Horsens Statsskole har føjet et portræt af musikmennesket Thomas Buttenschøn til sin historie, malet af June Jin Engelharth, som har et fint blik for diversitet

Der var frit valg, da malerinden June Jin Engelharth fik til opgave at male et portræt for den traditionsrige Horsens Statsskole. Skolen, som er grundlagt i 1532, besidder en unik portrætsamling, der nu har fået tilføjet et nutidigt værk til rækken af betydende profiler.

Thomas Buttenschøn har netop besøgt byen, og har på sin 34 års fødselsdag overværet afsløringen af June Jin Engelharths portræt af ham på den gamle skole.

– Friheden var vigtig for mig, fortæller June Jin Engelharth, som har malet mange forskellige menneskefigurer, men som hidtil har veget udenom egentlige portrætopgaver.

Det var Horsens-galleristen Allan Hjort, som kom med opgaven og kontakten til Horsens Statsskole. Her var man i gang med at revitalisere kunstsamlingen. Ideen var at give den en saltvandsindsprøjtning i forbindelse med en nyophængning, og dertil var der et ønske om at føje samtidskunst ind i rækken af de mere end 40 motiver. 

– Jeg fik en gennemgang af den omfattende portrætsamling, der vidner om 400 års udvikling, bl.a. i måden mennesker har ladet sig forevige på.
– Hvis der havde været sådan en stribe billeder af berømte hoveder på min egen skole, så kunne det nok være, at det havde bidraget til læselysten, det er jeg overbevist om, smiler June Jin Engelharth, som takkede ja til opgaven. 

Talent og diversitet
– I samlingen var der fortrinsvis billeder af noble hvide mænd, så i første omgang ledte jeg efter en kvindelig model, men da det også gerne måtte være en person, eleverne kan relatere sig til, faldt valget på musikeren Thomas Buttenschøn, som selv har været elev på stedet.

– Det var nu ikke et krav fra skolens side, men mit eget valg, understreger June Jin Engelharth. Jeg fandt hans hudfarve interessant og relevant, fortæller June Jin Engelharth, som selv har koreansk baggrund. 

– I vores tid vokser diversiteten, og det præg har jeg ønsket at bidrage med at almindeliggøre her, forklarer kunstneren, der karrieren igennem har dyrket tolerancen gennem sine valg af modeller, som er fundet i vidt forskellige miljøer. Lige fra de kreative i det transkønnede segment til bedagede koryfæer fra videnskabens verden, hvor hun for nyligt har udforsket brugen af arsenik i giftigt grønt decor.

Thomas Buttenschøn er søn af en zambisk mor og dansk far. De døde fra Thomas af malaria og aids, da han blot var en stor knægt, og han er vokset op i en plejefamilie på Odder-egnen. Tidligt blev han fanget af musikken, så han har vist ikke siddet så stille på Statsskolens stole. I dag har han netop udgivet sit syvende album Tilbage På Dansk, som han er på turné med. Hans musik har indspillet guld- og platinplader, han er kendt fra radio og TV, og er selv blevet far, og fraskilt.

– Thomas blev glad for henvendelsen, og smilede højt ved tanken om, at han fremover skulle være at se på sin gamle skole hver dag. Det kunne måske kompensere for fraværsprocenten i sin tid, og samtidig give et holdepunkt og forbillede for de elever, der måske ikke er så meget til bøger, fortæller June Jin Engelharth.

Hun er overbevist om, at kunstværker på en skole sætter sig i bevidstheden hos eleverne, og at de får noget ud af det på den lange bane. 

Ingen adgang
– At stille sig rådighed som model ser jeg som en generøs gestus, der kræver energi, og derfor også fordrer nænsomhed og diskretion fra min side. Jeg mødtes med Thomas i hans musikkælder til en snak og en kop kaffe, for at afstemme tilliden, inden vi for alvor gik i gang. Da vi dernæst skulle mødes til fotosession, sagde jeg nej til dem, der meget gerne ville kigge på.
– Det var vigtigt for mig, at der var rum og ro, og vigtigt var det, at Thomas selv var den første til at se maleriet undervejs. Det kunne ikke afleveres, uden han kunne nikke til resultatet.

Uden filter
– Jeg har ønsket at skabe et klassisk, realistisk portræt.
Baggrunden er en majestætisk violet farve, som korresponderer godt med Thomas’ hudfarve. I tøjet opløser jeg det realistiske, og ligeså i hans fantastiske hår. Der kunne jeg ikke male alle krøllerne, og lod det blive til en ekspressionistisk eksplosion. Jeg lod det blive til støv, som jeg også tidligere har arbejdet med. Vi består jo alle sammen af små partikler.

– Jeg maler på moderne plexiglas, som er monteret foran et lærred. Det afspejler de tidens mange filtre, vi ser hinanden og ser os selv igennem, både på tv, smartphones og internet. Rammen er også vigtig, den er en del af kronologien. Man kan begå vold mod værket ved at sætte en forkert ramme på.
– Det har været vigtigt for mig at vise en lidt alvorlig og moden side af Thomas. At finde mennesket, slutter June Jin Engelharth.

June Jin Engelharth, født 1977, er uddannet i Billedkunst & Formgivning, og bosat i København. 15 års erfaring som scenografibygger, maler og dekoratør for museer, tv, spille- og reklamefilm, samt opgaver som assistent for kolleger som Peter Land og Christian Lemmertz. Har udstillet solo og i gruppeudstillinger rundt i Danmark, Sverige, Italien, Holland og Korea. Gallery Hjorth i Horsens repræsenterer June Jin Engelharth i DK og internationalt.

