We Are The Human Waterfall – Adam Saks 200×240 cm

Adam Saks, der bor og arbejder i Berlin, udstiller solo hos nyåbnede Galerie MøllerWitt i København

Har du prøvet at dykke, og se en fiskestime nedefra?
En forunderlig akt, som jeg genoplever ved synet af malerierne af danske Adam Saks hos Galerie MøllerWitt i Bredgade i København.

Galleriet har nyligt flyttet lokaliteten fra Aarhus til København, og bringer en række velanskrevne kunstnere med til hovedstadens publikum, heriblandt Adam Saks, som til dagligt bor og arbejder i Berlin.

Dyk med under vandspejlet
En helt igennem fascinerende oplevelse, det er det første dyk ind i udstillingen, der bærer titlen We Are The Human Waterfall.

Den dybblå farve, de hvirvlende bevægelser af alt omkring.
Anatomiske udsnit af menneskekroppe, som set i undervandsglimt.
Og fund af noget, der ligner velkendte objekter i en helt surreel sammenhæng.
Lysende, gopleagtige fossilblomster, en hullet støvle og et fabelhus bølger i en kaotisk strøm sammen med sørgmodige maskeansigter ind mod beskueren. I baggrunden anes Jordnedgangen for den blå planet.

Adam Saks – Flood 2019

– Udstillingens tretten værker følger samme tematik i olie, akvarel med mere.

Adam Saks er født 1974, og uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi med afstikkere til Hochschule der Künste i Berlin. Blandt sine forbilleder nævner han læremestrene Svend Wiig Hansen, Claus Carstensen, Bernd Koberling, men også enkelte amerikanske kunstnere.

På paletten har han både maleriske og grafiske færdigheder, som eksempelvis linoleumssnit, som han her bringer ind i de sitrende motiver, der kantes af løsrevne bogstaver fra værkseriens titel.

Inspirationskilder er tillige folkloristiske ansigtstatoveringer og naturstudier i tropiske neonfarver, der danner glødende mønstre mod det mørke verdensrum. 

De betydelige formater byder på et på én gang frygtindgydende og svimlende skrøbeligt univers, der spejler såvel en indre som den ydre verden, anno 2019.

Ude og hjemme
Selvom Adam Saks er en sjælden udstiller i København, blot med Schäfer Grafisk Værksted i Nansensgade, Galleri Christoffer Egelund og hedengangne Galleri Veggerby på listen, så er han et anerkendt navn på såvel den danske som internationale kunstscene med talrige udstillinger rundt i Europa og USA.

Adam Saks – Gaze 2019

– Adam Saks har bl.a. modtaget Kjell Nupens Mindelegat 2016, og er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Kunsten i Aalborg, ARoS Aarhus Kunstmuseum, Museum Sønderjylland, Malmö Konstmuseum, Nordiska Akvarellmuseet Sverige, Zabludowicz Collection London, EMMA Espoo Museum of Modern Art Finland, for blot at nævne nogle. 

– Men nu er de i hovedstaden, hans imponerende billeder, og ingen gengivelse yder dem retfærdighed, hvorfor et besøg hos Galerie MøllerWitt i Bredgade i København varmt anbefales.

Galerie MøllerWitt
Bredgade 67, 1260 København K
Frem til 14. december

Af Inge Schjødt / inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online december 2019

Adam Saks – Orbit 2019

Külli Suitso – Gloria, 2019

Hos Ebeltoft Kunstforening er lyset tændt i Tinghuset for en vellykket gruppeudstilling med værker af billedkunstneren Külli Suitso, skulptøren Susanne Kirsaa og maleren Claus Brøndum Sørensen

I hovedsalen i Tinghuset, den tidligere retsbygning og politistation i Ebeltoft, hvor byens kunstforening har til huse, hænger to små og seks store malerier. Usædvanlige, med deres lysende udstråling, med titler fra den kristne messe, og med en motivkreds med gennemsigtige hjelme samt den materie, hvoraf vi er kommet.

– Skrøbeligt, hudløst skulle det være, det næste skridt, fortæller billedkunstneren Külli Suitso, som siden 2014 har beskæftiget sig med hjelme i sin kunst.

I starten var det militære hjelme. Nogle gange til beskyttelse på hovedet af en pilot, andre gange med absurde indslag af kød eller slik, og vendt om, så de kunne rumme livet, eksempelvis i en jordbærplante. 

Külli Suitso – Kyrie, 2019

Med i sin estiske bagage har Külli Suitso erfaringer fra sovjettidens besættelse, hvor man i den grad skulle vare sine ord og sine tilbøjeligheder; det kunne eksempelvis koste pladsen på universitetet, hvis man gik i kirke.
Kunsten blev tidligt det sprog, hvormed livets tilskikkelser kunne filtreres og få form for den estiskfødte kunstner og kunstpædagog, der i dag bor i Middelfart.

Kyrie Gloria Credo
– I begyndelsen var ordet, denne gang, og temaet blev messens seks trin fra Kyrie til Agnus Dei. De kom ikke i rituel rækkefølge i maleprocessen, motiverne, for det var forskelligt, hvordan billedernes formmæssige indhold kom til at stå klart, beretter Külli Suitso. 

Stærke er de, motiverne, Kyries nattestemning, Glorias overdådige frugtfad, Credos nøgne hænder fyldt af vin, Sanctus opløftelse i morgenrøden, Benedictus’ nøgler, og den tomme, gennemsigtige hjelm hæftet på tørresnoren med to klemmer i Agnus Dei. 

Külli Suitso – Missa 2-5

Her er på ingen måde tale om illustrationer eller politisk kunst. Værkerne er tværtimod dybt eksistentielle, og sublimt gjort med plads for egen lytten. 

Deres udsendte har fulgt kunstneren siden 2015, hvor en opstilling med hjelm og appelsiner skulle beskrives her i Kunstavisen, og derefter på udstillinger i København, Art Herning, i Tartu og Den Fynske Forårsudstilling.

Hverdagsvandringer
Ud under livets store himmel kommer vi også i rummene ved siden af. Claus Brøndum Sørensens malerier af tyste nordjyske landskaber med lavmælte huse går godt i spænd med Susanne Kirsaas bronzefigurer af De Vandrende, Den avislæsende og smukke vilde heste. 

Alt i alt en lyrisk, meditativ oplevelse for Ebeltoft Kunstforenings næsten
300 medlemmer og byens besøgende. 

Claus Brøndum Sørensen, Landskab

Tinghuset – Ebeltoft Kunstforening
Torvet 5, Ebeltoft
Frem til 15. december 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk 
Publiceret i Kunstavisen nr 10 // 2019

Susanne Kirsaa, Gående Par. 

Külli Suitso – Agnus Dei, 2019

Æglageret – Holbæk Kunstforening

Ildsjæle og vandbærere skaber historie og kan takkes for mangen en uvurderlig idé og langsigtet indsats for kunst og kulturliv landet rundt

Kunstforeninger findes der heldigvis en god stribe af landet over, stadigvæk. En del lever i virksomhedsregi, stadigvæk, en del kunstforeninger findes der også rundt i købstæder og kommuner. Og nogle gallerier har ligefrem tilknyttet deres egen kunstcirkel eller -forening.

