Maleri af Rayna Cunningham, 2018, 100×100 cm

Rayna Cunningham lyttede i årevis ikke på andres forslag om at udøve sit talent som billedkunstner

– Det er SANDT! Endelig!
– Det giver mening nu, fortæller Rayna Cunningham, som i en alder af 45 år for alvor debuterer som billedkunstner. Opvokset i Glasriket i de svenske skove som datter af to kunsthåndværkere, så var FINE ARTIST det sidste, hun skulle være.

Rayna Cunningham blev født 1972 i Danmark, og er opvokset i Sverige. I hjemmet hos glaskunstner Maja Cunningham og skulptør og keramiker Carl Cunningham-Cole blev der som sådan ikke talt så meget om kunst, men der var jo masser af billeder på væggene og forældrenes kreds rummede flere kunsthåndværkere. Der var et implicit summende, kunstnerisk skabende miljø omkring hende, og hun malede altid, har faktisk altid malet.

Ud og hjem, som Peer Gynt 
Som helt ung var Rayna Cunningham ganske søgende, besøgte BZ-miljøet i København en tid og uddannede sig i England en tid. Her oplevede hun flere gange, at undervisere og andre ville dreje hendes bane i retning af den frie kunst. Men kunstlivet forbandt hun med en livsform, som ikke tiltalte hende, så hun gik en anden vej.

Rayna Cunningham uddannede sig fra Blake College, Cavendish College og begyndte uddannelsen som fashiondesigner på Middlesex University i England. Hun arbejdede en årrække, dels som designer af fashionable tasker, dels som producent og værkstedsleder i Stockholm.
Efter en lang livsrejse omkring København, Australien, Indien og London har hun nu fundet hjem i bogstaveligste forstand. Kunstneren er atter bosat i barndomshjemmet i de svenske skove og har fået masser at male af.
– Jeg gjorde modstand langt hen ad vejen, men så kommer universet, og skubber dig derhen. Nu er jeg endelig klar, siger kunstneren, som ser frem til at dele sin kunst med et større publikum. 

Maleri af Rayna Cunningham, 2018.

Sindets natur
Inspirationen udfolder hun gerne i store, bevægende formater i olie på lærred, når der er tid nok, og i akryl, blyant og mixed media, når det skal gå stærkt. Rayna Cunninghams motiver er sælsomt tvetydige. Her er en stor skrøbelighed og en stor styrke. 

– Ligesom skoven ved solskin og skoven ved nat er mennesket selv et rimeligt komplekst univers, hvor det til tider ser pænt ud, og til tider ser ubehageligt ud. Det er spændende for mig at dykke ned i, siger Rayna Cunningham.
– Jeg kan også lide fejl. Jeg elsker, når der kommer noget fantastisk ud af en fejltagelse, og tænker, at det er nok det, vi er mest bange for og det, der egentlig er det vigtigste og bedste, der findes, raisonnerer Rayna Cunningham.

Kilderne på vejen
Spørgsmålet om, hvem der i dag inspirerer hende, besvarer hun således:
– Kunstnere, der er så enormt mange dygtige, gamle som nye.

Jeg bliver overvældet og lykkelig, når jeg ser noget, der går lige igennem!! Jeg kan for eksempel virkelig godt lide en marokkansk kunstner, der hedder Abdella El Haitout, for ikke at nævne japanernes smukke enkelhed i det meste, de foretager sig. Også Bacons absurde forvredenhed. Og jeg er skør med Michel Kecks vidunderlige malerier. Jeg kan næsten ikke tænke og se dem uden at føle, hvordan cellerne i mig deler sig! Det nok min absolutte favorit.
– Så er der de gamle, vi alle kender, hvor jeg til tider drømmer mere om den tid, de levede i, og hvad de havde at udgå fra og hvad de ville synes om det kæmpe udbud, der findes i dag. Om de nu ville have været så tossede i dag eller bare være endnu en i mængde? – Og der hentyder jeg ikke til Picasso, og hvad han malede som barn, nærmest umenneskeligt! beretter Rayna Cunningham. 

Debut i København
Debutudstillingen finder sted i København Galleriet 1. tv. på Østerbro, drevet af samlerparret Mireille og Søren Flygenring Basset, som byder indenfor i deres private lejlighed 15. og 22. april – kun de to søndage. Om oplevelserne med kunstnerens værker fortæller den ene af indehaverne fra Galleriet 1. tv., Søren Flygenring Basset.
– Figurer kommer og går, når man flytter sit fokus. Det er som om, der er mange forskellige erindringer, som folder sig delvist ud i hvert billede. Men de folder sig ikke helt ud. Jeg må selv digte videre på hvert af de anelsesfulde motiver, siger Søren Flygenring Basset.
For kunstneren er det en forløsning at opleve værkerne, fløjet ud af atelieret i skoven og ind på de fine, rene vægge i Galleriet. En forløsning at se og at genfinde i nyt lys.

Maleri af Rayna Cunningham, 2017, 120c90

Rayna Cunningham ∙ SOLO UDSTILLING ∙ DEBUT UDSTILLING
15. april + 22. april – kun de to søndage.

Galleriet 1. tv. – Willemoesgade 44, 1. sal, 2100 København Ø
Fernisering:   15. april kl. 13 – 16. //   Finissage:  22. april kl. 13 – 16.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Jes Fomsgaard – Rose, 2017.

Tegner, grafiker, musiker, filmskaber, underviser, rektor, billedkunstner, modtager af Eckersberg Medaillen, adskillige legater samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse: 70-årige Jes Fomsgaard fejres med en fornem retrospektiv udstilling og bogudgivelse på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

View Jes Fomsgaard er udstillingstitlen, og sammen med den delikate bogudgivelse får vi den fynske mester serveret i en fornem indramning. Johannes Larsen Museet rummer ud over kunstnerhjem og atelier også en velfungerende fløj til særudstillinger. Her præsenteres nedslag af Jes Fomsgaards omfattende livsværk, opdelt i temaerne COAST, MAP, PARK, PAPER, CITY og CATHEDRAL, som følger udstillingsrummenes arkitektoniske forløb. Værkerne varierer i formater fra store malerier til skitsemateriale og installationer. 

Jes Fomsgaard – Museum for Imperfection 2015

Kridt og stift
Jes Fomsgaards udtryk fangede for år tilbage min opmærksomhed med sin kombination af klassisk tegnede søjlekapitæler, labyrintiske sort-hvide babelstårne og grafiske, mættede farveflader, påført kridtstreger og blyantsskriblede notater. Kombinationen med dyrehoveder, torsoer, figurer fra folkelig italiensk Commedia dell’ Arte, imaginære landkort og arketypisk arkitektur skabte en stærk resonans. Det var monumentalt og demokratisk på samme tid. Her var spor, det var værd at forfølge, værd at lade sig gribe af.

Turen gik over fremtidslandskaber med rum- og computerlignende universer, ind i dunkle parklandskaber med skarptskårne cypresser, trapper og haverum frem til barokke katedralers grundplaner og fascinerende ruiner, hvor det efterladte, overlevende sitrer i skygge og streg, af og til gengivet på en tavlesort baggrund.

Skarp og elegant er kontrasten i Jes Fomsgaards æstetik, hvor paletten af virkemidler forskydes og udvides fra værk til værk. Dette skal naturligvis helst opleves ved selvsyn, ved at besøge udstillingen i Kerteminde, men herom fortælles også i det rigt illustrerede bogværk, hvor Jes Fomsgaards kunst ses retrospekt af kunsthistoriker Lene Burkard, og uddybes i en samtale mellem kunstneren og kurator Christian Kortegaard Madsen. 

Jes Fomsgaard – White River 2010

– For Jes Fomsgaard er arbejdet som billedkunstner som en forskningsproces, hvori han inddrager tanker og værker helt fra antikken, renaissancen og barokken til vor tids arkitektur, rum-, krigs- og medieforskning, fortæller kunsthistoriker Lene Burkard. Selv siger han, at det for ham handler om kompleksiteten i verden.

