GVB – What We Need the Most Of -KS20

DREAM WORK er titlen på soloudstillingen i Cobrarummet. Men hun kommer ikke sovende til det – Gitte Valentiner-Branth, der har malet gennem de seneste ti år, udstillet i talrige kunstforeninger, som i år er med på KS20 – Kunstnernes Sommerudstilling på Vestjyllands Kunstmuseum, og som indtager Cobrarummet på Sophienholm ved Kgs. Lyngby fra 29. juli til 9. august.

Rundt i lejligheden hænger de nye værker klar til soloudstillingen DREAM WORK, og i arbejdsværelset er der ved at være samling på rekvisitterne til Sophienholms unikke udstillingsrum, Cobrarummet, hvor Gitte Valentiner-Branth glæder sig til at møde publikum de to uger ind i august, som udstillingen varer.

GVB – You Gave Me Something, 2020

I de nye billeder har Gitte Valentiner-Branth ladet sig inspirere af arkitekturen i amerikanske pragtvillaer med pools og elegante haveanlæg. Visuelle eventyr, som de fleste kan drømme om at tage ophold i.

Kunstneren eksperimenterer med maleriets dualitet i form og udtryk.
Her er ingen manual. Hvor vi er vant til at blive håndfodret med narrativer, med referencer, tolkningsmuligheder og psykologiske fingerpeg, der lader Valentiner-Branth maleriet arbejde for sig selv og skabe sin egen virkelighed. Det gælder især i de nyere værker.

Memory ikoner
Fotografier af arkitektur, inventar, gadelamper, amerikanske vandtårne og anden infrastruktur har kunstneren samlet, såvel på nethinden som i sit private arkiv, i årevis. Sammen med inspirationer fra en række danske og internationale kunstnere henter hun elementerne ind i sit dynamiske billedunivers. 

GVB – Nothing Is Too Wilde, 2018

Kunstnere som Ivan Andersen, Eamon O´Kane, Mette Rishøj, Donata Bencker, René Holm, Per Adolfsen, Simon Fensholm, Anette Harboe Flensburg, Asmund Havsteen Mikkelsen, Simon Bang, Jesper Christiansen, Maria Engholm og David Hockney nævner hun blandt sine inspirationskilder, og enkelte heraf også som undervisere og sparringspartnere.

Hun komponerer dramatiske perspektiver og indsætter tematiske kontraster.
Med sitrende penselstrøg lægger hun baggrundenes vilde og oftest ganske lette farvelag. Med rette linjer indføres stramheden fra arkitekturelementernes bastante former, hvor intet alligevel lukkes helt inde.

– Åbenheden skal være der, understreger Gitte Valentiner-Branth, som gerne formilder motivet med lyse glaspartier, træfarvede felter og organiske elementer fra skoven, haven eller stuens grønne vækster. De bygger bro til det menneskelige, som aldrig optræder eksplicit i billederne.

GVB . I Care About You, 2018

Det evigt vilde
Naturen, og vores liv sammen med den, er et tema, der rører kunstneren. I motivet I Care About You 2018 har kunstneren taget et af de ikoniske amerikanske vandtårne indenfor i dagligstuen. Vandet er en knap ressource, vi må tage vare på, mener kunstneren.

Silhuetter af mørke graner rager op, og får blikket til at standse her, hvor natur og kulturelementer mødes, hvor det evige og det tidslige sætter hinanden stævne.

– Der er helt klart en udlængsel gemt i mine motiver. Der er en lyst til at komme derhen, hvor husene står på stolper, og skyskrabere gør, som navnet siger, bekender kunstneren.

Med billedtitlerne søger hun at nærme sig beskueren, og gå i dialog med de drømme, som mange af os kan nikke genkendende til.

– Det, du kan lide, det billede har noget af dig i sig, siger Gitte Valentiner-Branth.
Et udsagn som undertegnende sagtens genkender i forhold til de værker, jeg har fået ind i min egen samling. Og de billeder, der holder i længden, det er dem, der får mig til at standse op og sænke tempoet.

Dream Work
Gitte Valentiner-Branth har ladet sine drømme vandre og arbejde for sig i værkerne, hvoraf ét blev valgt til den statsanerkendte censurerede KS20 – Kunstnernes Sommerudstilling i Vestjyllands Kunstmuseum.

GVB – I´ve Got to Be Bold, 2020

En optagelse her er en af de eftertragtede milepæle, særligt for kunstnere, der har gået andre skolingsveje end den akademiske. Gitte Valentiner-Branth har bl.a. fået undervisning på Bjørn Ignatius Øckenholts Billedskole og uddannet sig hos Kunstskolen Spektrum, hvorfra flere kunstnere var fint repræsenteret på KS20.

Gennem ti år har Gitte Valentiner-Branth malet og udstillet dels i lokale censurerede udstillinger landet over og dels i talrige kunstforeninger, hvor det dog ikke er helt let at fange fordybelsens frirum.

Men muligheden for fordybelse, den er tilstede sammen med kunstneren i Cobrarummet, hvor der er fernisering torsdag 30. juli.

GVB – Summer Mood, 2019

KS20 – Kunstnernes Sommerudstilling, Tistrup
Frem til 9. august

Dream Work – solo med Gitte Valentiner-Branth
Cobrarummet, Sophienholm, Kgs. Lyngby
29. juli – 9. august
Fernisering 30. juli

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, juli 2020

NB! Klik ind og se de enkelte motiver i en bedre gengivelse,
– men kunst opleves bedst i virkeligheden.

Kids City i DAC

Oplevelser med arkitektur er en vej ind i kunstens uendelige univers

Dansk Arkitektur Center har slået dørene op for en sæson med masser af hvin og lyden af løbende børnefødder. Med udstillingen Kids City og med indvielsen af kæmperutchebanen DAC Slide sendes en varm kulturinvitation til de opvoksende generationer.

I Kids’ City kan man både lege, bygge og brænde krudt af samtidig med, at man bliver klogere på byens former, figurer, lyde og skala.

Imens ungerne tumler, tegner og bygger pyramider af udstillingens møbler præsenteres de voksne for eksempler på arkitektur med børnetække.

En stribe træhuse i forskellige skalaforhold kalder på en leg med møblementet, og det giver en stærk kropslig oplevelse af tilstedeværelse i verden. – Ikke nogen dårlig tråd at trække i hos børn og deres voksne.

Bordet fanger. Form og farve får genklang. Det vækker en appetit på mere.

Suset fra DAC Slide
Kroppen er ligeså i fokus, når man hopper i glideposen og tager turen fire etager ned gennem DAC Slide, den blanke glinsende rutchebane, som takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet nu snor sig gennem trapperummet.

DAC Slide – sommerens hit

Det stedsspecifikke kunstværk er skabt af den internationalt anerkendte tysk-belgiske kunstner Carsten Höller, der har lavet lignende kunstværker i form af rutsjebaner på førende museer i hele verden, her iblandt Tate Modern i London.

