Vibskov på forsiden

Modeskaberen Henrik Vibskov viser stor spændvidde i et tværsnit af kunstarter

Jeg vil til at gå mere i teateret, mere til opera, mere til ballet!
Og tøjkollektionerne af stortalentet Henrik Vibskov må gerne ryge ind på skuldrene af de unge i min kreds.

– Sådan har jeg det efter et udstillingsbesøg på Sophienholm ved Kgs. Lyngby, hvor der vises et udsnit af Henrik Vibskovs fantastiske scenografier, kostumer, kulisser og skulpturelle objekter ude og inde under titlen PerformativeHANDLINGER / PERFORMATIVEacts.

Fluks går jeg hjem og læser videre om avantgarde modedesigneren, musikeren, kunstneren, født i Kjellerup ved Viborg i 1972, uddannet ved Central Saint Martins designskole i London, som producerer prisbelønnede modekollektioner og shows i eget navn.

Performances og kunstneriske installationer har tidligere været vist internationalt på bl.a. Museum of Contemporary Art Kanazawa i Japan, MoMA PS1 i New York og Palais de Tokyo i Paris. Nu får vi chancen her i musealt kunsthal regi.

Japansk enkelhed
Min lyst til scenekunsten vækkes til live med intense og smukke fotos og videoer.
Her er optagelser dels fra replay forestillingen SwanLake med musik af Mikael Karlson og koreografi af Alexander Ekman på Oslo National Ballet, og dels fra forestillingen Eskapist
– også af Alexander Ekman på Den Kongelige Svenske Opera.

Henrik Vibskov – Madame Butterfly

Jeg får et flashback til Bauhaus og Oskar Schlemmers ikoniske balletkostumer, da jeg møder Madame Butterfly, der for en stund spøger i stueetagen. Kostumerne til Hotel Pro Forma opsætningen af operaen på La Monnaie i Bruxelles fylder labyrintagtigt op i rummene mod haven.

Ret store, som de er, skaber de en intens oplevelse af det tragiske eventyr om den ulykkelige japanske geisha, der svigtes af sin amerikanske officer og ærefuldt tager konsekvensen. 

Med japansk inspireret enkelhed forvalter Vibskov mønstre, materialer og former i et nutidigt snit.

En tur i bad
På førstesalen inviteres vi med ind i det allerinderste, hvor vore tanker kan myldre, og krop og sjæl falde til ro, nemlig i Vibskovs lyserøde badesalon. Please Remove Before Washing er et eksempel på iscenesættelsen af Vibskovs efterårskollektion AW20, præsenteret i januar på Lokomotivværkstedet i København og i The American Cathedral i Paris.

Henrik Vibskovs badesalon

I regnvejret gik jeg glip af værkerne i parken, så der er god grund til at komme tilbage til Sophienholm.

Med udstillingen ved Bagsværd Sø giver Vibskov et indblik i og viser et tværsnit af de vidtfavnende muligheder, der ligger i modeformatet, og hvad deraf kan følge.

En fornøjelse er det at se, hvordan det gamle Sophienholm med højt til loftet stiller gode rammer til rådighed.

Sophienholm
Nybrovej 401 – Kgs. Lyngby
Frem til 15. november

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 8/2020

Henrik Vibskov – Eskapist

Henrik Vibskov – rekvisitter

SIIKU – OPUS UNITUM

SIIKU viser unikt samskabelsesværk på Nørrebro

Måneden ud står OPUS UNITUM, en sanselig, skrøbelig pyramide, et samskabt værk, og lyser op ved Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Værket er blevet til i samarbejde mellem kunstnerduoen SIIKU og gæster ved Festival of Endless Gratitude, som fandt sted i dagene 10. – 13. september. 
OPUS UNITUM er et af de kunstnerdrevne projekter, der qua corona har fået støtte af Slots- og Kulturstyrelsens pulje til kunstneriske sommeraktiviteter. 

Festival of Endless Gratitude
FoEG // Festival of Endless Gratitude er en non-profit Music and Arts festival, grundlagt i 2007 på venskabeligt samarbejde over Atlanten. Det var 12. gang festivalen fandt sted.
Weekenden bød ud over det kunstneriske samskabelsesprojekt også på en række koncertindslag, ligesom man kunne tage et par omdrejninger på Jens Erik Larsens Bicycle Lyre, et upcyclet musikinstrument.

Et demokratisk kunstværk
Da festivalen åbnede torsdag stod kun skelettet til den lysende pyramideinstallation klar foran KoncertKirken.

SIIKU – OPUS UNITUM – åbningen

Forinden havde SIIKU og de frivillige brugere af GreenKayak indsamlet skrald og havplast i Københavns kanaler, og indsamlet tang ved Stejlepladsen i Sydhavnen, ligesom SIIKU havde formet trekantede skabeloner til beklædning af installationen.

Publikum blev inviteret ind i den kreative proces og med fokus på fællesskab og empowerment, blev modulerne fyldt i løbet af festivaldagene, og pyramiden beklædt med de samskabte elementer.

Kunsten som handlemulighed
SIIKU er en dansk/grønlandsk kunstnergruppe grundlagt i 2017 af Rasmus Nielsen og David Hertling Péronard. Grundtankerne, som de er formuleret i SIIKU manifestet, handler om at skabe solidaritet og empowerment i en tid præget af klimakrise og voksende ulighed.

SIIKU – i proces

Nielsen og Péronard vender i deres produktioner den elitære kunstnerrolle på hovedet, og byder op til håb i kraft af deres æstetisk-kreative metode, hvor de relaterer til naturens ressourcer, helst benytter genbrugte materialer sammen med topmoderne teknologi, og rækker ud efter deltagelse fra omverdenen.

SIIKUs værker har været præsenteret af Copenhagen Light Festival, Click Festival, Thorvaldsens Museum, Roskilde Domkirke, samt på Kulturmødet på Mors, hvor samskabelse også var på programmet.

I efteråret 2019 viste SIIKU udstillingen Meltage i Gjethuset i Frederiksværk.
Fra 7. november fylder de Kunsthal Vejle med værker i et ganske andet format.

Følg SIIKU her – SIIKU.dk

SIIKU – OPUS UNITUM

Opus Unitum
Blågårds Plads 6A – København N
Frem til 30. september

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2020

Wrapped Up – Unfold, foto: Inge Schjødt

I Cobrarummet ved Sophienholm stiller to malere skarpt på relationen til naturen på hver sin facon.