I perioden fra 1981 til 1992 blev indtryk fra rejser og udlandsophold i Spanien og Italien omsat i en serie på 119 grafiske blade, dybtryk, som i 2002 blev erhvervet af Kulturarvsstyrelsen til Vejle Kunstmuseum.
– Denne sorte farve er utrolig vigtig for mine billeder. Den betyder død for mig. Men det er også i mørket – i skyggen – inde i portene, at livet eksisterer. Det er der, man sidder med sin kølige vin; det er der fødslerne sker. Det er der, man kastrerer tyren. Det er der, det er. Det er skyggen, der er vigtig. Det er den, som markerer formen, og det er i skyggen, lyset har sin resonansbund, har Jes Fomsgaard udtrykt det.

Nogle af stregerne ligner kridt på en tavle. Det er kridt på oliebasis, som fikseres.
– Det ser meget overbevisende ud, og folk forsøger altid at viske det ud, hvilket også er en pointe med at bruge det. Der sker noget med et billede, når man føler, at stregerne kan viskes ud. Der er en fortrolighed over kridt. Kridttegningen bliver på en måde en offentlig skitse. En kridttegning lægger op til debat, og den henviser til en evig korrespondance, hvor billedet konstant skifter. Det er her, at min streg virkelig kan gøre noget, forklarer Fomsgaard.

Mennesket som kode
Menneskekroppen har været et forlæg for en betydelig del af Fomsgaards arbejder. Studiet af anatomiens proportioner har ledt hans interesse mod arkitekturen, som spiller en stor rolle i motivserierne CITY, PARK, COAST og CATHEDRAL.
– Jeg fandt ud af, at hvis jeg ville vise et størrelsesforhold, så kunne jeg lave en trappe, for der er nogle normer for, hvordan en trappe er konstrueret. Et trin svarer til et skridt, så hvis jeg bare lavede en trappe et eller andet sted i billedet, så var der en form, som viste størrelsesforholdet. Da jeg først fandt ud af at bruge anatomien på den måde, blev arkitekturen enormt interessant, siger Fomsgaard i samtalen med udstillingens kurator, Christian Kortegaard Madsen. 

Jes Fomsgaard – Red Treetop 2016

Skole og vækst
Om betydningen af arbejdet som rektor og underviser med tæt kontakt til såvel studerende som kunstnerisk forskningsmiljø fortæller Fomsgaard:
– Jeg kom til Fyn i en spændende tid. Fyns Grafiske Værksted var netop blevet etableret, og så kom billedhuggerværkstederne på Hollufgaard. Der herskede en visionær stemning i Odense. Man ønskede kunstlivet ind i en ny tid. Man ville ikke kun have et kunstmuseum, men nu også en Kunsthal. Det blev så klædefabrikken Brandts, som blev indviet i 1984. Det Fynske Kunstakademi skulle ligeledes have til huse på Klædefabrikken. Jes Fomsgaard blev ansat på akademiet, først som leder af den grafiske skole, og fra 1990 som rektor med indflydelse på ansættelser og samarbejde med kunstakademierne i Aarhus og København. I forhold til Fomsgaards egen kunst har dialogen med de studerende og med professorkollegerne været med til at skærpe nysgerrigheden og hans eget kunstsyn. 

Jes Fomsgaard – Night Vision 2010

Bogen til udstillingen er udformet i et velvalgt layout af Louise Harbo Bendixen, og rummer foruden de her citerede artikler en katalogdel og et informativt, biografisk afsnit. Jes Fomsgaard har stribevis af udstillinger bag sig i ind- og udland, og repræsenteres herhjemme af Galerie MøllerWitt, Aarhus. Han har udført adskillige udsmykningsopgaver rundt om på landets læreanstalter, f.eks. Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, !Nano, auditorium Aarhus Universitet, flere gymnasier, Holstebro Musikskoles Koncertsal, Odense Musikkonservatorium, samt for både private og i offentligt tilgængelige bygninger.

Forhåbentlig bliver der også plads til en udsmykning på en af Københavns nye metrostationer en dag, hvor såvel den monumentale styrke som den enkeltes skrøbelighed skildres eminent i Jes Fomsgaards streg. 

View – Jes Fomsgaard
Johannes Larsen Museet
Kerteminde
Frem til 13. maj 2018 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Artiklen er publiceret på Kunstavisen.dk
3. april 2018

Peter Rothmeier Ravn – Galleri Kant – installationsview 2018
foto: David Stjernholm

Hvor kommer lysten fra? Og prægningen? Inspirationens arnesteder spørger jeg gerne ind til, når jeg skriver en af de samtaleartikler, som bl.a. Kunstavisens læsere kan se fra min hånd.

Kunstnerne fortæller gerne, at de er startet med at tegne, og måske har tegnet altid. Men den lige vej fra prinsessekjole til malerkunst er sjældent så lige endda.
Nogle gange er det en farmor, der har haft en særlig rolle, som f.eks. hos kunstneren Peter Ravn, jeg skrev om for nylig. På siden her og på Kunstavisen online kan du læse, hvordan fru Rothmeier Ravn kunne noget, som drengen Peter tog ved lære af. 

Andre gange er det f.eks. en højskolelærer, måske selv billedkunstner, som kommer til at gøre udslaget for den, der vælger at gå kunstnervejen. Ofte skal der et par friske øjne til at se talentet hos det menneske, der som barn, ung eller voksen bruger den kunstneriske metode i sin gøren og laden. De øjne kan blive livsafgørende for den anden. 

Anneline Schjødt Pedersen, One Inch Tall – KP 2017.

Essentiel er den tid, det tager at opdage, at dvæle ved og samtale med den, som måske har et talent.

Essentiel er den tid, der bliver brugt på rosen, sagt med et citat fra Den lille Prins.

Essentiel er også den ballast, som læreren, inspiratoren kommer med.

Bliver der tale om en skoling, hvor der bliver pushet rigid teknisk kunnen ind? Eller bliver der lagt en grund til lyst, til længsel efter mere, gerne i forlængelse af en tillidsskabende anerkendelse af den enkelte, som et værdifuldt væsen i sig selv?

Det er utroligt, hvad ros og tiltro kan gøre.
Men ros skal være ægte, og komme fra et menneske, ikke fra en måling.

Modstand skal der også til, så landets keramikovne ikke brænder ethvert spinkelt askebægerforsøg.
– Skån vores voldgrav for de værste prøveeksemplarer. Det er ikke alting, som fortjener at leve i tusind år, sagde min højskolelærer Tove Andresen på Engelsholm. Her blev givet værktøjer til kreativ idéudvikling og der blev givet kulturhistoriske rammer, så pennen ikke løb ud i alt for tynde amøbeformer. 

En hyldest skal her derfor lyde til den lærer, der ser den enkelte, og finder tid til den reflekterende samtale, vi hver især kan huske i resten af vores levetid.

Inge Schjødt – Dråben 1980 – keramisk figur

Et krav skal her også lyde til de, der sætter betingelserne for lærernes uddannelses- og arbejdsbetingelser. Overenskomstforhandlingerne har i de første faser haft fokus på læreres arbejdstid og vilkår.

Lærerne er grundpiller, som fortjener vores største respekt. Lærernes muligheder og skolens rum for det unyttige, for fordybelsens eksperimenter med og uden ipad skal styrkes. 

Danmarks fremtid er på spil!

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Lederartikel i Kunstavisen 03//2018

Peter Ravn – It Was His Own Fall, 2018
foto Dorte Krogh

Kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn, som er udstillingsaktuel hos Galleri Kant i København og Kirk Gallery i Aalborg

Udenfor skifter omgivelserne farve med det dalende sollys over Københavns Botaniske Have. Peter Ravn tørrer penslerne af efter en travl dag i atelieret. Nye billeder står til tørre på staffelierne. I skrivende stund er Peter Ravn udstillingsaktuel hos Galleri Kant i St. Kongensgade i København, og lørdag 3. marts åbner han en soloudstilling hos Kirk Gallery i Aalborg.