”Hvorfor bruger vi ikke rutsjebaner i arkitekturen som en tilføjelse til trapper, elevatorer og rulletrapper? spørger Carsten Höller og uddyber: ”De er hurtige, sikre og energibesparende – og de frembringer en glad følelse hos brugeren, der nærmest kan beskrives som et slags møde mellem lyst og panik, et sted mellem glæde og vanvid.”

Deres udsendte kan sagtens følge kunstnerens tankegang. Det er sjovt at rutche, også efter det halve sekel, men sådan en installation kræver noget plads. Andre af Höllers rutchebaner er derfor konstrueret, så en del af slangens slyngninger går udenfor bygningerne.

Hej Danmark
Et tredje DAC tilbud er udstillingen Hello Denmark i Guldgalleriet.
Her er fokus på hverdagslivets kvaliteter med hygge indenfor, og udfoldelser i det fri i form af badeliv i byen, dansk cykelkultur – og en hilsen til hovedstadens byudvikling med den vellykkede Fingerplan fra 1947, som visionære temaer.

DAC Hello Denmark

Dansk Arkitektur Center byder på særdeles vedkommende fortællinger.
Både for udefrakommende, måske engelsktalende, som får indblik i rammerne for det lykkelige folks tilværelse. Og til landets egne borgere, som kan få en friskklippet arkitekturbuket at glædes ved.

DAC giver et skabende pulsslag videre, og det gør godt.

Dansk Arkitektur Center
Christians Brygge
Frem til 18. oktober

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 6 /2020

Fingerplanen fra 1947

Jacob Hoff – Flora, Et hjemligt terræn.

Sommerens udstilling i Skovhuset bærer titlen Melankoli – En utilsigtet hændelse. Derfra går man opløftet.

Depressionsraten er høj hos verdens lykkeligste folk. Angstdiagnoser hos børn og voksne kommer i stigende grad op til overfladen, ud i medierne, ud til forældre og lærere. – Ikke alle er skabt til at passe ind i læseplaner og Excel ark, eller til at gå den lige vej fra 0. klasse til kandidatgraden. For, hvad så, når man står med den?

– Ikke alle har en automatik for det ekstroverte, eller det super positive, som kræves i en kommercielt tandpastasmilende tidsalder.

Oplevelsen af tvivl og meningsløshed og uforløst livsenergi sætter mennesker under pres, hvor nogle, med talent for at skabe, imod alle odds, transformerer tungsindet til kunstnerisk udfoldelse. Stimulering af hjernens centre for overlevelse smitter i gunstige tilfælde af på kreativiteten, og hvad der så kan komme ud af det, det kan opleves i Skovhuset ved Søndersø i Værløse.

Her har tre kunstnere og kuratorer – Jacob Hoff, Lilybeth Sebaldus og Simon Grimm drøftet melankoliens understrøm, og sat sig for at udforske Romantikkens blik på kunstnerrollen, hvor sult og lidelse og kærestesorg var mytologiske grundvilkår for at skabe. Hvordan ser det ud i dag?

I vore dage ses det introverte mismod som en utilsigtet hændelse på linje med den historiske melankoli.
Men af den der tristhed skabes lykkeligvis aktuelle, vedkommende værker.

Mia-Nelle Drøschler, Engle og Dæmoner

Hoff, Grimm og Sebaldus har inviteret syv andre betydende kunstnerkolleger til at medvirke på udstillingen Melankoli – En utilsigtet hændelse, og Rikke Benborg, Anders Brinch, Mia-Nelle Drøschler, Gerd Laugesen, Michael Würtz Overbeck, Rasmus Rosengaard og Kathrine Ærtebjerg bidrager til den absolut seværdige udstilling i Skovhuset ved Søndersø i Værløse, som kan opleves frem til 6. september.

Sejrsbillede
Mia-Nelle Drøschler åbner udstillingen med stemningsmættede drømmeagtige malerier under titlen Engle og Dæmoner, hvor tre lysvæsner træder frem af dunkelheden, omgivet af vækst.

I en række tegninger i sort/hvid viser kunstneren udtryk for angsttilstande, så pennen skærer sig ind i sjælen. Hun taler med sig selv undervejs, og noterer tanker og beslutninger på motiverne. Et af dem er et sejrsbillede – Nu er jeg træt af at have angst, så jeg har taget opvasken. Her står køkkenbordet nu ryddet. Selv de mindste opgaver kan i depressionen forekomme uoverstigelige, men det er lykkes her.

Lilybeth Sebaldus viser installatoriske objekter af bl.a. stål og gummi. Feeling Blue peger ind i væggen, og Bottle Up peger på, at selv det mest indestængte på et tidspunkt flyder over, og må sprænge rammen.

Jacob Hoff – Slim fit

Et hjemligt terræn
Jacob Hoff viser moderne stilleben under fællestitlen Et hjemligt terræn. Her er afbilledet en dagslyslampe med titlen Ninas Sol, og Flora, en vindueskarm med grønne planter. Men lampen lyser ikke, og man kan ikke se ud ad vinduet.

En dyne ligger krøllet sammen uden betræk, et tørrestativ rummer hvidt undertøj.
En blå skjorte hænger der på bøjlen, heldigvis med ærmerne smøget op.

Jacob Hoff fortsætter den kunsthistoriske tradition for stilleben med disse nænsomme, intime værker, som mange andre kunstnere omkring ham gør det i dag.

Her i coronatiden har blandt andre Erik A. Frandsen skabt intense eksempler på genren, som mange kvindelige kunstnere, engang nok så isolerede, var henvist til.

Tragikomiske klange  
Under fællestitlen Maestro leverer Anders Brinch en salonvæg af galgenhumor.
Her er selv indkøbssedlen rammet ind. Men, det var måske også det, der lykkedes den dag.

Kunstneren tager os på en selvironisk, tragikomisk rejse mellem katten i vindueskarmen, postkort fra Cuba, rødvinen, døden og mardrømmenes Maestro – Alien.

Her er 20 Maestromotiver i alt på papir og i olie på lærred.

Anders Brinch – Maestro I-XX

Kammertonen holder rent hjem i mol, takket være så simple instrumenter, som de plettede lærreder og kladdepapirets indebrændte ytringer.

Naturen som talerør
Rasmus Rosengaard giver os fire fine værker Uden titel, men dog med forgængeligheden fastholdt i bronze. Valmuernes frøstande fornægter sig ikke, end ikke i denne stivnede form, hvor livet gennem kunstens greb overvinder døden.

Simon Grimm præsenterer et smukt, lyrisk værk – Båd.
Men åkanderne er sorte, og vandspejlet hvidt.
Og fraværet af farver klinger som et enormt ekko mellem værkerne Fugleskræmsel, Pige og Lysglimt – et lille kulørt mixed media, som står på gulvet, som en sol på vej.
Det er en fin repræsentation af Grimms forskelligartede udtryk.