Portrætsamlingen
Horsens Statsskole
Studentervænget 2
8700 Horsens
Fra 22. marts 2019 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 3 // 2019

Noget af det sjoveste, jeg har været med til, siger Aksel Riber, vinderen af portrætkonkurrencen på DR 1

Aksel Riber vandt med sit ekspressive portræt af filminstruktøren Bille August tv-konkurrencen om at blive Danmarks bedste portrætmaler, som i januar og februar blev vist på DR1.

Det var på opfordring fra produktionsselskabet Mastiff, at maleren og reklamemanden Aksel Riber kom med i konkurrencen. Selskabet havde set nogle af Aksel Ribers billeder på Instagram. 

– Det synes jeg var herligt, fortæller Aksel Riber, da vi mødes på Glyptoteket i København, hvor vinderportrættet kan ses frem til medio april. 

– Jeg kunne godt se, hvad de ville med at optage de udsendelser rundt på landets museer med publikum på. Så jeg fik travlt med at øve mig. Ikke så meget på familiens medlemmer, men en god nabo sad og så cykelløb i flere timer i træk. Ham fik jeg lov at bruge.

– Ligesom jeg malede et par portrætter af mig selv. Her lyttede jeg til reaktionerne på Instagram, hvor folk fik lov at tilkendegive, hvilket motiv, de bedst kunne lide, uden at jeg fortalte nærmere om, hvad det skulle bruges til. 

– Nu, bagefter, har jeg fået en aftale med min arbejdsplads, om at jeg kan gå lidt efter den her bold.

Jeg har allerede fået en del bestillinger på portrætter. Et af de helt klassiske, hvor en mand ønsker et malet portræt af hustruen, men også forældre, der ønsker et portræt af en konfirmand. Desuden skal jeg prøve kræfter med en større familiegruppe, en ret spændende opgave.
– Og så har jeg et par modeller blandt mine bekendte i tankerne, hvor der kan eksperimenteres med stil og kontekst. Det glæder jeg mig til, siger Aksel Riber, som bor på Amager.

Reklamebranchens grønne enge
Som ung ønskede jeg at komme ind i reklamebranchen, og min mor foreslog mig at gå på et lokalt tegnekursus.

Min første lærer var Benny Dahl, som introducerede modeltegning, croquis og skulptur, og vi havde nogle gode samtaler. Siden fulgte et kursus på Holbæk Kunsthøjskole, og en uddannelse som grafisk designer på Danmarks Designskole. For nylig har jeg fået noget klassisk undervisning i lys, skygge, slagskygge og farver m.m. af en russisk uddannet billedkunstner. 

Efter årtusindskiftet har computerprogrammer, som Photoshop og Indesign overtaget det manuelle, kreative arbejde i reklamebranchen. Tegneriet forsvinder. Her får Aksel Riber lyst til at male. Da han også er gift med en kunstner, har han duften indenfor dørene, så kælderatelieret bliver hans frikvarter.

Et Aksel billede
– Jeg lader penslen føre, jeg går ikke så meget i detaljer med øjne og den slags. Når vi alle går rundt med et mesterkamera i lommen, så skal det malede portræt kunne noget andet.

– Jeg var virkelig glad for Bille August som model. En elegant mand, der fyldte rummet ud. Baggrunden skulle også være der. Der var jo en grund til, at vi var på Glyptoteket. Det var virkelig sjovt at vinde det her. 

Danmarks bedste portrætmaler 
Glyptoteket
Dantes Plads 7, København V
Frem til 14. april 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 3 // 2019 

Her er plads til både humor og historiens vingesus i værkstedet hos Lisbet Thorøe Larsen, som skaber nyt af gammelt i Lunderskov vest for Kolding.

Hun elsker at komponere ud fra tingenes egne fortællinger. Kreativitet er energi. Og processerne er med til at afklare spændvidden i både idé og materiale i Lisbet Thorøe Larsens kunstværker og upcyclede brugsting.

Som ung mor arvede hun et gammelt syskrin, som havde tilhørt hendes farmor, Anna Thorøe. Der lå selvfølgelig nåle og tråd, men også en masse andet hjertegods og kulturkompost, som var landet der, inden det skulle et nyt sted hen. Det satte skub i Lisbets egen skabertrang. 

For Lisbet Thorøe Larsen ligger der en masse brændstof i vores gemmer og i den historie, der er gået forud. 

– Vi kommer jo af noget, som var der før os, og vi bærer arv med os, bevidst og ubevidst, udtaler hun. 

Hver ledig stund går med at gå på opdagelse i såvel fantasiens som den fysiske verden. Hun tager fat i historiens spor i materialerne, og giver sig selv plads til fordybelse. 

– Jeg er kun lige startet, siger Lisbet Thorøe Larsen og viser mig nogle eksempler fra arbejdshylden, der tydeligt viser, at her ikke er tale om en begynder, men om en ihærdig kunsthåndværker, der mosler sig frem, og går i dybden. 

– Jeg går gerne ud fra en bund, og bygger så på, lag for lag. Noget kommer til, rækker ud, stikker op, peger ned, ind. Jeg inspireres af overflader og teksturer, og de forskellige muligheder, der er for at bearbejde dem.

Thorøe nøjes ikke med at kopiere, eller at kopiere sig selv, når først en idé er slået op. Hellere går hun nye veje, og afsøger herved, hvad tingene kan, og hvad hun selv kan gøre med dem – skridt for skridt. 