Motiver med habitklædte mænd med blanke sko, som ligger, kryber, falder – alene eller flere sammen – har igennem nogle år optaget Peter Ravns optik. En kreds af modne, maskuline, nøgterne og til tider neurotiske figurer befolker hans overbelyste, usentimentale, blankpolerede verden. Mændene er eksponenter for både magt og skrøbelighed i tilværelsen. Autoritetssymboler udfordres. I Ravns såvel afslørende som forsonende penselstrøg spores en rastløs energi, som bryder figurernes nedkølede isolation, og de sanser lige akkurat med det yderste af de rødsprængte næser, ører og fingerspidser, at livet sker for dem.
Rummet omkring mændene er langsomt under forvandling. Fra næsten tomme universer løber der linjer i landskabet. Som regel set i et overvåget Googlemaps perspektiv. Linjerne synes menneskeskabte, veje og landingsbaner, og enkelte bygningskroppe ligger som markerede fixpunkter, targets, måske. Men, her gives ikke nogen alt for håndfaste definitioner. Det er op til øjnene, der ser.
På de allernyeste motiver har linjerne nu ændret sig, og her antydes mere organiske elementer, ligesom figurernes beskæring i kompositionen går mere til kanten, og billedfladens autoritet brydes op på ny. 

Galleri Kant – installationsview 2018
foto: David Stjernholm

Alpine inspirationer
Til udstillingen His Own Fall hos Galleri Kant er der fremkommet en helt ny værkserie i 3D. Human Landscapes, hedder de. Skulpturerne er skabt af smukke, klassiske østrigske Lodenfrakker i jagtgrønne nuancer, fastgjort på en base af polystyren og gips, formet med de autentiske kantbesætninger og knapperne, så de nærmest illuderer øjne, der popper ud af den bølgende, på én gang kropslige og landskabslignende form.
Men, hvor kommer den inspiration fra?

Fornemmelsen for kvalitet ligger i blodet hos Peter Ravn – Peter Rothmeier Ravn, som er det fulde navn efter den sønderjyske slægt på farmoderens side.
– Hun var god til at sy, virkelig god, fortæller han. Jeg husker, at hun syede frakker til os af min oldefars gamle uldfrakke fra 1. verdenskrig. Og jeg så hende ofte sy om og skære til. Engang syede hun en ruskindsjakke med frynser til mig, hvor nålene på hendes gamle Pfaff-maskine knækkede hele tiden.
– Jeg har altid tegnet, fortæller Ravn og beretter om en opvækst med klaverspil og kunstinteresse i familien. – Den nonfigurative, modernistiske kunst virkede, da jeg var ung i 1970’erne som en lukket verden for mig. Så uddannelsesmæssigt gik jeg på Design instituttet på Kunstakademiets Arkitektskole, et år på designskolerne Syracuse University og Parsons School of Design i New York, og tog så afgang fra Afdelingen for Industriel Design herhjemme. 

Peter Ravn – Right Hand over Human Landscape #2

Musik og marketing
– Men for mig var det i rockmusikken, at kilden sprang! Jeg spillede selv musik og havde venner, der var musikere, og dem begyndte jeg at lave pladecovers for. På det tidspunkt var coveret et kunstnerisk udtryksmiddel, som gennemgik en eksplosiv udvikling fra før at have være et foto af nogle musikere, siger Peter Ravn, og fortæller om en tid med en musikbranche i en rivende udvikling, hvor tidens filosofiske og politiske tanker for ham primært gik gennem musikken. Her var et både kreativt og kunstnerisk spillerum.
Et pladeselskab spurgte, om han ville sætte nogle billeder på musikken, og sådan kom Ravn i gang med at skabe musikvideoer til en række legendariske navne på den danske musikscene.
– Men der gik for meget marketing i musikbranchen, og så forsvandt magien for mig, forklarer Peter Ravn, som derpå virkede i en kreativ del af tøjbranchen, primært med mærket Democrats, hvor der bl.a. blev skabt T-shirts med ikoniske tekster, men også for nogle velkendte brands, indtil konceptualiseringens lyserøde lasur også indhentede dem.
– Jeg fandt da, at jeg havde lyst til at fordybe mig et andet sted, og kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn.

Fart og frigear
Omkring årtusindskiftet går Peter Ravn til billedkunsten. I 2004 får han optaget værker på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling. I 2005 og 2009 er hans billeder med på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Fra 2009 udstiller han bl.a. på Gallery Poulsen i Kødbyen og deltager på Portræt.nu udstillinger på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Siden har han udstillet i både ind- og udland, bl.a. på biennalen i Brescia, i Rom, Napoli, samt Wroclaw i Polen, Hanoi i Vietnam og Oslo, Norge.

Ind imellem er der blevet tid til at skabe bl.a. bogværker for Gyldendal, eksempelvis den fotodokumentariske  København Con Amore sammen med Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen. Et værk, som har haft direkte indflydelse på andre billedkunstnere som f.eks. maleren Jonna Pedersen, der har taget byens rå og poetiske puls til sig og skabt sine egne værker ud fra nogle af gadernes kulturperler, som fremstilles i bogen. Der er også skabt en serie plakater fra bogen af Peter Ravn. 

Peter Ravn – The perfect Storm, 2018

Cirkler sluttes
Tilbage til Galleri Kant, til udstillingen His Own Fall og skulpturerne Human Landscapes. Udstillingen hos Galleri Kant er en både dramatisk og harmonisk symbiose. Ravns malerier og de mosgrønne skulpturer spiller så rent sammen med rummenes overflader og lyssætning, at det, på den vinterkolde søndagseftermiddag, klinger klart, som et klaverstykke af estiske Arvo Pärt.

– Det blev en voldsomt stærk oplevelse, da udstillingen hos Galleri Kant skulle installeres. Jeg har arbejdet meget med mine mænd, fortæller Peter Ravn. De bærer de her jakkesæt, men har slet ikke styr på deres gøren og laden. I værket The Perfect Storm står manden foran et inferno af røg, hvor hans store hånd i forgrunden kaster en skygge på hans skaldede hovede. Vegetationen, ressourcerne er forsvundet. Brænder vi det hele ned, har vi kun vores egen hånd at søge skygge under.

– Jeg har arbejdet med landskabet i flere motiver i mine malerier, og nu er jeg også gået ombord i det tredimensionelle, for at få kroppen og landskabet til at smelte sammen. Til skulpturerne har jeg kun haft de allerførste prøver i mit atelier i form af bunker af tøj. Jeg er egentlig ikke vild med Lodenfrakken som traditionel identitetsmarkør – i hvert fald ikke i den danske kontekst, som har noget irriterende Holte-agtigt over sig – men i de opsplittede, dekonstruerede genbrugs Lodenfrakker finder jeg noget af Alperne, og dem elsker jeg. Jeg skal altid ind i områdets elegante specialbutikker med den gedigne lokale beklædning, når jeg rejser dernede. De har de her grå og grønne farver, som nogen forbinder med militær, men som jo egentlig er naturens egne farver. Det er bjergsidernes græs og græssende får indlejret i klæde. 

Peter Ravn – Human Landscape #3
foto: Dorte Krogh, 2018

– Det her valkede materiale, hvor lanolinen bevares, selvom filtningsprocessen er med kogende sæbe, det er fascinerende. Også de små farvevariationer, der bevares i uldens overflade.
Selve formen under skulpturernes overflade blev skabt på et værksted et andet sted i byen, så mine malerier og skulpturerne mødte først hinanden, da vi fik tingene ind til Galleri Kant. Det var en kæmpeoplevelse!
– Den syntese, den samtale, som værkerne her har indledt, har fået mig til at se på det hele på en ny måde, og det kommer helt sikkert til at afføde noget nyt.
Til september udstiller Peter Ravn på Munkeruphus i Nordsjælland. 

