #inspiration #onlinekunstskole #onlinekurser #annlisbethsanvigsonlinekunstskole #tutorial #undervisning #ingeschjødt #podcast

En nødvendighed dybt indefra er kunstens skabelse hos Evi Apostolou

Ved første øjekast ser jeg, at her for alvor er engagement på spil, og at her er et helt personligt udtryk at dykke ned i, da jeg træffer billedkunstner Evi Apostolou i forbindelse med en kommunikationsopgave. Vi har dertil nogle fælles interesser i religionshistorie og i kirkekunst. Flere fortjener at kende hende, forstår jeg snart.

Evi Apostolou er vokset op i Patras, Grækenlands tredjestørste by. Ganske tidligt blev hun optaget af at tegne. Hun er uddannet som billedkunstner fra et velestimeret Institut på Kunstakademiet, Athens School of Fine Arts i 2009, og har desuden en bachelorgrad i religion. Hun arbejder fortrinsvis i maleri, i tegning, i digitale værker samt performance.

Kunstneren har siden 2014 boet og arbejdet i Danmark, som på visse måder minder hende om Grækenland, fordi begge lande er omgivet af vand og har vide horisonter.

Fra mørket mod lyset
Temaer fra filosofi og mytologi påvirker hende og inspirerer hende. Sammen med det metafysiske aspekt og et stort slægtskab med surrealismen tæller kunstneren så forskellige forbilleder som Hilma af Klint og Egon Schiele blandt sine inspirationskilder.

Implicit i hendes udtryk, fortæller hun, er der metodiske træk fra hagiografia, en kunstnerisk udtryksform, der er karakteristisk i den græsk-ortodokse kirke, hvor alle former tydeligt afgrænses og beherskes af konturer, og hvor lysende, spirituel energi kraftfuldt spænder rummet ud.
– Kunsten er i sin kerne spirituel, mener Evi Apostolou.

Urmørkets chaos glider over i en strømmende livsorden, hvor lyset hentes frem, lag for lag. I flere af især de nyere motiver ser vi en kamp mod det onde, traumet, hvor fabeldyr symboliserer overnaturlig kraft, potentiale, styrke, visdom og uforudsigelighed, der peger både indad og udad.
– Jeg føler, at alt er forbundet, og alt er som en organisme eller en del af en større organisme.

Det er inde fra det perspektiv, hun intuitivt uddrager sin billedverden, med blik for dobbeltheden i alting.

Biomorfologi
Med kroppen som udgangspunkt udforsker Evi Apostolou i flere serier det biomorfe udtryk, det organiske. Forbindelsen mellem krop og ånd, mellem individ og samfund er hentet ind under penslernes mikroskop.

I sit afgangsværk Boundaries at the Age of Surreal 2009 formåede hun at destillere et særegent formsprog frem med udgangspunkt i bioteknologi, etik, og et tjek af verdens sande tilstand, hvor de konstruktive og destruktive kræfter i videnskabernes krydsfelt kom til udtryk.

I serien My Precious Ones, malet hagiografisk i olie på papir, er hun optaget af surrealistiske abstraktioner, af farven, af symbolikken, og det biomorfe formsprog med antydninger af øjne, åbninger, lemmer og organer.
– Ved at tilbyde et minimum af information, så beskueren lige akkurat kan tolke sin egen forståelse, gør disse værker beskueren til en aktiv deltager, fortæller Evi Apostolou.

Kvinde, mor, kunstner
Kunstnerens erfaringer på sind og krop med familiedannelse, graviditet, fødsel og kroppens fuldstændigt autonome processer i den forbindelse, ledte til dybtgående refleksioner, som fandt vej til lærred og papir i 2018 og 2019.
En strøm af stærke billeder, inspireret af drøm og underbevidsthed, blev til serierne Deception og Eaten by the Birds.

Her perspektiverer kunstneren paradigmeskiftet fra, som individ at kunne gå efter sine egne drømme, til at give sig hen, og derpå i den biologiske transformation dele sig selv med et nyt væsen, mens det bliver til, endda indeni én selv.
Det er en omkalfatrende oplevelse.

Men hos Apostolou kom både kunsten og mytologien til hjælp, hvorved oplevelsen, tolket visuelt, blev afsæt for en fornyende proces, som hos Fugl Phønix, hvor noget nyt opstår i brændpunktet.

– Jeg malede disse billeder uden at se på noget eller hente noget input udefra.
– Det var som om en stærk og mystisk kraft holdt min hånd og gav form til visioner fra min underbevidsthed, fortæller hun.
– I billederne jager fuglene mig, de vil æde mig, ja, gå i ét med mig.
– Fuglene har mytologisk både negative og positive konnotationer, forklarer kunstneren.
– Fuglene er for mig grænseløs frihed, åbenheden overfor livet og mulighederne, og modsat symboliserer de også nogle gange det arrogante overmod, man kan gribes af, når man følger sine egne veje. De uendelige muligheder kan også æde én op.