De klæder hinanden, værkerne af de to kunstnere, som i 12 dage indtager Cobrarummet på Sophienholm ved Kgs. Lyngby med udstillingen Wrapped Up – Unfold. Linda Falkesgaard arbejder råt og konkret, hvor Hanne Nielsen Kjærsgaard går allegorisk til værks og fortæller interdimensionelle historier.

Fra hver sin synsvinkel har de taget Naturen under behandling, og det er vores forforståelse af skønheden i blomsterne, der forener og samler udstillingen. Dertil er der en ligeværdighed og god styrkemæssig balance, som får værkerne til at spille fint op til hinanden.

Wrapped Up // I farten
Linda Falkesgaard retter sit fokus på den natur, vi travle byboere møder i hverdagen i form af blomsterbundter, frugt og grønt, pakket ind i den køligt gennemsigtige cellofan foran ethvert supermarked.

Linda Falkesgaard – Still Life With Flowers, Føtex Nørrebro 2019

Vi køber de hurtige blomster, og forærer dem med et strejf af naturens poesi til dem, vi holder af – inklusive os selv. Vi bliver jo hele tiden mindet om at huske os selv, at forkæle os selv – også med blomster, så vi kan mærke os selv, os selv, os selv…

Nature Morte, Stilleben er betegnelserne for billedgenren. Måske beskriver den mere end som så. Det gør Falkesgaards nøgterne billedkompositioner i hvert fald. Og i billedtitlerne tager hun findestedet med ”Still Life With Flowers, Føtex Nørrebro, 2019”, så der ikke er noget at være i tvivl om. 

Unfold // Bliv til
Hanne Nielsen Kjærsgaard er en historiefortæller, hvor billedbegivenhederne langsomt åbner sig for beskuerens blik. I motivet Head Above Water dykker man sig frem mellem planterødder og søger instinktivt fra dybet mod lyset igennem naturens ornamenterede fletværk. Skønheden findes, mørket findes, lyset findes.

Hanne Nielsen Kjærsgaard, Rooted, 2020

Nielsen Kjærsgaard byder ind til en visuel samtale, eksempelvis med værket Single Iris & Ray Black, hvor blomsternes navne indgår i billedtitlen, men det er naturligvis op til beskueren, hvilken tråd, man ønsker at gribe og gå med, og hvor langt og hvor længe.

Hvor Linda Falkesgaards værker tager afsæt i blikkets snapshots af omgivelserne, der zoomer Hanne Nielsen Kjærsgaard indad i fantasiens meddigtende univers.

Begge rækker de os en stafet. Vi kan enten fortsætte i sprint eller gå langsommere.
Naturens mangfoldige betydningslag går os i møde på denne udstilling. God fornøjelse!

Cobrarummet – Sophienholm
Nybrovej 401 – Kgs. Lyngby
Frem til 20. september

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2020

Hanne Nielsen Kjærsgaard
Single Iris & Ray Black

Cobrarummet – foto: Hanne Nielsen Kjærsgaard, 2020

Eminente lysskulpturer af Christina Augustesen i Utzonsk palet

C.A. Daylight Instruments,
foto: David Stjernholm

Om morgenen stod hun tidligt op. Før solopgang gik hun med dynen om sig ud på terrassen over Middelhavet, for at se det ske. Dagen komme til syne i et magisk farvespil.

Arkitekt, lysdesigner og billedkunstner Christina Augustesen har været afsted på to ugers arbejdsophold i Jørn Utzons sommerhus på Mallorca, og har taget det forunderlige farvespil fra Can Lis med hjem.

– Og hvor vises det bedre frem, end netop i et af Utzons ikoniske byggerier? Gallerigangen i Bagsværd Kirke lægger rum til udstillingen af rejsens fornemme resultat.

I fem skulpturer kaldet Daylight Instruments, deler hun 12 farver med os. Komponeret således, at vi kan vandre med lyset, og opleve farverne skifte i vores eget tempo, mens vi bevæger os rundt om de fem skulpturer.

De står som lodrette, fastfrosne kalejdoskoper hen ad Gallerigangen i Bagsværd Kirke, hvor dagslyset fra ovenlysvinduerne falder ned over de hvide vægge og gulve, den rå beton, egetræet og en række glaslamper i det stringente rum. Kirkebygningen er opført midt i 1970’erne med al den professionelle og gennemtænkte finesse, vi forbinder med Utzon-familiens arbejder. Her lader septemberhimlens skyer et vekslende lys glide ned over de fem Daylight Instruments, og giver liv til farvernes dans, der transponeres op og ned i intensitet i takt med dagslys og aftenmørke.

C.A. Daylight Instruments,
foto: David Stjernholm

Magisk og meditativt
Studieopholdet på Can Lis, som tildeles af Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg i samarbejde med Utzon Fonden, forærede kunstneren en unik palet af farver og farvekombinationer. Dem har hun efterfølgende komponeret og afprøvet i en intens proces for at træffe de afgørende valg til de fem skulpturer.

Farverne afspejler sommerresidensens gyldne sandsten, terrakottafarvede teglsten, de dybtblå glaserede fliser, havets og himlens mangfoldighed af blå nuancer samt beplantningens frodige grønlige og enkelte stærkt kulørte farver.

Jørn Utzon har arbejdet meget bevidst med lysindfald, smalle vindueshuller uden rammer, rumforløb, og materialevalg efter Mallorcas byggeskikke, og dermed er Can Lis et bygningsværk i pagt med stedets natur til stor inspiration for nutidens besøgende.

Skulpturerne, skabt til denne udstilling i semitransparent akrylplade og farvede folier, adskiller sig fra Christina Augustesens andre værker ved at de alene arbejder med dagslyset og ikke, som ellers er oplyste indefra af et vibrerende elektrisk lys. Det giver en kærkommen tysthed, og et magisk, meditativt udtryk.

Lyset som materiale
Christina Augustesen har valgt at arbejde med lyset som sit grundmateriale, og andre fysiske materialer som reflektorer for gengivelsen af lyset.

C.A. Daylight Instruments,
foto: David Stjernholm

Til Via University College i Aarhus har Statens Kunstfond i 2017 doneret en række af hendes Colour Spaces, Horisontal fields, og på det nyligt renoverede Damhustorv i Rødovre står Gates of Colours fra 2018, og vækker liv og åbner for fordybelse.

Augustesen har udstillet flere gange i London, hvorfra hun også har en del af sin specialiserede uddannelse, og herhjemme bl.a. med gruppen Ree-fleeks i Kunstpakhuset i Ikast, og i en duet hos Galleri Lene Bilgrav i Aarhus.