– Materialerne udfordrer i sig selv. Hvad kan denne her? Hvad vil den fortælle?
– Hvad kan jeg med den, spørger jeg så undervejs, og efterhånden vokser temaet frem gennem den kreative proces.

Håndværk, indenfor såvel maleteknikker og decoupage som lodning og svejsning, har hun lært sig selv at mestre. 

Fra sagatid til nutid og langsomhed
I Thorøes værksted bygges bro mellem nutid og sagatid.
– Vores historie interesserer mig – Vi kommer et sted fra… Herfra? Hvorfra? spørger Lisbet Thorøe Larsen.

Hvor kommer tingene fra?
Deres historier interesserer – vækker – fanger mine skridt og giver nye vingeslag.

Fra de nordiske sagn og sagaer lærer vi om tilværelsens vilkår og vores muligheder i den.
Vikingerne, middelalderen, sagatiden – her er hylder og kister fulde af fortællinger om de evige prøvelser i menneskelivet, og vores forskellige egenskaber og evner til at tackle udfordringerne.

Sagafortællinger i 3D
Sagaerne er fortidens krimier, med mord og list, med hævn og lyst, med begær og ære. De fortæller vores værdier videre fra slægt til slægt. 
– Dem holder jeg af, den kraft de rummer, og det vil jeg gerne gengive i nogle af mine værker. 
– Jeg er gået i gang med at illustrere Vølsungernes Saga i en serie figurer og tableauer. Det er et projekt, jeg kommer til at arbejde med i lang tid. De enkelte figurer kommer ikke til salg, det er mit håb, at de får en placering samlet, fx på en skole eller et bibliotek eller lignende, fortæller Lisbet Thorøe Larsen.

Der er fortællinger overalt, hvis vi ser os om, og hvis vi tager os tid til at mærke og lytte. 

Hver sommer tilbringer hun og familien en uge på Middelaldercenteret i Nykøbing Falster.
– Jeg holder af at stoppe op og nyde den langsomhed, der er i at leve med i en ældgammel livsform, en uge hver sommer.
– Måske når du at spinde lidt, efter du har lavet mad det meste af dagen. Der er virkelig rum til at fordybe sig, fordi de ældgamle forarbejdningsmetoder, som vi anvender på Middelaldercenteret, er ret så tidskrævende.

– Mine piger holder også rigtig meget af at være med her. De har ikke brug for at kigge på en skærm eller telefon ret meget i den uge, tvært imod tager de hånd om deres jævnaldrende, nye deltagere og guider dem ind i fællesskabet.

Sanselighed og jordforbindelse
Naturen, kroppen – her er rødderne, fortæller Lisbet Thorøe Larsen, og demonstrerer hvordan kroppen ubevidst mærker, om vi er nedbøjede (over en mobiltelefon) og føler et pres, eller om vi står fast, opmærksomt og åbne, og bruger vores sanser.

– Jeg skal have sjælen med … ja, mit eget hjerteslag, have fat i bevidstheden – og greb i jordforbindelsen. Jeg skal mærke ordentligt, hvad det er, det, jeg har mellem hænderne. Så kommer fortællingerne til mig. 

Sykasser med synergi
Lisbet Thorøe Larsen fik fire værker – fire sykasser med på den censurerede udstilling Kunstpunkt Augustenborg, 2018. Om værkerne fortæller hun:

– Jeg havde nogle fine, gamle snitmønsterark med tekst på, som jeg tog udgangspunkt i. I bunden af hver æske lagde jeg, lag på lag, først en stump plade, som min datter engang havde malet, og herpå limede jeg de transparente mønsterark.

– Jeg lod udvalgte tekster stå synligt, så teksterne dannede et tema for hver af sykasserne, der blev kantet af landkort, søkort og forskelligt tekstil.

De fire sykasser har titlerne Symbiose, Synsvidde, uSYnlig, og Synergi, og de fortæller om slægtskab, om min farmor, og om forældreskab, vores håb og indsats for vores børn, som vi kun kan skabe rammer om, men aldrig sikre mod livets tilskikkelser, fortæller Lisbet Thorøe Larsen.

– I æsken Symbiose ses elementer, der symboliserer en navlestreng.
– I Synsvidde er der et maritimt element, og en opfordring til at tage det lange udkig fra mastetoppen: Er tilværelsen på ret kurs?
– I uSYnlig ses en stor sikkerhedsnål på en skrøbelig tråd og billedet af børnene på det solide ’grain of fabric’ der nævnes på syarket. Blæretangen antyder, at de unge vækster på en gang er stærke og skrøbelige, og de vokser deres egne veje.
– I Synergi er der et foto af min farmor sammen med nogle venner i haven. Hun havde en eventyrlig have med hemmelighedsfulde stier, store buske, nyttehave og prydhave. 

– Glæden ved at dyrke min have, den har jeg arvet fra hende. Her får du jo meget mere ud af det end de tomater, du plukker. Du kommer ud i luften, finder jordforbindelsen, og får tænkt ting igennem. Den glæde har jeg søgt at give videre, også via det værk her.

Sådan bliver de til, værkerne hos Lisbeth Thorøe Larsen, hvor den boblende kreativitet er drivkraften. Der er meget mere på vej, og det skal blive interessant at følge.
God fornøjelse! 

