Afsløring – Dodekalitten L’Nir.
foto: Carsten Krogstrup

Tolvstenscirklen – et visionært stykke landskabskunst tager form i de lollandske alper

Et monument for den kommende tid, Dodekalitten på Lolland, har nyligt fejret halvvejen med afsløring af endnu to af de tolv monumentale stenfigurer, som er ved at indtage deres plads i det bløde istidslandskab, kaldt De Lollandske Alper ved Kragenæs, hvor færgerne sejler til Femø og Fejø i Smålandshavet.

Nogle københavnske trafikanter vil måske huske forløberen Baldur, et højt og mørkt granithoved skabt af billedhugger Thomas Kadziola, som en tid var posteret ved Søpavillonen i København? Det ganger vi lige op til 12 styk, og placerer dem i en cirkel på 40 meter i diameter, stående frit på en bakke i det smukkeste, lollandske agerlandskab. Hver stenfigur måler 7-9 meter og vejer 25-45 tons.

I de øverste to meter er der hugget et ansigt, som vender ind mod cirklens midte. Fra en indre cirkel af tolv siddesten strømmer musik ud i figurkredsen, hvor nuet og evigheden således mødes i lyd og granit*.

Uvægerligt går tankerne til det sydengelske Stonehenge. Og hvem ved, om det i virkeligheden også er skabt af nogle visionære kunstnere i samarbejde med fem lokale godsejere, med støtte fra egnens befolkning, kommunale myndigheder, fonde og erhvervsliv? – Og engang indviet af rigets dronning?

Dodekalitten – et monument for den kommende tid
foto: Carsten Krogstrup

Sagnet og musikken
Siden 1988 har Thomas Kadziola været bosat på Lolland, og sammen med filmkomponist Gunnar Møller Pedersen har han slået an til et af nordens mest monumentale stykker landskabskunst. Ideen blev født efter en udstilling på Søllestedgård i 1995, projektet tog form den 9.9.2009, og de første sten blev indviet i 2014. Nu står der ti af de tolv sten, hvoraf fem har fået ansigter. Fremover ventes én stenfigur færdiggjort om året frem til 2025.

Fortællingen bag figurerne, sagnet om Lolerne, L’nir, Baldur, Ydis og Lodir, der er nedskrevet af Gunner Møller Pedersen, tog udgangspunkt i Syndfloden, som i bibelsk tid overskyllede datidens agerbrugskultur.
Katastrofen igangsatte en folkevandring, der nåede helt til Lolland, og sagnet mindes fortiden og dens vandringsmænd.

Visionerne er vokset videre, og Dodekalitten har efterhånden skabt sin egen identitet. Komponisten Wayne Siegel har i 2017 påtaget sig opgaven med at skabe computerstyret elektronlyd til stedet. 

Afsløring af sten nr 5 ud af 12.
foto: Carsten Krogstrup

Som seværdighed er Dodekalitten kommet med på den internationale rejseguide Lonely Planet, markeret som dansk Top Choice Attraktion, og besøgende valfarter i tusindvis.

Lejlighedsvis afholdes her kammerkoncerter, solhvervsfest, bryllup, og andre begivenheder. Der er ingen tvivl om, at Dodekalitten allerede har sat et markant spor i landet, et cirkelslag i nutiden for eftertiden. 

Find vej til Dodekalitten
Kør til P-plads på Kragenæs Havn, 4943 Torrig, Lolland.
Følg skiltene, gå ad Glentehøjstien gennem skoven. Åbent altid.
Læs mere på www.dodekalit.dk og Lonely Planet. 

* Citat fra kunsthistoriker Trine Ross’ indvielsestale ved afsløringen den 30. september 2018.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 9 / 2018 

Dodekalitten er en udflugt værd!
foto: Inge Schjødt

Guidet besøg ved Dodekalitten i august 2018

Stålgrossist S.C. Sørensens hovedsæde 1938

Mette Rishøj maler portræt af Randers by- og erhvervshistorie

Efterkommere af stålgrossist S.C. Sørensen var samlet i Bagsværd nord for København for at modtage Randerskunstneren Mette Rishøjs seneste maleri – et bestillingsværk med virksomhedens hovedsæde, der frem til 1990’erne lå centralt for enden af Randersbro, som motiv. Her arbejdede slægtens medlemmer gennem generationer, og mange randersborgere med dem.

Mette Rishøjs nye værk kaldte ved ferniseringen i sidste uge mange følelser frem, og en broget palet af familie- by- og erhvervshistorier blev delt i spisestuen. 
– Det er sjældent, man som kunstner får en sådan opgave med at skabe noget, der virkeligt, i den grad, taler til modtagerne personligt, udtaler maleren Mette Rishøj. 

Mette Rishøj – bestillingsværket S.C. Sørensen, Randers

Kendt Randers ikon forpligter
Virksomheden S.C. Sørensen eksisterer ikke længere, den gik konkurs efter fejlslagen valutaspekulation. Der blev tabt 1,6 mia. kr. på en uge, og der måtte ulykkeligvis afskediges 1.600 medarbejdere, internationalt og på landsplan.
Men byarkitekturen, historien og slægten lever videre, nu med et ganske specielt maleri for enden af spisebordet hos et af S.C. Sørensens oldebørn. 

Randerskunstner
Billedkunstner Mette Rishøj er født og opvokset i Randers, mens der blev produceret tog og Dronningborg mejetærskere, og i gymnasietiden skålet i Thor på Café Von Hatten.

I Mette Rishøjs kraftfulde malerier ses en begejstring for industrihistorie, koblet med spørgsmål til klodens fremtid, gerne afspejlet i ikoniske bygninger, rygende fabriksmotiver, boreplatforme, gravemaskiner med mere. Denne malestil faldt S.C. Sørensens oldebarn helt for, da han efter et jubilæumsgensyn googlede Mette Rishøjs kunst. Hun blev derfor i efteråret 2017 opfordret til at male et billede med S.C. Sørensen-virksomheden som tema, med kun et specifikt mål at gå ud fra. 

Kalejdoskopisk proces
Målet passede i første omgang ikke til motivet af S.C. Sørensens hovedsæde med det karakteristiske runde hjørne på bygningen, der er opført i 1938.

S.C. Sørensen – Lille Amalienborg fra 1907

Men i sin research fandt Mette Rishøj frem til hovedsædets forløber, en klassicistisk bygning, kaldt Lille Amalienborg med balustrader og søjlebalkon fra 1907, som blev malet ind og fik kompositionen til at falde på plads.

Igennem Rishøjs særlige arbejdsproces med at projicere linjer og lægge farver lag på lag nåede hun efter måneders arbejde frem til det færdige resultat. Randersbroen ses i forgrunden, og derunder flyder Randers Fjords urolige vande. Mette Rishøj renser nemlig overskydende maling af penslerne direkte på lærredet frem for at skylle farve ud i vasken. – Et træk, der bidrager til Rishøjs udtryk.