– Kunsthistorisk har klassiske surrealister som Max Ernst og Leonora Carrington også haft fuglene med som stærke symboler, fortæller Evi Apostolou, og bekræfter slægtskabet til sine forgængere.

Om at være tro mod sine talenter
– Den store opgave er at kunne skelne, så der bliver rum for at bruge talentet og dele det bedste i livet.
Uanset hvor smal og snoet strømmen bliver, så fortsætter Evi Apostolou det kunstneriske engagement.
Et kildevæld kan ikke løbe baglæns.

Kunstneren har udstillet flittigt i sit græske hjemland samt internationalt i London/England, Chelsea/New York, Barcelona/Spanien, Frankrig, Italien, USA, Canada med mere.
I Danmark har en række virksomheder, kulturhuse og kunstforeninger haft glæde af hendes kunst.

Jeg ser frem til flere udstillinger med offentlig adgang.

Se mere på eviapostolou.com 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3/2021

Illustrationer
Evi Apostolou – InsideOut, 2020, akryl på lærred 100×80 cm
Evi Apostolou – I LOVE MYSELF #1, 2017, olie på papir, 76×56 cm
Evi Apostolou – Evil Fly, Boundaries at the Age of Surreal, 2009 – digital 
Evi Apostolou – BigBirth, Body Stories and the Charm of the Inside, 2008 – 65×50 cm
 

Kunstavisen 3 / 2021 – Lederartikel
– Det er så godt at komme ud og se alle FARVERNE, svarer en kunde, da butikkerne slår dørene op på årets første shoppedag. Et udsagn, der understreger elementære oplevelser, vi længes efter. Kunst- og kulturliv spejder efter lave smittetal, tegn på genåbning, og spejder efter klarhed i regeringens prioriteringer.

– Nedslående er det, at der primært tænkes på vilde dyr og løbeshorts, og at beslutningstagerne knapt nok skeler til den livskvalitet, som kunstens felt forsyner os med.
– Nedslående er det, når regering og regnedrenge lægger snittet alene på de kvantitative frem for kvalitative interesser.
– Nedslående er det, at der endnu ikke har været øje for de mange muligheder, der er i kulturens huse. Og på denne lederplads er det billedkunstens huse, der sigtes til.

Kunsthaller og -museer tilbyder mange kvadrat- og kubikmeter fulde af visuelle oplevelser, som har noget for alle aldre – også de computerspillende skolebørn – endda med god afstand, udluftning, og med initiativrige, kreative, og serviceorienterede medarbejdere, der kan formidle i stor stil.

Kunsthaller landet over har holdt vejret, nogle er gået til vinduerne, nogle er gået udendørs som Gl. Holtegaard, og nogen har åbnet virtuelt og på skrift, som på Janus – Vestjyllands Kunstmuseum med udstillingen EFTER BILLEDER, der blev lagt i støbeskeen for nu et par år siden. Konceptet, med en vel gennemtænkt formidling, har reddet maleriudstillingen fra at gå til i stilhed.

Gallerierne er heldigvis åbnet, trods tumultariske vilkår for kalenderplanlægning.
Og de billedende kunstnere selv? Mange har fordybet sig i atelierer og værksteder, og har forsket i deres kunstneriske felt, mens udstillinger er blevet udsat, og event på event er afviklet via webcam fra basen.

Hvordan kommer vi videre?
Kulturministeriets Genstartsteam er barslet med anbefalinger til fordeling af 50 mio. kr., hvoraf langt størsteparten ønskes fordelt via puljer til udvikling af aktiviteter.
Der skal udvikles på sikkerheden, fx i form af Coronapas. Der foreslås et innovationslaboratorium, mere dataindsamling, flere brugerundersøgelser, og kampagneindsatser for at få gæster og brugere tilbage.

Det ER svært at spå, især om fremtiden, og ikke mindst om spredning af virusvarianter og vaccine i scenarier, der hele tiden ændrer sig på nationalt og internationalt niveau. Det er drøjt for alle.

Coronaen er som et prisme, hvor væsentligt og uvæsentligt krystalliseres i det nære, og i samfundet generelt.

Vi må ha’ kunsten igen – Vi må ha’ kulturlivet igen.
Vi vil ha’ Danmark tilbage, du farverige gamle ven.

Af Inge Schjødt, Kunstavisen – 27. marts 2021

Ildsjælen Bruno Nordensgaard i det nordvestjyske ønskes dobbelt Tillykke

“Mississippi er et kultur- og kunstcenter for den nysgerrige person og den udfordrende kunst og kultur,” hedder det i præsentationen, når man slår stedet op. Og uden ildsjælen Bruno Nordensgaard, som 22. marts kunne fejre 75 år, var kulturlivet på den nordvestjyske Thyholm et andet.