Følg Lisbet Thorøe Larsen her 
http://www.thoroe.nu 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 

Tak for opgaven! 
Lisbeth Thorøe Larsen kontaktede mig, og spurgte, om jeg kunne hjælpe med tekst og præsentation til en revision af hendes hjemmeside. I den forbindelse blev artiklen til. 
Tak for en venlig anbefaling her.

En regnvåd dag i centrum af København gik skribenten på opdagelse i DAC – Dansk Arkitektur Center på Havnefronten, og fandt nogle spirende kunstkorn til deling

Først og fremmest skal man bare vove sig indenfor i BLOX, den nye lokation for Dansk Arkitektur Center, som er landet på vandkanten mellem Den Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek, Christian d. lVs umanerligt smukke Bryghus med Europas største tegltag ved Frederiksholms Kanal, og Vester Voldgade mod Langebro.

Der er lunt og godt indenfor.
Og det tegner til at blive et af byens førende nye samlingssteder. 

Faciliteterne er der i hvert fald. Både til leg, musik, cafébesøg på udsigtsterrasserne, og til faglig opfyldning, for ikke at glemme det fitnesscenter, nogen måske har bemærket udefra. 

Indenfor i DAC
I huset var der flere udstillinger under opbygning.

Blandt andet var en flok tækkemænd i gang med at lægge tagrør til udstillingen om arkitekt Dorte Mandrup, som åbner 22. marts.
Der bliver noget at se! og prøve!

I trappegalleriet i arkitekturcenterets nordside bliver der under titlen Fællesskab mellem murene vist nogle af de forskelligartede kunstprojekter, der finder sted i såkaldt udsatte boligområder. 

Realdania og Statens Kunstfond gør en forskel ved at støtte aktiviteter for beboere i eksempelvis Kokkedal, Tingbjerg og Værebro Park, hvor kunstnere inviteres indenfor til at åbne for dialoger og kreative udfoldelser på steder, hvor der til tider kan være så velfriseret, at det er svært at trække vejret.  

Velfriseret mellem murene
Velfriseret er der nemlig i en lang række af de almene boligområder, som i dag huser en meget stor del af den opvoksende ungdom i de store byer.

Her er alt så velment arkitekttegnet, at man falder i ét med tapetet imellem de grønne, velafrettede græsplæner, parkeringspladser og centerbygninger, som ikke længere tiltrækker den samme varierede detailhandel, som var udgangspunktet for et naturligt gadeliv, da kvartererne blev bygget. 

I 1930’ernes byggeboom, hvor talrige boligkarréer og nye bykvarterer knopskød, inviteredes tidens førende arkitekter til at give deres bud på boligformer med lys, luft, altaner, børneværelser, parklignende haver og plads imellem bygningerne.
Disse boligkvarterer skulle effektivt og funktionelt lette trykket på overbefolkede bykvarterer.
– Og funktionelt blev det, men måske en tand for effektivt for de mennesker, der skal leve der. Husreglerne sørger for ens postkasser, ens dørskilte etc. Det gør noget ved menneskeværdet, hvis der mangler pejlemærker.

Da den forrige regerings Programudvalg i 2010 barslede med den afsluttende rapport, fremkom udvalgsformanden med to supplerende bemærkninger til eftertanke. 

– Den første handlede om, hvor overraskende pænt der faktisk var i de 37 boligområder ud af landets flere hundrede, som Programudvalget havde besøgt undervejs i arbejdet med den – i mediemunde – såkaldte ghettoplan. – Pænt var der, fordi ejendomsfunktionærer fejede, slog græsset, klippede hækkene, og sørgede for vedligeholdelse.

Fremtidens kreative og selvstændige borgere
– Den anden bemærkning handlede om, hvor mange børn, der faktisk var. At det her altså har betydning for en ganske betydelig del af den generation, der vokser op og skal være med til at skabe liv og kreativitet i videns- og velfærdssamfundet her. Der var virkeligt mange børn og unge, der mærkede kvarterernes vilkår ind i sjæl og krop.

– Men, hvis man så ikke får lov at mærke, hvem man selv er? Hvis man for meget er under stramt opsyn eller for meget skal klare sig selv, som børnene skulle det i 1940’erne og 50’erne og 60’erne? Så kommer de voksne omgivelser på ekstra arbejde.
Her er det godt at kunne sige – endnu engang med Statens Kunstfonds slogan, at kunst gør en forskel.

Om den så kan få en varig karakter, hvor igangsatte aktiviteter ikke blot bliver til flere kulørte døgnfluer, som nogle projekter i regi af SATS-puljerne har været det, det skal tiden vise. For med de punktvise regnbuedrys og pilotprojekter har der fulgt et utrygt element af stor gennemstrømning, start, og stop, når puljen udløb.
– Det er en kunst udi samarbejde og organisation at give indsatserne tilstrækkelig opdrift. Center for Boligsocial Udvikling blev derfor søsat efter Programudvalgets anbefaling i 2010, så erfaringerne kunne indsamles og blive tilgængelige for sektorens interessenter.

Fællesskab og livskvalitet mellem murene
Foreløbigt er der sket meget i Tingbjerg, hvor her også i DAC kan ses en model til et nyt bibliotek. I Kokkedal  er der ændret fokus med lyskunst om natten og nyindrettede udendørs rum til leg og ophold, viser udstillingen Fællesskab mellem murene.

Fra KunstVild i Værebro Park vises eksempler på indsatsen fra kunstnerne Jesper Aabille, Karoline H. Larsen, Javier Tapia og Heine Thorhauge Mathiasen, som i godt et halvt års tid har fungeret som inspiratorer og igangsættere i samarbejde med den almene boligorganisation i Værebro Park nordvest for København. 