Randersborgere vil kunne genkende det fra facaden på Spar Nord på Østervold, og fra hendes udstilling i Sct. Mortens Kirke i 2015, ligesom elever på Randers Statsskole, Paderup Gymnasium og Randers Realskole også har glæde af hendes kunst i hverdagen. I København har hun for nyligt afsluttet en udsmykning til Kræftens Bekæmpelse. 

Historien om maleriet i Randers Amtsavis 26.9.2018

Et kuriosum til byhistorien, der dukkede op undervejs er, at dele af Sven Dalsgaards byport Søjledans, som kan ses ved Randers Havn, faktisk stammer fra S.C. Sørensens palæ, Lille Amalienborg, hvorfra ellers kun den gamle spisestue blev bevaret, indkapslet i bygningen i Søndergade.  

Læs mere om Randersambassadøren og Randers kunstneren på www.metterishoj.dk

Af Inge Schjødt // komkunst.dk
Publiceret i Randers Amtsavis – 26. september 2018

Foto: Mireille Flygenring Basset, 2018

Peter Ravn – Supplies, 2017 – foto Dorte Krogh

Peter Ravn blotlægger mandedrømme i stor solo på Munkeruphus

Et lille oliebillede viser et menneske på sit yderste, kun holdt i gang med maske og slanger. Det er en stærkt koncentreret situation, som de fleste af os frygter at havne i.

Med værktitlen Supplies har Peter Ravn understreget en rigid objektgørelse, som fjerner ethvert gran af menneskelighed og værdighed hos figuren. Mon vi en dag ender som bedøvede organdonorer? Et ganske skræmmende perspektiv, som har rod i tidens hypereffektive tendenser, hvor magten løber løbsk.

Vi besøger kunstnerens soloudstilling Når mænd sover i Munkeruphus i Nordsjælland. Vi får Peter Ravns malerier, forestillende mænd i jakkesæt med blanke sko, med røde ekstremiteter, liggende, kravlende eller faldende gennem øde landskaber.

Dertil fotos af habitmænd på knæ i symbolladet iscenesættelse, samt taktile skulpturer og objekter, installeret ude og inde, hvori der eksperimenteres med maskuline artefakter. 
– Det, der interesserer mig, er det, jeg er bange for, udtaler Peter Ravn i portrætfilmen på udstillingen.
– Som barn er det som regel manden, den stærke og farlige, man er mest bange for, forklarer Ravn om sit valg af akse for sit kunstneriske udtryk. 

Peter Ravn – Between Lands.
Foto: David Stjernholm

Subliminale klange
I haven finder vi et slipsetræ. På gårdspladsen et telt af hvide skjorter og sorte habitbukser, og øverst oppe under atelierloftet hænger grønne Lodenfrakker på rad. De svæver over en serie af Human Landscapes, skabt af det klassiske overtøj.

I en serie objekter ses spadserestok og barbermaskine, delikat monteret som trofæer på væggen, side om side med et anegalleri og et raritetskabinet, som i et rigtigt herreværelse. Og i trapperummet illuderes bjergvandrerens nøgterne køjerum. Alt i alt en visuel lystrejse med eksistentielt dystopiske undertoner, eksponeret et sted mellem legen og mareridtet.

I stuen findes eksempler på kunstnerens tilknytning til den danske musikscene, hvortil han har produceret  ikoniske cd- og lp-covers, reklamefilm, m.m. Ravn har også rundet modebranchen inden kunsten fra omkring år 2000 blev hans frirum. 

Han er uddannet på Afdelingen for Industriel Design på Kunstakademiets Arkitektskole samt på designskoler i New York. Har udstillet på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling 2004, Forårsudstillingen på Charlottenborg 2005, 2009, deltaget på Portræt.nu udstilling på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum, samt i ind- og udland bl.a. på biennalen i Brescia, gallerier i Rom, Napoli, Wroclaw, Hanoi, Oslo. Repræsenteres af Galleri Kant  Fanø/København. 

Peter Ravn – Sovende Iphone, 2018

Peter Ravn – Installation, Munkeruphus 2018 

Det er en tætpakket, seværdig udstilling, Peter Ravn
og Munkeruphus præsenterer.

Munkeruphus
3120 Dronningmølle
Frem til 28. oktober 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 8 – 2018.

Tina Hille – Peace – akryl på lærred, 100×100 cm.

Billedkunstner Tina Hille finder inspiration til malerierne i sine nære omgivelser, men det er tidens aktuelle temaer, der trænger sig vej til værkernes yderste lag hos den vestjyske kunstner, som er udstillingsaktuel på Østerbro i København

Frihed er Alfa og livskvaliteten Omega hos den vestjyske kunstner, Tina Hille, som udstiller i Galleriet 1. tv. på Østerbro i København.

– Hvad er det for en verden, vores børn vokser op i? Hvad sker der med Moder Jord? Hvad er det for et menneskesyn, vi får fremstillet gennem terror på tv og burkadebat? Det er sådanne overvejelser, der brænder igennem på Tine Hilles lærreder.

Værket Peace kom til verden i forbindelse med den megen terror, der har fyldt i medierne de senere år. Tidens store spørgsmål trænger igennem og kommer ud gennem huden, ud gennem lærrederne.

Vi er, hvad vi viser
Om sin maleriske proces fortæller Tina Hille:
– Billederne bliver til lag for lag. Ved at forlænge mine redskaber får jeg en afstand til mit lærred, som får stregen i gang, forklarer kunstneren. Jeg bruger, hvad mine øjne ser. Fra omgivelserne udenfor og indenfor taler forskellige former og linjer til mig, og de kommer med ind på lærredet. Her dukker der så strukturer op, som gennemarbejdes i ét maleri og lægger kimen til det næste, fortæller Tina Hille. 

Tina Hille – Kvinde, 2018.

– Billederne tager mig ofte en anden vej end det tema, jeg i forvejen har tænkt. Det er ikke alt, jeg kan planlægge.
– Kvinden her, så jeg dukke frem, mens maskeringsforbuddet blev diskuteret. Jeg ved ikke, om hun har tørklæde på. Det er op til øjnene, der betragter mit billede, fortæller Tina Hille.

Friheden frem for alt
Tina Hille har tegnet altid. Hun har undervist, og ofte brugt kunstneriske indgangsvinkler, fx gennem kreative værksteder, forum-teater og andre eksperimenterende veje i sin vejledning af andre.

Efter en kunstpædagogisk uddannelse og års erfaringer med udsatte borgere blev det et must for kunstneren at gøre plads til livskvalitet, ressourcer og ro. Med tre børn på stribe valgte Hille en dagligdag med nærhed og plads til udfoldelse i egne rammer. Der blev vejen klar til et kunstnerliv i frihed.

– Jeg har altid selv sat frihed og udfoldelsesmuligheder meget højt. Det har jeg haft i min egen barndom. I de frirum, jeg har i mit familieliv, er jeg fortsat jeg med at tegne, skabe collager, og frem for alt – male. 

