Visionære Pihl maler på universets rødder

Jonas Pihl - Livstræer, 2017

Jonas Pihl – Livstræer, 2017

Jonas Pihl bidrager godt til kunstinteressen for Danmarks ungdom. Science fiction, film og bøger, bl.a. ’Et Bestiarium over Tolkien’ ligger i hans mentale arkiv sammen med kendskabet til akvarelmaling, opera og systemarkitektur.

Han forstår at bygge broer mellem kunst og videnskab med sin helt personlige stil, hvor han inddrager både natur og arkitektur elementer i sit fantastiske univers.

De seneste par år har budt på en række udsmykningsopgaver på større uddannelsesinstitutioner. Senest har Roskilde Katedralskole modtaget en stor udsmykning. Sidste år var det VUC Syd i Haderslev. 

Ved et interview til Kunstavisen har Jonas Pihl tidligere fortalt noget om sine temaer, inspirationskilder og teknik: 
– Princippet med ’Selfsimilarity’, hvor noget kopierer sig selv, igen og igen. Ligesom træernes stammer og grene, og naturelementer, som jordens svampemycelier, havets tentaklede radiolarier med svampelignende skeletstrukturer gør det, det interesserer mig. Universets største mysterier og mindste dele bliver tegnet, klippet, bygget og bearbejdet på alle mulige måder. Og matematikgeniet Benoit Mandelbrots computerskabte fraktaler og spiralstrukturer – alle disse fantastiske former spejles i ornamentale kompositioner. 

Jonas Pihl arbejder bl.a. med teknikken decalcomania.

Jonas Pihl arbejder bl.a. med teknikken decalcomania.

– Der opstår nogle strukturer på lærredet i decalcomania-teknikken, som jeg er blevet inspireret til at arbejde med af blandt andre surrealisterne Oscar Domínguez og Max Ernst, fortæller Pihl. Sporene i overfladen minder om monotypiens efterladte farvetråde.

Han har altid tegnet og bygget. Et møde på vejen med et par kunstneriske ildsjæle i Thy var med til at asfaltere kunstnerens vej til  Kunstakademiet i København. Siden 1999 har han deltaget i en lang række udstillinger og flere udsmykninger, bl.a. til Metroen i Kastrup Lufthavn, Novo Nordisk og som nævnt, VUC SYD i Haderslev og Roskilde Katedralskole.

Jonas Pihl er medlem af kunstnergruppen Visuel, som udstiller i ind- og udland. VISUEL & venner har fernisering d. 23. februar og herefter åbent d. 24. og 25. februar på adressen Kattesundet 10 i København K.
Allerede i januar kan han opleves på gruppeudstillingen Remix # 3 – Vinter hos Kunstmix, Odensegade 26B, 2100 København Ø. 

Jonas Pihls Univers

Jonas Pihls Univers

Fakta: Jonas Pihl, f. 1978, dimitteret fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2008, Det Fynske Kunstakademi 2002, Holbæk Kunsthøjskole 2001. Siden 1999 udstillinger på museer og gallerier i ind- og udland. Charlottenborgs Forårsudstilling 2002 og Kunstnernes Efterårsudstilling 2003 og 2004, repræsenteret på bl.a. Frederikshavn Kunstmuseum og Kunsten i Aalborg.
www.jonaspihl.com.

Gruppeudstillingen Remix # 3 – Vinter
Kunstmix, Odensegade 26B, 2100 København Ø
Fernisering: torsdag d. 18. januar 2018 kl. 17 – 20 // Finissage: fredag d. 2. marts 2018 kl. 17 – 20
Udstilling: 19. januar – 01. marts 2018 //
Åbent: tirsdag + torsdag kl. 12 – 16 eller efter aftale

Af Inge Schjødt // inge@komkunst
Publiceret på Kunstavisen.dk

Danish design retro skulpturer på auktion

Skulpturen Manhattan er kommet på auktion i 2017

Skulpturen Manhattan er kommet på auktion i 2017

En dansk-svensk design klassiker er kommet frem af gemmerne. Hos auktionshuset Bruun Rasmussen sælges her i efteråret 2017 værker af Torsten Johansson.  Mest kendt er Tivolaj – legepladsen i Tivoli, som han skabte i samarbejde med bl.a. PH, men han har efterladt sig en perlerække af værker. 
– Jeg har besøgt hans søn.