Her fortsætter den kreative indsats blandt andet med en malerskole for børn og voksne under vejledning af Lisbeth Bank og Simon Gravenhorst Grimm. Der er god brug for den kunstneriske indsats for både ældre, børn og unge.

Det er nye skridt til at give ejerskab, selvværd og mindske den voksende ensomhed, når her skabes noget at tale om, og noget at leve med. 

Læs mere her:
www.kunst.dk/i-fokus/kunst-i-vaerebro-park/
https://dac.dk/ 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisen.dk

Billedkunstneren Simon Bang bor og arbejder i København. Han stammer fra kunstnerslægten Bang, som i flere generationer har virket i landsbyen Fensmark ved Næstved, hvor Holmegaard Glasværk har fyldt godt i såvel det fysiske som det mentale landskab.

Gennem de seneste par år har Simon Bang arbejdet på malerier til udstillingen Paradisets Haver Oppefra, som nu kan ses frem til 7. april i Næstved Kunstforening. I forbindelse med udstillingen er udkommet en flot bog med udstillingens malerier med titlen Paradisets Haver oppefra – på sporet af barndommens land. 

Her fortæller kunstneren om sin tilgang, sin længsel efter den tabte tid, om andre kunstneres spor i tekst og maleri, f.eks. digteren Christian Winther og maleren Otto Bache, som har betrådt de samme stier og veje.

Bang fortæller levende om kampen med komposition, fladen, farverne og så den selvkritik, der følger af at være den evigt skabende kunstnersjæl. Om at tumle og brydes med arv og miljø, og om at stå og gå videre i kunsthistoriens brogede skare af både Bang-slægtens medlemmer og andre for- og samtidige forbilleder. 

Luftantropologi
Simon Bang har i sine malerier valgt at genbesøge og fortolke sit barndomsland. Men landet der er ikke kun hans.

Motiverne afspejler en arv, en byggeskik i landsbyen, som genfindes landet over. Voksende velstand og efterkrigstidens fremskridt står skrevet i rødt tegl ud over det ganske land, og kan givetvis vække genklang hos et stort publikum.

Motiverne ses skråt oppefra, som fotograferet fra et fly, og viser hen til den udbredte skik fra 1950’erne og 60’erne, hvor enhver gårdejer havde et luftfotografi af ejendommen hængende på væggen i dagligstuen. Bygningsstrukturerne var genkendelige ligesom gader og veje, men beplantninger og bevoksninger fortonede sig i ubestemmelige former for vort blik.
Når Simon Bang fra samme synsvinkel i sine malerier nu gengiver haver, hække, hegn og markskel, og de vældige, store brusende træer, så kan vi med ham fundere over, hvad der gemmer sig i lys og skygge sådanne steder. 

Det maleriske påskud
Simon Bang har været der, og som dreng har han pløjet gennem hegn og hækkelandskab på opdagelse, gerne med en tegneblok under armen, men det var et luftfoto af byen, som satte serien her i gang, samtidigt med kunstnerens ønske om at udfordre sig selv i det maleriske felt. 

– Jeg er vendt tilbage til et ’ufærdigt arbejde’, hvor jeg med et andet overblik kan se og fortolke, og frem for alt gøre op med den metode, jeg engang arbejdede med.
Jeg bruger det som inspiration, fortolker det, flytter rundt på elementer, og fremfor alt, så farvesætter jeg motiverne, som det passer mig.
– At se verden oppefra giver så meget mening for mig, som i den grad har dyrket, tegnet og malt verden set fra den klassiske vinkel: stående eller siddende på jorden vinkelret ind på motivet, skriver Simon Bang.

Billederne er uden personer, og tystheden får mig til at tænke på Vilhelm Hammershøi. Skildringerne af det nære og det almene leder tankerne til den nutidige Ulrik Møller, som også maler sin fædrene egn i stilhed. 

Mørkeræd
Undervejs i maleprocessen har Simon Bang delt nogle af sine billeder på de sociale medier, og har derfor allerede modtaget publikums kommentarer, som fortæller at rigtig mange af os får en helt fantastisk individuelt nærværende oplevelse i mødet med hans billeder.

Mange af os har mærket den varme asfalt, hørt træerne suse, og er gået forbi Smedens værksted på vej fra skole, eller er måske løbet hæsblæsende gennem en mørk skovtykning en sen nattetime, dog et helt andet sted, men i den samme intense stemning.

Om dette siger kunstneren:
– Jeg oplever jo at andre genkender deres egen barndom, selvom de er født et andet sted. Og det er jo en megavigtig pointe, at erindringen om min barndom bliver til erindringen om andres barndom. Andre genkender også en særlig stemning, et særligt udsnit af en gård, et hus, et landskab, noget lys og lignende, som pludselig minder om noget fra en anden del af landet. Det fællesskab eller fællesblik løfter netop denne serie op, så den bliver mere generel og almengyldig. Selvom jeg er specifik, så kan det sagtens gælde for hele landet, reflekterer Simon Bang. 

Hjem og tilbage til fremtiden
Simon Bang, født 1960, har tegnet altid. Han er uddannet fra Danmarks Designskole. Han har i en årrække arbejdet med bogillustration, pladecovers, dokumentarfilm og storyboards i stor stil for landets førende filmskabere.