Det er altid interessant at møde hendes skulpturer i varierende udformninger.
– De første så jeg selv på udstillingen Seeing the Unseen på Sophienholm, Kgs. Lyngby 2017, og blev betaget af den ro, der blev fremkaldt af dem.
– Siden er det blevet til flere gode gensyn, bl.a. hos Kunstmix på Østerbro og på Kirsten Kjærs Museum i Thy, hvor hun er aktuel på gruppeudstillingen Mellem Usynlige Lag frem til 2. oktober.

C.A. Daylight Instruments,
foto: David Stjernholm

For lysnørder
Lysets symbolske betydning for mennesket i verden er knyttet til utallige kunstneriske udtryk, til myter og riter. Lysets fysiske betydning for menneskets velbefindende i verden er ligeledes bredt anerkendt. Ny forskning tyder på, at dagslysets rytmiske struktur har betydelig indvirkning på søvn og sundhed.

– Således lyder anbefalingen til B-mennesker, at der hellere skal tankes dagslys end søvn op i weekenderne, for at imødegå mandag morgens krise. Et godt tip er det at tage ud og campere i stedet for at trække dynen op over næsen, fordi man derved kan spare lysets virkning op i sin krop.

Der er stadig meget at studere ved lyset, og på søndage kan man få Utzons fine kirkerum at se i Bagsværd.
På hverdage mellem kl. 9 og 10 er der adgang til udstillingen Daylight Instruments.

Der er udgivet et glimrende katalog om udstillingen.

Gallerigangen Bagsværd Kirke
Taxvej 14 – Bagsværd
Frem til 22. september 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2020

Tre Japanlygter – foto Niels Linneberg

Kate Skjerning har med en donation fra Statens Kunstfond sået frø til en ny kultursti i det vestjyske

Landskabskunstneren Kate Skjerning er blandt de engagerede ansøgere, som fik del i puljemidler fra Statens Kunstfond til at sætte sommeraktiviteter i gang, og det er der kommet en midlertidig udsmykning ud af til Oksbøls bymidte.

Kunstneren har formet tre lette figurer i stål, gummi og tekstil, og lagt kimen til mere kultur i den vestjyske by, som nok mest er kendt for kamouflagefarvede kampvogne og udstrakte klitplantager med det militære øvelsesterræn som nærmeste nabo.

Her lå engang et ravmuseum, og med inspiration fra ravets måde at indeslutte naturspor på, har kunstneren valgt den dekorative plante Japanlygte som forlæg for sine lette landskabsskulpturer, der kan opleves på plænerne mellem SuperBrugsen, Biblioteket og Lokalhistorisk Arkiv frem til 15. september.

Kate Skjernings landskabskunst

Museumsplaner i Oksbøl
Selvom Oksbøl er berøvet sit Ravmuseum, som er flyttet ind i Bunkermuseet Tirpitz ved Blåvand, så tegner der sig nye museumsplaner for byen med Museet FLUGT, et temamuseum, der rækker ind i vores tid.

Efter 2. verdenskrig voksede Oksbøl til Danmarks sjette største by, da op imod 36.000 børn, kvinder og mænd fandt husly her på flugt fra rædslerne syd for grænsen. En epoke i historien, som har sat sig spor, bl.a. med en særlig begravelsesplads, som hvert år besøges af mange tyske efterkommere.

Den tyske stat har, som noget meget sjældent, valgt at støtte opførelsen af det kommende Museum FLUGT, der også tegnes af arkitekterne hos BIG, ligesom Tirpitz og M/S Museet for Søfart i Helsingør. Museet tager udgangspunkt i det tidligere lazaret eller flygtningesygehus, der senest har fungeret som Vandrehjem på kanten af Oksbøl by og plantagen, der dækker over sporene af flygtningenes enorme barakby. Nutidens flygtningekriser får også plads på museet, ligesom der gøres plads til forskere og andre med særligt ærinde.

Søen i Skoven – foto Niels Linneberg

Vision Kultursti
I Oksbøl er der ønsker om at forbinde bymidten og Museum FLUGT med en kultur- og oplevelsessti. De tre smukke Japanlygter er plantet som et eksempel til inspiration for det videre arbejde med projektet, hvor det er tanken at vise skiftende værker på Kulturtorvet og langs Kulturstien, som endnu er på idéplanet.

Kate Skjerning har jeg her betitlet landskabskunstner, da hun gennem en årrække har skabt fine interventioner i naturen. I foråret var det med PopUp lyskugler placeret på skiftende kystnære lokationer, i 2019 var det værd at besøge Søen i Skoven ved Aal Plantage, og Wadden Tide af farverigt fiskegarn på stranden ved Blåvand. Hun har desuden skabt en lysende Mælkebøtteinstallation til Tirpitz bunkermuseet.

Kig med og se flere af projekterne på kateskjerning.dk 
og nyd de smukke fotos af Niels Linneberg.

Her går natur og kultur op i smukkeste samklang.
Det lover godt for Oksbøl.

Kate Skjerning – Wadden Tide, detail

Landart med Japanlygter
Kulturtorvet – Oksbøl
Frem til 15. september

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online – september 2020 

Kirsten Kjærs Museum i Thy

Mellem Usynlige Lag er titlen på vellykket udstilling på Kirsten Kjærs Museum

Gruppeudstillingen Mellem Usynlige Lag er resultat af én bærende idé, to kuratorers stringente indsats, otte eksperimenterende kunstneres værker, og fire udfordrende rum på Kirsten Kjærs Museum i Thy.

Her vises lysinstallationer af Christina Augustesen, figurativt maleri af Simon Bang, video af Marie Hartmann Christensen, fotocollage af Lars Hilfling, tekstile billeder af Janne Mikkelsen, skulpturelle installationer af Tina Kallehave, flerdimensionelt maleri af Eva Toft og papircollager i 3D af Linda Sandberg. Otteoghalvfjerds værker i alt. Vellykket udvalgt og afstemt.  

Minimalismen får et hvil
Der er ikke meget ’white cube’ over faciliteterne i den skovomkransede, rødmalede kulturperle langt mod nordvest, som har navn efter egnens farverige portrætkunstner.

Linda Sandberg, Falling Apart

Men det stemmer fint med visionen hos de to københavnske kuratorer Linda Sandbjerg og Tina Kallehave, der har ønsket at præsentere et festfyrværkeri, en mangfoldighed af udtryk under den fælles vinkel af synlige og usynlige lag.

– Tilværelsen, ja, vi mennesker er sammensatte af mange lag, såvel mentalt som fysisk, fortæller billedkunstner Linda Sandbjerg.

– Det er det gennemgående træk i min egen kunstneriske praksis, som har givet ideen til projektet og titlen, og derpå blev kriterium for valget af de medvirkende og deres værker.