Lokale kunstforeninger gør et uvurderligt, frivilligt og demokratisk foreningsarbejde i kunstens og kulturens tjeneste, og de skaber ofte historie, hvor de er. Forudsætningen er en kombination af ildsjæle, lokalpolitisk format og samarbejde med lokale virksomheder, som udgør trofaste og uundværlige sponsorer.

Flere steder har kunstforeningerne lykkedes med at skabe liv i gamle huse, som af konjunkturmæssige årsager har måttet skifte funktion. Ved at lade kunstforeningerne komme til, og få brugsretten overdraget, så har rammerne kunnet åbnes som nye kulturelle samlingspunkter.
– Men det er ikke kommet af sig selv. 

Külli Suitso udstiller i Ebeltoft

Kvadrat har vist format i Ebeltoft
På Torvet i Ebeltoft ligger Tinghuset, en gammel retsbygning og tidligere politistation, der blev nedlagt i 2010, hvorpå Syddjurs Kommune satte bygningen til salg.

Takket være en visionær og generøs aftale med tekstilvirksomheden Kvadrat, danner Tinghuset i dag rammen om Ebeltoft Kunstforenings aktiviteter.
– Byens store designvirksomhed valgte at købe Tinghuset og udleje det for et symbolsk beløb i en tiårig periode til Ebeltoft Kunstforening, der i dag tæller op mod 300 medlemmer, og sørger for et varieret program af udstillinger, billedskole, musikliv og mødeaktiviteter i den gamle, centralt beliggende bygnings smukke, højloftede rum. 

Æglageret i Holbæk
I Holbæk kom en udtjent lagerbygning til ære og værdighed.

Gonzalo Duport i Holbæk

Siden 1980 har Holbæk Kunstforening huseret i den historiske bygning Æglageret, som foruden anerkendte udstillinger også danner ramme om billedskole, butik, workshops og Ægmuseum på fundamentet af den hedengangne Odense Ægforretning.

Bygningen er renoveret, bl.a. via midler fra Realdania, og Æglageret er etableret som selvejende institution, som lejer lokalerne ud til Holbæk Kunstforening, der i dag tæller ca. 500 medlemmer. 

Kunstforeningen stammer tilbage fra 1933, hvor bl.a. de lokale malersøstre Karen og Ellen Margrethe Jensen, den lokale holbækker Albert Thomsen, samt maleren Sigurd Swane var med blandt initiativtagerne til byens kunstforening.
– I begyndelsen holdt kunstforeningen til på Holbæk Museum, men, den slags alliancer har, som vi kender det fra Charlottenborg og andre steder, begrænset levetid.
– Heldigvis lykkedes det at overbevise beslutningstagere og fonde om at Æglageret var værd at satse på, og i dag er et af flagskibene den censurerede VK-udstilling, der finder sted ved årets begyndelse. 

Motiv fra Randers af Mette Rishøj

Nat på museet i Randers
I Randers finder vi landets tredjeældste kunstforening udenfor København, der stammer tilbage fra 1851. En epoke, hvor der blev lagt vægt på dannelse og åndsliv, også i provinsen. Gennem de mange år har kunstforeningen stået bag en række prominente udstillinger, gerne med værker af provokerende kunstnerisk karakter.

I moderne tid blandt andre bysbarnet Sven Dalsgaard, Vilhelm Freddie, Poul Pedersen, Stig Brøgger, Claus Carstensen, Viera Collaro, Merete Barker, Michael Kvium, Per Arnoldi, Poul Janus Ipsen, Nina Kleivan, Martin Bigum, og mange flere.
– Navnene er i dag helt selvfølgelige på landets museer, men det var ofte hos kunstforeningen, de først kom på væggene. 

Bestyrelsens personkreds blev i 1893 initiativtagere til Randers Kunstmuseum, men siden kom det til en ulykkelig skilsmisse, da museet af styringsmæssige årsager blev pålagt at opsige aftalen om at lægge hus til kunstforeningens udstillinger.
– Det var ikke spor rart at blive skubbet ud af egen rede for ildsjælene i Randers Kunstforening, som siden har haft til huse forskellige steder. 

I 1967 åbnede Randers Kunstforening i samarbejde med Discontobanken en pop-up udstilling i bankens lokaler, der blev et tilløbsstykke, den weekend, den varede.
Den spændende historie findes ganske levende beskrevet på foreningens hjemmeside med en artikel af Lise Jeppesen.
– I Randers er kunstforeningens ildsjæle fortsat ikke særlig bange for at eksperimentere.

Holbæk – Gonzalo Duport

Det demokratiske og sociale aspekt
– Dengang, som nu er formålet for kunstforeningerne at lave udstillinger, afholde foredrag og indkøbe kunst til bortlodninger. Bestyrelserne mødes, debatterer og træffer beslutninger på medlemmernes vegne. – Også her lever demokratiet med alle dets facetter af magtspil og primadonnanykker side om side med de lange seje træk. 

Blandt vandbærerne, alle de mange trofaste frivillige vagter, som passer udstillingerne rundt i landet, der danner arbejdet for kunstforeninger og museer gerne grobund for en aktiv fritid med nye netværk. 

– Dengang, som nu, gælder det om at menneskelig idérigdom mødes med velvilje, forskellige nøglepersoner imellem, og at erhvervslivet samarbejder med kulturlivet om at gøre plads for kunstnerisk berigende oplevelser i lokalskabte rammer.

Külli Suitso – Kyrie, Ebeltoft

I Ebeltoft Kunstforening udstiller Külli Suitso
frem til 15. december

I Holbæk Kunstforening udstiller
Gonzalo Duport frem til 22. december.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk

GLOBAL GOALS x ART, 2019

For et par år siden så jeg Kronprinsesse Mary bære et charmerende, enkelt smykke. En cirkel med sytten forskellige farver, sat grafisk smukt op til en broche. Kort tid efter dukkede FNs 17 Verdensmål op i artikler og nyheder.
– En smuk vision, en stor vision. En vision, der spreder og samler, som store ideer gør det.

At fire ildsjæle på Frederiksberg går sammen om at arbejde for en bedre verden ad kunstens vej, det vakte naturligvis min interesse som kunstskribent, og som kollega til Connie Boe Boss, der har inviteret mig til at anmelde udstillingen GLOBAL GOALS x ART på Cobobobloggen. 

– Her er, hvad jeg så en natsort  november aften.

Royal Plenty
Jeg så, at verden er rig på muligheder. Faktisk er her Royal Plenty – nok til alle, siger Peter Basse i sit store, kubistisk inspirerede maleri.

Peter Basse – Royal Plenty

Han afviser dog ikke bekymringerne, for systemverdenens kanter kolliderer med det humane, og Skriget stikker frem i bunden sammen med den ostegumlende mus. I overfloden bliver der mere, hvis vi deler. Dilemmaet er, hvad vi vil og tør.
– Et fint værk i sin egen ret, og absolut seværdigt.