Det er som at træde ind i et skatkammer. I entreen møder mit blik et elegant, lysende lakrødt, væghængt stykke inventar – en snild hylde med indbygget opbevaringsmulighed. I arbejdsværelset står elegante skulpturer af metal side om side, og i stuen er der flere eksempler på kunst, møbler og designgenstande af høj karat, nogle i en meget moderigtig, retroagtig stil.
Jeg besøger en tidligere kollega i København, som venligt viser rundt og fortæller om arven efter sin far, som var en af de hotte og eksperimenterende formgivere tilbage i de glade tressere. På LinkedIn er jeg faldet over kollegaens opslag om den hjemmeside, han har produceret om sin fars oeuvre, og så er videbegærligheden vakt. Det talent, de værker bør da komme nutiden til gode! Men hvordan?

TIVOLAJ - design by Torsten Johansson

TIVOLAJ – design by Torsten Johansson

Torsten Johanssons navn er nyt for mig, men en af hans væsentligste udsmykninger i det offentlige rum sidder dybt i min krop: TIVOLIs smukke, skulpturelle legeplads – TIVOLAJ: her gjorde jeg i begyndelsen af 1960’erne mine første susende rutjebaneerfaring på Torsten Johanssons flotte rutsjebane. Også det udfordrende, glatte klatretræ og tegnetavlerne kommer frem fra erindringen, da jeg ser fotos fra dette fantasifulde sted, som blev opført i 1958 og nedtaget så sent som i 2009.

Heldigvis har Køge Skitsesamling fået overdraget modellen og et pænt antal skitser, og kunstneren er optaget i både Weilbachs Kunstnerleksikon og Kunst Indeks Danmark. 

 

Men der er så meget mere end det!

Torsten Johansson Uden titel, 1975. Usign. Jernskulptur med bladguld. H 140 B 83– Egentlig startede han som kunstmaler, fortæller Jesper Johansson om sin far, men han blev utilfreds med sin egen kunnen, og brændte hele baduljen og startede om igen. Forfra! – dels som billedhugger, dels som industriel designer. Han flyttede familien og atelieret til en moderne villa i Vedbæk, og kom til at samarbejdede med kapaciteter som arkitekten Ole Helweg, møbeldesigner Nanna Ditzel og Poul Henningsen, der i en periode faktisk var arkitekt i Tivoli.

Sammen med kredsen omkring P.H. blev Torsten Johansson involveret i udviklingen af Forum-udstillingen ’Huset i Overmorgen’ og flere funktionalistiske møbeltyper, som blev produceret af blandt andre Bo-Ex og den navnkundige snedkermester A.J. Iversen. Johanssons eksempler er super enkle, nærmest arkitektonisk-skulpturelle. I dag ville vi kalde dem minimalistiske.
Han arbejdede med tidens materialer, stål og formbøjet træ, og en serie tableware i træ så også dagens lys. Den runde bakke og eksempelvis en vinreol, ses ind imellem på auktion.

Efter TIVOLAJ fik han flere udsmykningsopgaver, hvor nogle står endnu – bl.a. i Tårnby, og i Japan gennemførtes et eksperimenterende undervisningsforløb, Paperroom, som findes gennemfotograferet i arkivet. 

Johanssons personskitser og hans erotiske tegninger er en genre for sig selv. Frivole, i hvert fald i datiden, og skraverede – som netop en designer kan gøre det – sådan står de originalt i fortrinsvis sort og rødt. En helt unik serie af tegninger fra sønnens fødsel var en anden milepæl. Og sådan kan vi blive ved. 

TIVOLAJ - klatretræ af Torsten Johansson

TIVOLAJ – klatretræ af Torsten Johansson

På hylderne er der mapper med tegninger og dokumentation af Torsten Johanssons vidtspændende produktion. Et sted i København står en hel container fyldt med de af kunstnerens markante skulpturer, små og store, som kom med fra kunstnerens hjem, da han faldt bort.
– Hvad skal der dog ske med dette fantastiske materiale? Hvor går arven hen, når tidens tand tager sin uomgængelige rutsjebanetur med os, efterkommere? Torsten Johansson blev født i 1917 og døde i 1996. Måske bliver 2017 et godt år for hans eftermæle? Det kan vi håbe! 

Danske kunstsamlere og museer er forhåbentligt vågne, nu nogle af skulpturerne er kommet på auktion.

Se website: johansson.byethost7.com 

Af Inge Schjødt
Artiklen er publiceret i North Art Magasine 158. 