Intens figuration // lysende abstraktion
Intense er Simon Bangs landskaber, malet i tyndt laserede farvelag, typisk på en lysende orange grund.

De står stærkt i rummene sammen med Christina Augustesens smukke lysskulpturer, og abstrakte bemalede vægobjekter af Eva Toft, der vitterligt klæder stedets arkitektur.

Lars Hilfling samler på menneskelige udtryk fra forskellige tidsaldre, som han sampler i sansemættede fotocollager som fx We Want The World And We Want It Now. Marie Hartmann Christensens videoperformances om hverdagen retter fokus indad. Linda Sandbergs tredimensionelle collager med temaer fra industriens Impact overrasker, når enkeltdelene dechifreres, og kunstnerens udforskning af vor antropocæne tidsalder vækker til eftertanke.

Janne Mikkelsen – Indsigt 2

Forgabt i materialer
Fordybelse fremkaldes i et helt andet tempo, når blikket falder på Janne Mikkelsens elegante, transparente tekstilværker og Tina Kallehaves installatoriske skulpturer, skabt med udgangspunkt i naturens strukturer og gentagelser, koblet til sociale historier.

Der er kort sagt rigtig meget at se i udstillingens fire rum, hvor vekselvirkningen i kunstværkernes former og mangfoldighed fungerer, takket være en stringent, dedikeret og delegeret kuratering med mod til at eksperimentere.

Kirsten Kjærs Museum
Langvadvej 64, Frøstrup
Frem til 4. oktober

Klik på illustrationerne og se dem i en bedre kvalitet:
Kirsten Kjærs Museum – foto Inge Schjødt, 2020.
Linda Sandberg – Falling Apart – foto Inge Schjødt
Janne Mikkelsen, Indsigt 2, tekstilcollage – foto Inge Schjødt
Simon Bang – Sideview, 2020. Kunstnerens foto.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen nr. 7 / 2020

Simon Bang – Sideview, akryl på lærred.

Ulrik Møller – Koldby, olie på lærred

Maleren Ulrik Møller fremfører gyldne stykker af danmarkshistorie på udstillingen Happy Together

– Det er postkassen, der gør det. Det er postkassens lodrette, genkendelige aluminiumsfigur, som samler billedet af Koldby.
– Det er postkassen, kantstenen, de udnyttede tagetager med træbeklædte kviste, og det er Urmagerens vandrette boksmarkise, som slår tonen an i maleriet af Koldby.

Solen skinner, himlen er blå med lette skyer over den varme gade. Farveskalaen er behersket af tid og sted i det typisk danske. Billedet af Koldby, malet af Ulrik Møller, præsenteres i udstillingen Happy Together  sammen med omkring tyve andre oliebilleder og en serie delikate photogravurer på førstesalen på Ribe Kunstmuseum, hvor udstillingen kan ses frem til 13. september 2020.

Danmarkssange
Ulrik Møller bor og arbejder i Berlin, men perspektiverne, og det magiske arbejde med farve, lys og komposition har dybe rødder i den danske horisont – historisk som malerisk.

Ulrik Møller – Centrumpladsen i Vester Aaby

Det er således op mod halvfems procent af motiverne, som kunstneren finder på sin hjemegn ved Vester Aaby mellem Faaborg og Svendborg i det sydfynske landskab, fortælles det i udstillingens katalog.

Enkelte motiver er fra Thy, hvor kunstnerens far kommer fra, som eksempelvis det nævnte Koldby. Tilbage i 2016 genkendte jeg i Politikens Galleri netop et af motiverne fra det nordvestjyske område, og blev grebet af kunstnerens arbejde i det sært fortrolige klangbillede. Det åbnede mine sanser.

Strofer af solbeskinnet rødt tegltag på hvide mure, linjer af asfalt og byskilte, grønne læhegn og gyldne marker, samt de store luftige havstykker. De rørte ved de inderste pulsslag, den erindring af landskab, jeg har for mit indre øre, og sikkert rigtig mange med mig.

Velbekendt, og dog? Ulrik Møllers malemåde driller øjet, så man nødvendigvis må stoppe op og nærme sig motivet, og bevæge sig lidt til og fra.

Ulrik Møller – Udsigt over V. Aaby – tese 62

Typisk på en teglrød grund komponerer han sine lysende landskaber frem i olien, vådt i vådt, til de ligger der med en uudgrundelig dybde i både hav og vegetation, vej og bygningskrop.
Tidens muzak standses for en stund. Ferniseringens lysreflekterende strøg giver det færdige billede en kalejdoskopisk overflade, der tilføjer en fragmenterende effekt. Dermed løftes billederne ud af idyllen.

Danmarkshistorie
Ulrik Møller føjer kapitler til danmarkshistorien på linje med billedkunstnere som Allan Otte, Simon Bang, Jesper Christiansen, Søren Martinsen m.fl. der alle har en direkte forankring i et nutidigt landskabsmaleri. De har set det selv, landskabet – både kulturlandskabets tilføjelser og naturens basklange. Og de mosler med det. Med at gengive og fortolke ud fra deres respektive orkestrering.

Det er en rørende og imponerende soloudstilling, som bærer titlen Happy Together efter The Turtles popmelodi fra 1967. Det er en munter sang, men fuld af grundlængsel.
Et urkald efter samhørighed.

Ulrik Møller – Fynsk Landskab (Gamborg)

– Tak til dig, Ulrik Møller: Genklangen og skønheden falder et tørt sted på samtidens kunstscene.

I løbet af det næste års tid kommer udstillingen også til Vendsyssel Kunstmuseum og Faaborg Museum.

Ulrik Møller (f. 1962) debuterede på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling i 1994. Bag sig har han adskillige museumsudstillinger på bl.a. BRANDTS Odense, Johannes Larsen Museet i Kerteminde, Faaborg Museum, Skagen Museum, Vendsyssel i Vrå, Skive, Viborg, Nivaagaard og Ordrupgaard, samt internationalt i Sverige og Tyskland.
Han har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2008, er uddannet maskiningeniør, og er autodidakt som billedkunstner.

Happy Together med Ulrik Møller
Ribe Kunstmuseum
Frem til 13. september

Ulrik Møller – Baldersbrønde

Her er brugt mobilfotos fra udstillingen – Kunst skal ses i virkeligheden:
Ulrik Møller – Koldby, 2019 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Centrumpladsen i Vester Aaby, 2017 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Udsigt over Vester Aaby (Tese 62), 2016 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Fynsk landskab (Gamborg), foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Baldersbrønde – foto Inge Schjødt

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen nr 7 / 2020 – med kunstnerens egne fotos.