Bogen rummer et fyldigt biografisk afsnit, som bl.a. nævner en tidlig soloudstilling på Odder Museum i 1979. I starten af 1990’erne malede han flere billedserier, udstillede på blandt andet Randers Kunstmuseum og på Nyborg Slot efter sin debut på KE Kunstnernes Efterårsudstilling 1990 på Den Frie.
Her i 10’erne har Bang taget maleriet op igen for alvor. I 2018 blev det til deltagelse i to gruppeudstillinger Remix #3 og #5 hos Kunstmix på Østerbro, og en soloudstilling samme sted med motiver fra København, Den Gyldne By.

Den første maler i Bang-familien blev født i 1794, og siden har slægten i mange generationer været kunstnere. Familien kom til Holmegaard Glasværk i midten af 1920erne.
Her begyndte kunstnerens farfar, Arne Bang, produktion af en betydelig række arbejder i stentøj samt relieffer og udsmykninger, der kan ses i Næstved og omegn. Simon Bangs far, Jacob Bang, blev uddannet som pottemager og havde værksted på Chr. Winthersvej i Fensmark i mange år. Det var her, Simon også selv begyndte sin kunstneriske løbebane.

Man må sige, at han med denne serie fra Paradisets Haver har givet en hyldest til sit ophav. Det bliver spændende at følge kunstnerens vej hjem gennem landskaberne, ind til byen, som venter på ham.

Læs mere på Simon Bangs website – www.simonbang.art.
Paradisets Haver Oppefra, 112 sider,
Oplag 250 stk. – heraf 200 stk. nummererede og signerede.
Zeimond Publishing
ISBN 978-87-970863-3-9

Næstved Kunstforening
Sct. Peders Kirkeplads 14 C
Frem til 7. april

I anledning af et snarligt 20 års jubilæum i Bredgade Kunsthandel og gallerist Annegrethe Davis runde fødselsdag har Inge Schjødt set på indsatsen for samtidskunsten, som Davis præsterer i hjertet af København. 

I snart 20 år har galleristen Annegrethe Davis drevet Bredgade Kunsthandel, et af hovedstadens markante mekkaer for samtidskunst, og den 5. marts runder hun de 60 år.
Forretningen, eller rettere forretningerne, overtog Annegrethe Davis i foråret 1999 fra sin far Kurt Hansen, som havde drevet rammebutik og kunsthandel, dels på Esplanaden og dels i Bredgade siden 1970’erne.

Som helt ung, ja fra 11 års alderen, arbejdede hun med i Bredgade Kunst-handel, hvor hun lavede rammer, gik til hånde og mødte folk fra alle sider af kunstlivet. Fra 1985-88 boede hun i Bayern og arbejde som selvstændig agent og kurator for amerikansk kunst i Tyskland, og uddannede sig siden i kunsthistorie i København.

-Kunst er benarbejde, siger nogle af de helt unge kolleger i branchen, og det gælder også for Annegrethe Davis, som med en imponerende indsats holder fingeren på pulsen i såvel dansk som international kunst. 

I mange år var der både rammebutikken, en afdeling for klassisk, modernistisk kunst og galleriet for samtidskunst under paraplyen Bredgade Kunsthandel, som Annegrethe Davis har drevet frem til foråret 2018, hvor hun afhændede den modernistiske afdeling, og derved sparede adskillige daglige skridt.

Galleriaktiviteterne for samtidskunsten fortsætter med samme høje ambitionsniveau, mens de store retrospektive udstillinger for kunstnere som Jens Søndergaard, Erik Hoppe, Sigurd Swane og færøske Joensen Mikines i dag er en del af historien.

Det nordatlantiske øje
Særlig bevågenhed viser hun kunst fra nordatlantiske regioner som Island og Færøerne, der jævnligt udstilles i Bredgade Kunsthandel, men generelt er øjnene åbne for kunst, der bevæger, hos kunstnere fra eksempelvis Estland, Finland, Holland, Kroatien, Indonesien, Mellemøsten, Spanien og Sverige, hvor hovedvægten dog ligger på dansk samtidskunst.

De lærde i Realistisk Set
Eksponenter for surrealistisk maletradition får plads på gruppeudstillinger som Realistisk Set, hvor den Jung-inspirerede Håkan Nyström deltager sammen med Bente Olesen Nyström, Martin Burrigde, Niels Erik Skovballe, Thor Lindeneg, Søren Hagen, og nyrealister som Daniel Goldenberg, Johan Abeling, Dan Frøjlund, Christina Mosegaard, Külli Suitso, og endnu mere eksperimenterende, spanske Lino Lago.

De unge i street og mixed media
Gennem en vågen interesse for rødderne, graffitikunstnerne og de unges kulturindtag har Annegrethe Davis åbnet dør og hjerte for udøvende talenter på vej, som i sin tid Frodo Mikkelsen, og siden navne som Faire aka Shaolin, Ola Kalnins, Johnny Taz, Awang Behartawan, m.fl.

Banebrydende udstillinger er sammensat, eksempelvis Table for Two – Estonia 100 med Jonna Pedersen og Külli Suitso, og via dobbeltstafet gruppeudstillingen Tell A Friend, som har bragt nye navne som Eva Toft, Sarah Rathje, Louise Hedegaard Madsen, Camille Yvert, Søren Hüttel, Morten Hemmingsen Sørup og Jonas Hvid Søndergaard til huse.