I februar i år modtog Bruno Nordensgaard på vegne af Mississippi, der holder til i en tidligere Odby Friskole ved Uglev, Kulturfondens Pris 2021 fra Struer Kommune. I indstillingen til prisen er det fremhævet, at kulturcentret har stået bag flere succesfulde udstillinger af høj kvalitet med både professionelle kunstnere og kunstnere, der er på vej – og det kan Kunstavisen kun bekræfte.

I sommeren 2019 fyldte en flok af Kunstskolen Spektrums elever rum og sale, kurateret af Tina Menore. Og modtageren af specialprisen ”PORTRÆT NU! 2019” på Frederiksborg Slot i Hillerød, Astrid Marie Storgaard fra Odense viste nogle af sine karakteristiske værker, malet på pap.

I 2020 kunne man opleve Kunsten at reparere – Reparation som kunst med international patchwork, tillige papirkunstneren Bit Vejle og den censurerede udstilling, som også er på programmet i maj i år med Külli Suitso, billedkunstner og underviser ved Aarhus Kunstakademi, Birthe Reinau, billedkunstner og underviser ved Aarhus Kunstakademi og Vinni Frederiksen, Keramiker og underviser samme sted som censorer.

20. marts har Mississippi slået dørene op for to begivenheder, Forårsudstillingen med argentinskfødte Gonzalo Duport, Lone Ertbølle fra Fyn og keramiker Louise Gaarmann, Djursland, samt udstillingen ”Overflade” med syv kunstnere, der sidste år havde afgangsudstilling på Aarhus Kunstmuseum.

Takket være Bruno Nordensgaard hentes der således udfordrende dansk og international kunst og kultur til Mississippi, der, som bekendt ligger nogle hundrede kilometer vest for Louisiana. 
Læs mere om Mississippi her.

Vi ønsker Tillykke!

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisens facebookside, 22. marts 2021

14 billedkunstnere tager os med et spadestik dybere

Billedkunstnerne Jonna Pedersen og Simon Grimm inviterer os i selskab med 12 malerkolleger på Janus – Vestjyllands Kunstmuseum i Tistrup, hvor de har fyldt tre store, rå og nøgterne rum med malerier. Og kun malerier. Her drages vi ind i netop den genre, og får den vendt og drejet på malernes præmisser.

De medvirkende er Astrid Marie Christiansen, Simon Ganshorn, Simon Grimm, Melou Vanggaard, Kristian Devantier, Nana Bastrup, Matvey Slavin, Mie Olise, Emily Gernild, Jonna Pedersen, Martin Askholm, Anita Viola, Mia-Nelle Drøschler og Annette Olesen.

Kunsten på det personlige plan
Alle udstillingens kunstnere præsenteres udførligt ved hver for sig at svare på seks spørgsmål og ved at uddybe deres egen aktuelle praksis i tekst og billeder, redigeret af forfatter og kunstformidler Helene Johanne Christen-
sen. Grafisk designer Malene Maury har sat præsentationerne smagfuldt op
til plakatformater, der hænger som introduktion til hver kunstners værker,
så vi bliver klædt sjældent godt på.

– Det er spørgsmål, man måske har lyst til at stille kunstnerne undervejs, siger museumsleder Anne Grethe Sværke, som i første runde har gjort god brug af introduktionerne på den virtuelle fernisering og på videopræsentationer, siden udstillingen åbnede for coronalukkede døre.

– Nævn tre forbilleder for dit kunstneriske arbejde. Hvordan påvirker dine forbilleder dit arbejde? Bruger du deres billeder i din kunstneriske proces, og i så fald, hvordan? lyder det første spørgsmål.

– Har du altid været inspireret af de samme kunstnere, eller har det ændret sig over tid? lyder det næste.

– Er du vokset op i et hjem med kunst? Har det haft betydning for dit kunstneriske arbejde? vil vi gerne vide.
– Hvornår havde du første gang en betydningsfuld oplevelse med kunst?
Og har den oplevelse betydning for dit kunstneriske virke i dag?
Her kommer vi endnu tættere på.

– Hvor kommer dine billeder fra? lyder det sjette spørgsmål, inden kunstnerne uddyber deres kunstneriske praksis i et artists statement.

Nogle har kunsten med hjemmefra, mens andre slet ikke har den backup. De fleste har tegnet i starten.
En vis fortrøstning for også vor tids unge giver det at læse, at en god del af kunstnerne har fået deres første personlige møde med kunsten i deres gymnasie- højskole- eller HF-tid, hvor inspirerende undervisere åbnede elevernes øjne for den verden. Og derpå er jagten gået ind efter det, som giver fylde.

Form og forbilleder
Jeg vover her at dele de fjorten kunstneres udtryksform ind i tre hovedgrupper, for beskrivelsens skyld. Der er selvsagt overlap og tangenter på tværs, for grupperinger og modeller er altid en reduktion, som ikke kan være helt fyldestgørende.