Faire – English Colony

Panter – en solo set fra sidevognen

Dagen derpå ser katalogskribenten tilbage på arbejdet med udstillingen PANTHER af storbymaleren Faire, som netop har åbnet efterårssæsonen 2020 i Bredgade Kunsthandel i København

Gallerist Annegrethe Davis i Bredgade Kunsthandel inviterer mig i januar 2020 med til kunstmessen Art Herning. Hun vil bl.a. vise værker af den 31-årige Faire, som også selv vil være til stede, og, det vil være fint, hvis jeg kan tage nogle snakke med kunstneren, som hun forbereder en soloudstilling med. Hun beder mig om at gå i gang med research, og at skrive tekst til Faire’s næste katalog.

Torsdag 20. august åbnede Faires soloudstilling PANTHER i Bredgade Kunsthandel. En udstilling, som i alt har været i kreativ proces mere end halvandet års tid. Og trods det improviserede, flygtige udtryk, der karakteriserer værkerne i de plakatagtige grundfarver rødt, gult, orange, blåt og sort, har arbejdet en substantiel fortælling.

Show me the film
Faire har været ude at rejse. Med hjem fra Sidney, Jamaica, Philadelphia og New York har han nye erfaringer, nye fortællinger. Om mennesker, om sort og hvidt, om at gå i andres gader, om at gå i dækning, og om at spise sammen med åbent sind.
Og det at vågne op, tilbage i Danmark, det former atter andre nye billeder.
Allerede før sin afrejse har han dette kryds i kalenderen for en solo i Bredgade Kunsthandel.

Faire White Privileged

Som teaser til udstillingen skaber han en musikalsk video, hvor beatet er eminent. Lyd og billeder følges ad, og kunstneren introducerer de oplevelser, hans billeder kommer til at handle om. Karakteristisk for kunstneren, så er filmen lavet med det, han har for hånden, mobiltelefonen, et selektivt blik, og en eksklusiv timing i hvert et step. Det kommer vi tilbage til.

Boston Bay Jamaica
Udstillingens største billede Boston Bay Jamaica er færdigt i god tid inden udstillingen, og jeg får lov at besøge kunstnerens atelier, og se, hvad der er i gang.
Ud over at forberede værker til sin solo får han søgt ind på censurerede udstillinger og søgt fondsmidler til udsmykningsopgaver, måske er der håb i en af coronapakkerne. Skitser til en gavludsmykning kommer også til verden. Men det er soloudstillingen besøget handler om.

Billederne er på vej. Det er dog oplevelserne, fortællingerne fra rejsen, der fylder samtalen. Den har sat markante spor i kunstnerens sind.

– Det vil jeg råde alle til, som overhovedet kan komme afsted, siger Faire.
At rejse, og nogle gange at rejse alene. På den måde oplever du mest.
– Ellers kan du risikere at tage dine egne regler med dig, hvis du rejser i en flok.
– Så er det flokkens regler, der gælder, forklarer han.

Faire rejser til Jamaica med et humanitært formål, et byggeprojekt for unge,
og fortsætter derefter alene.

Faire – Hurricane Season

Hurricane Season
Vind og vejr og livsvilkår på Jamaica bliver en øjenåbner. De varme temperaturer pisker jævnligt ruskende orkanvinde op over oceanet. Klimaforhold, som endnu kun har vist sig i glimt herhjemme, er dagligdagen på stedet i perioden.

Musik er der overalt, og det er et sprog, kunstneren selv taler, så en aften er det naturligt at foreslå en udveksling, en jamsession, måske en koncert tour til Danmark med de folk, han lytter til. Men indbyggere på Jamaica får yderst sjældent mulighed for at rejse, får han til svar. Mange har drømt om at komme til USA, the land of opportunities.

Livsvilkårene åbenbarer sig i flere forskellige facetter. En af dem handler om øens trafikkultur, som nogle gange undervejs får Faire til at holde vejret, og fastfryse den måske sidste udsigt på nethinden.

Kunstnerens billeder fra Jamaica sitrer således af kontraster. De charmerende palmer vajer i vinden over det blå vand. Men skyerne får et par cartoonstreger på siden, der signalerer de vindhastigheder, der hurtigt kan ændre situationen på øen, og nok er Solen Rød, Mor, men baggrunden, den er mørk, ja den ser sort ud sine steder. Det automatobserverede postkort får en noget anderledes version gennem kunstnerens personlige erfaringer under opholdet på Jamaica.

Faire – No Windows, Ben’s House

Ben’s House
Fra Jamaica går Faire’s tur til Philadelphia USA, takket være en generøs privat invitation. Han får husly i forstadskvarteret Southwest Philadelphia, og holder en udstilling i værtsparret Ben og Cristina Martinez’ velestimerede restaurant inde i storbyen.

Billederne fra denne del af rejsen afspejler oplevelserne i Ben’s House, hvor han bor, hos Nemon, hvor han drikker sin kaffe, og i byens rå industrikvarterer med kilometerlange godstog rumlende igennem nabolaget på forskellige tider af døgnet.

Faire bor i Southwest Philly i tre måneder, og lærer at færdes rundt i byens mørke kvarterer. Respektfuldt lytter han til stedet, til traditionerne der, og lærer menneskene at kende.

Han møder mennesker, der hjælper med vejledning gennem byens udsatte kvarterer, mennesker der af nød er på udkig efter penge og værdier, mennesker af forskellig hudfarve med forskellig kulturel bagage, kort sagt en mangfoldighed af mennesker med historier, som sætter en dansk baggrund i relief.

White Privileged
I min egen generation, født i 1960’erne, er vi i 70’erne og 80’erne vokset op med nyheder om verdenshistorien i skoleundervisningen, i radio og tv. Som unge indtager
vi Europa via Interrail, USA via popmusik og film, og vænner os til et verdensbillede,
primært formidlet gennem nyheder og tv-kultur.

Faire – Nemon, Philadelphia

I de utallige spillefilms introklip zoomes der aldrig ind på vilkårene i byernes multikulturelle forstæder. Vi ser kun skyskrabere og skylines. Sådan tegnes et glamourøst billede af De Forenede Stater på den anden side af Atlanten.
Charterturismens pakkerejser kommer også til, men de indeholder stadigvæk mest de pittoreske grisefester og souvenir markeder, verden over.

Det er uvurderligt, at vor tids unge selv rejser ud, de søger længere ud, og har en nysgerrighed, har kritisk sans, og mod til at prøve kræfter med flere sider af virkeligheden. Mange får en del af deres uddannelser i udlandet.