Storheden i historiens vingesus og en snert af vemod over umistelige kulturrigdomme får vi at se i Matthew Simmonds skulptur Elevation VIII Mren Cathedral.
– Der er værdighed i arkitekturoplevelsen fra det 7. århundredes Armenien, hvor bygningskulturen overgik vores egen betydeligt på den tid. 

Rester af bygningskultur ligger ligeledes til grund for værket Isoleret fænomen af Camilla Nørgaard, som har skabt en strålende assemblage af isoleringsmaterialer og aluminiumsbakker, hæftet med sølvfarvet Gaffa-tape.
Stumperne stammer fra de forfaldne omgivelser på Grønttorvet, hvor kunstneren havde atelier, og der fik øje for, hvad mennesker bor i og spiser af.
– Assemblagens former og overflade bliver man ikke lige færdig med. 

C. Nørgaard – Isoleret fænomen

Gribende er diplomaten Jan Møller Hansens smukke sort-hvide fotos af arbejdende mennesker i Bangladesh, og Behnaz Larsens malerier af menneskelige vilkår i Krukkerne 1-3., samt Peter Zeleis Man with Keys, Gatekeeper.
– Helt poetiske er fire basrelieffer i fire farver af schweiziske Maja Thommen, tilsammen kaldet Grip.

Det, der rører
Lyden af dryppende smeltevand høres fra Per Sommers smukke titelværk Global Goals x Art.
En installation i form af et gennembrudt isbjerg i rustfrit stål, der samtidig er sin egen miniverden, sit eget økosystem med levende guldfisk og planter.

– Det er et værk, der fanger. Først kan man nyde lyden, men efter nogle minutter går den på samvittigheden. De smelter jo, Polerne.

I hjørnet ved siden af står en dreng med hætten over hovedet og blikket sænket mod en smartphone. Giovanni Da Monreale skaber disse figurer i glasfiber, og planter dem i gadebilledet.
– I alt andet end stilstand, for det er jo dem, det gælder.

Per Sommer – 17 Mål

I glaskupler og små akvarielignende tableauer svarer tre børn og unge på verdensmålet, der handler om ansvarligt forbrug og produktion.
– Et udtryksfuldt kunstprojekt, udført i samarbejde med Anja Adanir Andersen, der fungerer fint i sammenhængen på Global Goals x Art-udstillingen.

Barnet er også hovedfigur i Anna Laurine Kornums triptykon, Fantasier om havet, der er malet i en stil hentet ud af illustrationernes ekspressive verden, som kunstneren i øvrigt arbejder med.
– Her bevæger vi os over i den mere eksplicit dystre, narrative afdeling, hvor myten om Havets Moder bevæger. 

Armen på ryggen i Dystopia
Change is Coming er et dystopisk, og overfladisk betragtet, ganske smukt drømmeland, malet af Maria Engholm, som imponerer i paletten og detaljen.
– Hun løfter op i gulvtæppet, og rækker en ledetråd til beskueren, en sikkerhedsline at følge ind landskabet, der ikke just flyder med mælk og honning, men derimod rystes af klimaforandringernes tiltagende impact.

Maria Engholm – Change is Coming

Tristhed på naturens vegne spores der i skønheden i Bent Holsteins pigmentprint From the Devils Pond – Tortugas, og Tune Andersens installation, Talkin’ Ikarus Diorama Blues.

Yderst tankevækkende er den grotesk smukke Havskildpadde, skabt i gennemsigtig glasfiber og fyldt med skrald i alle lemmer af italienske Thomas Pucci.

Rikke Jacobsens The Legacy of Greed, ørnen med ungen i reden, der også flyder med skrald, vækker, med sin elegante udformning, samvittighedens absolutte ubehag, ligesom Doron Silberbergs plastikædende, keramiske fisk. 

Bendt Ulrich Sørensen går planken helt ud med sit politiske manifest Ulighed/Ejendomsret – illustreret ved en plakatagtig, rygende flyvemaskine med teksten E J EN D O M E R T Y V E R I.

Thomas Pucci – Havskildpadden

Straks mere håbefuld er Benjamin Abanas hvide due og olieblad i Fred 2.0, som i konteksten her, næsten bliver en programerklæring.

Til Tiden
– En øjenåbner var udfordringen for flere af billedkunstnerne, fortæller Tina Lorien, gallerist bag GLOBAL GOALS x ART. Som glaskunstneren Lise Eggers, kom flere til at stille anderledes skarpt på deres egen situation og ansvarlighed i valg af materialer og ressourceforbrug. 

Ole Jauch stiller netop ikke skarpt i sine meditativt afdæmpede fotos af vejen foran os. De får os til at standse op og trække vejret. Og de giver lyst til at holde ind til siden, og måske komme tilbage? 

Ole Jauch – Tid til Tid

Tilbage kan man godt komme, her på udstillingen, som også rummer værker af Giuseppe de Bellis, Jakob Sams, Jonas Lautrop, Kitt Buch, Krestine Harboe og Marina Salmaso. 

– Eventuelt kan man tage nogle midler med til at støtte op om Mål 1 Afskaf fattigdom – blandt kunstnerne. 

– De udvider perspektiver, de giver os sjælen dråbevis.
– Og de stillede sig parate, da invitationen blev sendt ud til omkring 80 kunstnere af teamet bag: idémanden Kristian Beyer, gallerist Tina Lorien, kunsthistoriestuderende Maria Therming og kunstanmelder, blogger Connie Boe Boss.
– Fremfor snak og Excel-ark måtte FNs 17 Verdensmål formidles til folks følelser, mente Kristian Beyer. 

Det har teamet og kunstnerne formået, dels med præsentationen, dels med diskret skiltning ved værkerne, og klart og tydeligt i det informative katalog.
Begivenheden følges op af talks i løbet af udstillingsperioden. 

GLOBAL GOALS x ART team

Det er ingen hemmelighed, at det var med en vis skepsis, jeg trådte indenfor på udstillingen Global Goals X Art i Galleri Lorien på Frederiksberg.
– En politisk orienteret udstilling med ikke mindre en 27 deltagende kunstnere – kunne det overhovedet gå godt? Døm selv – udstillingen kan ses frem til 14. december 2019.

Efterskrift
Flere har spurgt teamet bag GLOBAL GOALS x ART, om det er tanken, at udstillingen skal vandre, og vises andre steder? De første har taget ideen til sig. Så får vi se, om det får følger rundt omkring i verden.

GLOBAL GOALS x ART 
Gallerie Lorien
Frydendalsvej Frederiksberg
Frem til 14. december 

En udstilling til tiden – og verden

Tekst og foto
Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk 
Publiceret: Cobobobloggen, nov. 2019

Klik ind på billederne, og få en lidt bedre billedkvalitet.
Husk, Kunst skal ses i virkeligheden.

Af Matthew Simmonds

Sanne Ransby – Outside In, 2019

På tekstiludstillingen Outside In i Officinet i Bredgade, København, viser Sanne Ransby nye takter i den traditionsrige vævekunst 

Den fritstående, skulpturelle placering af tekstiler er blot et af de greb, væveren Sanne Ransby har gjort brug af på soloudstillingen Outside In, der foregår i Officinet i Bredgade, Danske Kunsthåndværkere og Designeres udstillingssted i København.