Tina Hille – Moderjord, akryl på lærred 100×100 cm

Tina Hilles livslystne streg har været med flere gange på Art Herning, repræsenteret fra Galleriet Elise Toft i  Kolding. Nu er muligheden der for hovedstadens kunstpublikum. Udstillingen Frihed kan opleves i det intime Galleriet 1. tv., hvor lejlighedens beboere Søren og Mireille Flygenring Basset byder indenfor. 

Galleriet 1. tv
Willemoesgade 44, 2100 Kbh Ø
Finnisage søndag 23. september kl. 13-16

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

TRANSIT – Halil Altinderes billboard på Spor 11, Kbh H

Menneskestrømme i TRANSIT er et af denne generations varmeste temaer, som KØS – Museet for kunst i det offentlige rum – netop har sendt ud på tur med S-togslinje E mellem Køge og København. Inge Schjødt var med, og gjorde sig nogle tanker undervejs.

Kunstavisens udsendte mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere, som er inviteret til Danmark med to værker – det ene et fotobillboard, som kan opleves på Københavns Hovedbanegård, spor 11, hvorfra S-togslinje E kører til Køge. Og det andet er videoværket Homeland, som vises på selve udstillingen TRANSIT på KØS – Museet for kunst i det offentlige rum.

Kunstneren Halil Altindere er internationalt anerkendt for sine værker, som sætter fokus på flygtninge og migrantsituationen. Allerede kort efter han dimitterede fra sin akademiske kunstuddannelse blev han i 1997 inviteret på Venedig Biennalen, og derfra gik turen over Sao Paolo til Berlin og London. MoMa Museum of Modern Art i New York har lige købt videoværket Homeland. Foreløbig behøver du nu kun at tage turen mellem København og Køge. 

Halil Altindere, Köfte Airlines, 2016, Courtesy of the artist and PILOT Gallery, Istanbul

Halil Altinderes billboard med titlen Köfte Airlines viser et fly, der letter med taget fyldt af mennesker, som vi genkender det fra orientens passagertog, eller som vi også alt for ofte ser det i overfyldte gummibåde på Middelhavet.
Motivet kan ikke undgå at røre noget i os, medfølelse og bekymring på samme tid.

”Jeg kommer med fred” – råber robotten Buzz Lightyear, som i animationsfilmen Toy Story dumper ned i børneværelset og skaber ufred og ravage blandt legetøjets faste indbyggere. Hvorfor denne reference?
– Jo, jeg tror ikke, at ret mange migranter og flygtninge gør sig begreb om, hvor de lander, og hvad det medfører, når de løber over hals og hoved fra krigens rædsler afsted til en tryg destination, hvor der er FRIHED, DEMOKRATI, YTRINGSFRIHED og gode muligheder for at give børnene en ordentlig opvækst og uddannelse. De kender ikke nødvendigvis ret meget mere end de fem forventninger til deres destination. 

Tina Hille – Kvinde, akryl på papir. Venligst udlånt af kunstneren til artiklen her.

Frejas sal
Men i den anden ende af rejsen, der bor der jo nogen i forvejen.
Vi danere plejer at se os selv som humanister, der gerne står med en fremstrakt hånd, når nogen er i nød. Men, når der kommer myriader, og der tales sprog som slet ikke lyder som de europæiske, nordiske, ja måske er flokken endda temmelig urolig og højtråbende? Så synker hånden ned langs siden, og smilet glider over i andre grimasser. Især, når den ankommende ikke selv ønsker at give hånd! Men måske ønsker at være adskilt fra os her med et tørklæde. 

– Jeg kommer uden våben, er den ældgamle, symbolske betydning bag håndtrykket. Og her behandler vi hinanden ligeværdigt og de svage ordentligt, så kvinden er ikke nødt til at pakke sig ind for at skærme sig for uartige blikke og henvendelser, som var hun et bytte, en vare, og en del af klanens avlsprogram.

Forskellene er til at tage at føle på. Men, ingen af os er herrer over, hvor vi er født, eller hvad vi har fået givet af forfædrene som grundlæggende antagelser. Vi står til gengæld til ansvar for, hvor vi har vores værdier og hvordan vi handler på dem. Altså også i forhold til, hvordan vi omgås i det offentlige rum.

Du skal elske din næste som dig selv
Der er enorme forskelle på de kollektive kulturers familiebånd og ære, og på retorikken i kulturen, sat overfor den selvstændige og individuelt frie borger, der taler sandt, og som enkeltperson står inde for, hvad han/hun gør, siger og må. Der er en kæmpestor forskel på at skulle frygte myndighedspersoner, uniformer, autoriteter og så at samarbejde med de samme i ligeværd, ret og pligt. Uanset om det er personer i de nære relationer eller i offentligt regi. Der er trygheden til forskel – og menneskesynet.
Vi må erkende, at viljen og hensigterne i den enkelte tæller, når menneskestrømme skal flettes sammen, som følge af krig og ufred i folkerige dele af verden. Det gælder om at udveksle viden og få indsigt, om at give tegn undervejs, og om at få trafikstrømmene til at glide i denne nye bølge af folkevandring. 

Halil Altindere – Homeland – vidostill foto Inge Schjødt

Homeland
– Eller gør det? For, hvad kæmper vi for? Jeg mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere ved ankomsten til udstillingen TRANSIT på KØS Museet for kunst i det offentlige rum, og så det andet værk,  videoen Homeland,.
Begge værker har migrantens vanskelige vej og drømme og håb som omdrejningspunkt. Videoværket Homeland viser indledningsvis, hvordan en gruppe yogaturister på en badebro pludselig konfronteres med en gruppe flygtninge, som gør klar med redningsveste til at begive sig ud over det smukke, blå Middelhav, nærmest fra den samme badebro. Derfra følger man flygtningenes strabadser på Balkanruten op gennem Europa med Berlins aflagte Tempelhof som trøstesløs og desillusionerende endestation.

Lydsporet udføres af rapperen Mohammad Abu Hajar, som sætter ordkraft på scenerierne, der dels bygger på dokumentarisk materiale og dels på genindspillede sekvenser. De optrædende er her en gruppe af migranter, som fik mulighed for at medvirke, og som også optræder på den nævnte billboard. Vi lades ikke i tvivl om flygtningenes strabadser, som Mohammad Abu Hajar beskriver, og som videobillederne viser. 

Halil Altindere – Homeland – video still foto Inge Schjødt

Köfte Airlines på Spor 11
På billboard billedet af Köfte Airlines flokkes unge mennesker forventningsfuldt på taget af flyet.
– Jeg spørger, hvor meget de flygtende egentlig ved om de samfund, de rejser til, og Halil Altindere giver som svar de fem forhåbninger, jeg nævnte ovenfor – Frihed, Demokrati, Ytringsfrihed, tryghed og god uddannelse til børnene, og trækker lidt på skuldrene.
Jeg er ikke overrasket, for jeg har før oplevet det samme svar. 