Astrid Marie Christiansen, Simon Ganshorn, Simon Grimm, Melou Vanggaard, Kristian Devantier, Nana Bastrup, Matvey Slavin og Mie Olise tematiserer aspekter indenfor maleriets form, struktur og materiale med tydelig forankring i kunsthistoriens formelle udvikling.
Det gælder fx lærredernes form, begrænsninger, rumlige udvidelser og overflader, samt kompositioner af kunsthistorisk tilsnit. Gruppen her udøver en grundforskning i maleriets væsen.

Kristian Devantier skaber deciderede parafraser over forgængeres ikoniske motiver, og hos Nana Bastrup, og til dels hos Matvey Slavin ser vi i baggrunden tit en gentolkning af egne motiver.

Netop med hjælp fra den ovennævnte præsentation forstår jeg også det ekspressive i Mie Olises motiver som et udtryk for, at hun bygger videre, og selv skubber til historiens forventninger til kvinders malemåde.

Omverden og nutidsbilleder
Emily Gernild, Jonna Pedersen og Martin Askholm byder indenfor i værker, der tematiserer noget genkendeligt, noget overset fra vores nære omverden, fra generationens kulturhistorie. De holder et spejl af erindringer op for os, og stiller ind på nærværet i nutiden, og manglen på samme.

Med kunstnerne her er vi inde i det mere narrative felt. Emily Gernild maler ekspressivt, intuitivt. Jonna Pedersen maler mere stringent med en tidssvarende palet, og Martin Askholm tager syntetiske farver ind i landskaberne og bibringer dem et twist og et anstrøg af de grafiske rum, han oftest færdes i.

Natten, drømmen og intuitionen
Anita Viola følger os ind i en romersk nattestemning, tydeligvis inspireret af Peter Doig. Lyssætning og farvesammenstilling lader os sanse tusmørkets stilhed, brudt af fjerne stemmer under parkens træer ved Villa Borghese.

Mia Nelle Drøschlers malerier udtrykker et ganske andet stemningsleje, hvor et drømmende chaos sætter elementerne i bevægelse.

Udstillingens nestor, Annette Olesen, komponerer nogle syrede visioner med løsrevne, genkendelige elementer, som suger beskueren ind i et sjæleligt og på én gang stærkt og skrøbeligt univers, Rosens Ring.

Sådan kommer vi rundt om 14 måder at male på.

Siden Adam og Eva og dyrene har vi kategoriseret og sat navne på fænomener, og reduceret kompleksiteten for vore øjne.
Jeg har forsøgt med ord.
Kunstnerne gør det – og det modsatte i flere dimensioner.
Og hertil har de to kuratorer foretaget et nuanceret udvalg blandt deres kunstnerkolleger.

På museets hjemmeside kan man se videoindslag og læse de enkelte plancher.

Men – På det varmeste anbefaler jeg udstillingen i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum, når muligheden byder sig.

Det er et sanseligt møde, og et fornemt møde med et udvalg af vor tids malerkunst, og oplysninger om, hvad der har ført de enkelte kunstnere
frem til den præmis, de arbejder ud fra i dag.

Udstillingen flytter til SAK Kunstbygningen i Svendborg
fra 24. april til 30. maj.  

Janus – Vestjyllands Kunstmuseum
Lærkevej 25 – Tistrup
Forlænget til 18. april

Tekst og fotos: Inge Schjødt, komkunst.dk
Klik og se bedre billedkvalitet

 

 

 

 

 

Det er moderne at indrette sig med klassisk salonophængning, og nye spillere har værkerne – med og uden glas og ramme

Vi holder af hyggen, og der indrettes i stor stil med original kunst, kombineret i tætte salonophængninger, suppleret med værker i skulpturelle formater. Ind imellem føjes et arvestykke, eller et ældre værk i en smuk ramme til samlingen, og forskellige kunstneriske epoker mødes på nyrenoverede vægge.

Til at præsentere den originale kunst er der kommet nye spillere på banen, som formår at servere såvel ny som ældre kunst i appetitlige formater.
To af spillerne er Kunstsalonen og Københavns Kunsthandel, der begge når ud til publikum via intens brug af sociale medier, som fx Instagram. Her fås samtidig et yngre kunstpublikum i tale.

Intime møder med samtidskunsten
De går som varmt brød, kunstværkerne, når Kunstsalonen slår dørene eller prislisten op, online. Siden 2017 har Anne Aarsland og Mette Helena Rasmussen formidlet kunstsalg ved PopUp-udstillinger i inspirerende private omgivelser, og via onlinesalg.

Netop præsentationen i private hjem giver en oplevelse af tryghed og fortrolighed i valgsituationen.