Kathrine Ærtebjerg – Hun var beskyttet

Den symbolistiske drøm
Kathrine Ærtebjerg fører os med ind i melankoliens jungle i selskab med de genkendelige og dobbelttydige væsner, der befolker hendes farvestærke billedverden. På én gang yndige og dystre kigger mørke øjne imod os, flydende, fra blomstens midte eller fra en moders favn, så kvinden lades ikke alene i universet, men gøres selskab af de små, opmærksomhedskrævende væsner.
Hvor går du hen? synes de at kalde.

Rikke Benborg spejler i to broderede billeder Oh, Cruel Fate og Hysteria tidligere tiders modediagnose, som ofte knyttedes til frustrerede kvindesind.
Både den begsorte hør og den blå velour udtrykker ganske intenst, hvad man fremkalder for sit indre blik, og må tage afstand fra. Tak for de to klart kommunikerende værker.

Gerd Laugesen afspejler den evige længsel med installationen Den anden side. Håndskriften på væggen udråber således: Det er altid den anden side, om det er den ene eller den anden side, og den desperate mangel på sammenhæng lyser imod os på papirbanen med fragmenter af tekst, maskinskrevet på en Torpedo under Istanbuls fjerne himmelstrøg. Melankolien er ikke forbeholdt det nordiske vintermørke.

Af Michael Würtz Overbeck

Michael Würtz Overbeck får det sidste ord med to skulpturer, udført i glas og beton. Mod den tørre grå beton brydes lyset i de ilagte krystalkugler. Beskuerens tilstedeværelse spejles i glasset, og ved enhver bevægelse ændres værkets respons. Den døde, sakrale grund får liv.

Skaberkraftens modtryk
Gennem de mangfoldige udtryksformer skaber udstillingen elegant variationer over temaet, så det melankolske aldrig bliver tungt.

Og skulle tristheden endelig snige sig ind, så gør Skovhusets smukke ramme med de lysfyldte rum, midt i naturen, det svært at bevare mismodet.

Udstillingen Melankoli – en utilsigtet hændelse er besøget værd. Det er ganske vist.

Skovhuset Kunst & Natur
Ballerupvej 60 – Værløse
Frem til 6. september.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – juni 2020

Værker af Simon Grimm

Rikke Benborg – Oh, cruel fate

Glasskibe – Backhaus-Brown og Egeværk

Snedkerparret hos Egeværk har flyttet værkstedet fra Hundested til Helsingør med en stærk vision om at åbne flere muligheder for at kombinere møbeldesign og kunst

Snedkerværkstedet Egeværk vil være kendt af mange for deres andel i de ikoniske Glasskibe, der er udgået fra Hundested Havn i samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown. Glasskibene er udstillet i ind- og udland, bl.a. på Glasmuseet i Ebeltoft, og efterhånden er de sejlet ind i hjerterne hos adskillige samlere, både herhjemme og overseas, som det hedder.
– Det amerikanske publikum tager vældig godt imod det yppige, nordiske kunsthåndværk. Det samme gør de i London og Paris.

Kvalitetsniveauet hos Egeværk er uomtvisteligt. De fint forarbejdede stole og borde, hvoraf nogle er blevet til i samarbejde med arkitekt Hannes Stephensen, taler deres tydelige sprog.

Egeværk – Shapes of Ice

I foråret 2019 modtog snedkermestrene Mette Bentzen og Lasse Kristensen Snedkerprisen fra Københavns Snedkerlaug på 150.000 kr. for blandt andet Void-serien med unikke borde og et Void vægstykke i dansk ask, men også for samarbejdet om Glasskibene.

Snedkerprisen er branchens skulderklap til de to unge i folden. Begge er de udlærte hos navnkundige PP Møbler i Allerød, hvor bl.a. Wegners stoleserier i årevis er fremstillet i allerfineste håndværkskvalitet, ligesom også de nye taffelstole til Hoffet er det.
Sølvmedaljer og svendebreve fra PP Møbler borger for et grundlæggende kendskab til træet, håndværket og en tradition for høje ambitioner på snedkerhåndværkets vegne.

I sommeren 2019 kunne vi opleve unikke borde, skamler, cabinettet Essentia og skulpturer på udstillingen Shapes of Ice i Gjethuset i Frederiksværk.

Egeværk – A Touch of Mack

Hertil havde Egeværk i en kunstnerisk proces udviklet helt nye udtryk i dansk ask og wengé med inspiration fra isens smelteprocesser og træets strukturelle egenskaber.

Samme år deltog de i udstillinger på Trapholt Museum ved Kolding og Chart Art Fair i København, samt flere internationale udstillinger i Paris, Miami, Basel og Genève.

Brobyggere i Helsingør
I udlandet skelnes der mindre mellem design, kunsthåndværk og kunst, end traditionelt herhjemme.

Det ønsker Egeværk nu at skabe rum og rammer for at ændre i dansk regi, samtidigt med at de udvikler flere unikke møbler i samarbejde med kunder og kompetente partnere, og flere kunstværker kommer til verden med træet som udgangspunkt.

Med nye visioner, med grundlagte erfaringer, med flere internationale samarbejder i bogen, med repræsentation bl.a. på galleriet Sarah Myerscough i London og galleriet Maria Wettergren i Paris, med invitationer til Olympiaden i Tokyo og en løbende strøm af opgaver på unikke møbler har snedkerparret Mette Bentzen og Lasse Kristensen taget springet og skabt nye rammer for Egeværk i Helsingør efter 8 år i Hundested, hvor pladsen efterhånden blev for trang.

I løbet af årets første måneder har Egeværk omdannet en 850 kvm lagerbygning fra 70’erne, som tidligere har tilhørt Helsingør Værft, til en ny base.

Egeværk nu i Helsingør

– Vi kommer til at invitere indenfor til udstillinger med andre end vores egne værker. Vi planlægger workshops og dialog om kunst og design, og vi er så glade for, at vi nu har plads til at gøre det, fortæller Mette Bentzen ved åbningen af Egeværks nye værksted og gallerirum på Industrivej 12 i Helsingør.

Med modet til at eksperimentere videre – med en girafhøj, specialfremstillet fordør i cedertræ, som vidner om parrets vingefang, samt et smukt gallerirum og et rummeligt og funktionelt værksted har Egeværk taget det næste skridt i fornyelsen af traditionsrigt dansk design og nyskabende snedkerkunst.

Herfra ønskes Hjerteligt Tillykke, God arbejdslyst og på Godt gensyn!

Egeværk
Industrivej 12 – Helsingør
www.egevaerk.dk

Tekst og foto: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, maj 2020

Klik på illustrationerne, og få en lidt bedre billedkvalitet.
Husk, kunst skal ses – og sanses – i virkeligheden. 

BLOOM Chair – tegnet af Hannes Stephensen

Af Daniel Goldenberg

Tiden er måske inde til en ny form for fordybelse og vedholdenhed, som det ses hos billedkunstnerne af den hyperrealistiske slags

På udstillingen Realistisk Set 2020 i Bredgade Kunsthandel finder vi en god håndfuld hyperrealistiske, surrealistiske og realistisk ekspressive malere, som imponerer med deres udholdenhed og tålmodige penselarbejde. Hver for sig opviser de kvaliteter, som er de få forundt i vores – indtil for nylig – forhastede tilværelse.