Peter Ravn – The Stop over Human Landscape #3

Frem til 4. marts // Galleri Kant, St. Kongensgade 3, 1264 København K
Fra 3. marts // KIRK Gallery, Danmarksgade 8, 9000 Aalborg 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Peter Martensen – Dansen om Sorte Scene, 2003

Hvad maleren Peter Martensen fortalte ved et besøg Huset i Asnæs i sommeren 2017 

Peter Martensen voksede op på Stadionvej i Odense i 1950’erne, og lyden af stadion var som et trofast bagtæppe. Faderen var reklamemand. En dag, da Peter var omkring 5-6 år gammel så han et hæfte, et katalog, som faderen havde med hjem. Her var fotos fra MoMa-udstillingen ’The Family of Man’ – en international fotoudstilling, kurateret af Edward Steichen, som besøgte Charlottenborg i 1957.
Motiverne heri viste andre sider af tilværelsen end det kendte kvarter, og det gjorde et stærkt indtryk.

Peter Martensen tegnede fra sine tidligste år, og i gymnasiet foreslog en lærer ham at søge på Kunstakademiet. På Det Fynske Kunstakademi fik han sin grundlæggende kunstneriske uddannelse, og snart derefter fik han atelier i Bredgade i København. Med et almen voksenpædagogisk grundkursus i baglommen kom han i gang med at undervise.
– Jeg blev klar over, at jeg skulle dygtiggøre mig for at frigøre mig. Jeg malede derfor studier, klassiske opstillinger, portrætter og senere motivkredsen Tilskuere. Det var i årene omkring udstillingen ’’Kniven på hovedet ’’med De Unge Vilde på Tranegården i Gentofte (1982), hvor eleverne fra Kunstakademiet i København rejste ud, studerede transavantgardismen og blev inspireret til at udtrykke sig voldsomt, gestikulerende og fabulerende.

Peter Martensen – Fokuseringen, bemalet bronze, 2017

Maleriet først
Peter Martensen spurgte dengang sig selv, om han var født i en forkert tid, for selv om de vildes maleri påvirkede ham stærkt, kunne han ikke finde sig selv i det, og tilmed var der den opfattelse, at psykologi, indlevelse og følelse ikke længere kunne bruges i maleriet.
– Med mediernes øgede indflydelse på vores hverdag og den overvældende informationsmængde ude fra verden, man ikke kan reagere aktivt på, gøres vi ufrivilligt mere og mere til tilskuere, udtaler kunstneren. Denne erkendelse var en del af det stof, mine tilskuerbilleder fra starten af 1990erne udsprang af.
– Jeg opfandt derefter en skabelon, Hr. Hvem-som-helst, en person uden egenskaber. Dog lignede han lidt min far, som han så ud da jeg var barn, i hvid skjorte, mørke benklæder og sideskilning i det mørke hår.
– Jeg undersøgte, hvad jeg kunne gøre med ham. Jeg løftede hans arm. Jeg løftede hans finger. Hvis jeg nu drejer ham? Gentager ham og putter flere ind? Ser ham oppefra?                                                

Motivet sås som fra et Guds Øje, og billedudtrykket fik en abstrakt, mønsterlignende kvalitet, som på en måde fik maleriet til at ånde frit, uden tyngende fortællinger. Hvert område af billedet skulle have samme gyldighed – skulle være lige gyldigt – og samtidig rumme en spænding.
– Senere begynder jeg at eksperimentere med at lade figurerne optræde i miljøer, i landskaber og sådan indgår de i en undersøgelse af rumlige og billedmæssige forhold, hvor jeg prøver at konstruere nogle visuelle udtryk for den tilstand, jeg aktuelt oplever.

– Jeg ser maleriet i en art helhedssyn, hvor kunsthistorien er en del af det, jeg gør. Jeg opdagede, at når jeg malede billeder, tømt for psykologisk indhold, puttede publikum indhold i. Billederne rummer det generelle, det fælles, det almene, forklarer Peter Martensen.

– Et maleri er et mentalt rum. Et rum for opdagelse, eftertanke, et rum, man kan tilbringe mental tid i. Det skal være organisk, dvs i højere grad udsprunget af mit sind og min krops processer, end ud fra et kunstteoretisk standpunkt.
– Jeg maler først, og reflekterer bagefter. Jeg lever i nuer – i nuheder. Som en gammel hippie oplever jeg det i dybder af sindet, at jeg lever i et bad af ånd, af lys.

Martensens farver
Jeg har en kamp med farver. For stærke farver skubber mig ud af billedet, fortæller Peter Martensen, og nævner at han har været meget glad for maleren Vilhelm Hammershøi, som han forbindes med, siden teenageårene.
– For godt 6 år siden flyttede jeg atelier. Vi fandt et fantastisk sted på landet i Nordsjælland, som ligger helt ugenert. Verdens bedste atelier.
– Da vi flyttede herop var der en diskrepans. Der var noget galt. Landskabet er jo fantastisk, og giver sådan en Guldalderfølelse, det er næsten også lidt Morten Korch’sk. Men grønt er en farve, jeg ikke har brugt rigtigt før. Den er svær. Den er krævende. Man tænker på Dankvart Dreyer og på Købke. Jeg malede grønt, men det var røvkedeligt, kitsch, smiler Peter Martensen. 

Peter Martensen – The Fertilization, olie på lærred.

Magt og afmagt
Så jeg puttede mennesker med hvide kitler ind i landskaberne. Jeg tror, at de repræsenterer videnskabsmænd, dem, der skal redde os fra naturkatastrofer, global opvarmning og epidemier.
A4-arket dukkede op i mine billeder. Det ikoniske papirformat fra det 20. århundrede, som har haft så stor betydning , og som er på vej bort. A4 arket har været brugt til kommunikation i form af breve – tænk på al den længsel og kærlighed dette format har viderebragt – skræmmende meddelelser – men også som dokument, kontrakter, skøder, lovsamlinger. A4 arket kan også være tegnepapir, og således et frirum til at skabe værker på. Der knytter sig en masse forskellige modsatrettede betydninger til det, og det er et fantastisk element at komponere billeder med, selvom det også er meget banalt, forklarer Martensen.

Portrætter og opgaver
Peter Martensen begyndte at få portrætbestillinger i begyndelsen af 1980erne. Han malede politikerportrætter af bl.a. Flygtningehøjkommissær Poul Hartling, og senere Folketingsformændene Christian Mejdahl og Erling Olsen.

Af filminstruktøren Bille August fik han til opgave at male ufærdige Krøyerværker til filmen Marie Krøyer, hvor Birgitte Hjort Sørensen spillede titelrollen. Hertil malede han også live en badende dreng i Krøyerstil. 

View med helfirgurs portrætter af Lone Hørslev og Morten Søndergaard

I foråret 2017 udstillede han 10 kunstnerportrætter på Frederiksborg Slot, hvoraf et par stykker er med på udstillingen i Huset i Asnæs, som danner rammen for kunstnersamtalen. Bl.a. helfigursportrætter af Lone Hørslev og Morten Søndergaard. Martensen fortæller om processen, opstillingen, og modellerne.
Morten Søndergaard er omgivet af papirer, de to skriver nemlig breve til hinanden. Gammeldags, håndskrevne, langsomme breve. Peter Martensen fortæller om mødet og portrætmaleriet af afdøde musiker Peter Bastian, der spillede på sugerøret. Peter Martensen nævner, at han også selv spiller musik, i en stilart, som ligger på kanten mellem musik og lyd. Der kom en naturlig genklang mellem maleren og modellen. Frederiksborgs Nationalhistoriske Museum købte portrættet af Peter Bastian.

Refleksioner her og derovre
Martensen malede billeder til en udstilling i BDG Gallery i Brooklyn, New York, 2014. Blandt andet et ganske stort portræt, hvor ansigtet næsten blev et landskab undervejs i processen. Galleristen solgte 10 billeder allerede før åbningen, og så omkom galleristen kort tid efter ved en ulykke. Vinden kan så pludseligt vende. 