PræCorona var salonerne store tilløbsstykker med kø i trappegangene på Amagersalonen, Fuglebakkesalonen, Hellerupsalonen m.v., og nu er det opløftende at se, at der fortsat er tryk på, når en ny salon går i luften som onlineudgave. Her lægger de to initiativtagere egne vægge til ophængningerne.

Gennemgående er der en intrikat sanselighed, som appellerer og fremmer lysten til at eksperimentere på hjemmefronten.

Med sikker hånd udvælges og komponeres værker af ret forskelligt udtryk. Her er flere tredimensionelle, væghængte værker samt skulpturer til reolen, gulvet eller sofabordet, afstemte i farver og formater, så det går an at sætte rigtig mange værker ind side om side.  

Initiativtagerne og kuratorerne bag Kunstsalonen er Mette Helena Rasmussen, Master in Fine Arts fra Det kongelige Danske Kunstakademi, der også arbejder som stylist og designdommer på tv. Anne Aarsland er uddannet som billedkunstner, og er cand. mag i kunsthistorie og visuel kultur fra Københavns Universitet.

Solid tingfinder med smag for ældre kunst
En ret ny medspiller med sans for ældre kunst er Københavns Kunsthandel, der er startet i 2020 af kunsthandler Johs Schmidt.

– Efter 20 år i kunstbranchen, heraf 12 år som senior vurderingsmand i auktionsbranchen, ønskede jeg at være fuldt ansvarlig for hvilke objekter jeg sælger. Med Københavns Kunsthandel har jeg endelig mulighed for kun at omgive mig med den kunst jeg elsker, uafhængigt af hvem der har skabt det og hvornår,’
– udtaler Johs Schmidt, som lægger vægt på godt håndværk, originalitet og relevans.

Også han gør flittigt brug af instagram, og har fået såvel museer som de unge (førstegangs-)købere blandt sine kunder.

Det er glædeligt at se, at kvaliteten vælges til, og at den originale kunst kommer på nye søm og hylder i flere hjem og samlinger. Med indsatsen fra Kunstsalonen og Københavns Kunsthandel reduceres mængden af plakatfulde eller halvdøde skifterammer. Og forhåbentlig tages en del af galleriskrækken ud af nye generationer, så døre åbnes for yngre kunstelskere og -samlere.

Kunstsalonen
Se næste location/online
www.kunstalonen.com

Københavns Kunsthandel
Gl. Kongevej 167 B
Frederiksberg
www.koebenhavnskunsthandel.dk

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, marts 2021              

GONZALO DUPORT UDSTILLER INTERAKTION PÅ MISSISSIPPI – KUNST OG KULTUR

Billedkunstneren Gonzalo Duport er en af udstillerne, når Mississippi Kunst og Kultur på Thyholm slår dørene op for forårsudstillingerne.

Menneskene i hans kvarter – Las Ciudades de Un Tal Duport. De rare og de skumle, fodboldspilleren, politimanden, de skønne kvinder. Ind imellem dukker hans hund og bevæbnede skurke op på lærredet, hvor tanker og drømme vrimler frem. Dertil kommer La Chicas – Pigerne. Pigerne i hans kvarter stjæler gerne billedet.

Ansigter, figurernes hår og øjne, vokser næsten af sig selv ud af Gonzalo Duports penne og pensler, og formes i selve arbejdsprocessen med farver og linjer. Han arbejder intenst med at udforske stregens egen logik i små og store formater, og går i INTERAKTION med form, rum og materialer. Senest har han malet udenpå glasset.

– Er hun ikke smuk? spørger Gonzalo Duport, når han løfter blikket.
– Mange spørger, hvem pigerne er i mine billeder, om de er portrætter. Det er de ikke, men det jeg ser, det gemmer jeg i mine tanker, og så kommer de en dag ud på papiret, eller på lærredet, forklarer den 35-årige kunstner.

På udstillingen INTERAKTION vises et udpluk af forskellige genrer, kunstneren har beskæftiget sig med.

Undtagen i disse coronatider, så er Gonzalo Duport en fast gæst i Danmark, hvor han kommer, bor og arbejder ca. tre måneder ad gangen med baser i København, Varde og Aarhus.

I hjemlandet Argentina knyttede Gonzalo Duport tidligt forbindelse til Danmark via en dansk-argentinsk folkeskole. Han kom til Danmark, støttet af Rotary, til HF-studier i Varde. Her fandt han sin livsbane i mødet med en kunstlærer på HF i Varde. Siden kom Gonzalo Duport på højskole i Haslev, og fik atelierer til rådighed og et stort netværk.

Undervejs er det blevet til udstillinger eksempelvis
– Holbæk Æglageret – Holbæk Kunstforening i 2019
– Skærbæk Kunstcenter 2019
– Arbejdsophold i Kunsthal VARTE samt galleriudstillinger i Esbjerg, Odense, Slagelse, København og flere kunstforeninger i Aarhus, Kolding, Kgs. Lyngby m.m. 