Poul Henningsen visiting Torsten Johansson Studio

Poul Henningsen visit hos Torsten Johansson Studio

 

Torsten Johansson “Manhattan”, 1961. Usign. Skulptur af patineret svejsetråd. H 208, B 66, D53Paperroom by Torsten JohanssonOm Torsten Johansson i North Art Magazine nr 158

En stjerne på skærmen

Simon Fensholm - Offline Romance, 2017

Simon Fensholm – Offline Romance, 2017

Ind imellem får man den fornøjelse at opdage en kunstners talent, og blive så ganske revet med. Simon Fensholm maler livet bag skærmene, og får Vanitas til at smile.

Via det sociale medie Instagram får jeg øje på værker af billedkunstner Simon Fensholm. Allerede samme dag besøger jeg udstillingen Xmas Show 17 hos Galleri Oxholm på Frederiksberg, og kan ved selvsyn opleve kunstnerens værker.

Oplevelsen blæser mig gennem et kalejdoskop af kunstneriske indtryk fra en stor skare af samtidens aktuelle navne. Blandt tunge drenge, som Arne Haugen Sørensen, Martin Bigum, Michael Kvium, Bjørn Eriksen, og dertil Louise Hindsgavls stærke porcelæn.
Her træder Simon Fensholm ind på scenen.
Han er vokset frem af autodidakt graffiti, tegneserier og illustration, via Kunstakademiets Designskole for Visuelt Design. Han blander sig med kunstnere som Allan Bestle, Dorte Naomi, Frederik Næblerød, Osv Cph, Papi Chulo, Jonas Pihl og hertil Lene Winters satiriske, keramiske skulpturer.

Simon Fensholm får kalejdoskopet til at krystallisere i en sjælden syntese på samtidens kunstscene.

Simon Fensholm - Skull, 2017

Simon Fensholm – Skull, 2017

Allergisk overfor kranier
Ind imellem har jeg været allergisk overfor kranier, men her må jeg overgive mig! Simon Fensholm sætter en stribet Adidas trøje på det udmagrede Skull-væsen bag skærmen, og sætter lyset på denne trøje, så jeg kan se, at han har noget på hjerte. Det er ikke ren kranieautomatik, der her er tale om. I værket Offline Romance virker lyssætningen også særdeles overbevisende på den kvindelige, halvnøgne model, som ser søgende efter likes og ligesindede. Vanitas er hendes navn.
Paletten er den syrede, negative palet, som opstår af mørklagte rum, hvor nøgne elpærer eller blege tablets og computere oplyser ansigter og de brugte glas på bordet. Men der er mere end det. Der er også en livgivende, orange rød-rød, når det skal til, og himle blå.

Himmelske vingefang
Netop Fensholms borde fanger mit blik. Han spænder rummet ud og vipper billedplanet. Når jeg nævner Haugen Sørensen, svarer Fensholm, at de dækkede borde kommer af arketypen på bordets fællesskab, der svinger mellem sorrig og glæde – både nadver og fest – præcis, som jeg ser det.
Når jeg nævner Næblerød, opdager jeg en tydelig forskel i tempo. Næblerød og Fensholm har været kolleger i en tid med graffiti, men kunstnerisk træder de hver sin sti i hver sin takt.

Simon Fensholm - The Day After, 2017.

Simon Fensholm – The Day After, 2017.

Fensholm dyrker sine historier. Her er indlevelse i figurerne. Her er himle over, og mudder på skoene. Her er et før og et nu, her er levet liv, her er gnister og masser af fortællinger, gengivet med en frit sansende pensel eller pen, og et interessant filter af tanker bag. Fensholm kan male, han kan udtrykke sig rumligt i både billeder og små skulpturer, og han kan tegne, så tårerne triller.

På nettet finder jeg flere værker, og Connie Boe Boss fra Cobobobloggen sender mig et interview fra 2016. Måske har mine sanser været sløve i forhold til Fensholm. Men fra nu vil jeg meget gerne følge med og se mere.

CV: Simon Fensholm er født 1985, uddannet fra Det Kongelige Kunstakademis Designskole for Visuelt Design. Han har udstillet på Charlottenborg Forårsudstillingen 2016, Kunstnernes Efterårsudstilling 2015,  Æglageret Holbæk 2015, og er her i december 2017 aktuel hos Galleri Oxholm Frederiksberg, hos VÆG Gallery Aalborg, Galerie Contour Skagen, og på gruppeudstillingen Remix2 hos Kunstmix på Østerbro i København.