Glas og Keramiske Veje
Det eksperimenterende kunsthåndværk står også galleristens hjerte nær. Således har dansk og international glaskunst i fem år været præsenteret på udstillingsrækken Substans med stærke eksponenter som Pipaluk Lake, Lene Bødker, Maria Koschenkova, Jeannet Iskandar, Karen Lise Krabbe, Karin Mørch m.fl. Ligesom gruppen af danske keramikere under fællestitlen Keramiske Veje med Beate Andersen, Bente Hansen, Steen Lykke Madsen, Bodil Manz, Malene Müllertz, Jane Reumert og Gunhild Aaberg gennem en årrække har været tilbagevendende udstillere. Både glaskunstnerne og keramikerne finder vi i dag på de relevante museer.

And all that jazz
En varm musikinteresse har ført til adskillige musikalske indslag, bl.a. fra pianisten og kunstneren Carsten Dahl, saxofonisten Maria Faust og DJ Victor for blot at nævne de seneste. I galleriet bydes generøst lejlighedsvist også på kunstnermiddage med et sprudlende samvær efter nogle af de store ferniseringer, hvor de medvirkende måske knapt har truffet hinanden før, men her får rum til at samtale.
For galleriets gæster er Annegrethe Davis en inspireret formidler, der tager vel imod sine kunder.

Bredgade Kunsthandel er en del af Dansk Gallerisammenslutning, for hvem Annegrethe Davis har varetaget forskelligt bestyrelsesarbejde siden 2004. Kunstsamlerforeningen af 1948, som i dag er del af Hillerød Kunstdage, har haft hendes engagement en årrække, ligesom Art Herning, Art Copenhagen og et bredt samarbejde med messearrangører, kunstforeninger og andre af kunstens aktører landet over.

Kort sagt, så er der vide rammer og højt til loftet i Bredgade Kunsthandel i galleristens vidtspændende engagement, som gerne involverer internationale repræsentanter og et stort publikum, som møder ind sammen med et betydeligt antal turister, der krydser over gaden fra genboen Danmarks Designmuseum. Tradition og fornyelse går hånd i hånd i det mekka for kunstoplevelser, man møder i Bredgade Kunsthandel i København. 

Mærkedagen fejres i Bredgade Kunsthandel tirsdag 5. marts med en reception fra kl. 16-18.

Kunstavisen ønsker Tillykke! – Det samme gør skribenten hos komkunst.dk.

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk

Overskriften kommer fra Statens Kunstfond, og tåler gentagelse i en god sags tjeneste.

En af samtidens særdeles markante billedkunstnere Thorgej Steen Hansen har netop færdiggjort en fornem udsmykning af Albertslund Sundhedshus, finansieret og formidlet i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Albertslund Kommune.

Væk er helt hvide vægge og triste trapperum, ind er kommet en udsmykning Uden titel ( rytmiske forskydninger/rød, gul, grøn, blå og sort) 2019 med bemalede vægge, søjler og lægter i variable mål.

Udsmykningen skaber livslyst for borgere og brugere, der mødes til træning og genoptræning i kommunalt regi, og forhåbentlig også arbejdsglæde i en sektor, hvor det er de ansatte vel undt, at kunsten kan gøre en forskel. 

 

Thorgej Steen Hansen er født 1967 i Holstebro, bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København 2004 og Kunstteori og formidling, Filosofi og Nordisk litteratur fra Aarhus Universitet i 1997.

Kunstavisens følgere på facebook har jævnligt glæde af Thorgej Steen Hansens gennemgange af sublime kunstnere fra kunsthistorien, som oversættes og formidles i tekst og billeder.

Flere vil kende Thorgej Steen Hansen fra engagementet i det kunstnerdrevne udstillingssted Sydhavn Station, hvormed han blandt andet udstillede i et kunstswap Først Ud – Så Ind med Den Fri Udstilling i foråret 2017. I 2018 udkom “Ugens Rapport #1”, et kunsttidsskrift – udgivet i samarbejde med Christian Finne og præsenteret hos Storrs Antikvariat i København. Siden efteråret 2018 har udsmykningsopgaven fyldt godt i kalenderen. 

Billedkunsten fandt vej hos Thorgej Steen Hansen med tegneglæde og en levende optagethed af musik og tegneserier. Det voksende med interessen for kunst og design på pladecovers, og et besøg hos mestre som Van Gogh og Jeff Koons. Mødet med hustruen, billedkunstneren Lone Bank blev skelsættende og inspirerende, og gjorde, at arbejdet med tegning og maleri blev mere reflekteret. Thorgej Steen Hansen debuterede i 1997 på Charlottenborgs Forårsudstilling i København, hvorefter kunststudierne på Kunstakademiet i København blev påbegyndt. 

I værkerne indgår til tider brugen af lyd og lydoptagelser, som element sammen med video og billedkunstneriske medier som maleri og installation. Interessen for den konkrete kunst i 1900-årenes begyndelse, samt et renfærdigt, abstrakt formsprog kendetegner Thorgej Steen Hansens arbejder. 

Kunsttransformationer til Vanløse
Thorgej Steen Hansens udsmykninger kan opleves flere steder. Også Kulturstationen i Vanløse har fået en kærlig hånd i samarbejde med Jes Brinch, Julie Sass, Tomas Lagermand Lundme, Søren Hüttel, Isabel Berglund, Dorte Naomi, Andreas Schulenburg og ikke mindst projektets kurator, Jonas Hvid Søndergaard, som har forvandlet kulturhusets tagterrasse til et vellykket uderum, hvor kunstudsmykningen går i dialog med arkitektur og aptering. Her møder gæsten Thorgej Steen Hansens udsmykning ved indgangen fra Kulturstationens tagterrasse. 