I 2012 udsmykkede Duport kontorhus for Incuba, Aarhus, og i 2017 udførte han en stor udsmykning på virksomheden DIS – Dansk Ingeniør Service A/S ved Skanderborg.

Gonzalo Duport har gennem årene udført en del vægudsmykninger, såvel i Danmark, som under rejser i Indien og Nepal og i hjembyen Tres Arroyos, i det sydøstlige Argentina.

– Inge Schjødt, komkunst.dk, som har udvalgt udstillingen til Mississippi 2021 i samarbejde med kunstneren 

Udstillingen med billedkunst af Nana Rosenørn Holland Bastrup og møbeldesign af Per Holland Bastrup lever fornemt videre i bogform

Galleri Kunstmix på Østerbro lagde i foråret 2019 rum til udstillingen Maleri & Møbleri. Her samarbejdede arkitekten, far, Per Holland Bastrup og billedkunstner, datter, Nana Rosenørn Holland Bastrup om en duoudstilling af særligt karat. Anledningen var 100-året for kunst- design- og arkitekturskolen BAUHAUS, og inspirationen til udstillingen kom fra et ikonisk Bauhausfotografi af Erich Consemüller, der afbilleder en stol, med en siddende kvinde, som bærer en maske, skabt af kunstneren Oskar Schlemmer.

Kunstmix har udgivet en smuk bog på 156 sider, som beskriver udstillingens idé, hvor begges værker præsenteres i et lækkert format.
Bogen er et vidnesbyrd om et kreativt kredsløb mellem far og datter, og viser Nana R.H. Bastrups elleve malerier på udstillingen, og giver en særskilt fin
præsentation af 27 af Per Holland Bastrups unikke møbeldesign, gengivet med skitser og inspirationskilder.

I forbindelse med bogens tilblivelse fortalte de to medvirkende om tankerne bag.

Et cirkelslag
Som billedkunstner er man naturligt i dialog med kunst, kultur og arkitektur, et træk, som Nana R.H. Bastrup loyalt udfolder i en stor del af sine værker, men at udstille sammen med én, der laver møbler, det er usædvanligt. Vilhelm Lundstrøm og Finn Juhl blev vellykket vist sammen i 2017 på Brandts, og i forretningen Designmix, der drives af forældreparret Bastrup, sammenstilles kunst, møbler og designgenstande løbende i vekslende forløb.
Møblerne har været der, fra Nana var helt lille. De to x Bastrup har siddet, stået og gået i dialog altid, og med udstillingen formåede de at forstærke den andens spotlight.

I udstillingen mødtes far og datter helt konkret i billederne. På Nana R.H. Bastrups bemalede fotos i hovedværket [KURIOSER DIALOG] sidder de face-to-face, men maskerede i hver sin stol, som Per Holland Bastrup har designet. Nana har iscenesat en eksotisk stemning, som går igen i flere af billederne med en af de to, med masker og Pers møbler som aktører. Far og datter deler en fælles interesse, både for ikoniske Bauhausinspirerede elementer og for afrikanske masker, figurer og møbler. Begge undersøger de sider af de eksponerede genstande, og afsøger forholdet mellem artefakter, transformation og identitet.

– Du er, hvad du sidder på, har Nana R.H. Bastrup udtalt.
– Sidder du på en høvdingestol, så er du høvding. Den er en identitetsmarkør, en maske til din rumpe.
– Og, på din maske skal jeg kende dig, kan man tilføje med Blixens ord.

Møblerne af Per Holland Bastrup, særligt stolene, står som eksperimentelle ikoner, der er blevet til, nærmest som skulpturer, men dog funktionelle skulpturer. Per Holland Bastrup er uddannet murer, bygningskonstruktør og arkitekt fra Kunstakademiet i 1983.

Som møbeldesigner drives han af at forfine. Han udforsker statik, stabilitet, og materialernes anvendelsesmuligheder.
– Jeg sammensmelter de geometriske former, koger det helt ned, så du ikke kan trække fra eller lægge til, uden at udtrykket bliver blodfattigt, fortæller Per Holland Bastrup, som i sine møbler lever op til udtrykket Less is more.

Triangolo, stolen i stål og laminat kom til verden i året, hvor Muren faldt, i 1989.
Den bygger primært på cirklen og trekanten.
– Alting er et billede på sin tid, mener Per Holland Bastrup. Uanset, om du bruger de arketypiske, enkle, geometriske former som udgangspunkt, hvor en cirkel er en cirkel, så kommer materialerne ind med deres særpræg.
– På Triangolo, som oprindeligt hed Tanga, der er det eksempelvis dimensionerne og de ekstruderede stålrør, der former ryglænet, som fortæller om 80’erne. Stolen blev
præsenteret på Scandinavian Furniture Fair 1989 i Bella Center, København.