– Jeg spørger, om han er bekendt med, at der er indført en ny lov i Danmark, som forbyder maskering, også kaldet burkaforbuddet?
Halil Altindere har ikke hørt om det, men vil læse nærmere om det.
– Jeg fortæller, at det faktisk bryder med nogle af vore grundlæggende principper, og at det er vedtaget med stor ulyst, for vi ønsker ikke at gribe så meget ind i, hvordan den enkelte går klædt. Og at sætte regler op for en fysisk håndtrykshilsen giver os også en dårlig smag i munden.
– Han kan nu godt forstå, at vi gerne vil se, hvem vi har overfor os, og han mimer forstående en undvigende person, som ikke ønsker at give hånd til hilsen. Med et undvigende smil, for han kan godt se dilemmaet mellem de traditioner, man kommer med, og det nye, man møder. 
Halil Altindere kan ikke nødvendigvis vide, hvor meget og hvor lidt migranterne ved om det land, de rejser hen til. Han henviser, dels til fortællingen af rapperen Mohammad Abu Hajar, og dels til de bagmænd, der står bag at instruere og at sende flygtningene af sted. Det handler meget om penge, indrømmer han, for nogle af redningsvestene er kun attrapper, har det vist sig. 

Adrian Paci, Centro di Permanenza Temporeanea 2007

I Danmark er jeg født
Halil Altindere citerer et tyrkisk ordsprog: Det er ikke hvor du er født, men hvor du spiser, som bestemmer, hvor dit hjem er, siger kunstneren. Jeg nikker, og forstår, at det helt basalt handler om adgangen til kilden, til pladsen i oasen, hvor nomader kommer og går.
Vi taler lidt om forfatteren bag bogen Nomaden, somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali, som nu er bosat i USA, og som med sine bøger har åbnet vestens øjne for nye indsigter i de kollektive klankulturer.

Hun fortæller, hvordan der er en masse strid om klanernes indbyrdes rang og status. Det forklarer, hvorfor der er så stor skepsis overfor mennesker, flygtningene møder, hvor de kommer frem, men også i forhold til deres egne landsmænd. Halil Altindere får lidt mere information om forfatteren, som i sin tid skrev manus til filmen Submission. 

– Jeg spørger Halil Altindere, om han får plads til at afspejle synsvinkler og problematikker hos den anden side, modtagerlandet, i sit næste projekt? Han har dog planer om at studere indenrigs dilemmaer, bl.a. den gamle ottomanske historie, de tyrkiske forfædre. Han har selv kurdisk baggrund, så der er noget at sætte sig ind i.
Som bonusinfo får han at vide, at vi i København har en fin samling islamisk kunst på Davids Samling i Kronprinsessegade. Den vil han forsøge at nå, inden turen går tilbage til menneskemylderet i Istanbul.
Der bor godt 4 mio. mennesker nu. Det er svært at være der. Når man ser billederne fra det udbombede Aleppo, så forstår man godt, at alle transportmidler tages i brug for at bringe sig selv og familien i sikkerhed andetsteds. 

Runo Largomarsino – event i S-toget og på KØS

Foran os står et stort arbejde med at dele viden og kultur, at opbygge mellemmenneskelig respekt og tillid, og at lære at omgås hinanden i en tid med folkevandringer. TRANSIT – projektet er en dør til gensidig forståelse.
– 17. november udkommer en særavis i samarbejde med dagbladet Information og til foråret afleveres et postdoc projekt.
– Følg med på itransit.dk, hvor du kan læse mere om udstillingens danske og internationale bidrag. KØS projektet får fire stjerner.

København H – Køge
KØS, Nørregade 29, 4600 Køge
Frem til 10. februar 2018

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret på Kunstavisen.dk – september 2018

Illustrationer:
Halil Altindere, Köfte Airlines, 2016, Courtesy of the artist and PILOT Gallery, Istanbul
Tina Hille – Kvinde – akryl på papir, 2018 – med tilladelse til at bringe motivet sammen med artiklen
Runo Lagomarsino, Every day people follow signs pointing to places which is not their own, 2018, foto KØS
Friheden – foto Inge Schjødt
Adrian Paci, Centro di Permanenza Temporanea, 2007, Video Still, Courtesy the artist, Galerie Peter Kilchmann, Zurich and kaufmann repetto, Milan 

FRIHEDEN – findes
foto: Inge Schjødt

Tina Hille – Fri, 2015

I anledning af at billedkunstner Tina Hille snart udstiller hos Galleriet 1. tv. på Østerbro i København, bringes her et interview med kunstneren, tidligere publiceret i Kunstavisen nr 1, 2016

Udstillingen finder sted 16. september og 23. september 2018 

Det er sådan en herlig streg, Tina Hille præsenterer i sine billeder!

– Jeg kommer til at tænke på surrealisten Juan Miró, første gang, jeg ser den. Og på en stærk følelse af livsvilje, som ramte direkte i solar plexus ved mit oprindelige møde med den spanske mester. Det er det rene, stærke udtryk hos dem begge, som fascinerer. 

Farverne i Tina Hilles værker tilhører nutiden. Der er en sart mintgrøn, en sart rosa og en nærmest neon orange sammen med citrongult og masser af havblåt. Så det er måske ikke lige Miró, de fleste vil sammenligne med, for han holdt sig typisk til sort, rødt, gult, og tilhører en helt anden epoke. Men den moderne, grafiske rumlighed i kompositionen og den tilsyneladende spontane streg har de to til fælles sammen med den legende livskraft.

– Jeg synes, hun er modig, Tina Hille. Der er meget på spil, mærker jeg. Så efter de første facebook indtryk må det komme an på en prøve, på et besøg i kunstnerens værksted i det vestjyske. 

Tina Hille – Den grimme ælling, 2015

Vinterkulden fordufter fluks, som kunstneren tager imod mig ved det røde hus i Esbjerg, hvor hun bor småt men godt med mand og børn. Indenfor i stuen, der også fungerer som atelier, er langbordet dækket op til samtale.

Først må vi dog lige pakke ud, for Tina Hille har fået billeder hjem fra indramning, og den jomfruelige glæde deles med begejstring, mens bobleplasten bliver åbnet. Der gøres klar til Art Herning, og en del værker er derfor afleveret til Kolding galleriet Elise Toft, som repræsenterer kunstneren på kunstmessen. Det er fine blå stregtegninger på papir, der er kommet hjem bag museumsglas og ramme.

Beginners mind
I stuen har Tina Hille stillet værker frem, og fortæller koncentreret om sin arbejdsproces.
– Billedbaggrundene præpareres, sommetider ved collage, somme tider i laserende farvetoner lag på lag. Og ved at forlænge mine redskaber, får jeg en afstand til mit lærred, som får stregen i gang, forklarer kunstneren.