Overlevelse og opfindsomhed må gå hånd i hånd ikke mindst på kulturens felt. I Bredgade Kunsthandel har galleristen Annegrethe Davis indbudt de syv udstillende kunstnere til at få hver sin ferniseringsdag for at undgå et mylder af gæster på én gang. Værker af Anne Koldsø, Ann-Lisbeth Albek Sandvig, Christina Mosegaard, Külli Suitso, Daniel Goldenberg, Henrik Martensen og Thor Lindeneg er kaldt frem, så vi kan forundres, bydes på mentale vitaminer og begejstres.

Christina Mosegaard – Portræt 2020

Udholdenhed // Duende
Når vi besøger kulturhistoriske steder, så imponeres vi af det kunsthåndværk, de finesser og færdigheder, vi præsenteres for i bygninger, i genstande – og i den forestilling om datidens mennesker, der opstår hos os. Vi beundrer deres energi, deres tålmodighed. Mod og modstandskraft har i tidligere tider været en fordring, en nødvendighed i tilværelsen på en lidt anderledes facon, end i vores teknologisk veludviklede tidsalder.

Hos Christina Mosegaard ser vi nogle af ansigterne på de stoute kvinder, der udfyldte deres plads, deres rolle. Kunstneren har udset sig nogle arketyper blandt ældre fotografier, og har givet dem nyt liv.

Hos Külli Suitso fortæller maleriet med Den næsten gennemsigtige hjelm og Svigermors knapper måske også en familiehistorie? Der er flere tolkningsmuligheder. Knapperne rummer fortællinger, der gives i arv. Om det er en poetisk lysende, eller måske en invaderende arv, eller noget helt tredje, det tror jeg er op til beskuerens egen refleksion.

Ann-Lisbet Albek Sanvig – Duende III

Her ses også et par billeder af hænder, som søger at samle op på det flygtige – vinens lykke – eller er det måske livet, blodet, tiden, der siver ud mellem fingrene? Stærke, symbolsk-eksistentielle værker giver hun os, estiskfødte Külli Suitso, der bor på Fyn og underviser på Aarhus Kunstakademi.

Ann-Lisbeth Albek Sanvig har ladet forfatteren Federico García Lorcas tolkning af begrebet Duende træde frem i spanske klædedragters fortættede melankoli med styrke, skønhed og alvor. Hovedværket er et triptykon, hvor kroppens indsnøring og den tilslørede silhouet er behandlet i et kontrastfuldt udtryk.

I billeder med hår og nakkeknold på unge, lyshårede kvinder anes også melankolien hos de nutidigt bortvendte.
Kunstneren, der er uddannet grafiker fra Det Fynske Kunstakademi, holder af at udfordre sig selv i nye ambitioner, og er optaget af at øge detaljeringsgraden, lyssætningen og taktiliteten i sit realistiske maleri.

Interiører // Eksteriører

Af Anne Koldsø

Hos Anne Koldsø ser vi nogle artefakter i fint forarbejdede opstillinger. Krukker og græskar får liv i kunstnerens dygtigt lyssatte motiver. En del af sin uddannelse har kunstneren fået på Kunstakademiet i Firenze, og olien på de mørke lærreder forvaltes med stor elegance.

Thor Lindeneg udfordrer fantasien i surrealistiske opstillinger. Velkendte er hans motiver med æg, fugle, revner og sprækker. Her er der blevet plads til et formummet musikinstrument midt imellem inde og ude.

Henrik Martensen viser nogle æteriske bjerglandskaber og himle, der kalder som tilflugtssteder i naturen.

Daniel Goldenbergs bybilleder virker endnu stærkere i Coronaens kontekst, hvor vi har oplevet nærmest mennesketomme gader.

Af Thor Lindeneg

Goldenberg maler husrækker i Bredgade i forskellige belysninger, han afspritter nabolaget omkring Nyboder, og lader stoplysene gløde i den blanke, våde asfalt.

Mod og vitaminer
Vores kloge Dronning har, i sine henvendelser til os gennem de seneste måneder, sluttet sine taler med at ønske Godt Mod. Og netop mod og modstandskraft er der behov for i en tid med den ubudne coronagæst, som endnu ikke har meddelt sin afrejse.
Kunstnerne opviser stor udholdenhed, stor arbejdsiver rundt i værksteder og atelierer. Godt, at galleristerne også igen får blod på tanden, og finder modet til at formidle den kunst, der støt vil vokse frem. Coronavirus eller ej.
God fornøjelse rundt i kunsten af vor tid.

Realistisk Set 2020
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69 – København
Frem til 6. juni

Af Külli Suitso

Hver kunstner har fået sin egen åbningsdag:
Torsdag 30. april kl. 15 -19 Henrik Martensen
fredag 1. maj kl. 15 – 19 Daniel Goldenberg
lørdag 2. maj kl. 12 – 16 Ann-Lisbeth Albek Sanvig
søndag 3. maj kl. 12 -16 Külli Suitso
tirsdag 5. maj kl. 15-19 Thor Lindeneg
onsdag 6. maj kl. 15 – 19 Christina Mosegaard
torsdag 7. maj kl. 15 – 19 Anne Koldsø.

Klik på illustrationerne, og se værkerne i bedre format. 

Ann-Lisbeth Albek Sanvig Duende I-II 

Af Daniel Goldenberg

Af Inge Schjødt
Komkunst, april 2020

Olivia Løvenring – Ståsted

Hvordan påvirker coronakrisen mænd og kvinder?
Det vil Kvindemuseet i Aarhus gerne vide, og beder om at få tilsendt kildemateriale om Coronakarantænens kønnede aftryk

Nogle mærker det direkte, at coronakarantænen gør influx på kønsrollerne i dagligdagen. Gennem pressen fortælles det, hvordan tilværelsen former sig med både stærke og svagere udfald rundt om i familierne.

Nogle steder udløser det kagebagning for hele familien.
Nogle steder vokser frustrationerne og det veksles til vold.

Kunstneriske initiativer
Tilstrømningen til landets krisecentre voksede betydeligt i karantænens første uger. Det fremkaldte ønsket om at vise opbakning og solidaritet hos billedkunstneren Olivia Løvenring, som fik ideen til at forære værket STÅSTED til et krisecenter.

Billedet viser en kvinde, der bærer verdenstræet med styrke, og er tænkt som et velkomstmotiv for hende, der vælger at gøre noget ved sin situation og flytter ind på et krisecenter. I første omgang har Olivia Løvenring åbnet instagramprofilen Lovenring.rooted, hvor man kan følge projektet og vise solidaritet. Det er blot et af flere kunstneriske eksempler på kreative handlinger på coronakrisen i et kønsperspektiv.