Store, vævede tæpper i blide farver med indlagte kontraster, er draperet på stativer med mindelser til baggårdenes tørre- og legepladser. Tæppernes skud af bomuld, hør og klæde leder tankerne hen på hjemlige kludetæpper, som ofte skabtes af fortrolige tøjrester, fulde af erindringens energi.

Hertil er vævens lodrette og vandrette strukturer tillige blevet forsynet med projicerede billedsekvenser, der på smidig og smukkeste vis fletter naturens meditative univers sammen med tekstilernes kulturfortælling.

Billeder af lys gennem trækroner, japanske bambusbevoksninger og bølgers ansamlinger af pollenskum glider langsomt hen over tæpperne i drømmeagtige forløb. Indimellem svømmer en fisk ind over den vævede bølgekipperstruktur, og slår med halen. 

Sanne Ransby – Outside In

Perspektivet ind i den både kendte og ukendte verden forstærkes, hvis du gør brug af udstillingens lave siddeskamler på hjul. Så kommer du ned i gulvtæppets, i skovbundens og i strandkantens tempo.

Elegant er både skamler og projektorer beviklet med tekstilbånd, og understøtter installationens samlede poetisk-æstetiske helhedsindtryk. En sanseåbner, en taktil pause i tidens glitrende strøm. En vital opløftelse er denne udstilling.

Outside In
Om baggrunden og tilblivelsen beretter væveren.
– Når jeg har fået tæpper tilbage fra andre udstillinger, så har kanterne tit været bøjet af alle de hænder, der lige har sneget sig til at gå på opdagelse på vævningens bagside, fortæller Sanne Ransby, der er uddannet billedvæver fra Det Jyske Kunstakademi, og som gerne arbejder to- og tredimensionelt med tekstile medier.

Et ophold på Ærø og mødet med farve- og tekstilkunstner Agnete Holmefjord førte Sanne Ransby i retning af vævekunsten, og på Det Jyske Kunstakademi er hun blevet undervist af blandt andre Ane Henriksen og Annette Holdensen, to fornemme eksponenter for moderne dansk gobelinkunst.

– Det gav blod på tanden til at tage bagsiden alvorligt, at tage de vævede tæpper ud fra væggene, og placere dem frit i et rum, forklarer kunstneren om udstillingens disposition. 

Sanne Ransby – Pollen i vand

– Tæppet med titlen Pollen i vand har en helt forskellig for- og bagside, hvor skudtrådens overspring har fået lov at være helt synlig, og delvist synlig i den løst vævede tekstur, der tillader lyset at trænge igennem. Det er et af de mest åbne tæpper, jeg endnu har vævet, siger Ransby, som har nydt eksperimentet.

Resultatet er en relevant frigørelse fra billedtæppernes traditionelle gobelinplacering, ophængt inde langs rummenes kant.
Det næsten sakrale indtryk, der fremkaldes ved mødet med den tidskrævende gobelintradition, er her fastholdt, takket være den markante rumlige installation, og understreges, når værket betragtes opad fra den flytbare, siddende position.

Bambusstrimler og pollenskum
Titlen Outside In dækker også billedmaterialet til projektionerne.
– For et år siden indsamlede jeg nogle af billedsekvenserne på en rejse til Japan, og blev fascineret af bambusskovenes rytmiske stammer. Strimler af klæde i bambusdimensioner hænger derfor lodret udenpå kludetæpperne og går i dialog med skovbillederne i projektionerne.
– Udenfor Statens Værksteder ved kajkanten i Strandgade kunne jeg i sommer iagttage store ansamlinger af pollen, der flød sammen som skum i kanalens bølger. Det var sidste sommers hedebølge, der i år kastede et overdådigt blomsterflor af sig, og således har klimaforandringernes aftryk også fundet vej til min kunstneriske praksis, fortæller Sanne Ransby. 

Sanne Ransby – Outside In

Analoge teknikker med agile indslag
Sanne Ransby bruger ofte garner i egen indfarvning, men også materialetilskud fra anden side. Med fra Japan har hun fx bragt tråde af ramie, en nældeagtig plante, som kombineres med hørren. 

Til tæpperne her er farvemættet tekstil fra designførende Kvadrat blevet suppleret med garn og stofstykker, som spontant har fået et dyp i en opløsning af akrylfarve, hvor det har fået lov at suge, hvad det ville. Således er værkets overflade bearbejdet undervejs i væveprocessen, og farvespillet i de dyppede strimler er en væsentlig del af kompositionens helhed. Sanne Ransby får dermed på én gang en lethed, og skaber bevægelse i sine anerkendte værker, som er velanskrevne, såvel på kunstscenen som i tekstilkunsthåndværkets regi, internationalt og i Danmark.

Sanne Ransby har base i Aarhus, hvor hun gennem årene har udstillet, kurateret, projektledet og skabt udsmykninger. Hun debuterede på Forårsudstillingen Charlottenborg 1998, har udstillet med sammenslutningen Dansk Gobelinkunst siden 2005, bl.a. på Museet Trapholt, på Vendsyssel Kunstmuseum og Jubilæumsudstillingen i Rundetaarn i 2018.

Internationalt er der stor interesse for dansk tekstilkunst, og Ransby har bl.a. været artist in residence og udstillet flere gange i Japan, vist værker på Premier International Tapestry Exhibition på Canadian Tapestry and Texture Centre, Oakville, Ontario 2019, The 13th International Triennial of Tapestry i Łódź, Polen, og Modern Danish Tapestries på Vinterpaladset, Skt. Petersborg, Rusland, 2015.
Herhjemme er hun aktuel på kunstnergruppen Den Fynske Forårsudstillings 90 års jubilæum, som i år har givet vekslende udstillinger på SAK i Svendborg, Sophienholm ved Kgs. Lyngby, på Johannes Larsen Museet, Kerteminde og den forsat aktuelle udgave, Fynsk Forår på Silkeborg Bad, der varer frem til 5. januar.

Det kan varmt anbefales at besøge Ransbys soloudstilling med baggårdens leg og tekstilskovenes stille ro i Officinet i Bredgade i København. Kunsten skal opleves i virkeligheden – i særlig grad den sansemættende, taktile tekstilkunst.

Officinet
Bredgade 66, København
Frem til 2. november

Tekst og fotos:
Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisen.dk 

Sanne Ransby – Pollen i vand, kunstnerens eget foto

SIIKU – Meltage, 2019

Kunstnergruppen SIIKU leverer eksperimenterende æstetik på naturens betingelser med udstillingen Meltage, der kan ses i Gjethuset i Frederiksværk frem til 3. november

To lysende døre byder velkommen indenfor i Gjethusets store udstillingsrum, hvor der er højt til loftet.

Midt i Frederiksværk danner den gamle industribygning fra støberibyens fortid en fornem ramme om et pulserende musik- og kulturliv, og indbyder til udstillinger med vedkommende, eksperimenterende samtidskunst.