Homeland, 176×241, Maleri af Peter Martensen. Foto: Henrik Petit

På udstillingen i Huset i Asnæs kigger publikum sig omkring og stiller spørgsmål til kunstneren.
– Hvem er manden ovre under træet? Der gemmer sig en figur i skyggen, lidt utydelig, men harmonisk.
– Han skal bare være der. Det virker for mig som en basklang i billedet, svarer Peter Martensen, og fortsætter: Der er nogle skalaforhold med nogle små mennesker ude i naturen. Vi orienterer os ud fra vores egen krop, men der er også en stor bevidsthed i naturen, i alle levende væsener.
– Jeg er overbevist om, at alle levende væsner har en bevidsthed. Det er en del af det at være menneske, at vi har en bevidsthed. Man kan spørge, om det er bevidstheden, der krystalliserer sig i partiklerne, i lyset? 

Universet er i bevægelse. Vi selv farer omkring i universet på denne klode på den mest snørklede måde. Cirkelbevægelsen omkring jordens akse, som vi kender som nat og dag, er også en spiralbevægelse omkring solen. Men solen er en del af en større bevægelse, galaxens, hvor stjernerne drejer med kolossal hastighed omkring et sort hul i centrum af galaxen – og samtlige galaxer i universet er samtidig på vej bort fra hinanden til alle sider. Så hvis vi skulle tegne vores bevægelse i rummet i 3D, foretager vi de vildeste bevægelser i kosmos hele tiden. – Jeg mediterer, og under meditationen har jeg målet at nå ind til det nul, som er i den store, komplicerede kosmiske bevægelse, fortæller Martensen.

Krav og ambitioner
– Jeg arbejder på at blive mere spontan. Nogen gange går der strikkekone i den, smiler kunstneren. Hvert billede kræver sit, det skal føles organisk, der skal være noget, der tricker mig, og så må det gerne være smukt malet!
De her mennesker på malerierne. De er måske Aliens?
– Jeg elsker Twin Peaks, David Lynchs’ værker. Jeg har altid selv følt mig mærkelig i verden, svarer Peter Martensen. 

En af deltagerne bemærker, at der ikke er særligt mange kvinder på Martensens billeder, hvortil han svarer:
– Kvinderne giver ikke den anonyme følelse. Kvinder er meget mere mangefacetterede. Det er en anden historie. Der kommer man et andet sted hen, understreger kunstneren. Det figurative, det er svært, men man skal ikke være så bange for det banale. Når billederne er skabt må de leve deres eget liv, slutter Peter Martensen. 

En af deltagerne spørger ud i lokalet, hvor mange af de ca. 40 gæster, der har et værk af Peter Martensen?
Det har de tolv. Nogle har mere end ét. 

Peter Martensen, X-lab, olie på lærred, 140 x 110, 2017

Efterskrift:
Peter Martensen havde en stor udstilling på et af Frankrigs største museer for moderne kunst i 2017, Musée d’Art Moderne Saint-Etienne, som købte et værk til samlingen, der bl.a. rummer værker af Gerhardt Richter, Andy Warhol, Picasso og Giacometti.
Peter Martensen er tillige repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Statens Kunstfond, Kunstmuseet i Rostock, (DE), Göteborg Kunstmuseum, (SE), Kastrupgårdsamlingen, Fuglsang Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Centre Culturel du Hainaut, (BE), Victoria & Albert Museum, London, (GB), Skovgårdmuseet, Viborg, Frederikshavn Museum, Portrætgalleriet, Frederiksborg Slot, Folketinget, Christiansborg, Sønderjyllands Kunstmuseum, samt i privatsamlinger i Danmark, Frankrig, England, Schweiz, Brasilien, Amerika og Japan.

Udstilling foråret 2018
Kunstneren er i foråret 2018 udstillingsaktuel hos Galerie MøllerWitt i Aarhus med udstillingen Planet X. Her behandler han en følelse af fremmedgørelse, af fake news og skiftende perspektiver, udtrykt gennem en række nye figurbilleder. Her er også en skulpturserie i bronze af den pegende mand.
Udstillingen hos Galerie MøllerWitt varer frem til 10. marts. 

  Artist Talk med Peter Martensen, sommeren 2017

The Family of Man – kataloget fra MoMa, 1955

Peter Martensen har tidligere skabt bronzefigurer, bl.a. Waterman, omkring ti forskellige i alt. 
Politiken har udgivet en af skulpturerne, ’’Blue Zero’’.
– Læs mere, bl.a. detaljeret CV hos www.gmw.dk. 

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk 

J. L. Jensen – Hyacinter, tulipaner og aurikler, olie på lærred 37×28 cm,1829

Hver tid har sine myter og vandrehistorier. Det gælder også fortællingen om guldalderens danske blomstermaler J.L. Jensen, som kan opleves på Nivaagaard og studeres i et nyligt publiceret forskningsværk 

Genren hedder Nature-morte, men der er intet dødsdrevent, forgængeligt memento-mori i Blomster-Jensens motivverden. Den står levende, hver stilk og hvert blad hører til et sted, og kunstnerens ærinde er en hyldest til naturen, til det ideelle i skaberværket.
– Det fastslår de to kunsthistorikere Marie-Louise Berner og Mette Thelle, som har publiceret en diger forskningspublikation og pragtbog om den danske guldalders blomstermaler, J.L. Jensen. 

Få dage efter ferniseringen af udstillingen En duft af evighed på Nivaagaard møder jeg de to kunsthistorikere, som står bag, og som har inspireret Nivaagaard Malerisamling til udstillingen. Herhjemme er blomstermaleren J.L. Jensen nok kendt, men han har siden sin død i 1856 og frem til nu ikke været særlig anerkendt eller grundigt, kunsthistorisk behandlet, fortæller de. Berner og Thelle er kolleger fra studietiden i Aarhus. I 2000 beslutter de at iværksætte et fælles forskningsprojekt om J.L. Jensen, og går i gang med deres research.

Først i 2014 kommer det på tale at sætte en udstilling op, men det kunsthistoriske, videnskabelige arbejde har da stået på gennem ca. 12 år. Og nu ligger så Jensens livsværk veldokumenteret på engelsk og dansk, takket være de to kunsthistorikeres mangeårige, ihærdige indsats. 

Tilbage til kilderne
Berner og Thelle har kigget dybt i bl.a. Fotografisamlingen på Danmarks Kunstbibliotek, og har været i udlandet for at finde stof, bl.a. på dokumentationssamlingerne på Witt Library i London og dokumentationsarkivet på Louvre i Paris. 

Herhjemme er der løbende solgt værker af J.L. Jensen videre til udlandet. I internationale auktionshuse går J.L. Jensens billeder fra 1980’erne og frem for betydelige summer. Derfor er det bl.a. de internationale auktionskataloger, en del af bogens illustrationer stammer fra. Men det er langt fra alle værker, som har kunnet opspores. 

J.L. Jensen – Blomster på et marmorbord, 1833.
Montpellier, Musée Fabre

Kunstneren må have haft et omfattende arkiv af blomsterstudier, som han brugte til at udføre sit betydelige antal værker. Gang på gang ser man motiver og dele af motiver gå igen i senere billeder. Men langt størstedelen af kunstnerens skitser og breve mangler, og endnu er hans eget arkiv ikke opsporet. 

Frihed til fortolkning
– Hvor mon det er? Det kunne være spændende, hvis der dukker noget op, nu bogen er udkommet og udstillingen tiltrækker opmærksomhed, siger Berner og fortæller, at J.L. Jensen og hans hustru havde en plejedatter, hans brors datter Laura, som blev gift Hein og fik syv børn. Med en del efterkommere kan der stadig dukke ting op. 

Der er heller ikke skrevet alverden om kunstneren.
– Men det gør nu ikke noget, at der ikke har ligget en større litteratur om ham, siger Berner, derved har vi fået mere frie hænder til at konkludere på det stof, der var.

Vejen og tiden
J.L. Jensen, født 1800 i Gentofte, bliver tidligt uddannet på Kunstakademiet i København. Han er samtidig med romantikkens store, H.C. Andersen, Grundtvig, Thorvaldsen og Eckersberg. Som 22-årig drager han på studierejse gennem Tyskland og Holland til Paris, hvor han også uddannes som porcelænsmaler på opfordring fra tronfølgeren, den senere Christian 8. 