Bjørn Eriksen – Orpheus med solbriller

Bjørn Eriksens motiv Orpheus with Sunglases er inspireret af mennesker i en storby, og kvindens udtryk her krævede en hel tube cadmiumrød – (sic!). 

Kvindemuseet indsamler kildemateriale
Det er klart, at en tid, hvor familiens medlemmer så fundamentalt skal ændre vaner og dagsrytmer, den sætter sig spor. Netop de spor ønsker Kvindemuseet at indsamle som kildemateriale til samfundets historiefortælling.

– Vi vil indsamle historier om køn og corona, så de kan blive bevaret for eftertiden. For vi skal kende vores historie for at kunne skabe en bedre fremtid, udtaler Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet.

Et museum er noget, der handler om dig, mig og os – historisk, aktuelt og fremtiden. Og på Kvindemuseet er fokus at se på vores samfund og fælles kulturhistorie med et kønsperspektiv.
– Coronakrisen har kønnede slagsider, som vi ikke må være blinde overfor.
– Fx dør dobbelt så mange mænd af corona – og dobbelt så mange kvinder udsættes for partnervold under denne lockdown.

Museet som platform og som videns-og forskningsinstitution kan både dokumentere og formidle – men også sætte dagsordener.
Den opgave viger vi ikke fra – heller ikke selvom vi må holde lukket lige nu.

Formålet med værket STÅSTED

– Derfor har vi på Kvindemuseet brug for danskernes fortællinger for at bevare og fortæller historierne om coronaens kønnede slagside for eftertiden, udtaler Julie Rokkjær Birch i Aarhus.

Sådan kan du være med
Har du lyst at deltage i museets arbejde med at kortlægge denne exceptionelle epoke, så er du velkommen til at sende tekst, billeder eller videoer til info@kvindemuseet.dk med fokus på kønnede problematikker fra din hverdag.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, april 2020

Klik ind på illustrationerne og se dem i en bedre version:
Olivia Løvenring – Ståsted, kunstværk til et kvindekrisecenter
Bjørn Eriksen – Orpheus with Sunglases, olie på lærred
Olivia Løvenring – Ståsted – Kvindetræet, formål og udsnit 

Kvindetræet, detalje
af Olivia Løvenring

Floating House – frejfoto.dk

Fotograf Emil Frej Hansen har imponeret med fantastiske naturfotos og med en ypperlig kvalitet, da han fotograferede en billedkunstners sarte pasteller. For nylig har han leveret fotos til bogen 101 Kunstnere. Vi har fået lov at kigge fotografen Emil Frej Hansen over skulderen. Her fortæller han, hvordan fotografiet blev levevejen og at naturen stadig er det sted, som bedst lader ham op

Hvordan blev du fotograf?
– Jeg har altid beundret naturen og mennesker og detaljerne, der er i alting, fortæller Emil Frej Hansen. Han er født i 1985, og kan opleves dels via galleriet Artcompaz på Frederiksberg og dels via sit website frejfoto.dk.

– Da jeg var ved at gå ud af 9. klasse, købte jeg mit første lille digitale kamera, et Olympus, og på kortet kunne der være 26 billeder, så, mindre end en gammeldags filmrulle. Jeg har altid været kreativ anlagt, og er vokset op i en kreativ familie med en utroligt kreativ mormor og mor, samt en farfar, der var maler.

Morningwalk – frejfoto.dk

– Jeg begyndte at fotografere naturen og menneskerne omkring mig, og fandt en ro og tilfredsstillelse i at fange nogle unikke vinkler og stemninger. Jeg printede nogle postkort, og solgte nogle på min mors julemarked. I gymnasiet tog min interesse for foto til efter en skoletur til smukke Færøerne. Jeg investerede i et bedre spejlrefleks kamera og nogle bedre objektiver.

– Efter gymnasiet fik jeg job i en børnehave som pædagogmedhjælper. Her begyndte jeg at tage portrætter af børnene udendørs, og forældrene elskede dem. Dette gav mig blod på tanden, og jeg startede herefter på fotoskolen ude på Amager. Her gik jeg i et år, men indså hurtigt, at det nærmest var umuligt at få en læreplads, som var påkrævet for at fortsætte uddannelsen.
Så besluttede jeg at bruge 3-4 år på at starte mit eget, og i 2006 stiftede jeg mit eget firma Frejfoto og efter to og et halvt år levede jeg af det.

Brothers – frejfoto.dk

Du har haft naturen som legeplads, hvad har det betydet?
– Naturen betyder utroligt meget for mig, og jeg vender tilbage til den gang på gang, når jeg skal lave nye projekter. Det er her, jeg får mange af mine allerbedste billeder, og det er også her, jeg drømmer mig væk i små eventyr og visualiserer mig ting, jeg ikke ville komme på hjemme ved skrivebordet, fortæller Emil Frej Hansen, som er vokset op på nordsiden af Herlev ud til Smørmosen, et af Fingerplanens grønne åndehuller.

– Da jeg var knægt og ikke mere end 7 år gammel, gik jeg på eventyr i mosen, hvor vi boede. Jeg pakkede en vogn og drog ud på egen hånd med madpakke, fiskestang, kikkert, kniv osv.
– Jeg husker denne følelse af at udforske og opleve naturen, og det, at kunne ligge i en græsmark og kigge ind mellem græsstråene, nede langs jorden, og forestille mig, at jeg var helt lille og kunne gå på eventyr i denne enorme græsskov.
– Nogle gange vender jeg tilbage til denne følelse, når jeg laver makro fotografering, og det er helt fantastisk. Så, min opvækst i naturen, og mine forældres kreative og naturlige opdragelse, det har helt sikkert været med til at give mig helt vildt meget med på vejen.

– Jeg har også altid elsket at tegne, når jeg havde tid til det. Jeg er ikke særligt god til det, men elsker at skabe noget fra bunden, og se det udvikle sig. Jeg spiller også musik, guitar og trommer, og har et lille garageband, hvor jeg og fire andre gutter hygger med at spille noget hjemmelavet rock. Det bliver nok aldrig til mere end det, men vi hygger os og skaber noget, vi får glæde af, og for os er det, det vigtigste lige nu.

Mountain Church – frejfoto.dk

– Jeg har altid set op til min far, som kunne bygge ting, vores barndomshjem, eksempelvis. Jeg har dog aldrig selv haft helt de samme færdigheder, men som knægt fik jeg stukket en hammer, nogle søm og en sav i hånden, og så kunne jeg ellers bare gå i gang med at bygge huler. Og det gjorde jeg, fortæller han.
– Jeg byggede bl.a. en tre-etagers hule oppe i et træ med fælder, gulvtæpper og hele molevitten.
– Og sidste år byggede jeg en træhule oppe i et træ på vores grund til vores 3 drenge. Et sjovt, men svært projekt.
– Derudover kan jeg godt lide tanken om at kunne overleve i det fri, bruge naturen til ens fordel, samle svampe, urter, nødder osv. – Ved at kunne lave ild og finde ly, bygge huler og gå på eventyr, synes jeg, at man vender tilbage til en simplere tid, mens man gør det, hvor dagligdags bekymringer og stress forsvinder, og nye ideer tager fat.