Rundt i udstillingen ses kunstnergruppen SIIKUs arbejde med smelteprocesser, der manifesteres dels som videoinstallationer, dels som akvarel, maleri, skulptur og foto.
En kreds af halmballer samler sig som udstillingens hjerte om en svævende figur, en abstraktion over Den sidste fisk, fyldt med plast og tang.

– Vores tid og omgivelser er præget af højt tempo og højt forbrug, og vi er mærket af begge dele – vores kollektive, mentale tilstand er udfordret, vores natur infiltreret af affald, og rundt om os brænder jorden, mens isen smelter, siger Kunstnergruppen SIIKU om udgangspunktet for udstillingen Meltage, der har undertitlen The Act, Result and Amount. Det er dog ikke nogen oversvømmelse af rædselsvækkende, videnskabelige fakta, som møder publikum, trods titelintroduktionens teknokratiske indgangsbøn.
– SIIKU går den anden vej, som netop kunsten kan. 

SIIKU – Meltage 4, 2019

Vand // begyndelse
Frosne i tid og rum flyder turkisblå smelteprocesser ud over kanten på lærrederne, hvor der i midten er en reminiscens af begyndelse. Det er vand fra Frederiksværkkanalen, der har været indefrosset i isblokkene som en hilsen til den naturkraft, byen kan takke for sin virksomhed.

Smelteprocesserne er et tilbagevendende tema hos kunstnergruppen SIIKU. Billedkunstner Rasmus Nielsen, som gennem 10 år har beskæftiget sig med politiske emner fra verdens brændpunkter, har allieret sig med grønlandskfødte David Hertling Péronard, der byder ind med specialer i oplevelsesdesign og empowerment fra IT-universitetet.

Tilsammen kombinerer de analoge og digitale udtryk, og fusionerer naturmaterialer kontrastfuldt med genanvendelse af tidslige objekter som f.eks. brugte byggematerialer, elektronikindustriens stumper, plastik, pap, tapes, tang og duftende vækster fra arktiske egne. 

Sammen har de bl.a. skabt værker til Copenhagen Light Festival, Kulturmødet på Mors, Click Festival, Kulturnat i Det Grønlandske Hus i København, og senest til Thorvaldsens Museum. 

Teknologi // resultat
I foto og video følger vi naturens gang i værkerne Mutatio Glacis, og Mutatio Glacis Version Groenlandica 1, samt Forma Glacies Versio Groenlandica 1.

Den meditative æstetik i den smeltende isblok siver ind i kroppen ved dette møde. Beskueren følges ind i en anden verden, en anden mulighed, end bekymringens, og dermed lægges et kim til et videregående perspektiv.

Netop handlingens mulighed sammen med sansningen kendetegner SIIKUs program, og det skal blive interessant at få flere af kunstnergruppens æstetiske manifestationer at se. 

Organisering // Et barn er nok
Under den svævende fiskefigur kan man hvile et øjeblik i halmkredsen og lytte til digtet Den sidste fisk af Silja E. K. Henderson.

Digtet rummer en indre film, som fortæller om fællesskabets forventninger og betydningen af den enkelte i verden. 

– Vi er så tilbøjelige til at måle i mængder, helst de store mængder, hvor vi for ofte kommer til kort. Netop nu ser vi, hvordan ét (svensk) barn formår at rejse ud og skabe bølger i Forenende Nationer.

De to mænd i SIIKU drejer kompasset rundt, og inviterer os tæt på, inviterer os med, inviterer os til at elske livet. Det er en form for empowerment, for det er faktisk også smukt, når isen smelter, og noget nyt kommer til syne. 

SIIKU – Natura Nova 4

Gjethuset
Gjethusgade 5, Frederiksværk
Meltage – The Act, Result and Amount
Frem til 3. november 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online

SIIKU – Forma Glacies Versio Groenlandica

Jens Chr. Jensen – uden titel, 2019

Der er en helt særlig tryghed i genkendelse. Og tryghed er der at finde i rigt mål på Jens Chr. Jensens assemblageudstilling Tegn fra naturen hos Galerie Pi i Borgergade i København, som kan ses frem til 19. oktober

Fra barnsben har vi lært af gentagelsens tryghed. Og det er som at blive et barn igen, et legebarn, på udstillingen Tegn fra naturen, hvor stykker af bambus, stumper af rustent jern og kobber, samt papirmærker af forskelligt format har fundet vej til væggene i Galerie Pi i København sammen med nummerpladeklip, golftees og porcelænssikringer i flok.

Værkerne består af metodiske gentagelser i vekslende materialer; samlinger, som gerne har fået patina af naturligt slid og ælde og til tider et længerevarende ophold udendørs.

Jens Chr. Jensen er en tingfinder af Guds nåde, med blik for det smukke i det hverdagskendte. Her er tilmed lige netop det legende twist, der kalder appetitten frem hos den sultne gæst i Jens Chr. Jensens udstillede assemblager og skulpturer, hvor ikke alle brikker vender ens eller har samme farve. 

Jens Chr. Jensen – uden titel
foto Galerie Pi, 2019

Fra skrot til godt
Der går sport i at finde ud af, hvor stumperne kommer fra.
Jensen hjælper os ikke gennem værktitlerne, for de er som regel uden titel, så det indre billedkatalog må i gang, når det eksempelvis gælder en formation af blylodder, isolering fra hegnspæle og andet, man har set og glemt.

Andet har man ikke set, men får det her serveret, fx de overskårne elkabler med fire kobbertråde og gummiindpakning. Og de jordrustne profiljern, som er født med deres skrå sider og spidser.

Her er både blødt og hårdt, mat og skinnende, og hvert værk står roligt i materialernes egne afstemte kulører.

Grafiske klip
– Værker skal ikke hedde noget, men være noget, er kunstneren citeret for at mene.
På udstillingens hovedvæg ses et af de få værker med titel, nemlig Grafisk udtryk, som består af ituklippede nummerplader, hvor pladernes bogstaver og tal danner et kontrastfuldt mønster på den lysreflekterende baggrund.

Jens Chr. Jensen – grafisk udtryk, II.

Man smiler uvægerligt ved værkets leg med begreber som klippede plader, klip i kortet etc. Her er også et værk på gule plader, og et med kun røde tegn.
– Vi inviteres til at digte med. 

Mærker
Frimærker i fri dressur og bundtede på samlermanér indgår i værkserien af Mærker, hvor takkernes blonde skaber en særegen tyst stemning.

Smukke stempelmærker og frankeringsmærker er sat på nåle i rektangulære eller kvadratiske former. Her er det stemplernes påtryk, der lokker øjet rundt på fladen, og det fornemme grafiske arbejde, der får én til at sænke tempoet. 

Den poetiske minimalist
Jensen sætter assemblagerne på plads indenfor statiske, geometriske grundformer.

I et markant værk er der cylinderformede porcelænssikringer posteret i trekantsformation i en kvadratisk kasse med låg.
Lågene lukker lidt vanemæssigt en del af sanseligheden inde, og kunne måske undværes.
– Variation er der i porcelænssikringernes forskellige farvemarkeringer, som skaber liv, skaber dialog. 