Illustrationer:
Simon Fensholm: Offline Romance, akryl på lærred, 30 x 24 cm, 2017
Simon Fensholm: Skull, akryl på lærred, 30 x 24 cm, 2017
Simon Fensholm: Waiting for nothing to happen, 100 x 80 cm, 2017
Simon Fensholm: Self Portrait (revisited) 24 x 18 cm, 2017

Fensholm Pieces - Oxholm Xmas Show, 2017

Fensholm Pieces – Oxholm Xmas Show, 2017

Xmas Show 2017
Galleri Oxholm
Pile Allé – Frederiksberg
Frem til 7. januar 2018 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst
Publiceret: Kunstavisen Online, 2017.

Vitale vekselvirkninger i lys og stof

Seeing the Unseen - Hansina Iversen

Seeing the Unseen – Hansina Iversen

Udstillingen Seeing The Unseen har jeg glædet mig til at se, efter jeg oplevede færøske Hansina Iversens malerier på Nordatlantens Brygge i København. Nu præsenteres hun sammen med Anne-Marie Wegener, Carsten Crone Caroc, Christina Augustesen, Flemming Hoff, Kristine Djuurhus, Lotte Maja Bjerre, Signe Heinesen og Trine Bork på årets Vinterudstilling hos Lyngby Kunstforening på Sophienholm. 

Tilblivelsesprocessen stiller sig i fokus, vi inviteres omgående i kunstnernes sted, hvor storladne udtryk kombineres med stille nærvær i elegante vekselvirkninger af lys og stof.

Alle værker er nonfigurative, abstrakter af de enkelte kunstneres brydninger med materiale, flade, form og farve.

Seeing the Unseen
Hansina Iversen har fyldt førstesalen med intuitiv maleglæde.
Portraits of the Loved One er titlen, der gælder alle billederne, for det er maleriet, der er The Loved One hos Hansina Iversen. Hun byder op til tåspidsdans med tørre pensler, og kraftfulde spring i tætte, mættede flader. Smukt og modigt gjort. 

Seeing the Unseen - Christina Augustesen

Seeing the Unseen – Christina Augustesen

Christina Augustesen har i tre meditativt lysende Colour Spaces ladet sig inspirere af horisonten omkring Sophienholm, af søen, skoven og himlens skiftende nuancer. Akrylplader med semitransparente, farvede filtre indrammer lys, som skifter blødt og gradualt i både tempo og farveintensitet. 

Kristine Djurhuus lægger vægt på fordybelsen i en krævende, repetetiv arbejdsgang på skulpturelle baner i papir og geometrisk ridsede skiferplader. Lotte Maja Bjerre lader lyset spille over organiske former i stramt, plastomvundet pap i indbydende, elegante kompositioner. Trine Bork opstryger linjer i sine blankskinnende tekstilværker, Captains Log. 

Carsten Crone Caroc har fordybet sig i vekslende kultursymboler, kombineret med forekomster i naturen og en spirituel tilgang. Anne-Marie Wegener maler farver frem og tilbage i enkle, horisontale striber. Det synes som en arkæologisk proces, lag for lag hen mod det færdige billede. Signe Heinesen bygger rolige, transparente malerier op i enkle farveskalaer, malet på kalkgrund. Flemming Hoff udfolder en fascination af struktur i store, diakrome og monokrome arbejder, hvor overflader trækkes ud med tandspartel. 

Seening the Unseen - Kristine Djurhuus

Seening the Unseen – Kristine Djurhuus

Seeing the Unseen - Lotte Maja Bjerre

Seeing the Unseen – Lotte Maja Bjerre

Det giver en vellykket vekselvirkning, at samme kunstneres værker præsenteres i flere rum. Hoff og Heinesen har sammen kurateret udstillingen, og Lillian Munk Rösing har bidraget til det fine katalog.

Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling er et velgørende og vitalt modspil til den figurative kunstscene.