Bad Omen – frejfoto.dk

Hvad sker der, når du fotograferer?
– Når jeg fotograferer, især naturen, men også sådan generelt, så forsvinder tiden omkring mig.
Man kan blive helt euforisk, når man fanger noget, man ved er helt specielt, og man kan også blive frustreret, når det ikke lykkes, og det hele bare ikke spiller.
– Det kan få én til at sidde timevis i bidende kulde for at fange det rigtige øjeblik, eller vandre op på toppen af et mindre bjerg med 20 kg fotoudstyr på ryggen. Man gør, hvad der skal til, svarer Emil Frej Hansen, som bl.a. har fotograferet på Island og i tropisk klima i Thailand.

Hvordan er der forskel på dine opgaver – hvad inspirerer dig i de forskellige set-ups?
Fotoopgaver kan være vidt forskellige, lige fra produktfoto af shampooflasker til naturbilleder i en thailandsk jungle.
– Selvfølgeligt er der også forskel på, hvor sjovt noget er, og generelt er det sjovest jo mere kreativ frihed, der ligger i opgaven.
– Nogle opgaver er meget låste, og skal se ud på én måde, og så laver jeg det, så godt jeg kan, og skaber nogle flotte, salgbare billeder. Dette skal man kunne som professionel fotograf, og er for det meste også en nødvendighed, hvis man vil leve af det.
– Så er der også de mere spændende opgaver, hvor man skal portrættere mennesker eller dokumentere  spændende begivenheder, og hvor man har noget mere kreativt spillerum, og det er selvfølgelig ekstra fedt for en fotograf at lave, siger Emil Frej Hansen.

Isvinter – frejfoto.dk

Vil du fortælle lidt om naturlige billeder contra manipulerede billeder?
– Der kan være mange holdninger til manipulerede billeder, men jeg ser det oftest som kunst, og jeg kan godt lide blandingen af det, og at lege med det, fortæller Emil Frej Hansen.

– Mange af mine naturbilleder og er også lettere manipulerede, da det ofte ikke er muligt at fange den aktuelle stemning i naturen i et billede, lige ud af kameraet. Typisk er det flottere i virkeligheden. Øjet er bedre til at fange detaljerne i himlen og skygger i området på samme tid.

– Nogle gange kan man også skabe meget manipulerede billeder, der skal ses som et kunstværk frem for et fotografi.
– Alle elementer i mine billeder er dog fotos taget af mig selv, men sat sammen på kryds og tværs.

Girlpower – frejfoto.dk

Lige nu, hvad sker der så ?
Lige nu er hele verden lagt ned af en underlig virus, og ingen ved helt, hvordan fremtiden ser ud.
– Jeg håber dog, og er overbevist om, at vi nok skal komme igennem det sammen, og at kunsten og den visuelle kommunikation ikke er forbi, men altid vil bestå.

– Det har den gjort gennem alle krige og sygdomme gennem historien.
– Det vil bare kræve, at vi tilpasser os og hjælper hinanden, og bliver ved med at skabe, slutter Emil Frej Hansen.

Emil Frej Hansen bor og arbejder ved Køge Bugt
Studieadresse:
Degnestræde 7, Greve
Se mere på www.frejfoto.dk

Af Inge Schjødt
Publiceret Kunstavisen Online, april 2020

Klik ind og se billederne i bedre format

Walking Home – frejfoto.dk

Secrets – frejfoto.dk 

Külli Suitso – LIBERA ME, 2020

Status og ideer for kunstscenens forreste kæde – billedkunstnerne

Billedkunstnerne står forrest, når konjunkturerne i samfundet er for nedadgående. Under Finanskrisen faldt omsætningen af billedkunst, og flere gallerier bukkede under sammen med en række andre selvstændigt næringsdrivende.
I dag står vi i en lignende situation, og har samtidig vort livs chance for at gøre noget anderledes, end dengang.
– Kunstavisen har talt med en række billedkunstnere, og tager lige nu temperaturen på konsekvenserne af karantænen.

Man siger, at ”Ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget”, og det er der måske noget om i disse coronadage.
Det er forståeligt, at der går en vis handlingslammelse ind over nogle af os, når krisen rammer. Hos andre kommer der en opblomstring af ideer, og krisen ansporer et incitament til at finde nye veje.

Efter den larmende misforståelse af opgaverne, har kulturens minister omsider taget fat, foreløbig på at få vedtaget håndsrækninger til de store aktører på kulturscenen, hvor milliontab og konkurser er til at få øje på. Der er sendt klare nødråb fra bl.a. BKF Billedkunstnernes Forbund, og DKoD – Danske Kunsthåndværkere og Designere.

Forhåbentlig giver karantænen også flere dele af befolkningen en forståelse for de ikke-materielle sider af tilværelsen, som noget, det er værd at beskæftige sig mere med, når tempoet daler og tiden til fordybelse opstår hos børn og voksne. – ”Det unyttige”, som vores Dronning har anbefalet det i en nytårstale.

Jonna Pedersen – FONE nr 11485

Og ikke mindst nu, når stuer og lejligheder fremstår helt nymalede og nyindrettede ude omkring i slot og vrå, efter at gør-det-selv trangen har været over de indespærrede. Her må der gerne udsmykkes med andet end storskærme og potteplanter.

Hvad gør kommunerne for kunst og kultur i en krisetid?
På Kunstavisen venter vi endnu på at se de initiativer, der kan komme kunstscenens forreste kæde – billedkunstnerne selv – til gode. De, der faktisk leverer varen, som resten af kunstscenen lever af, museer, medier og gallerier.

I Danmarks Radio er de gode til at spille dansk musik og tale om festivaler og teatrenes tomme sale. Men, Fanden får stadig lov at tage de forreste – de eksperimenterende billedkunstnere, der dyrker kulturens grundforskning og historiefortælling.

Undertegnede vil gerne slå et slag for, at der nytænkes i kommunerne, så det sikres, at der her bliver givet en saltvandsindsprøjtning til de kommunale kulturudvalg. Desværre er de ofte koblet tæt sammen med fritidsaktiviteterne, og sporten stjæler i en vis udstrækning førstepladsen rigtig mange steder.
– Det kan der laves om på, så kunstnerne for en tid får det samme fokus, som Team Danmark talenterne.
Rundt i landets kommuner kan man vælge at gå mere aktivt ind i dialogen med de lokale billedkunstnere.

Når anlægsloftet hæves for resten af 2020, så må man formode, at det også kaster nogle udsmykningsopgaver af sig. Men det skal nok siges højt fra regeringens side og fra kunstelskernes side, at det er noget, kommunerne skal prioritere at få med til gavn for både borgere og kunstnere, til gavn for de æstetiske kvaliteter til fællesskabet.