Stål i dansk møbeltradition
Herhjemme hang der endnu i 1980’erne en duft af træ over næsten alt, hvad der blev anerkendt som godt, dansk møbeldesign. Arkitekten Kaare Klint, faderen for den danske designkultur, havde lagt fundamentet for en dansk møbeltradition med de shakerinspirerede træmøbler tilbage i 1930’erne.
– Efter Verdenskrigen kom der en arkitektonisk og designmæssig strømlining ind. Arkitekten Finn Juhl var inspireret af den moderne, konstruktivistiske kultur, og beskæftigede sig med principper omkring det bærende og det bårne. Med sin Høvdingestol i 1949 hyldede han fortsat snedkerkunsten, fortæller Per Holland Bastrup.

Arne Jacobsen tegnede Myren med tre stålben og det dampformede, laminerede bøgetræssæde i 1952. Hans Wegner tegnede OKSEN med stålstel i 1960, og Poul Kjærholm, der er mester i forenkling, lod sig inspirere af romersk design fra Herculanum. Op gennem 1960’erne og ’70’erne blev Myren og dens afløser 7’eren, samt alle FDB-møblerne folkeeje.

Postmodernistisk gennembrud
På en rejse til Milano med Arkitektforeningen i midten af 80’erne oplevede Per Holland Bastrup det allernyeste indenfor møbelkunst, det italienske ’antidesign’. Det hed postmodernisme. 

– Goddag, blev der sagt i 1981 til Memphis Gruppen med folk som Ettore Sottsass, George J. Sowden, Alessandro Mendini, Shiro Kuramata og Michele de Lucchi. Flere af dem havde baggrund i arkitektur og grafisk design, fortæller han.
– Det var fascinerende, hvordan de gjorde op med traditionerne, skabte elementer, der kunne flyttes rundt, og påførte flag og farver. Italienerne eksperimenterede med materialer som stål og farvede laminater, og de rene, enkle, geometriske former dukkede op.

Allerede BAUHAUS, Mies van der Rohe, De Stijl og Gerrit Rietveld havde pirket til snedkertræets monopol, og forenklet formsproget.
Via et møde med en model af Gerrit Rietvelds Red & Blue Chair tegnet 1917, der fungerede overraskende godt, da Per prøvede at sidde på den, så kom der gang i møbelskitserne og det eksperimenterende. 

– Det konstruktive bag designet og selve statikken interesserede mig. Den statiske trekant er et element, som er dybt forankret hos mig. Den ser man også i såkaldt primitive afrikanske møbler, som netop ikke vipper, når de har tre ben. Den klassiske
malkeskammel er et andet godt eksempel, fortæller han.

– I rokoko-tiden flytter møblerne ud fra væggene, og antager et helt nyt formsprog. Møblerne samles uden sprosser. Sargene i sofaer og stole pines ned, og antager nye former. Konstruktionerne er geniale, udtaler Per. Der er masser af læring og inspiration i de gamle møbler.

Den græsk-romerske Klismos stol har den buede ryg og de svungne ben, som Mies van der Rohe måske skeler til med sin klassiker, Barcelonastolen fra 1929, hvor stel, sæde og ryg ses som selvstændige enheder.

Postmodernisme henter således i 1980’erne atter en meget stor inspiration i den klassicistiske arkitektur.
– Triangolo, som er inspireret af Arne Jacobsens Myrestol, har to ben fortil, og forsvinder bagtil med kun ét ben. Perspektivisk synes det uendeligt, beskriver Per. Stabiliteten på de tre ben arbejder han med i flere møbler. 

Siden 2018 har Per Holland Bastrup arbejdet med en serie enkle møbler i træ, som trækker på såvel BAUHAUS erfaringer og formsprog, som græsk-romersk klassisk møbleri. Eksempelvis modellen TRIPOD FLASH CHAIR med et fremadstrækkende ben,
det orange lyn, der giver stolen en tydelig identitet, og som har en bærende funktion for hele konstruktionen.

Tilbage til fremtiden
Stolen Triangolo er blevet relanceret i en endnu mere skulpturel version med et sæde i stål, og bliver i dag fotograferet til førende magasiner, vist på designmesser og produceres af Frama Cph.

Førsteudgaven Tanga – Stol nr. 1995 02 – findes blandt de øvrige klassikere på Danmarks Designmuseum.
Således har Per Holland Bastrup tilføjet nye kapitler i møbelhistorien.

Med bogen præsenteres en række modeller, man kommer tæt på løsningerne, og ser hvordan Per Holland Bastrup fører ideer og principper ud i virkeligheden. Signaturfarven Orange, der ses på det lynformede stoleben og i en del af Nana Bastrups værker, der også dannede baggrundsfarve i udstillingen, er fulgt med til bogens omslag.