J.L. Jensen – Opstilling med en rododendron, valmue, pæon i græsk vase, 1841

J.L. Jensen inspireres af de store internationale blomstermalerier, han ser, og han oplever, hvordan et købestærkt borgerskab og eliten søger skønheden ovenpå Den Franske Revolution og Napoleonskrigene. 

I Danmark, hvor sårene slikkes ovenpå Slaget på Reden, Københavns Brand, statsbankerotten og tabet af Norge er et borgerligt publikum er ikke så interesseret i helte og store figurscenerier, som de enevældige konger før havde dyrket, men som kongen, Frederik 6., er de ivrige aftagere af blomster- og frugtmotiver, af køkkentemaer og jagtbilleder, og Jensen former den motivverden i en nordisk enkelhed og ro.

Egen og Vinen
Mette Thelle behandler bl.a. skæbnen for Jensens royale rumudsmykninger, skabt til Frederik d. 6’s. to døtre Vilhelmine og Caroline.
I dag er to vægmalerier placeret i palæet hos Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary på Amalienborg, mens den udsmykning, som Jensen udførte til prinsesse Caroline og prins Ferdinand til det Bernstorffske Palæ, kan ses på udstillingen, men er ellers taget ned og arkiveret på ubestemt tid.

Marie-Louise Berner fortæller om de to Kgl. porcelænsservicer, som prinsesserne også fik i medgift. Prøverne findes i dag på CLAY i Middelfart. 

J-L- Jensen – Kurv med blomster ved foden af et træ, 1840

En god del af Jensens produktion udgøres af såkaldte mindebilleder dvs. blomster og frugtbilleder, der males på bestilling for at fejre en bestemt mindeværdig begivenhed, en barnedåb, en forlovelse, et bryllup, en krigsindsats, et jubilæum. Motiverne understreger tidens strømning, den nære tilknytning til naturen.

– Blomstermaleriet udøves på professionelt niveau såvel af mænd som af kvinder i guldalderen, og er hverken mere eller mindre maskulint end de øvrige genrer i tiden, udtaler Mette Thelle.

– Mens de alle udstillede og solgte deres billeder på Charlottenborg, er det kun Jensen, der virkelig løfter sig op på et internationalt niveau.

J.L. Jensen valgte sit arbejdsfelt med et klart sigte, med et gudhengivent sind, og fik kommerciel succes.
– Der var intet petit over det.

Mellem kunst og natur i guldalderen af Marie-Louise Berner og Mette Thelle

Blomstermaleren J.L. Jensen
Mellem kunst og natur i guldalderen
Marie-Louise Berner & Mette Thelle
Strandberg Publishing / Nivaagaard
316 sider, rigt illustreret, indb. 2018.

Udstillingen – Frem til 12.8.2018 
En duft af evighed, Blomstermaleren J.l.Jensen
Nivaagaards Malerisamling
Gammel Strandvej 2
2990 Nivå 

Prinsesse Carolines spisesal i Bernstorffs Palæ. Endevæg mod syd,
Rumudsmykning af J.L. Jensen, 1829.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Du skal leve // Han skal leve
Samtale publiceret i Kunstavisen no 2 – 2018

Table for Two – Art Meal 2018

Maden bygger bro, når modsætninger mødes.
Det gælder også de to billedkunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen, som har inviteret hinanden til bords på udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal i Bredgade Kunsthandel fra 1. marts – 7. april.

Ud fra hver sin samtidige, men forskellige kulturbaggrund har de to kunstnere brugt madelementer, som refleksionsrum i de malerier, collager, grafik, video og installationer, de har arbejdet med siden 2014. 

Brændende Kærlighed
Mad fylder meget af vores tid, og rummer meget mere end det, der kommer ind på tallerkenen, som vi får det at se på udstillingen her. Enkelt og ligetil ser det ud, når Külli Suitso og Jonna Pedersen spejler forskellige genstande fra hverdagen. 

Som Vor Mor lavede det – Af Jonna Pedersen

Genren er nok stilleben, men der er intet tavst over de to billedkunstnere, når man observerer motiver, farver, den udsøgte tekniske kunnen, kompleksiteten og kvaliteterne i deres værker.

Det er en modsætningsfyldt virkelighed og intens inspiration fra to billedkunstneres kulturelle baggrunde, der møder os ved dette Art Meal. Mens estiskfødte Külli Suitso i sin opvækst oplevede knaphed, kø-kultur og skydeøvelser i skolens træningsrum, så var der rigeligt på tallerkenen, og betydeligt mere fredeligt i Jonna Pedersens fynske have med Farmors bedste kiksekage og en lun cremelinse til theen. 

Hellmet between peace and war
I året 2014 skabte den forfærdelige larm af krig i Ukraine genklang hos Külli Suitso, da Rusland annekterede Krimhalvøen, og hun malede sin Hjelm i Blåt og Gult. Det igangsatte en ny suite af eksistentielle billeder.

Samme år iværksatte en dansk minister en million kroner kostbar debat i offentligheden om danskernes foretrukne nationalret, mens Jonna Pedersen malede billedet af Stegt flæsk med persillesovs – Som vor mor lavede det.
– Madtraditioner er forbundet med stærke følelser, og både hjelme og tallerkner kan ses som en form for beskyttelse i en politisk kontekst. Men de to kunstnere inviterer os til at lytte til vore egne fortællinger, genkalde minder, mærke sansninger og skabe vore egne fortolkninger, idet vi interagerer med deres kunst. 

Külli Suitso at Tartu Art House – Preparations, Helmet Vol 3. Solo, 2017.

– Som livets frontsoldat må enhver tage sine egne kampe, siger billedkunstner Külli Suitso, og understreger, at hendes billeder ikke skal ses som propagandakunst. Også Jonna Pedersen skærper vores perception af den omgivende verden, og forærer os nærværet, her givet i måltidets pausestund. – Lyt engang, de giver os ‘The sound of silence’.

Külli Suitso er født 1974 i Tartu og uddannet fra Tartu Universitet, Fakultetet for maleri. Har udstillet siden 1993 i bl.a. Estland, Letland, Finland, Sverige, Østrig, Komi, Slovenien, Mexico og Danmark. I DK bl.a. på Charlottenborg Forårsudstilling 2005, 2012, Kunstnernes Efterårsudstilling 2005, 2009, 2010, Kunstnernes Sommerudstilling 2010, Viborg International Billboard Painting Festival i 2012. Suitso har været bosat i Danmark siden 2004, og underviser på Aarhus Kunstakademi og er medlem af BKF. 

Jonna Pedersen er født 1971 på Fyn, er kunstnerisk uddannet fra Billedkunstskolen Ignatius.dk, Ealing Art College, London, og som elev af Håkon Nyström, og er cand. negot fra Syddansk Universitet. Hun har udstillet i bl.a. New York, Boston, Berlin, München, London, Amsterdam, Avignon, Barcelona, Cape Town, Venedig, Jerusalem og Tel Aviv. I DK på Charlottenborgs Forårsudstilling 2005, 2006, Den Frie, Gammelgaard, Heerup Museum, Frederikshavn Kunstmuseum, Kirsten Kjærs Museum m.fl.  Deltog på International Billboard Painting Festival i 2014. Er tildelt arbejdslegater af Statens Kunstfond og Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Hun repræsenteres internationalt af Mika Contemporary Art, Tel Aviv, Israel. Medlem af BKF og KKS. 

Jonna Pedersen, Pirring af sanserne, akryl på lærred, 60 x 80 cm.

Danske soldater i Estland lige nu
Her er både sødt og surt på menuen ved udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Estlands ambassade i anledning af at Estland i år kan fejre 100 år som stat.

Kulturmødet med Estland aktualiseres af, at danske soldater netop er blevet udstationeret i landet som del af den britisk ledede Nato styrke. Estlands befolkning lever dagligt med et højt beredskab og med en sort humor, afledt af folkets og landets skæbne, som ét af kun fire grænselande, der støder op til Rusland i Europa.