Måske vil vi se en ung generation af borgere, som har rejst mere, lyttet mere, og som bringer deres førstehåndsindtryk ind på scenen i en sådan grad, at historien kan ændre sig. Både ude og hjemme, hvor vi har en tendens til at følge rigeligt i Storebrors fodspor, økonomisk og politisk. 

– Det ender umenneskeligt for mange mennesker. Se blot på de forskellige former for ødelagte landsbyer og bysamfund, der faktisk også udpines i vores eget land.
Der er noget at få kigget ordentligt på.
– Somme tider gør rejsen ud en forskel. Nu gør en global virus måske endnu en forskel, hvor nærhed og nærvær kan komme på dagsordenen.

Faire – HighClass MiddleClass LowClass – detailfoto

PANTER // PANTHER
Det er et sammenfald af forskellige faktorer, der fører til udstillingens titel.

En aften, kort efter Art Herning, ser jeg Kiplings Junglebogen på TV, hvor Ben Kingsley lægger stemme til panteren Bagheera.

Panteren er No mans plaything med det bløde, sorte skind, den store integritet og den exclusive timing. Figuren fanger min opmærksomhed. Men det er først og fremmest nogle af rejseberetningerne og allermest erindringen om den musik, der er i bevægelserne hos Faire, da vi mødes på Art Herning i januar 2020, som får metaforen og derpå titlen på soloudstillingen frem – PANTER.

Netop som en panter lærer han at følge sporene i natten, og kommer sikkert frem, vagtsom, årvågen. Det indtryk får jeg ved flere samtaler, gennem det godt og vel halve års tid, vi er i dialog om udstillingen.

Rejsens fortællinger bliver det vigtigt for Faire at få skrevet ned, så han kan give dem videre i forbindelse med udstillingen. – Takket være et unikt samarbejde med Alexa Zerkow, en amerikansk veninde, bosat i Malmø, der virker som rådgiver og redaktør, får Faire leveret et vægtigt tekstbidrag til kataloget på engelsk, som er det foretrukne sprog for de intense oplevelser. Tretten kapitler forfatter han i alt.

Faire – Mixtape, Ben’s House

“Faire har malet en serie fortællende billeder, men ønsker ikke at gøre dem til politiske billeder.

Billederne er i en genre for sig, improviserede, som tonerne på klaveret i en bluesmelodi. Der er en flygtighed i udtrykket. Der er energi og dynamik. Kompositionerne er gode, de er enkle. Nogle har plakatagtige kvaliteter.
Faire elsker at arbejde på papir.

Inspirationen til farvernes enkelhed har han bl.a. fra den abstrakte maler Piet Mondrian, der brugte meget få grundfarver. Den blå, den gule, den orange, den røde, den sorte. Det virker.
Endnu er farverne ofte mest farverester, han kommer billigt til, når han tager en runde på sin cykel.
Faire maler, det han ser. Fanger stemningerne, finder beatet og foreviger ansigterne. Billederne fødes under JAGTEN”, – føjer jeg til kataloget.

Torsdag 20. august var så dagen, hvor anstrengelserne blev kronet af en festlig fernisering. Godt besøgt, og fint akkompagneret af DJ Vincent & Venner, som lagde et lyrisk lydspor til begivenheden.

Udstillingen i Bredgade Kunsthandel var kommet op at hænge med god hjælp fra bl.a. kunstnerkollegaen Awang Behartawan, praktikanten Julie Vej, og ikke mindst
en utrættelig support fra gallerist Annegrethe Davis, der har set potentialet i Faire
og hans unikke formidling af en international storbyvibe.

Faire – Grays Ferry

– Jeg glæder mig til næste gang, til at fortsætte samtalen, som har en særlig klang, hver gang jeg møder Faire. Det der blåsorte, jazzede beat, den der timing.
– Tak for turen, Panter. Vi ses.

PANTHER – Faire
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69, København
Frem til 12. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

En dosis dansk landskab

Mange af jer, kære læsere, har sikkert, som jeg krydset igennem det sommersmukke danske landskab i en ferie, der nu er ovre.

Det er helsebringende at få så megen skønhed ind gennem forruden, og det er vemodigt at vende ryggen til solnedgangene og at sætte kurs mod stenbroen igen.

Men pligterne kalder, og det må til, om end man dør en lille smule af afskeden med ferielandet. Her skal du få en dosis dansk landskab at stå imod med – en roadstory – og til slut noget at se frem til.

Kroppen husker bakker og sving
Undervejs mellem Sjælland og Jylland har jeg kørt ad velkendte veje og oplevet landskabet om muligt endnu skønnere, end sidst. Men, jeg har også været heldig at holde fri her i de varme augustdage med en himmel så safirblå og kornmarker så gyldne som Rosenborgs juvelbesatte Skatkammer.

Ståsted i Thy – Vestervig

Jeg startede min Fantastiske Toyota og kørte fra København til Thy i ét stræk. Firehundrede kilometer på fire timer. Så langt væk fra København i fugleflugt, som du kan komme. Noget af turen med lydbogen Selveste Gyldendal i ørerne.
Men, da jeg kom over Oddesundbroen, så var det væk med lyden, så jeg ordentligt kunne mærke, hvor jeg var. At jeg snart var på den egn igen, hvor jeg cyklede i vestenvinden og indåndede luften og duften af jord, fjord og hav fra jeg var seks til jeg var nitten.

– I familien griner de lidt ad mig, fordi jeg hver gang skal den rigtige vej, sydfra ind gennem landsbyen, hvor min Far arbejdede, selvom det er en omvej til sommerhuset, der stadig er i familiens eje. Men, min gamle Mor og jeg ved, hvad vi taler om, når vi enigt bekræfter, at vi kan mærke, hvor vi er.
Vejenes bakker og sving går i rygmarven. Den sansning er jeg nærmest blevet afhængig af. Og så må det koste lidt ekstra på kilometertælleren.

Flag og gravhøj i Thy

I Jens Søndergårds fodspor
Sommerhuset ligger på en bakke med udsigt over Limfjorden mod Mors. – ”En skøn ø, for derfra kan man se til Thy…” lyder en af de selvbevidste vendinger, men sandt er det, at der virkelig er smukt i Thy.

Måske husker du maleren Jens Søndergaards malerier med udsigten vestpå fra Ashøje, hvor grønne marker og dybtmørke hegn snor sig om kap med gule strimler. I baggrunden glimtende søer og det blånende hav, og et sted i midten ligger Vestervig Kirke som et fast omdrejningspunkt under en vældig himmel.
I dét frodige landskab er jeg vokset op – med streg under frodigt på istidslandskabets grønne morænebakker. Vi er et godt stykke nordvest for den jyske højderyg, der deler landet, og fem kilometer fra Vesterhavet og de lynglilla toppe og plantager i den sydligste del af Nationalpark Thy.