Alt er gennemtænkt til mindste detalje.

Bogen Maleri & Møbleri
Nana R.H. Bastrup & Per Holland Bastrup
Udgivet af Kunstmix, København, Danmark
Tekst og layout: Matvey Slavin
156 sider, ISBN 978-87-93898-02-8
info@kunstmix.dk
pris: 200 kr +porto

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Fotos: Kunstmix
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2021 

Replik til samtidens algoritmer: Er det sundt, når der lægges ensrettende filtre ned over nærmest alt, politisk såvel som kunstnerisk?

Det er nyhedsbrevet med Skovhusets nye vision, der slår hovedet på sømmet. Men det er ekkoet fra Folketingsvalget 2019, og der imellem en stribe begivenheder på kunstscenen og i debatten hen over efteråret 2020, der har fået klokkerne til at bimle. Hvad er det, der sker med samfundets diskurs? Er det sundt?

Det er som om, der bliver lagt nogle filtre ind, og vi lader os styre af moderigtige algoritmer, så det, der er i tidsåndens her-og-nu-fokus forstærkes. Det ensretter, og stiller krav i et tempo, der lader én stå rystende tilbage, som en novice udi vinterbadning.

Klimavalget, kom det til at hedde, det Folketingsvalg, der Gud-ske-tak-og-lov bragte et systemskifte i 2019. Her stod valget ikke mellem rød eller blå blok, nej, der blev valgt GRØNT, for kursen skulle lægges om.

Men, klima har det hele endnu ikke handlet om. Der kom en Coronaslæde i vejen. På samme måde, som der landede en Finanskrise i armene på en håbefuld præsident Obama og på statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin tid, der gjorde det vanskeligt at indfri de løfter og visioner, de var gået til valg på. Virkeligheden overhalede indenom.

Men, mens regeringen anno 2021 og sundhedsmyndighederne, og alle samfundsbevidste borgere bekæmper Corona, så spirer den grønne dagsorden, og formerer sig ved knopskydning i alle retninger. Det samme gør enkelte andre temaer, der drejer fokus 180 grader, og fornyer en outdated dagsorden indenfor #herredømme, #ligestilling, #køn og #kolonistyre.

Men, det virker ikke lige sundt, alt det der foregår. Der er en redundans, en ekkoeffekt, en ensretning af præmisser, som udstrækkes, næsten til kvalmegrænsen.

Her-og-nu med tilbagevirkende kraft
En journalist ringede og spurgte, hvordan det mon går med Falloskunsten, her efter #MeToo vækkelsen? Som om kunstscenen skifter g-streng i samme tempo som Side 9-pigen, og omredigerer indhold efter formiddagsbladenes spisesedler?

Ros fortjener Sophie Lindes tale, og ros fortjener IDOART, som i årevis har rejst debatten om ligestilling. Terningerne er kastet i Sexismespillet på udstillingen Testimony i Kunsthal Vejle, og i Aarhus skifter Kvindemuseet navn. Debatten har fået momentum, og der er et tiltrængt generationsskifte i gang på herretoiletterne.

En anmelder besøgte en udstilling med nysurrealisme, og kritiserede stramt en serie værker i lyset af #MeToo, selvom værkerne var blevet til i en ganske anden kontekst.
En museumsdirektør må stå på mål for en udstilling med to giganter, to (uha!) mandlige kunstnere, der er arrangeret med en helt anden vinkel end alt det, der presses ind under ligestillingsdebatten på museerne.

Vi må være opmærksomme, når kikkerterne efterhånden reduceres til soloprismer!

Ind med bæredygtigheden
Jeg kan ikke svare entydigt på, om det er sundt, med de omsiggribende grønne temaer og trends. Der er ingen tvivl om, at naturen og klimaet fortjener bevågenheden, at ændringen i machokulturerne er på høje tid, og at alle har gavn af bevidstgørelsen. Men, der må spidses penne og hovedpuden må rystes. Ellers bliver vi forført, og bliver blot handlingslamme, døvstumme tilskuere.

Personligt handler det for mig om, at nakkehårene kommer til at rejse sig og smagsløgene slappes, hvis der står #klima og #natur, #MeToo, #krænkelse, og lignende overalt, hvor jeg vender blikket hen. Jeg skal overbevises om, at der vitterligt er substans i brødteksterne, og at der er nuancer at blive klogere på gennem den kunstneriske praksis.  

Jeg venter i spænding på Skovhusets kommende udstillinger under ledetråden kunst og natur, på Arkens Blomsten i kunsten, på Trapholts Tæt på Træer, og på kommende galleriudstillinger i grønne klæder. Må de blive nærende fiberrige, og gerne meget mere end et kommercielt filter, der lægges over alt i forventning om opmærksomhed.

Håbet er lysegrønt!

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, februar 2021

Klik på illustrationerne, og få en bedre gengivelse.