Hvad gør gallerierne og billedkunstnerne?
Hos de gallerier, Kunstavisen har talt med, gribes situationen nogle steder proaktivt an.

Flere får sat turbo på deres digitale platforme til formidling, nogle får skabt den webshop, de længe har overvejet, og andre producerer ArtWear med print på T-shirts, tasker og kasketter, som eksempelvis Galleri Christoffer Egelund i København, der både driver ShopEditions med grafiske værker, og utraditionelt eksperimenterer i samarbejde med lys- og møbeldesignere.

Jonas Pihl – Funky Forest

Her har et dusin billedkunstnere netop leveret materiale til konceptet ArtWear, hvor nye målgrupper måske kan få færten af kunstens værdi.

Museerne har godt gang i videolinks på deres hjemmesider og links til virtuelle platforme.

Fra optur til nedtur på matriklen
Blandt en række både gallerister, kunsthaller og billedkunstnere skifter livsmodet fra optur til nedtur.

Flere får omstødt en kalender med udstillinger, minutiøst tilrettelagt og forberedt, som enten helt aflyses eller udskydes på ubestemt tid. KP20 – Kunstnernes Påskeudstilling er en af de væsentlige, for mange. En række af de kunstnere, som skulle nyde godt af den anerkendelse, det er at komme igennem censurens nåleøje, de må udsætte forventninger om både salg og nye kontakter qua KP20 foreløbigt.

Nogle kunstnere havde planlagt at rejse ud på inspirationstur til fjernere himmelstrøg, for at få nye teknikker og materialer at arbejde med. 

– Külli Suito fra Middelfart har malet sit sidste hjelmebillede, og smidt handskerne, klar til at gå nye veje. Men lige nu er flyene og påskens studietur aflyst. 
Nogle internationale kunstnere skulle nyde godt af residencies her i landet. Det er også faldet til jorden.

Simon Bang – Den Røde Mark

Andre oplever, hvordan der pludselig bliver et rum for fordybelse. Billedkunstner Simon Bang fortæller, hvordan der nu er blevet ro til at analysere et tema, som længe har ligget ham på sinde, men, som der i de daglige aktiviteter ikke har været plads til at gå i dybden med.

Lige nu har han har to udstillinger på hold. Den ene en gruppeudstilling i New York, hvortil han lige nåede at sende sit værk over, da coronakrisen satte ind. Det samme med KP20 i Kunsthal Aarhus. Begge udstillinger bliver til noget, men hvornår er uvist.

– På en måde er tid, som ingen havde regnet med, det mest generøse af alt, udtaler Simon Bang. Det er den største gave man kan få. Normalt er tid umulig at opkøbe for penge, og pludselig får man det foræret af selve Statsministeren! Bliver det større?
Så nu maler Bang alt det, som der ikke før var tid til.
– Og jeg maler ikke, som om verden går under, men som om alt er muligt. Jeg ser det som en enestående tid, udtaler kunstneren.

For Bang kan det blive alt for eksplicit med de udtryk, som direkte tematiserer coronavirus. Det reducerer, og bliver til illustrationer, frem for kunst, der har ambitioner om at række fremad i tiden, mener Simon Bang.

Nærvær og fravær
I Rødovre oplever billedkunstneren Jonna Pedersen, hvordan hendes værkserie [FONE] taler ind i tiden. Den aktuelle verdenssituation understreger, at vi har et behov for at sanse hinanden, tættere på, end de tørt tekniske skrevne sms-beskeder kan række til. Det har Jonna Pedersen malet på i nogen tid, og det er ikke første gang, at omverdenen byder hendes værkserier op til dans. Det gælder også værkerne om Dansk Madkultur, der kom til verden i samme sæson, som daværende fødevareminister Dan Jørgensen fandt på at kåre Danmarks Nationalret – Stegt Flæsk med Persillesovs – Som vor Mor lavede det.

Jonna Pedersen – ARTMONEY

Kunstneren har, som også mange andre, desuden arbejdet med nogle små værker, Artmoney, i en periode. 

Hvis kunstvennerne ikke lige nu kan afse tusindlapper, så tæller det også i et kunstneratelier, når der sælges en bunke små collager i 12×18 cm til den faste pris af 200,- kr. via platformen Artmoney.org, som efterhånden har mere end 20 år på bagen, og dengang blev skabt af billedkunstneren Lars Christian Kræmmer.
– Han glæder sig til gengæld over, at møntfoden atter er aktuel, lige meget af nød som af lyst, og at rigtig mange danske og internationale aktører deltager ad denne kanal. Tjek ind og se, hvor der er aktive modtagere, som tager imod ARTMONEY, som en del af betalingen – her http://artmoney.org/ 

Krystalkuglen kalder
Ser vi nogle måneder frem, så må det for rigtig mange, enten briste eller bære.

Herfra skal lyde en klar opfordring til at støtte billedkunstnere, billedhuggere, performere og kunsthåndværkere, som lige nu mærker kulden fra kunstens forladte huse. Lad os få dansk kunst og kultur fremkaldt i nye initiativer fra både offentlig og privat hold. Må regeringens hjælpepakker nå vidt omkring.

Må Påsken bringe både glædeligt overraskende gækkebreve og genopstandelse.
God Påske.

Mia-Nelle Drøschler – ArtWear

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publicet: Kunstavisen Online, april 2020

Klik på illustrationerne og se en bedre gengivelse:
Simon Bang – Den Røde Mark – Kunstnerens foto
Külli Suitso – Libera Me, 2020 – Kunstnerens foto
Jonna Pedersen – [FONE] nr. 11485 – Kunstnerens foto
Jonna Pedersen – Artmoney no. 02-03-2020 – Kunstnerens foto
Jonas Pihl – ArtWear by Galleri Christoffer Egelund
Mia-Nelle Drøschler – ArtWear by Galleri Christoffer Egelund

Nadia Plesner – Airport 4

DEBAT// Tre kunstelskere kalder:

Festen blev lukket ned, og gæsterne blev sendt hjem. Og damen for bordenden, der er ny i selskabet, gik i coronakoma i utide. Desværre udviser kulturminister Joy Mogensen endnu ikke det nødvendige format i forhold til at samle op i sit resort-område. Tværtimod så afviser hun, at tage sig af dem, som tilfører kulturlivet det grundstof, det hele handler om, nemlig de individuelle kunstnere.

Man hører lige nu om alle de tiltag, der skal gøres for at hjælpe diverse offentligt støttede kulturinstitutioner og zoologiske haver, teatre og medier; men hvad med de individuelle billedkunstnere, incl. billedhuggere, performere, kunsthåndværkere, m.fl., der leverer produkterne til museernes og galleriernes udstillinger, og udsmykninger i det offentlige rum? Hvem hjælper dem? Har Kulturministeren en plan?

Vi er nogle kunstelskere, der savner kunstmøderne på museer, i Kunsthaller og i gallerier. Vi har de sidste par uger haft særdeles god tid til at tænke på, hvordan fødekæden til disse kunstoplevelser, billedkunstnerne, har det lige nu.