Albertslund Sundhedshus indvier udsmykningen af Thorgej Steen Hansen mandag 25. februar kl. 16 – 18 med taler, pindemadder og en guidet tur rundt i udsmykningen. Alle er velkomne.

Læs mere: www.thorgejsteenhansen.info

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen.dk – februar 2019 

Et internationalt team af unge, kreative kvinder har lanceret konceptmagasinet Sindroms, som netop har udgivet sit issue nr. #3 

Hvert nummer beskæftiger sig indgående med en farve, og denne gang er valget faldet på farven HVID.

Et undertema er den blanke side, det tomme rum, som alle kreative kender fra lærredet eller fra skærmen, før de første strøg og linjer falder på plads.

Sindroms #1 behandlede farven RØD – med temaer som passion, aggression, kærlighed-had – udforsket gennem arkitektur, design, livsstil og kultur. Farvens mentale signalværdi er også brugt til at se på emner som relationer, røde dage og rummets konstellationer.

Sindroms #2 behandlede farven GUL – med tematikker om et stort spektrum af tvetydige følelser som venlighed, angst, jalousi, lykke, sociale forventninger, feje jokes, junk food og lyst hår. 

I Sindroms #3 får læseren selv farven HVID i hænderne. Der er blanke sider og matte sider, som man selv kan udfylde. Tomhed, ikke som ingenting, men som mulighed. Galleriets hvide podier og laboratoriets hvide vægge får også ord og billeder med på vejen.

Sindroms magasinet indeholder foruden artikler, der undersøger aspekter ved de forskellige farver, også udsøgte fotos, design, mode, mad med mere, alt sammen i et æstetisk lækkert formsprog, der peger ned i nuet, og peger frem.

Sindroms fås hos Candy Kiosk, Copenhagen Contemporary, Collage Cph, Louisiana Museum of Modern Art, Normann Copenhagen, Ofr, Sirin Cph, Sankt Annæ Kiosk, Wilde Store, Startup Guide Store samt i gallerier og shops i 20 forskellige lande, heriblandt England, Tyskland, Italien, Frankrig, USA, Mexico, Japan, Kina, Singapore, Litauen og Rumænien. 

Bag udgivelsen står Miruna Sorescu, creative director, Ana Teodorel, commercial director, Natalia Zvachova, marketing assistant, Monique Schröder, editor in chief, og Kotryna Abaraviciute, kommunikation.
Læs mere på sindroms.com

God læselyst – God øjenlyst. 

Vinterudstillingen 2019 i Bredgade Kunsthandel er en smuk buket med værker af ti dygtige individualister. Hver med sin streg

Bente Olesen Nyström begynder med begyndelsen, slår horisonten an i Tidernes Morgen, og giver sine gouachepensler fri i fantasifulde dimensioner.

Vi møder de talende Filosoffer ved floden. Vi svæver over Tre Vande, som også er himle, ser Nattens Sol stå op, og besøger kunstnerens Hus med udsigter i teleskopiske lag. Minutiøst malet, virtuost og med myriader af detaljer får vi B.O.N.s originale fabler, der har rødder i surrealismen og naturvidenskabens forunderlige palet.

Awang Behartawan forskyder rum og dimensioner ved at male på selve glasset over kompositionerne, så her opstår en kalejdoskopisk effekt i tilværelsens gentagelser.

Hussein Tai lader abstrakte figurer opstå og gå i dialog, komplementeret af grafiske former. Vejens slyngninger er på sofistisk vis vigtigere end målet. Fra streetkunstneren Bill Bach får vi Straight Crazy Love.

Lyriske kompositioner
Annette Wier digter monokrome landskaber med streger og strukturer, og giver os poetiske titler til at stemme sindet. De små ting kommer fra hjertet.
Annelise Kalbaks blomsterkompositioner Poem I + II sitrer af kulblyant og kulør i deres egen lysende melodi.

Neel Jans tager os ud i tågede landskaber, hvor noget kommer til syne Nearby I+II+III. En vinterdag antager himlen alle hendes sarte kulører, i klange som hos Hammershøi. 

Ring til en ven
Sarah Rathje har med sit kamera besøgt Assistens Kirkegård og mellem hegn og træer støder hun på tabte sager og den prosaiske besked Hjemfalden, som sætter tidens gang i forhold til øjeblikket. 

Eva Toft, der sammen med Sarah Rathje fandt vej til Bredgade Kunsthandel på udstillingen Tell a Friend, viser tre glødende, skulpturelle kartoncollager.

Collagen er ligeledes udgangspunktet for Jonna Pedersen i værkserien [Fone], hvor hun overfører sine collageskitser til lærred.

Figurer fra gamle tegneserier indgår sammen med forskellige mønstre, ord, tal, frimærker og telefonnumre, samt gamle dreje- og trykknaptelefoner og telefonrør. Telefonerne er kulturelle ikoner fra en tidsånd, hun inviterer os til at erindre. 

– I vores nuværende verden, fyldt med et overvældende udbud af digitale kommunikative remedier, som skal lette og hurtiggøre vores dialog, oplever jeg, at mennesker kan have svært ved at føre telefonsamtaler.
– Jeg er optaget af, om vi når ind til hinanden, når vi kommunikerer, fortæller Jonna Pedersen, der, ligesom HM Dronningen giver os grund til at tænke over, hvordan vi agerer overfor hinanden i det her nye år.

Bredgade Kunsthandel
Bredgade 67, 1260 København K
Frem til 9. februar

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisen.dk