Jeg bruger, hvad mine øjne ser. I legeredskaberne udenfor, i rummet her taler forskellige former og linjer til mig, og de kommer med ind på lærredet. I starten blev jeg inspireret af croquis og af mine børns tegninger. Nu dukker der strukturer op, som gennemarbejdes i ét maleri og lægger kimen til det næste, viser Tina Hille. Men det er ikke alt, jeg kan planlægge. Billederne tager mig ofte en anden vej end det tema, jeg i forvejen har tænkt. Fremgangsmåden fra Paul Klee og Cobra er en nærliggende reference til Hilles karakteristiske streg, men den er helt hendes egen. 

Tina Hille – Hamsterhjul, 100×100, 2015.

I den diskurs, som præger hverdagene, finder kunstneren mere inspiration, og føjer gennem sine billedtitler en accent til realiteterne. – Titlen Pas på, Spidsnæserne kommer udsprang af debatten om de fremmede, som blev lige lovlig skinger i mine ører, siger hun. I På flugt har hun indfanget mere af det aktuelle flygtningetema og fortæller en historie, som rører. Men det er ikke det politiske, der er det bærende for kunstneren. – Det er det, som sker mellem mennesker, jeg prøver at skildre, understreger Tina Hille. I værket Hamsterhjul har hun arbejdet rytmisk med travlhedens gentagelser og den livsform, der slet ikke tiltaler hende selv.

Letting go
Hun har tegnet altid, men til trods for at farveglæde og et kunstnerisk udtryk altid har været en del af hende, så har hun først for nylig set den kunstneriske levevej som den rette mulighed for at være den, hun er.

Som uddannet billedkunstlærer har Tina Hille elsket at fremdyrke talenter hos sine elever, der ikke alle var udstyret med de bedste chancer i tilværelsen. Ret kort tid efter sin læreruddannelse fra Ribe Seminarium greb hun muligheden for at arbejde med specialundervisning, og netop de lidt ekstra facetter har hver gang fascineret og udfordret Tina Hille. Hun har elsket at undervise, og har ofte brugt kunstneriske indgangsvinkler, fx gennem kreative værksteder, forum-teater og andre eksperimenterende veje. Men, da hun selv blev mor, skiftede perspektivet, og det blev vigtigt for Tina Hille at lytte til nogle nye toner i tilværelsen. 

Tina Hille – Uden titel, 2015

Tålmodighed
Med tre børn på stribe udviklede hun en dagligdag med plads til nære oplevelser i frie rammer.
– Det blev umuligt for mig at aflevere mine børn til daginstitution. Der var for mange begrænsninger for dem, for pladsen og voksenressourcerne var ikke, som de burde være på grund af nedskæringer osv.
– Jeg har altid selv sat frihed og udfoldelsesmuligheder meget højt, det har jeg haft i min egen barndom. I de frirum, jeg har i mit familieliv, er jeg fortsat jeg med at tegne, skabe collager, og jeg deltog bl.a. på Kunstskolen Annes Atelier hos Anne Juul Christophersen i Bredebro, på Fyn hos Ann-Lisbeth Albek Sandvig og flere andre.

Accept
En særlig betydning har en mentor, som jeg har mødt her i Esbjerg. Hun har været god til at kommentere mine arbejder, og har på baggrund af mange års kunstinteresse vist tiltro og opmuntret mig undervejs.
– Hvis jeg skal lave nogle rigtig gode billeder, så er jeg nødt til at give dem den ro, der skal til, for at de kan lykkes. Jeg vælger friheden frem for pensionen, og satser på livsgejsten. Tina Hille har fundet et udtryk, og en platform, som giver hende glæde og ro til at tage de næste modige tigerspring. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen 01 /2016. 

Udstillingen FRIHED kan ses i Galleriet 1.tv, 
Willemoesgade 44, 2100 København Ø :
søndag den 16. september kl. 13-16 – eller –
søndag den 23. september kl. 13-16.
Kunsteren vil være til stede begge dage.

Galleriet 1. tv,   Willemoesgade 44, 1. tv, DK 2100 København Ø
 // www.1tv.dk // galleriet@1tv.dk  // Kun åbent søndage 13-16

PS. Det er en fornøjelse, at Tina Hilles arbejde nu kan præsenteres i hovedstadsområdet. Udstillingen hos Galleriet 1. tv., er kommet i stand på opfordring, gennem netværket mellem komkunst.dk og galleriets indehavere. 
Det københavnske publikum ønskes GOD FORNØJELSE på udstillingen.

Billedhugger Stine Ring Hansen ved arbejdet med busten af Lise Nørgaard

Udstillingen fortsatte: Bronzeudstillingen af billedhugger Stine Ring Hansen blev så stort et tilløbsstykke, at den blev forlænget med tre uger. Over 1.600 gæster besøgte  udstillingen på Fortunfortet 18. august – 30. september. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk 

Til hverdag passeres Stine Ring Hansens værker landet over fra Skagen til Rødbyhavn af et stort publikum. Kunstavisen mødte hende i Raadvad Bronzeværksted op til fejringen af hendes 25 års jubilæum.

Billedhugger Stine Ring Hansen har netop rundet de 50, og fejrer nu sit 25 års kunstnerjubilæum med en stor retrospektiv udstilling. Udstillingen har hun fundet en ganske unik ramme til. Den finder sted et stenkast fra hendes værksted, nemlig i det gamle, militærhistoriske bygningsværk Fortunfortet, hvor de rå mure og tidens tand skaber en helt særlig stemning omkring kunstnerens bronzeskulpturer.

Historien om de 100 mænd
Fortunfortet er opført i 1892 som en del af Københavns Befæstning, der folder sine beskyttende vinger om Hovedstaden med Vestvolden som rygrad og moser, kanaler og batterier fordelt til lands og til vands fra Taarbæk i nord til Mosede Fort i syd. Her lå under 1. Verdenskrig 100 mand, som var med til at grave og udbygge befæstningslinjen, og dem hylder kunstneren på jubilæumsudstillingen med et stedsspecifikt værk. 

Hvad hænder skabte // Hvor går vi hen? De 100 Mænd af Stine Ring Hansen, 2018

– Med skulpturen 100 Mand, der refererer til Fortunfortet, vil jeg fremkalde erindring om de soldater, som dengang gravede forsvarslinjerne.
– Vi har brug for at sanse, at vi er forbundet med fortiden og fremtiden, og er en del af fællesskabets nødvendighed. Med de her historiske rammer ledes tankerne videre end det aktuelle NU-rum i den enkelte, fortæller Stine Ring Hansen. Udstillingens titel, som også er overskriften på denne samtale, sætter således ikke kunstnerens egne, talentfulde hænder eller karrierevej i fokus. Der er mere, der er mening og sammenhæng, som Stine Ring Hansen gerne vil åbne hjertet for og øjne på hos dem, der træder nærmere.