Külli Suitso – LIBERA ME, 2020

Vi erfarer, at alle planlagte kunstudstillinger er aflyste på ubestemt tid! Jamen, hvad skal kunstnerne så leve af, når der ikke længere er mulighed for at udbrede kendskabet til deres kunst – og sælge værker?

Vi længes efter at høre en plan. Vi taler altså om mennesker, der lever af deres kunst, og som udgør fundamentet for det kulturliv, som holder samfundet sammen, – og i øvrigt også danner rammerne for at mødes i et fællesskab, som man ikke kan finde andre steder.
– Hvad vil Kulturministeren gøre for denne økonomisk sårbare og uundværlige gruppe i vores kulturliv? Vaske hænder?

Kommuner og privatpersoner må gå ind i opgaven
Samfundet, både politikere, embedsfolk, arkitekter og privatpersoner må tage et ansvar.
Når kommunerne får lov at sætte anlægsopgaver i gang, er det så med i projektplanerne, at der skal kunstnere ind over og sikre æstetikken og levere udsmykninger?
Dette kan kultur- og finansministrene indskærpe.

Men det kan ikke overlades til stat og kommune alene at holde kulturens grundforskere i gang.  Hvad kan man så som enkeltperson gøre, mens vi venter på åbningen af vores kunstinstitutioner?
Køb kunst on-line. Gå ind på galleriernes og kunstnernes hjemmesider og afsøg mulighederne, – og støt så kunstnerne ved at købe f.eks. en litografi, som kan fås til en fornuftig pris pga. edition- produktion,- eller køb et maleri, en skulptur, grafik eller andet.

Artmoney – Jonna Pedersen

Har du ikke ligefrem tusindlapper til rådighed, så kan du tjekke det virtuelle galleri i konceptet Artmoney, hvor kunstnere verden over viser og sælger små unikke kunstværker til 200,- kr. pr. stk. Alle værker har formatet 12×18 cm, men kan være udført i en mangfoldighed af materialer og udgaver. Se http://artmoney.org/
Der er ingen censur, kun den selvcensur, de udøvende udøver, så det er op til beskueren at se og at vælge at investere de 200 kr, – det er ingen herregård. Men mange bække små hjælper faktisk i et kunstneratelier.

Kunstens råstof
Få noget ind i din dagligstue, som kan glæde dig i din karantænestation.
Billedkunsten kan nemlig noget, som ingen andre kunstarter kan. Den åbner vha. farver og former for et refleksionsrum indeni beskueren.

Tanker sættes i gang om eksistentielle spørgsmål, om dit liv og samfundets tilstand og udvikling. Ja,- hele ens liv sættes i perspektiv. Du møder nemlig kunstnerens fortolkning af det liv, der leves lige nu. Du bliver udfordret, og du bliver måske også underholdt. Billedkunsten kan det hele.

Nadia Plesner – Airport 3

Den kan få os til at føle os som en del af et større fællesskab. Den følelse har vi ikke mindst brug for lige nu, hvor sammenhængskraften og tilliden til hinanden testes.  Så, til os alle som privatpersoner, gør noget nu: Køb noget kunst.

PS. Det fortælles, at redningskorpset Falck opstod i sin tid, efter at stifteren Sophus Falck havde stået og set kongeslottet og de kongelige samlinger på Christiansborg Slot brænde, fordi hjælpen udeblev – og ikke var tilstrækkeligt organiseret.
I corona-krise-tider må det private initiativ og det fælles via regering og kommuner gå hånd i hånd.

– Rita Houmann, kunstelsker 
– Connie Boe Boss, blogger
– Inge Schjødt, kunstanmelder

Christiansborgs brand 1884 – Litografi af Frants Henningsen (1850-1908)

“The Conference” 40×50 cm, maleri af Peter Martensen. Foto: Henrik Petit

Mental realisme kalder kunstneren Peter Martensen sit maleriske udtryk i 2020

Kunstneren Peter Martensen vil være kendt af mange for sine kompositioner med hvidkitlede videnskabsmænd i varierede landskaber og for den skjorteklædte kontorist i forskellige interiører og eksteriører.

Bøger ligger ofte udbredt som trædesten i landskabet, og i dunkle laboratorier indfanges lyset af dynamisk flagrende A4-ark, som markører for vores tid.

Blyantstegninger i voksenformat og bronzeskulpturer i miniature er ligeledes en del af Peter Martensens vokabular, som foldes ud på soloudstillingen Mental Places hos Galerie MøllerWitt i København.

Menneskefamilien iagttager
I serien Mental Places har kunstneren drejet sit maleriske udtryk en kende. Hvor figurerne som udgangspunkt har haft karakter af kompositoriske byggesten, så trænger det mentale landskab sig mere og mere på for kunstneren. 

I maleriet med titlen Revy er en gruppe personer vendt ud mod os.

Peter Martensen – Revy, 2020

En enkelt ser meget direkte på os, men de fleste ser ned, måske ind i sig selv, mens andre med deres blikretning er med til at udvide lærredets rum.

For publikum har det psykologiske indhold hos figurerne tit været et omdrejningspunkt i processen med at afkode billedet. Der forventes at være en fortælling. Det høres i dialogen på en fernisering:
– Er det her en kvinde? En mand? Hvad foregår der?

Billedets betingelser
For maleren har indholdet sjældent ligget der som en drejebog på forhånd, kun elementer til scenerierne med inspiration fra tidens diskurs, film, tv og Hammershøi. Det har derimod gerne handlet om afsøgninger omkring en farve i billedets rum med pensel og klud.

Farverne er ofte holdt i monokrome skalaer af ultramarin, gråtoner eller gyldne kulører. Kontrastfarver er meget selektivt indføjet, hist og her en bordeaux, en rosa, en gul, en blå.

“New Sensations” af Peter Martensen. Foto: Henrik Petit

Somme tider har en enkelt hovedfarve skullet udforskes, som eksempelvis den grønne, der sprang kunstneren i øjnene, da han flyttede fra byen og ud i det frodige Nordvestsjællandske landskab, hvor enhver fugl synger med sit næb.

Denne gang har den hvide farve atter kaldt på koncentrationen, eksempelvis i maleriet New Sensations, hvor golfspillende videnskabsmænd besøger et grønlandsk landskab, og holder utidigt fri med den smeltende isvæg i ryggen.

Farveforskellene på isflager, mandskabets hvide kitler og landskabets elementer udgøres af minimale variationer, hvor Martensen mestrer at lande billedet i den rette balance.

Peter Martensen, f. 1953, er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi, debuterede 1971.
Kunstneren er repræsenteret på museer i ind- og udland, og er højt værdsat af samlere.

“Me and my I’s” bronze af Peter Martensen 2020. Foto: Henrik Petit

Galerie MøllerWitt
Bredgade 67
Frem til 23. april 

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen 03/2020 

Læs mere om Peter Martensen 
her: Et maleri er et mentalt rum 

Tegning af Peter Martensen