Sound Box i Thy

Leveforholdene har været meget forskellige i fiskersamfundet Agger og hos bønderne de få kilometer længere inde i landet. Her var det fede plovspand, der kravlede for et par generationer siden. Nu er de store som huse, de designmodificerede landbrugsmaskiner, der er i sving.

Halmballenørd
I foråret traf jeg billedkunstneren Anne Koldsø, som spurgte om jeg mon kendte nogle steder med et karakteristisk landbrugslandskab, det var værd at studere nærmere. I sommer har spørgsmålet fyldt mine tanker på køreturene, og skærpet mit blik.

Retur fra Vest- mod Østjylland ynder jeg at køre ad Hobro Landevej nordøst for Viborg i retning mod den østjyske motorvej. Her er byder det bakkede landskab på lidt af hvert.

Tjele Gods ved Hobro Landevej

Midt i marklandskabet ses en stor korn- og foderstofcentral med nye blanke siloer, og en giga powerstation, som er opført for nogle af verdens techgiganter. Derpå jeg passerer gennem skove og marker, tilhørende godset Tjele, opført i 1500-tallet, og tager en afstikker ad grusvejen ned til vennerne på Lykkegaarden ved Tjele Langsø, hvor der opdrættes grå og sorte Gotlandske Pelsfår.

Kontrasten mellem formatet på godset og på den mindre gård viser sig bl.a. i maskinstriberne på markerne og forskellen på størrelsen af de halmballer, der presses det ene og det andet sted.
– I år har jeg, ja, netop på grund af kunstnerens spørgsmål om landbrugskultur, studeret halmballer på min vej. De lå spredt, hvor de var lagt, cylinderformede, runde, aflange, indpakkede i net eller farvet plasticfolie. Meget fornøjeligt og lærerigt er det at lægge mærke til deres form og skyggespil hen over markerne, mens Toyotaen æder vej.

Halmhilsen til Allan Otte

Kunstnerne er gerne med
Helt Allan Ottesk var det at se nogle halmballer pakket ind i sort plastfolie, spejlende det omgivende landskab. Nærmest grotesk dystre var de at se på, som Ottes billeder godt kan være det, når man får pillet automatidyllen af.
– Han gør det godt, Allan Otte, når han skildrer nutidens uromantiske vilkår i landbrugserhvervet. – Sådan er det bare, sådan gør vi bare. Tager den konventionelt opdrættede, nyfødte kalv fra Moder Ko, blot tolv timer efter, den er født, så mælkeproduktionen kan fortsætte.
– Hvad er problemet? Det vender vi tilbage til.

Andre veje og andre steder kalder på andre kunstnernavne fra mit indre arkiv.

På motorvejsbroen over Gudenåen ved Randers går tankerne gerne til bysbarnet Mette Rishøj, der nu bor i Gentofte.

Rishøj og Eriksson

Mette Rishøj får også gerne en hilsen, når jeg passerer en flåde af M.J. Erikssons hvidpotente gravemaskiner, i gang med arbejdet eller parkeret langs de mange strækninger med Vejdirektoratets motorvejsarbejde.
Hun lærte mig at elske de maskiner, da vi knoklede sammen på megamaleriet Byens Scene på Kongens Nytorv i 2015, mens metrobyggeriet rumsterede under os.
Hvem kan stå for en gravemaskine pyntet op med ferniseringsballoner?

Anderledes lyrisk går mine tanker til maleren Tonies sarte pasteller, når en klynge af klinkbyggede joller danser på bølgerne i Kalø Vig eller mere autentisk på Bramsnæs Vig ved Roskilde, hvor hun ferierede en årrække i 80’erne.
Nu, hvor kunstneren selv er i 80’erne har vi stadig glæde af at dele fascinationen af lysets spil i vandet, som hun fangede mit hjerte med for tredive år siden.

Yoga i Thy – Klitmøller

– Der fik jeg lagt grunden til en personlig kunstinteresse, som siden kickstartede skribentvirksomheden og det kuratorarbejde, som fylder mine arbejdsdage. – Jeg er sidemandsoplært, ikke kunstteoretiker, og går derfor intuitivt og lyttende til værks. Det interesserer mig, hvor inspirationen og malekraften kommer fra, her og nu.
– Det har jeg stor respekt for.

Happy Together // Hyldest til Koldby
Endnu en yndlingskunstner må jeg nævne.
Ulrik Møller, som udstiller på Ribe Kunstmuseum frem til 13. september.

Happy Together har han valgt at kalde sin nye udstilling, og refererer med popsangen til den grundlængsel, der ligger dybt i os mennesker, og som eksempelvis kan udtrykkes i et maleri. Utopia, længslen efter tilhør og samhørighed er den dybe grundtone i Ulrik Møllers æstetisk smukke arbejder. 

Pastelfarvet Limfjord

Inspirerende er det at se og høre om, for Møller maler også landskaber fra Thy, hvor hans far stammer fra.
I ferien passerede jeg nogle af stederne i motiverne, bl.a. gaden med urmagerens boksmarkise i Koldby, som slår på strenge hos mig, fordi jeg ligesom bakker og sving også har teglstensblonder og vejrbidte røde mure i rygmarven.

– Måske er det derfor, at I her får denne dosis dansk landskab? Der er en god grund mere.

Mere landskab i billedkunsten
Den 1. november passeres en vigtig milepæl. Landbrugets Kulturfond har i år udskrevet en konkurrence og opfordrer tidens billedkunstnere til at skildre det danske landskab og de mennesker og redskaber, der former det.

Korn og kant ved Tjele Gods

For at komme i betragtning kræves et CV, der viser, at man professionelt har beskæftiget sig med billedkunst. Der er afleveringsfrist hos Landbrug & Fødevarer, Axeltorv 3, 1609 København V, 1. november 2020.

Værkerne vil blive bedømt af en komité bestående af: kunstkritiker, forfatter og mag.art. Bente Scavenius, (formand), kunsthistoriker mag. art. og tidl. dir. for ARoS Jens Erik Sørensen, kunstmaler og professor Jesper Christiansen, billedkunstner Allan Otte, som er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, Helle Juhl, forfatter, journalist og medlem af Kulturfondens bestyrelse samt Bent Claudi Lassen, fmd. for Kulturfonden.