Danmark var meget hurtig til at anerkende den baltisk-nordiske søsternation, da Estland genvandt selvstændigheden i 1991 efter generationers besættelse, dels fra Tyskland under 2. verdenskrig og siden Sovjetunionen.

Katalog med bidrag fra bl.a. Uffe Ellemann Jensen
Tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, som siden 1990’erne har haft nær tilknytning til Estland, har bidraget til udstillingens katalog, sammen med madhistoriker Svend Skafte Overgaard som uddyber Sovsens Epoke. Udstillingen åbnes af ambassadør for Estland i Danmark, Märt Volmer. 

Jonna Pedersen – Naar kaffen er klar, akryl på lærred, 60 x 80 cm.

Brændende Kærlighed // Hellmet between peace and war
Begge kunstnere har i 2017 publiceret deres værksuiter i bogform. Det skal fejres og bøgerne præsenteres ved en Artists talk 7. marts i Bredgade Kunsthandel.

Det er en stor fornøjelse for Komkunst.dk at kuratere denne udstilling, idet jeg det seneste års tid haft  fornøjelsen af at samarbejde med begge de to kunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen. Stor Tak til dem, og til Annegrete Davis i Bredgade Kunsthandel for at gribe ideen, da den opstod.

Welcome ∙ Tere tulemast ∙ Velkommen

Læs mere
www.kylli.dk
www.jonnapedersen.dk

Følg på facebook – Estonia 100 – Table for Two – Art Meal 

Külli Suitso – Hjelmen efter der er bagt brød i den, olie på lærred, 60 x 80 cm.

Külli Suitso – Hjelm med slik, olie på lærred, 60 x 80 cm.

Susanne Schmidt-Nielsen – occurrences – detalje – foto Ole Jørgensen

Susanne Schmidt-Nielsen har destilleret sit udtryk frem til et unikt,
frit formsprog, der går lige i huden på publikum

Portrætsamtale til Kunstavisen 01/2018
af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Ved mødet med Susanne Schmidt-Nielsens kunstværker bliver jeg berørt af en dyb, meditativ følelse. Den mystik, der er i hendes sanselige udtryk, vækker min interesse. Selv de mindste forskydninger ændrer kompositionen, og det syn nyder jeg at fordybe mig i for en stille stund. Hvor kommer det fra? Hvad er det, hun gør?

Første møde er på den censurerede udstilling Kunstnernes Påskeudstilling i 2015, hvor Susanne Schmidt-Nielsen har værker med i Aarhus Kunsthal. Her ligger an assembly på gulvet og standser mit blik. En samling objekter af beton, tekstil, tråd og latex, hvor der synes at være spor af liv. De er ganske trygge at omgås. 

Susanne Schmidt-Nielsen – occurrences installations view Gammelgård Herlev

Senere oplever jeg ved 100 års jubilæet for KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund på Herlev Gammelgaard installationen occurrences, der meget velfortjent har fået en central placering i Ny Lade, hvor publikum kan bevæge sig rundt om værket og opleve dets forskellige skalaforhold på egen krop.

På en gruppeudstilling i Kongelejligheden i Bryggergården i Kastrup viser Susanne Schmidt-Nielsen en anderledes række objekter i polyester og tekstil, som fremkalder mere foruroligende sansninger – udtrykket har nærmest anatomiske træk. Her efterlader Susanne Schmidt-Nielsen os, helt bevidst, uden en klart aflæselig dramaturgi i installationen.
Men om det er den stille sansning, der vækkes, eller de voldsommere følelser, så er det svært ikke at blive berørt af hendes værker. Her er uomtvisteligt noget på færde.

Farver, rammer – hvorfor egentlig?
Susanne Schmidt-Nielsen, som har udstillet i ind- og udland og deltaget på flere censurerede udstillinger, kommer fra et kreativt ståsted. 

Susanne Schmidt-Nielsen – tekstilt maleri – træ, tekstil, 2013 – Foto Erling Lykke Jeppesen

– Både min mor og mormor var dygtige til at sy, så det lærte jeg tidligt selv. Som teenager gik jeg til keramik, og kom jævnligt i et keramikværksted. Her så jeg kopper komme på rad og række, og erkendte, at det ikke lige var et produktionsmiljø, jeg ville. 

– Jeg kom ind på Billedskolen på Jagtvej hos Bjørn Bråten, hvor jeg hovedsageligt malede, men også blev undervist i arbejdet med skulptur. Her oplevede jeg, hvordan jeg relaterer mig kropsligt til skulpturen. 

– Jeg zoomede ind på strukturer, den matte maling, det blanke blæk og blyanten, og tog efterhånden farven ud af mine malerier. Jeg syede stiplede streger på lærredet, tilførte materiale for at gøre billedet mere fysisk. 

Det ledte frem til spørgsmålet: Hvorfor var det egentlig, jeg skulle arbejde med maleri? fortæller Susanne Schmidt-Nielsen.

– På Kunstskolen Spektrum arbejdede jeg med tekstil på selvbyggede rammer. Efter en tid voksede der en nysgerrighed frem på, hvordan det ville være at arbejde videre med materialet, men uden rammen.

Selvsyn og sansning
Eva Hesse (1936-1970), en tysk-amerikansk minimalistisk kunstner og Martin Erik Andersen, professor på Kunstakademiet åbnede endelig den side op for mig, at få fokus på selve skabelsesprocessen. Det blev afsættet til at arbejde videre i mit eget formsprog. Efter en opgave som assistent for kunstneren Eva Steen Christensen på Fabrikken for Kunst og Design, så tog det fart.

Susanne Schmidt-Nielsen viser rundt i sit værksted. Lige nu er hun rigtig glad for en ny boremaskine, der sætter hende i stand til at bygge egne konstruktioner i træ. I hjørnet står nogle lange pinde, omviklet med brugt, hvidt tekstil med et meget bøjeligt og feminint udtryk. Et nyt værk er på vej. 

Susanne Schmidt-Nielsen – impact of presence – detail

På en reol viser kunstneren værket impact of presence. Det består af en række antropomorfe gipsobjekter, som ligner hinanden.
Tilsyneladende er de ens, men hver eneste har et lille spor, de andre ikke har.
– I arbejdet med materialerne fremkaldes det betydningsfulde. Det ligger i de spor, som mine håndteringer og bearbejdninger efterlader, og jeg oplever gang på gang, hvor central processen er for værkets fortælling og for den ordløse sansning af det.
– For mig bærer processer generelt en masse fortælling, hvor noget ses og andet sanses.

Stof og værk
Jeg er meget optaget af, hvorledes mine værker mødes af beskueren, krop til krop, ligesom jeg er meget optaget af værkets og installationens samspil med det rum, det udstilles i.
– Jeg går efter at invitere beskueren helt ind i sansningen og at fremkalde en kropslig genklang. Jeg er derfor åben om, hvad jeg har brugt af materialer f.eks. gips, beton, silikone, latex, tekstil, m.m. Det indgår i mine værkbeskrivelser. Langt det meste er noget, vi kender fra vores hverdag, og dertil kommer materialer, som er brugte, og som derved allerede bærer en fortælling. 

Susanne Schmidt-Nielsen – occurences – foto Inge Schjødt

Alle de spor, livet sætter i os, hvor vi konstant formes – det er en proces, der aldrig slutter. Så med det blik kan min kunst ses som en billedliggørelse af livets proces. Men jeg er varsom med at definere værkets fortælling, for den har jeg ikke patent på.
– Derimod er det fantastisk at høre de meget forskellige og personlige fortolkninger, som folk deler med mig.
– At mærke at folk bliver berørt. Så kan det ikke blive bedre, slutter kunstneren.

Susanne Schmidt-Nielsen udstiller hos Kunstbiblioteket i København
25. januar – 17. februar 2018
www.susanneschmidt-nielsen.dk

Susanne Schmidt-Nielsen -occurrences – detail

Om værkerne:
occurences – udsnit // detalje med syning.
Foto // Ole Jørgensen 

occurences – tekstil, tråd, beton, latex,
50x465x310 cm, objekterne vejer fra 0,5-90kg, 2016. 