Jens Chr. Jensen – mærker

Man har vitterligt gjort sig umage, da disse emner blev formgivet til trivielle formål. Jens Chr. Jensen har gjort sig umage med deres hommage.
– Her er en hyldest til hverdagen, det nødvendige, nuet, gjort med en sensibilitet for det strukturlækre, det taktile.

Bogen om Jensen
I anledning af kunstnerens 70 års fødselsdag er bogen Fra en ny kant udgivet med tekst af Troels Laursen og Steen Hebsgaard. Her gives en glimrende oversigt over Jensens oeuvre med eksempler på land-art, flere kirkeudsmykninger og skulpturelle udsmykninger landet over. Det er særligt på kanten omkring Ikast, at Jens Chr. Jensen har sat sig spor.
– Også som medinitiativtager til Kunstpakhuset i Ikast. 

Hver især består vi, enkeltvæsner, af gentagelser, masser af gentagelser.

Og ubevidst scanner vi konstant omverdenen for afvigelser.

Måske derfor finder man som gæst en meditativ ro ved at betragte Jens Chr. Jensens kunst. 

Jens Chr. Jensen – uden titel

– Og så går man fra udstillingen med et varmt smil over den finurligt fantastiske synssans, han deler med os gennem sine fund. 

Galerie Pi
Borgergade 15 D, København
Frem til 19. oktober 

Af Inge Schjødt //
inge@komkunst.dk 

Publiceret:
Kunstavisen Online oktober 2019 

Klik på motiverne og se en bedre version.

Jens Chr. Jensen – uden titel
foto: Galerie Pi, 2019

Jens Chr. Jensen – cirkel
foto: Inge Schjødt, 2019

Inger Odgaard – uden titel, 2019

Inger Odgaard skaber bevidsthedsudvidende skulpturer i strik

Fremgangsmåden er som billedhuggerens, når tekstilkunstneren Inger Odgaard går i lag med værktøj, varmepistol og syntetiske garner. Hun starter med at strikke sine rå grundformer i billigt Nettogarn eller strimlet genbrugstøj. Ud af en intens bearbejdningsproces skaber hun sine skulpturer med organiske rum, så strukturlækre, kondenserede, transparente og voluminøse på én gang. De er åbne og gennemsigtige, altid. Værdier, der er afgørende i både liv og kunst hos Inger Odgaard.

– Der er en ro i gentagelserne i strikkeprocessen, maske efter maske, form efter form, fortæller Inger Odgaard. Der opstår rum, overgange, og nye kondenseringer, når grundformerne samles og hækles kant til kant. Dertil kommer den individuelle efterbehandling, varmepistolens flygtige forvandling af overfladen og garnets farver. 

– Det er det taktile, der driver mig. Interessen for materialer, for teksturer, overflader, og hvad jeg kan drive frem i den dialog, hvor materialerne sætter begrænsningerne. Jeg undersøger om materialerne kan det, jeg gerne vil have dem til, og nyder at se, hvad jeg kan få det til at kunne, eksempelvis holde en form og en spændstighed i formen. 

Inger Odgaard – Joined #15, 2019

Skulpturerne af Inger Odgaard står eller hænger med et delikat skyggespil, der dobler værkets fortælling.

Om at låse op
– Mine første knitart var oftest flade og nogle kom i glas og ramme. Jeg var mest tryg inde ved væggen. Siden Odgaard udstillede mobilen Mormor i Guld, en installation af strikkede flakoner på Knitwork #16, er formatet vokset. 
– Jeg gik i gang med det bedste af det bedste, i silke, hør og uld. Men det blokerede mig, for her følte jeg et hensyn til materialerne, som begrænsede mig. Jeg havde brug for at turde gøre alt muligt ved garnerne, for at kalde tilstrækkeligt interessante udtryk frem. 

Inger Odgaard er født og opvokset i Thy, og kunne strikke før hun kom i skole. Håndarbejdet lærte hun af kvinderne i familien.
Kunsten lå der som en længsel, men der skulle gå nogle år, før gnisten blev forløst. Først i maleri, og dernæst, da småbørn kom til, i kunsthåndværk. 

Inger Odgaard – Uden titel, 2019

Efterhånden som de voksede til, så voksede også lyst og muligheder for at gå videre i det kunstneriske spor. Der havde strikprocesserne manifesteret sig som det ståsted, Inger Odgaard har gjort til sit særkende.

– Ting skal nogen gange have tid, siger Inger Odgaard.
– Jeg kommer fra et hjem med guldrammer og rådyr, men siden min seminarietid har kunsten været mit felt.
– Jeg havde en Morfar, der var fritidsarkæolog, og som lærte sig selv at genskabe de fund, han gjorde. Han huggede også i sten, og gjorde mig nysgerrig. Ham føler jeg mig nært beslægtet med, fortæller kunstneren.

Ekstemporeret strik
– Strik er for mig et ekstra sprog, siger Inger Odgaard.
– For tiden er jeg tiltrukket af genbrugstøj, og det bløde og transparente i plastik. Jeg eksperimenterer desuden med latex som den pasta, der påføres. 

– Når jeg bruger de her plastmaterialer, oplever jeg en bevidstgørelse omkring mine valg. Jeg ser kontrasten i de syntetiske garner, som forvandles og nærmest får overflader, der minder om nedbrudt, organisk materiale. Der er en grad af recycling i det. 
– Jeg forholder mig til tidens aktuelle temaer om forbrug og genbrug, men ikke fra en politisk vinkel. 
– Nogle vil gerne fortolke på former og fortællinger, og spørger om de refererer til hav og fiskegarn. Men det er ikke der, mit fokus ligger.
– Jeg er optaget af materialerne, og det, de kan. Af det liv, de får. 

Inger Odgaard – Condensation, 2019

Inger Odgaard har fået undervisning af bl.a. Niels Frank, Silkeborg og med stort udbytte også på Kunstskolen Spektrum ved Ingela og Thomas Skytte. 

Hun har omhyggeligt studeret, hvordan andre internationalt arbejder med tekstil i et kunstnerisk perspektiv. 

– Der er eksempelvis Mary Walker Lewis, som har udstillet på MOMA med strik, og Ruth Asawa, der har japansk/amerikansk baggrund og som i sine hæklede, knyttede tekstile skulpturer kombinerer forskellige kulturtræk. 

Herhjemme er Inger Odgaards udtryk beslægtet med billedkunstnerne Susanne Schmidt-Nielsens og Hanne Lindes tredimensionelle værker, og frit fortolket også grafikeren Anneline Schjødt Pedersens abstraherende udtryk, som Odgaard har udstillet sammen med på Limfjordsudstillingen Gimsinghoved i 2016.

Kurs mod Hellerup og Sydkorea
I 2018 fik Inger Odgaard foreviget Monologe, grey puffs i Bo Bedre.
Hendes skulpturer indgår i de velbesøgte pop-up udstillinger, arrangeret af Kunstsalonen – Fuglebakkesalonen, Mors Salonen og aktuelt også Hellerup Salonen. 

Inger Odgaard – Joined #4

Forude venter flere eventyr.
Kurator Lasse Antonsen har inviteret Inger Odgaard med på en udstilling, der løber af stablen i Sydkorea i maj 2020, hvor temaet er fortolkning af Bojagi-traditionen.