Livet er en morgengave
Stine Ring Hansen bor midt i det eventyrlige Raadvad nord for København og fremstiller sine store og små bronzearbejder i den gamle knivfabriks kulturhistoriske rammer. Som barn har Stine Ring Hansen tegnet og malet under vejledning af sin far, konservator og maler Erik Ring Hansen. Nogle år arbejdede hun som faderens assistent ved restaurering af kirker for Nationalmuseet, lærte forskelligt håndværk, og malede. Men det var i bronzeværkstedet, at hun fandt sin metier. Eventyret slog ud i lys lue, da hun for godt 25 år siden traf kunstneren Steffen Lüttge, grundlægger af Raadvad Bronzeværksted, der blev hendes inspirator, læremester og partner. De fandt et fælles fodslag. Mange kunstnere vil kende Lüttge som en energisk formand for BKF – Billedkunstnernes Forbund, hvor han ihærdigt arbejdede for ordentlige vilkår.

De mange fuglesving, der sker
På Skagen står en stolt svane til minde om kunstneren Axel Lind, der stiftede Grenens Museum. I Rødbyhavn står skulpturrækken Fugleflugt på fem granitsteler ned gennem hovedgaden og regulerer trafikken i byen. Rundt på landets reklamebureauer står eftertragtede Rambuk-priser, og internationalt står 15 buster af ingeniøren Haldor Topsøe, for det var Stine Ring Hansen, der blev kaldet til at udføre dem.

– Af mærkelige grunde, sker der nye ting, når man tror på det! Jeg har ofte fulgt min intuition. Og det virker! Vandet flyder derhen, hvor det skal, fastslår Stine Ring Hansen. Og flere af historierne bag hendes værker bekræfter det. F.eks. fortællingen bag busten af forfatteren og journalisten Lise Nørgaard. Ideen til busten af Matadors mor opstod med nyheden om, at der var et Korsbæk kvarter på vej til Bakken. Der endte skulpturen nu ikke. Den kom på Det Nationalhistoriske Museums portrætsamling på Frederiksborg Slot til stor ære og glæde. 

Den Grimme Ælling – af Stine Ring Hansen

Eventyrene af H.C. Andersen har været en levende inspiration, og billedhuggeren har udført flere værker ud fra denne næsten uudtømmelige kilde, bl.a. Kærestefolkene, Konen med Æggene, Tommelise og for nyligt også en buste af forfatteren. 

Til Odenses internationale satsning, den fornemme H.C. Andersen Literature Award er det Stine Ring Hansen, som har udført prisstatuetten Den Grimme Ælling, som bl.a. er blevet overrakt til J.K. Rowling, Isabel Allende, Salman Rushdie, og i år går til A.S. Byatt. Der kommer helt sikkert flere eventyr fra kunstnerens hånd.

Ta’ nye øjne på
– Jeg ville ønske, at folk ville nyde livet lidt mere. Alt det måleri, vi oplever i samfundet og i skolen, det resulterer i, at mennesker ikke får lov til at bruge de evner de har, hvis de som pligtmennesker bøjer sig for strømlining og krav.

Ta’ dine nye øje på – workshop ved Stine Ring Hansen

– Det ligger mig meget på sinde at byde på sanselige oplevelser, både til voksne og til børn. Børn hungrer efter at udtrykke sig kropsligt og formmæssigt.
– Derfor er der på udstillingen også værkstedsaktivitet, hvor de besøgende får mulighed for at skabe deres egen skulptur i ler eller voks.
Vi har inviteret kommunens skoleklasser. Her er masser af inspiration til både billedkunst, matematik, dansk og historie, fortæller Stine Ring Hansen. 

[ Fantasi er at forestille sig noget som enten kunne findes eller slet ikke findes. Fantasi er en væsentlig del af al kreativ skaben indenfor både kunst og videnskab. Det er kun mennesker (og måske nogle chimpanser) der har fantasi. Fantasi fordrer evnen til at se ting for sig, der ikke findes og evnen til at opstille hypoteser om, hvad der kunne ske, hvis man foretog sig noget anderledes end man har gjort før
– lyder definitionen i den Store Gyldendalske Encyklopædi. ]

Selv udnytter bronzestøber og billedhugger Stine Ring Hansen sin fantasi, når hun inspireres af livets mange facetter, og kunstneren kan takket være sin enorme energi, sit stilfærdige drive, og sin snilde igen iværksætte noget så ganske anderledes: Denne gang har jubilaren slået porten op til en kanon udstilling på Fortunfortet, som kan ses frem til 9. september. UDSTILLINGEN ER FORLÆNGET TRE WEEKENDER – lø-sø FREM TIL 30. sept.

Af Inge Schjødt // Publiceret i Kunstavisen nr 7 // 2018 

PS. Fortunfortet hører under Lyngby-Taarbæk Kommune. 
Det drives af Fortunfortets Venner, som kan kontaktes her for evt. medlemsskab eller hvis der er interesse for at udstille: Fortunfortets Venner.

Fortunfortets Venner og Stine Ring Hansen tager imod besøg på Fortunfortet frem til og med 30. september 2018.

Superflex viser udstillingen One Two Three Swing på CC.

Kunst, man kan gå ind i og sanse med hele kroppen tiltrækker et ungt publikum hos CC – Copenhagen Contemporary på Refshaleøen

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Det første jeg hører, er glade børnestemmer i hallerne hos Copenhagen Contemporary – Københavns nye kunstcenter, der viser dansk og international installationskunst i den tidligere B&W Støberihal på Refshaleøen overfor Langelinie. Det sidste jeg hører, er unge stemmer, der ivrigt debatterer, hvad de lige har oplevet på egen krop ved at manøvrere, gyngende, liggende, siddende, gående igennem den 7.000 kvadratmeter store udstilling. Ind imellem svøber sig en rolig, melankolsk jazz-standard – I Only Have Eyes for You – i en popversion, der lægger et dybt, meditativt pulsslag.

Copenhagen Contemporary har slået portene op i nye rammer efter halvandet års vellykket pilotprojekt på Papirøen i København. Ved genåbningen præsenteres Superflex-installationen One Two Three Swing! der er omplantet fra Tate Modern i London, og videoværket Song 1 af californiske Doug Aitken, som oprindeligt skabte værket til projektion udenpå Hirshhorn Museum på The Mall i Washington. Installationskunsten har fået en ny, funktionel scene med Refshaleøens superkreative miljø af start-up virksomheder, kunstnerværksteder, teater, gourmet- og streetfood samt skiftende musikfestivaler som bagtæppe.