Kunstneren stående som nr. syv fra venstre ved KKS 100 års jubilæum på Gammelgaard i Herlev. Privatfoto.

impact of presence – detaljefoto – gips, træ, silicone,
Cobrarummet, Sophienholm, Lyngby.
foto // Susanne Schmidt-Nielsen

Tekstilt maleri. Træ, tekstil, 2013.
Foto // Erling Lykke Jeppesen

Camilla West – Forår, olie på lærred, 2015.

Maleren Camilla West er kendt for sine landskabsbilleder, karakteristisk malet i fede strøg, kontrastfyldte, farvemættede, og samtidigt meditative.

West indfanger sansninger af himmellys og landskabsrum, og fæstner det i olie på lærred. Oplevelser, hentet fra hjemstavnen omkring Vindeby på Tåsinge, udsigter over det sydfynske øhav eller rejseindtryk fra fjernere himmelstrøg, dem reducerer hun, koger ind, og lader kun essensen tilbage i penslen.  

Camilla Wests landskabsabstraktioner appellerer, de inviterer beskueren til at se efter, og blive medskaber. Blikket løftes mod horisonten, ind i kimningen eller helt ind i nattemørket mod lysspor i det fjerne, og fremkalder erindringer, aftrykt i den enkeltes sind. Ind imellem buldrer et bål, og sender gnister mod himlen, hvor ellers natten er så stille, som en lille fugl, der tier*.
Billederne står åbne, de er som vinduer for udlængsel og hjemlængsel, tørst og trøst.

For kunstneren gælder det, at hun altid har været der selv, for at kunne male det enkelte motiv. 
– Jeg skal se det, før jeg maler det. Jeg forholder mig meget til oplevelsen. Jeg henter ikke mine motiver i det, som jeg så for fjorten dage siden, eller fra fotos. Når jeg løber en tur og kigger ud over landskabet, så må jeg ofte vende om på stedet, og tage hjem og male det, jeg har set. Sådan fortalte West, da vi mødtes i Vindeby på Tåsinge i foråret 2015, hvor hun fortalte om sin tour-de-force frem til det kunstneriske udtryk og den kunstneriske karriere, som de seneste år har ført hende vidt omkring, både i Danmark og i udlandet. North Art Magazine bragte dengang min portrætartikel om kunstneren under titlen Landskabet // Genfortryllet – en titel inspireret af kunsthistoriker Lisbeth Bonde.

Camilla West – Sct. Hans Blus, olie på lærred 150×120 cm, 2015.

Med sine billeder deler Camilla West den livsalighed, som maleriet er for hende selv. Maleren her deler skæbne med så mange andre af de helt store kunstnere, som har været bundet til et sygeleje. Hvor malegrej, pensler og lærred bliver den virkningsfulde healing, der fører til at talentet endeligt rejser sig og bryder frem fra de tunge dages hængedynd. Det tema kendes alt for godt fra Frida Kahlo, Munch og Van Gogh – alle kunstnere, som i den grad fandt frem til deres egen udtryksform på den hårde måde. Camilla West brød igennem og har fået et godt tag i et stort publikum, som gribes af farvestrøgenes kraftfuldhed, enkelhed.

I dag er hun medlem af kunstnergruppen Visuel, der udsprang af inspirerede kunstnermøder i galleriet Nordahl & Nissen, som i 2015 havde til huse i Indre København. 

Camilla West er uddannet fra det Fynske Kunstakademi 1997, og har en række udstillinger bag sig i ind- og udland, bl.a. Sverige, Tyskland og USA. Hun har udført udsmykninger, bl.a. af den nye retsbygning i Svendborg. 

Camilla West deltager i januar – februar 2018 på gruppeudstillingen Remix#3 – Vinter – i Kunstmix
Odensegade, København Ø.

* Natten er så stille er et citat fra Halfdan Rasmussens sangdigt, Noget om stjernefangst. 

Camilla West – træer, olie på lærred.

Camilla West – Landscape Snow last Night December Winther 2017

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk 

Camilla West – Road – olie på lærred, 40×60 cm

Søren Flygenring Basset – All Hail the Queen, 2018.

Søren Flygenring Basset maler og tegner med en salig livsappetit. After Dark er kemiingeniørens frie stunder affileret til en juice af jazzmusik, argentinsk tango og tilværelsen sammen med hans muse, Flygenrings ægteviede viv, hans hjertes udvalgte, den skønne Mireille Flygenring Basset, som læser og fortæller, mens Flygenring maler – og hvis feminine attributter er en ganske sandsynlig, sanselig inspiration i kunstnerens udtryk og motiver. – Præcis, som vi kender det fra visen om ”Svantes Lykkelige Dag”, hvor Nina går i bad og reder sit smukke hår.
Flygenring traf sin Venus, sin Afrodite i 2013, og dermed indtraf en lykkelig forvandling af kunstnerens palet.

I Flygenrings værker promenerer fantasifulde kvindefigurer i høje hæle og delikate strømpeben mellem sabelkatte, narrehatte og absurde gesandter fra et surrealistisk univers, der leder tankerne fra teatralske, middelalderlige cirkusoptog til nutidens Disneyfilm – festligt, farverigt, finurligt og fornøjeligt. Billederne befolkes af figurer, som kunne være taget ud af Skønheden og Udyret, godt hjulpet af Lampens Ånd fra Aladdin og Avatarer med Dalí-inspireret anatomi. Sære øjne og skønne kostumer fortæller os, om processionen kommer i venligt eller i uvenligt ærinde.

Søren Flygenring Basset –
The Kings Parade

Hos Flygenring befolker paraderne sommetider motiver, vi kender, når et trommesalsmaleri af Marmorbroen, Frederiksberg Have eller en ukendt landlig idyl får besøg af kunstnerens pensler og forvandles gennem kunstnerens karakterfulde iscenesættelse. Gerne med islæt fra en dagsaktuel debat, men ligeså gerne uden.

– Jeg maler for oplevelsens skyld og for at dele min glæde ved livet med publikum, siger Søren Flygenring Basset om sin proces.
– Når jeg sætter penslen til lærredet ved jeg aldrig helt præcist, hvad der vil ske. Min hånd begynder straks at bevæge sig, som om den har en egen vilje, og jeg sidder og ser livet på lærredet udfolde sig for mit blik. Når billedets konturer er faldet på plads, starter den bevidste proces, hvor jeg selv fortolker, hvad jeg ser foran mig på lærredet, hvorefter jeg går i gang med at vælge farver, lægge lys og skygger og laver detaljerne, for på den måde at give tredimensionelt liv til de nyfødte figurer, fortæller Søren Flygenring Basset.
Blandt de kunstneriske forbilleder nævnes Salvador Dalí, M.C. Escher og Hergé. 

– At udtrykke mig på lærredet giver mig indsigt i min egen underbevidsthed, og giver mig mulighed for at dele den med publikum. Jeg holder meget af at sparre med publikum både undervejs, mens et billede bliver til, og bagefter, når jeg viser det frem, fordi publikum altid ser nogle ting i billederne, som giver mig anledning til at lære både publikum og mig selv bedre at kende, svarer Søren Flygenring Basset. 

CV: Søren Flygenring Basset, f. 1969, er Ph.D. i kemi fra DTU. Ansat hos Novo Nordisk og driver Galleriet 1. tv, Willemoesgade 44 på Østerbro sammen med sin viv, franskfødte Mireille Flygenring Basset. Senest har hans kunst fundet et interesseret publikum på dobbeltudstillingen To X Flygenring, hvor Søren Flygenring Basset i efteråret 2017 udstillede sammen med sin far, Erik Flygenring Christensen.
I 2018 deltager Søren Flygenring Basset i gruppeudstillingen Remix#3 hos Kunstmix i Odensegade på Østerbro.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
// Januar, 2018. 

Søren Flygenring Basset – LOVE Parade, 2017.

Søren Flygenring Basset –
Coffee is Served, 2017.