Det skulpturelle strik kommer ud, til ære og værdighed.

Fakta Inger Odgaard: født 1967, læreruddannet fra Silkeborg Seminarium. Optaget i Tekstilhåndbogen 2008-2018.
Debut på Limfjordsudstillingen Gimsinghoved 2016.
Inside Kunstpakhuset Ikast 2018. Gruppeudstillinger: Annaborg Hillerød 2017, Strømninger, Pakhuset Doverodde 2018, X-fiber Madsnedø 2019, samt Fuglebakkesalonen, Mors Salonen, og Hellerup Salonen, der åbner 27. september 2019. 

Illustrationer: fotograf Lasse Hansen, 2019

Inger Odgaard – Sculpture, 2019

Tekst Inge Schjødt,
inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen
nr 8 / 2019. 

Shapes of Ice – Egeværk, 2019

Inspireret af smeltende ismasser skaber snedkerne hos Egeværk skulpturelle møbler i dansk asketræ, som lige nu kan ses på udstillingen Shapes of Ice i Gjethuset Frederiksværk

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Snedkerparret Mette Bentzen og Lasse Kristensen fra Egeværk i Hundested går nye veje med deres prisbelønnede snedkerhåndværk, og viser det allernyeste på udstillingen Shapes of Ice i Frederiksværk. 

Med isen som omdrejningspunkt har Egeværk skabt unikke, skulpturelle værker i dansk ask, der bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst og design, og som berører den evigt aktuelle dialog om kunsthåndværk og et egentligt kunstnerisk udtryk.
De pirker med udstillingen til den traditionelle opfattelse af dansk design og dansk møbelkunst med en udtryksform, som herhjemme ofte kalder på løftede øjenbryn og spørgende attituder, men som i udlandet ikke har vanskeligt ved at vinde anerkendelse.

Mette Bentzen og Lasse Kristensen fra Egeværk har kompetencerne i orden til at eksperimentere med træets formåen. De er begge udlært fra virksomheden PP Møbler i Allerød, som fremstiller de danske møbelklassikere fra Hans Wegner, Nanna Ditzel, m.fl.

Void Vortex – Egeværk 2019

I foråret 2019 modtog parret Snedkerprisen fra Københavns Snedkerlaug på 150.000 kr. for deres modige, nytænkende arbejde med træet og håndværket.

Ved overrækkelsen af Snedkerprisen fremhævedes også Egeværks spektakulære samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown i Hundested, hvor de er fælles om at skabe internationalt efterspurgte fortolkninger af vikingeskibe i glas og træ. 

Vejen og viljen
Hidtil har Egeværk primært stået for fremstilling af op imod 200 unikke, specialtegnede møbler, reoler, borde og stole i samarbejde med blandt andre arkitekt og designer Hannes Stephensen, som har forstået at udfordre ambitionerne og lysten til at afprøve, hvad træet kan hos det unge team. Det er eksempelvis blevet til stolen i dansk asketræ, A Touch of Mack, der sender en hilsen til den skotske pioner indenfor The Arts & Crafts Movement, kunstneren og designeren Charles Rennie Mackintosh, som for et århundrede siden satte sit eget umiskendeligt kunstneriske aftryk med sine særligt dekorerede, højryggede stole til blandt andet Glasgows Willow Tea Room. 

Arbejdet med forarbejdningen, udvælgelsen af træet og de mange timer med høvl og overflade har, udover et unikt kendskab til træet, givet stødet til en større opdagertrang. 

ORBIT – Klima COP24, 2018

I 2018 blev den udmøntet i serien Void, som består af hovedværket, det væghængte Void Vortex, nogle små borde, samt unika Stalagmitter og Stalaktitter i ask og i den jordfarvede, afrikanske træsort wengé, der også kan ses på udstillingen. 

Et elegant forarbejdet væghængt værk i wengé og kobber, skabet Essentia, der i sine farver og former refererer til en muldrig pløjemark, tiltrækker sig fortjent opmærksomhed sammen med ORBIT, en hængende, sfærisk kugleform med en diameter på 180 cm, skabt i ribber af valnød og ahorn. – ORBIT har tidligere været vist i Den Nordiske Pavillion ved FNs Klimakonference COP24 i polske Katowice, 2018. 

Lader træet tale
I værkserien Shapes of Ice i dansk asketræ tager Egeværk snedkerkunsten et fornemt spring videre i en ganske relevant retning, hvor naturen og materialerne får egen taleret. 

Shapes of Ice – Void, 2018

– Det begyndte med en vandpyt.
Eller rettere en hylde og en vandpyt, og et møde med Sarah Myerscough fra det Londonbaserede galleri under samme navn. 
– Hylden Void i det næsten hvide asketræ havde en organisk form og en karakteristisk formet, vandstråle- eller istapstruktur i sin afslutning.
– Det vakte begejstret genklang, og lysten opstod til at arbejde videre med dialogen mellem is og ask. 

Efter mange intense studier, forsøg, skitser og modeller er de parallelle egenskaber i træets og isens strukturer blevet til møbelkunst i Shapes of Ice.

Med en proces under damp kan flere rødpigmenterede enzymer trækkes ud af træet, så det fine spil mellem vårved og sommerved står tilbage hvidt i hvidt. De udvalgte og millimeterpræcist sammenlimede træblokke lader åretegningerne med alle deres overraskelser medvirke i det samlede udtryk. 

Shapes of Ice – Egeværk, 2019

Det er fornemt gjort, og det er ikke mindst formfuldendt gjort i en kvalitet, som gør dansk snedkerkunst ære. Egeværk træder varsomt, men udtryksfuldt ind på den del af kunstscenen, der særligt eksplorerer materialets iboende egenskaber, såvel de funktionelle som æstetiske og narrative egenskaber, i et autodidakt, autentisk formsprog.

Egeværk, der blev grundlagt i 2011, kommer allerede vidt omkring med værker og designs – ikke opregnet i stk antal, men til udvalgte gallerier og internationale Arts- & Crafts messer.
De samarbejder med Galerie Maria Wettergren i Paris og med Sarah Myerscough Gallery i London, og herhjemme findes en kreds af samlere til deres arbejder.
Efter udstillingen i Gjethuset rejser Shapes of Ice videre til London. 

Shapes of Ice – Void, Egeværk

Egeværk udstiller Shapes of Ice
i Gjethuset Frederiksværk
frem til 11. september

tekst & fotos
Inge Schjødt, komkunst.dk 

Essentia – wengé, kobber, detail, Egeværk 2019 

Shapes of Ice – Egeværk i Gjethuset, 2019

Tina Menore – Love is You : Love is Me, 2019

Der er alvor bag det naive udtryk på udstillingen Love is You : Love is Me af amerikanskfødte Tina Menore Christensen, som fandt kærligheden, og hilser Danmark som et Shangri-La i en barsk og utryg verden.
I samarbejde med Lyngby Kunstforening indtager Tina Menore Cobrarummet ved Sophienholm frem til 25. august

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Når man træder ind i Cobrarummet ved Sophienholm får gæsten en særdeles farvestrålende sanseoplevelse. Her har billedkunstneren Tina Menore skabt en vision af kærlighed, et Shangri-La for Peace, Love and Harmony, et dejligt sted at være med plads til leg, dagdrømme og allermest vigtigt; kærlighed.