Gynger for flere og for fællesskabet på CC

Smagsprøver på fællesskab
Allerede på skranken ligger der en serie kort med bløde runde hjørner, og en overskuelig folder, som skal øge tilgængeligheden for publikum. Dem stikker jeg nu i første omgang i tasken, og går efter lydene.
I den første, rå, lyse fabrikshal træder man varsomt ind i et Superflex legelandskab, fyldt med gyngestativer i forskellige højder. Gulvet er lavet af et blødt korklignende materiale, der tager godt imod den vovehals, der måtte kaste sig for vildt over de orange gyngestativer. Her er plads til tre personer side om side på gyngerne, som publikum gladelig tager i brug. Et par tvillinger løber fra gynge til gynge, og hjælper hinanden med at få højde på, da de først har valgt en. De får sus i kasketterne, og inviterer deres mor til at deltage. Længere nede i rummet gynger et ungt par, hun med en flot mave på, så legen varer ikke så længe. Ind træder tre unge piger, hvor de to giver sig til at gynge sammen, og den tredje filmer det. Ingen er uberørt af legens mulighed, men havde gyngen nu været konstrueret, så deltagerne gyngede vis-á-vis, overfor hinanden, som i en estisk landsbygynge, så var der kommet mere substans i oplevelsen.
Superflex har før sat legen og fællesskabet i højsædet, idet trioen sammen med tegnestuen BIG og TOPOTEKET 1 står bag design af Superkilen med Den Røde Plads, Det Sorte Marked og Byparkens grønne område på Nørrebro, etableret 2012.

Pendulet svinger
Jeg går ind i den næste hal, hvor gulvtæppet er stribet i orange, grønne, grå og violette farvetoner, angiveligt inspireret af farverne på eurosedler. I loftet svinger en stor, blank kugle adstadigt frem og tilbage, og spejler både publikum og stribemønster. Proportionerne i spejlingen forvrænges efter kuglens position. Kuglens leg med tyngdekraften giver et dramatisk gys, indtil jeg sanser, hvor bundet den er i sin pendulerende bevægelse, på én gang nærværende og fraværende, som det EU, der har lagt farver til. Jeg overvejer, hvordan tæppet ville have virket på mig, havde det nu haft farver fra de nordiske flag, jeg kender bedre end eurosedler, og løsriver mig og går mod mørket og melodien i det tredje rum.

Video og lydbilleder går i smuk symbiose hos Doug Aitken på CC.

Kunst som kommunikation
Song 1 er en 35 minutter lang lyd- og videoinstallation af Doug Aitken, der består af et rytmisk flow af klip, som projiceres op på en åben, cirkulær skærm til melodien I Only Have Eyes for You, sunget og udført af forskellige performere. Billedsiden er ’Made in America – en Noir’ med sine industrilandskaber, fabrikkers samlebånd, diners, kvinden på gaden, mørk mand tiltrækkes af hvid kvinde, lysglimt fra motorveje, lysreklamer og tv-stjerner.
Publikum træder ind i et repetetivt værk, vi både kan gå rundt om og sidde på gulvet og se på. Også her er kroppen med i oplevelsen, for koreografien er særdeles vellykket. Lyd og billede klæder hinanden, det er nærmest som en dans.

Doug Aitken, født 1968, bor og arbejder i Los Angeles, hvorfra han siden 1990’erne har produceret eksperimenterende video, arkitektur, performance- og installationsværker, som afsæt for kunstens egenartede kommunikation ind i en kontekst af samtidens kommercialisme, Hollywood som nabo, racespørgsmål, natur, miljø og musik. Kort sagt det psykologiske landskab i et for ham nonlineært univers. Tilbage i 1999 deltog han på Venedig Biennalen. Han har optrådt på førende museer og gallerier i USA, Paris, Wien, London og nu i København. Fra CC Shoppen kan varmt anbefales Doug Aitken Electric Earth, et retrospektivt katalog fra The Museum of Contemporary Art, L.A. for nærmere præsentation af kunstneren, som får mig til at tænke på den nordiske og jævnaldrende Olafur Eliasson.

Prøv Tænk Snak – veludført intro til publikum på CC

Prøv, tænk, snak, opfordrer de pædagogiske kort fra skranken, som gør sit til at introducere samtidens installationskunst med forslag og spørgsmål til videre refleksion. Copenhagen Contemporary tager pænt imod publikum. Æstetikken får fem stjerner.

Copenhagen Contemporary
Refshalevej 173 A,  1432 Kbh. K

Frem til 30.12.2018 

Af Inge Schjødt // Publiceret i Kunstavisen nr 7 // 2018

Billedhugger Stine Ring Hansen med busten af Lise Nørgaard – Frederiksborg Slot – foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen fejrer 50 års fødselsdag
– og 25 års kunstnerjubilæum

En kunstner med et særligt drive og en enorm energi, billedhugger og bronzestøber Stine Ring Hansen runder de 50 år lørdag 4. august. Snart fejrer hun også sit 25 års jubilæum med en stor retrospektiv udstilling i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby, en militærhistorisk bastion, der ikke almindeligvis fungerer som udstillingssted. Så, der støbes uanset vindstød og sommervarme.

Billedhugger Stine Ring Hansen bor midt i det eventyrlige Raadvad nord for København og fremstiller sine store og små bronzearbejder i Raadvad Bronzeværksted i Raadvad Gl. Knivfabriks kulturhistoriske rammer. Som barn har Stine Ring Hansen tegnet og malet under vejledning af sin far, konservator og maler Erik Ring Hansen. Nogle år arbejdede hun som faderens assistent ved restaurering af kirker for Nationalmuseet, og lærte forskelligt håndværk. Men det var i bronzeværkstedet, at hun fandt sin metier. Eventyret slog ud i lys lue, da hun for godt 25 år siden traf sin inspirator, læremester og partner, kunstneren Steffen Lüttge, grundlægger af Raadvad Bronzeværksted. 

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Værker af billedhuggeren Stine Ring Hansen kan ses fra Rødbyhavn til Skagen, ved Søfartsskolen i Svendborg, i Reerslev Landsby, i Herlev, i Taastrup, rundt på landets reklamebureauer, virksomheder og i private samlinger, og ligeså i udlandet i såvel større som mindre format. Her står bl.a. Rambuk-priser, litteraturpriser, statuetter, portrætbuster og skulpturer, skabt af Stine Ring Hansen. 

Hovedværker
Hendes individuelle karriere for alvor fik luft under vingerne med udførelsen af en stor udsmykningsopgave til Rødbyhavn i 1998, hvortil hun har skabt Fugleflugt – fem store bronzefugle, placeret på granitsteler ned gennem Havnegade. I 2017 udførte hun på eget initiativ en buste af journalist og forfatter Lise Nørgaard, som har fået plads i Portrætsamlingen i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. En buste af erhvervsmanden Haldor Topsøe har siden 2014 prydet femten af virksomhedens internationale afdelinger. 

Den grimme ælling – HCA Literature Award, Odense

Et andet hovedværk er figuren Den Grimme Ælling, skabt til den internationale Hans Christian Andersen Literature Award, der er givet til forfatterne Haruki Murakami, Salman Rushdie, Isabel Allende, J. K. Rowling og til efteråret 2018 uddeles den til forfatteren A.S. Byatt. 