Førstepræmien er på kr. 100.000 for et maleri, som Kulturfonden vil finde en passende placering for. 2. præmien er på kr. 20.000, 3. præmien er på kr. 10.000 og de bedste værker vil efter sigende blive tilbudt ophængning på relevante kunstmuseer. Der er noget at se frem til!

Det må vi snakke om
Interessant skal det blive at se, hvad billedkunstnerne skildrer. – Idyl og skønhed, røg og møg?
– Vil kunsten give anstød og fremkalde samtaler om, hvad det er for vilkår vi vil acceptere? Det må vi se.

Kirsten Kjærs Museum i Thy

Gennem årene har Landbrugets Kulturfond anerkendt og støttet initiativer til fremme af landbokulturen i videste forstand og bidraget til forståelsen af dens værdier i landdistrikterne og i det øvrige samfund, herunder kunstneriske initiativer fra digtekunst til litteratur, film, kunstprojekter, udstillingssteder med mere.

I 2014 udskrev Landbrugets Kulturfond en konkurrence om en ny folkelig sang om landbrug. Karen Munk Nielsen skrev tekst og melodi til sangen ”Lad os mødes i skellet.”
Det er en sang som på sine tre vers i bedste folkelige tradition formår at minde om adskillige varme debatemner omkring dansk landbrug. Omkvædet lægger op til en konstruktiv debat om uenighederne:
”Lad os mødes i skellet og veksle et ord, der hvor ploven har sluppet sit spor,” foreslår sangen. Den demokratiske samtale er vores vigtige ansvar og mulighed.

Grøftekant med Morgenfruer

Den mark som blev min
Før Coronaen væltede ind over menneskene, der havde naturen og klimaet vundet valget og fået ordet. Bekymringer for bier og biodiversitet bliver delt af flere og flere. Det er der stadig brug for. Og det nytter, kan jeg se på de nu vildt blomstrende grøftekanter, som får lov at stå uden at blive slået i samme omfang som før.

Hjemme i parcelhushaven får kløveren i græsplænen også lov at afblomstre, før plænen igen bliver slået.
– Og brombærrene er blevet modne.

God sensommer. På gensyn i Kunstavisen nr. 7.

Tekst og fotos af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, august 2020

Ulla Lampe – Sat på pause 2020

Ulla Lampe lægger op til samtale om tidens tern med udstillingen En Nordisk Tone, som kan ses på KunstVærket i Odder frem til 9. august

Ulla Lampe vakte min interesse, da hun præsenterede maleriet Turist i København, hvor to unge mænd har indtaget et par af de karakteristiske metalstole fra bassinet foran SMK. Med bolden imellem sig tager de en pause fra et basketgame i en park.
Den lyshårede unge mand sidder med en dåsedrik i hånden, den mørklødede tilsyneladende tomhændet, med bøjet, resignerende attitude, mens vandspejlet omslutter dem, og når helt frem til os ved motivets forkant.
Billedet åbner for en stemning, en problemstilling, en mulig samtale både indenfor og udenfor lærredet. Dagsordenen er givet i antydninger. Det er op til beskuerens egne associationer at tage fortællingen videre.

På maleriudstillingen En Nordisk Tone i Odder viser Ulla Lampe en variant af ovennævnte værk Sat på pause, og godt tredive andre forskellige motiver, som rører ved tidens store dilemmaer.
Blandt temaerne er plastikkens hårde virkelighed og menneskets relation til naturen, identitet og sociale mediers påvirkning af vores adfærd, den kolde ensomhed, samt de menneskelige dårskaber fortolket i De syv Dødssynder.

Ulla Lampe – Alt har sin tid, 2019

Kontrastfuld idyl
Efterladte hvide havestole og Arlas grønne mælkekasser ses i stabler som kontrast til det organiske. Trods den moderigtige grønne, skærer det i øjnene, hvor de står, uanset om solsorten lige tager sig et hvil derpå under fyldte æblegrene.

I værkserien På Kanten ser vi de unge turister stå, moderigtigt påklædte inklusiv muskelhund, med sænkede blikke mod mobiltelefonerne i stedet for den natur og de øvrige problemstillinger, der omgiver dem.

I serien om De syv Dødssynder indfanger Ulla Lampe alvoren bag Vrede, Hovmod, Griskhed, Dovenskab, Misundelse, Begær og Fråseri i en stærk nutidig vinkling på mørke baggrunde med generaliserede, identitetsløse figurer.

I forbindelse med værkserien om De Syv Dødssynder skriver hun:
– Jeg er optaget af de dilemmaer, vi alle jævnligt står i; af forskellen mellem det man ved er rigtigt, og er god skik og brug, og så det, man rent faktisk gør.

Ulla Lampe – Udenfor er mørket, 2019

De karakteristiske SMK-stole går igen i flere af Ulla Lampes billeder. De står med vand til knæene i forskellige set-ups, hvor naturen omkring og bjerglandskabet i baggrunden vækker en bekymringsfuld stemning, trods farvernes mildhed og de smukt gengivne spejlinger.

Formlen bag
Billedernes brug af genkendelige effekter i et særegent landskab trigger opmærksomheden, og går som en rød tråd gennem Ulla Lampes malerier.
Hun bygger kompositionerne op på fotos, som samples med hjælp fra moderne metoder og de hjælpemidler, der er til rådighed, bl.a. overheadprojektoren.

Ulla Lampe maler med både akryl og olie. Mellemgrundene er sine steder stænket på, og det skruer noget op for hastigheden i det samlede udtryk.

Ulla Lampe – Kunsten at finde balance, 2018

Ethvert redskab, som eksempelvis overheadprojektoren, kræver færdigheder og omtanke i anvendelsen. Hos Ulla Lampe står de samplede kompositioner klart med figurer og effekter på plads, og da personernes ansigtstræk ikke er meget detaljerede, så fungerer det her uden væsentlige forvrængninger. Redskabet åbner muligheden for at zoome og gentage det samme udsnit i flere motiver, og indrømmet – den effekt tager lidt af fortryllelsen for mit vedkommende. 

Som billedkunstner er Ulla Lampe autodidakt, selvlært med en stribe censurerede udstillinger og priser på sit CV. Hun er medlem af KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund og BKF – Billedkunstnernes Forbund.

Kunstneren trækker den nordiske idyl til grænsen, og giver bolden op til diskussion i de dramatiske værker, der står som tankevækkende snapshots af samtiden.

En Nordisk Tone
KunstVærket Vitavej 60 – Odder
Frem til 9. august

Ulla Lampe – På Kanten I, 2019

Af Inge Schjødt, komkunst.dk