Udstillingen Love is You : Love is Me er som et magisk, installatorisk maleri. Straks ved porten lyser et LOVE-spejl med glimrende vinger, hvor man kan tage Love-Selfies i en yndig indramning. Indenfor er der gyldne tapeter, ønskebrønd, krystaller og engle i forskellige formater. Nogle af dem er hentet i klassiske forlæg, og alt er skabt i maleri og papmaché, overstrøet med glimmer.

Tina Menore – Crystal Dreams no 12

På udstillingen møder publikum papirstykker, hvor de, som har lyst, kan skrive anonymt, hvad kærlighed er for dem.
– Disse Kærlighedserklæringer bliver løbende vist frem, for at alle kan se dem, og opleve, hvor mange refleksioner, der er i kærlighed, fortæller Tina Menore over en lyserød smoothie, og fortsætter:
– Min kunst er fabulerende, fyldt med feer, dyr, mennesker og natur. Disse scener er opdigtet i mit hoved. De er dagdrømme, et psykologisk safe place, som jeg søger. Det er et sted, hvor alle trives, og hvor alle føler sig elsket. 

I begyndelsen // Blomsterbarnets barn
Tina Menore har taget en lang rejse, både som kunstner og gennem livet som sådan for at nå frem til sit fairytale udtryk. Hendes mytologiske univers har sit udspring i den farverige bydel The Castro i San Francisco, California, hvor der var masser af pailletter på boleroen, og de transseksuelle beboeres extravagante iscenesættelser skjulte en mangfoldighed af synder.

Tina Menore – Crystal Wanderlust, 2018

Hun er tillige vokset op med katolicismens forgyldte altre, læremæssige ikoner og dybe indflydelse i skole og hjem. En skole, hvortil man skulle løbe for livet i det rå kvarter, og et hjem, hvor smilet ikke var dagligdags kost.
En periode boede hun som barn i Mellemøsten, og oplevede piger og unge kvinder forvandle sig til helt almindelige teenagere med et moderne sekulært liv inde bag slørets mystiske overflade. Det stimulerede fantasien.

Voksenliv // Kunstnerliv
Da Tina Menore sammen med sin danske ægtefælle første gang besøgte Danmark, og så, hvor grønt og nydeligt her er, hvor god plads, der er, til at dyrke sine egne grønsager, og hun hørte om det danske sundheds- og uddannelsessystem, så tænkte Tina Menore, at det var drømmenes land, et Shangri-La med livsalige muligheder.
– I en periode har jeg arbejdet frivilligt i Dannerhuset, så jeg kender også nuancerne i samfundet, fortæller hun, der efterhånden har levet 31 år i Danmark. Gennem årene har hun arbejdet i atelierkollektivet Margarine i Vedbæk, og modtaget undervisning af Barbara Wilson, samt Ingela og Thomas Skytte på Spektrum. 

Tina Menore – Spirit of the Future no 7 – KS 2016 – Publikumsprisen

Transplaced
Kunstskolen Spektrum har givet hendes kunst et nyt fodfæste. Her har hun udforsket sine amerikanske rødder i en serie motiver fra nybyggerlandet, som ikke altid strålede af Hope and Glory. I seriens motiver dukker personerne frem af de store skoves samtidigt smukke og barske tilværelse, og afslører små og store dramaer. Og, selvom hendes billeder er blevet vel modtaget på flere censurerede udstillinger, så fik hun nok af at fortælle om den amerikanske kulturs B-sider.

Wanderlust
Siden iscenesatte hun med hjælp fra de medstuderende fotoserien Crystal Wanderlust, som blev til en syntese af forskellige absurde livssituationer, ofte med modellerne klædt ud i farvestrålende gevandter. Her dukkede der glimmer og pailletter op, og i et af malerierne fik et spotlight glimmeret til at kaste lys tilbage til maleren. Det rykkede visionerne et nyt sted hen, og med udstillingen i Cobrarummet kan kærlighedsfesten begynde. Tina Menore har haft travlt med at skabe et godt sted at være. 

Tina Menore – Transplaced no 5

Kunstnerisk har Menore en række internationale forbilleder, og blandt dem er Peter Doig et stort malerisk idol. Via kunstskolen Spektrum og personlige møder har den danske kunstner Susanne Schmidt-Nielsen spillet en rolle i den seneste udviklingsproces, hvor Menores værker har sluppet det todimensionelle, og sprængt rammer og format med sit uortodokse udtryk og materialevalg.
– Nogle af værkerne kunne jeg godt ønske fremstillet i et mere permanent materiale, og rammerne drømmer jeg også om at udvikle videre på, fortæller kunstneren.

Love Now
Den paradisiske stemning lyser ud af Cobrarummet, men der er alvor bag det ubekymrede. Amerikanskfødte Tina Menore ’forsager Præsidenten og alt hans væsen’. Hun træder op imod løgnen, og er ganske bekymret for, hvilke skader Twitterpræsidenten endnu kan nå at forvolde. At der er en reel risiko for, at han genvælges, er for hende at se en uhyggelig mulighed. Hendes barndoms kvarter har gået igennem en tydelig udvikling, men hun hører så, at volden og de dårlige vilkår blot er flyttet nogle gader længere væk. Problemerne er fortsat til at tage at føle på. 

Tina Menore – Spirit of the Future 4

Tid er kærlighed // kærlighed er tid
Ved første øjekast kan Tina Menores univers synes naivt, men kunsten i Cobrarummet byder på et safe place, for at vi kan vokse og gro. Her bliver slangerne er sendt udenfor døren, for at du kan lade dig gribe, lade dig forføre, give dig tid til at dvæle ved livets essens, fred og balance.

Længslen efter Paradis er en dyb, almen menneskelig erfaring. Vi søger alle efter kærligheden, trygheden og lykken, uanset om skæbnen har bragt os en næsten lige vej eller ad bjergetaper med vold og frygt, som en del af ballasten. Og, hvor vi finder glimt af lykken, skal den plejes med tid til nærvær. 

Tid er kærlighed og kærlighed er tid.
Tak til Tina Menore Christensen for hendes.

Fakta: Tina Menore, født 1961 i USA. Debuterede som kunstner i Danmark 2016 på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, og har i år igen haft værker med på KS. Har medvirket på flere gruppe udstillinger, bl.a. Remix #5 hos Kunstmix i København. Kuraterede i sommeren 2019 udstillingen “Fragments of Space and Time” med 16 Spektrum-elever fra nutid og fortid i Kulturhuset Mississippi, Hvidbjerg Thyholm.

Tina Menore – Crystal Wanderlust no 6

Udstillingen Love is You : Love is Me kan ses i Cobrarummet,
Sophienholm, Kgs. Lyngby
Frem til 25. august. 

Publiceret: Kunstavisen Online
16. August 2019

Tina Menore – Couple in Forest, 2019