Gennem flere år har Stine Ring Hansen arbejdet med motiver fra eventyrene af H.C. Andersen. Kunstnerens udtryk er, som forfatterens, gerne spirende, livsbekræftende, men også mere politiske emner som klima- og flygtningekrise finder form og vej i kunstnerens univers. Her er plads til fantasi og forskellighed. Formidling af sanselige oplevelser til både voksne og børn ligger kunstneren særligt på sinde, og på jubilæumsudstillingen tilbyder hun de besøgende at få ler og voks i hænderne, og mærke den skabende proces på egen krop.

Lokalt i Raadvad er Stine Ring Hansen en trofast drivkraft ved årligt tilbagevendende begivenheder som Åbne Værksteder, og i nogle år også Åben Have. I Lyngby-Taarbæk deltager hun i kunstnersamfundet LTkunst, og hos gourmetrestauranten Raadvad Kro vises kunstnerens værker som permanent udsmykning.

Et vindstød, der ramte
Midt i forberedelserne til den runde fødselsdag og jubilæumsudstilling er mørke skyer trukket op over Raadvad, idet Naturstyrelsen hos Miljø- og Fødevareministeriet ved udgangen af juni lagde en uventet bombe i sommerferiebagagen.
– Ministeriet har besluttet at sælge ud af arvesølvet og forvandle kulturperlen Raadvad til ussel mammon, til andelsboliger og erhvervslejemål. Området skal sælges for at få finansieret nogle naturprojekter, som ’kommer alle danskere til gode’, som det så prosaisk hedder i ministeriets begrundelse.
– Om man må have lov at sige det, så kommer et område og et rekreativt miljø, som Raadvad Gl. Knivfabrik med de mange kunstnerværksteder og fredede boliger lige så vel alle danskere til gode. Se blot alene på værkerne fra Raadvad Bronzeværksted, som gennem mere end 25 år er kommet ud af støbeskeen her og vidt omkring. Må der dog, når hedebølgen letter, vise sig besindelse og en sensibel løsning, som kan sikre Raadvads unikke livsbetingelser mange år frem.

Indtil da, så støbes der trods vindstød og sommervarme i Raadvad Bronzeværksted. 50 år snart rundet, 25 år som billedhugger vel erfaret. Det er ganske godt klaret.

Flere eventyr er uomtvisteligt på vej hos billedhugger Stine Ring Hansen, der slår dørene op for jubilæumsudstilling i Fortunfortet, Kgs. Lyngby, fra den 18. august til 9. september. 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Foto: Arne Fribo 

[Show slideshow]

In is the only way out – Jeppe Hein, Cisternerne 2018

Cisternerne i Søndermarken er et anbefalelsesværdigt sted at gå ned, hvis du har brug for at komme dig fra sommervarmen eller måske fra livets tungere tildragelser. En time hen mod aften er her godt at gå.

De rå industrielle rums stilhed og kølighed er kærkommen, mens dit syn indstiller sig i mørket, og de nærmest sakrale buegange åbenbarer sine søjler og drypsten. Naturen er i gang med at overtage det gamle vandreservoir under Valby Bakke og det fortæller os enkelt og direkte, at vi menneskebørn kun er her en liden stund – at der er kræfter, vi ikke behersker.

Ild ∙ vand
Vi forsøger alligevel.  
Som i filmen ’Lokkeduen’, hvor Sean Connery træner sin tyvekollega Catherine Zeta-Jones i behændigt at bevæge sig udenom alarmer og følere for at få grebet om skatten, der brydes usynlige laserstråler foran en gylden port ved mine skridt, og et sværd af ild blusser imod mig og spejles i vandpytterne på gulvet. 

– Jeg stopper op, bakker, og går lidt frem, indtil ilden er tæmmet.
Smukt er synet. Længslen mod mere af den voldsomt larmende energi er vakt. 

Blikket søger videre. Bag tykke, sedimentfarvede mure findes femten runde spejlmobiler i tavs bevægelse. Her kan man se sig selv og sine nærmeste fra flere vinkler. De forsvinder et sted i mørket, og dukker glimtvis frem på ny.

Sandt er det, at stykkevis erkender vi, som i et spejl, i en gåde. Det dilemma stiller kunstneren Jeppe Hein os overfor med installationen i Cisternerne, som bærer navnet IN IS THE ONLY WAY OUT. 

Rummet mellem spejlene drager, og de forskellige spejlformer afprøves i et labyrintisk forløb, indtil endnu en muråbning skal forceres, og et nyt univers åbenbarer sig. Her med fjerne klange.

Gammelt ∙ Nyt
På en trebenet piedestal står en tibetansk syngeskål i hamret messing og lyser i sit spotlight. En hvid trækugle kommer farende i luften, rammer skålen i farten, og suser videre. Dooong, lyder det fra skålen. Både lyden og kuglen bevæger sig væk i mørket. Under loftet hænger en moderne skinne, hvis snoretrækkende motorer summer over hovedet og ved siden af én, så jeg føres fremad efter lyden og lyset. 

Flere messingskåle står og lyser op, som stationer i nattemørket. Et nyt møde mellem skål og kugle høres. Uvilkårligt følger jeg skinnerne gennem rummet, og træder undvigende til siden, da endnu en kugle kommer susende i sin snor, strejfer mig og rammer en skål, jeg endnu ikke havde set.
Flere kugler fletter sig pludseligt ind i hinanden, eller slår sving, så det næste rene Dooong udebliver. Hvilken uorden i det ellers så renfærdige univers.

Der er noget ved mødet mellem mørket og den lysende ild, tavsheden og sangene fra syngeskålene, som på én gang er meditativt, andagtsfuldt. På samme tid sker dog et clash mellem rituel urform og teknologisk ny form, som ophæver en del af fortryllelsen, når koden i installationerne knækkes.
Med mig op og ud kan jeg dog tage endnu en rensende lyd, idet jeg på vejen forbi ildsværdet passerer en gylden Gong-Gong, og mærker hvordan det er mit eget slag, der lader lydbølger følge mig tilbage til jordens overflade.

Jeppe Hein (f. 1974) bor og arbejder i Berlin. Han er udlært tømrer og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1997) og Städelschule – State Academy of Fine Arts in Frankfurt am Main (1999). Jeppe Hein er særligt kendt for sine aktiverende og legende kunstinstallationer og skulpturer, heriblandt hans spejllabyrinter (Ordrupgaard), vandpavilloner og de såkaldte serier af Modified Social Benches, der udfordrer vores måde at være sammen på i det offentlige rum. Kendetegnende for Heins værker er, at de først fuldendes i mødet med sit publikum, der altid inviteres til at deltage, skriver Cisternerne i udstillingens præsentation.

IN IS THE ONLY WAY OUT – udstillingen i Cisternerne under Søndermarken kan opleves frem til 30. november.