Sophienholm
Nybrovej 401 – 2800 Lyngby
Frem til 7. januar 2018

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk
Artiklen er publiceret i Kunstavisen 10 / 2017 

Seeing The Unseen - Carsten Crone Caroc

Seeing The Unseen – Carsten Crone Caroc

Seeing the Unseen - Sophienholm 2017

Seeing the Unseen – Flemming Hoff – Sophienholm 2017

On the road again med de grå ulve

White Dog af Krogstrup  Kunstavisen nr 09/2017

White Dog af Krogstrup
Kunstavisen nr 09/2017

Den hvide Greyhound på Kunstavisens forside pirrer opmærksomheden. Hvorfor maler en maler, det han gør? Carsten Krogstrup og Steen Larsen lader os komme med på en tur gennem deres personlige kunsthistorie på Nordic Noir Art i Rundetårn 

Under en Artists Walk-and-Talk på udstillingen Nordic Noir Art i Rundetårn fortæller Carsten Krogstrup og Steen Larsen indledningsvis, hvordan de i dag følger hinanden via facebook og før udstillingen ellers kun kender hinanden ret sporadisk fra studieårene i 1980’erne i Aarhus. Her oplever de begge to trykket fra den kunstretning, som går under betegnelsen De Unge Vilde, som kom til at beherske kunstscenen i DK efter den legendariske udstilling ’Kniven på Hovedet’ på Tranegården i Gentofte i 1982. En flok akademielever fra Kunstakademiet i København slog nye toner an, der dog ikke huede alle de unge kunstnere, som netop var på vej i startboksen. Malere, som Peter Martensen, for eksempel, og aftenens to hovedpersoner ville noget andet, end det ekspressive, figurative maleri, inspireret af italiensk transavantgarde og tyske Neuen Wilden. 

Carsten Krogstrup fik modellerne for sig selv i studiesalen, og Steen Larsen drog udenlands, til England, hvor han stiftede bekendtskab med nye forbilleder som Edward Hopper, og The School of London.
– En gruppe figurative kunstnere med bl.a. Francis Bacon og Lucien Freud, der netop nu er udstillingsaktuelle på Kunstmuseet AROS, frem til 4. februar. 

Bjerringbro by Night Steen Larsen, olie på lærred, 2017

Bjerringbro by Night
Steen Larsen, olie på lærred, 2017

Vejen
Steen Larsen blev i London grebet af film, af roadmovies som Paris – Texas, af biler og musik af Ray Cooder. Larsen studerede fotografi under uddannelsen på Dartington College 1984-86, og i 1992-93 rejste han ud på et 8 måneder langt road-trip i en Toyota Hiace med tid til at tænke over livet, som sådan. Det kom der tusindvis af fotos ud af.

Der kom maleriudstillinger som By the Way med landskabsbilleder fra vejen mellem Viborg og Aarhus ud af det. Og der kom ROAD udstillingen på Silkeborg Bad og Sophienholm – efter et langt roadtrip ad E45 fra Nordnorge til Sicilien. 

Med Hidden Moments gik kunstneren Guldaldervejen i sine studier af clair obscure teknikken, hvor modellerne for Steen Larsens vedkommende var bilmodeller – lækre Mercere og Folkevogne. Detaljer, som mystiske lysvirkninger inde i kabinen og de rød-hvide refleksbånd blev intense dele af kompositionerne. 

På Græs - Båsnäs  Steen Larsen, olie på lærred

På Græs – Båsnäs
Steen Larsen, olie på lærred

På senere rejser i USA og Sverige har vejen og bilen fortsat holdt facinationen, mens den vedvarende udvikling i maleri, fotos og filmteknik sætter momentum. Dengang som nu rummer motiverne en spænding mellem lys og mørke, mellem figurativt og abstrakt, mellem fravær og nærvær. 

Racing II

Nærvær. Ja.
Vi mennesker!
Hvad ER det vi gør?
Ved dyrene? Naturen?
Ved os selv? Ved hinanden? 

Naturen indhenter os, som det ses i de skovdækkede bilkirkegårde, både Steen Larsen og Carsten Krogstrup har gennemfotograferet og malet en del motiver fra. Tiden indhenter os – uanset, hvor meget vi ræser. Så, der er en del mål og værdier at række ud efter undervejs i løbet. 

Carsten Krogstrup fortæller historier ’en noir’ – mystiske, melankolske, dramatiske, intimiderende, lokkende. Stilen er hypernaturalisme, og som Larsens malerier, skabt i clair obscure, hvor lyset lokkes ud af mørke baggrunde. På en gang er det skarpt og følsomt gjort. 

Opdrift
Kunsten mødte Krogstrup som helt ung på Herning-egnen mellem bøger om Munch og Picasso, hvor han opdagede, hvordan billedkunst, lige som digte og litteratur, kan fortælle noget om at være menneske.

Han begyndte at male. Parafraser, efterligninger af de store, som de fleste har lært det. Som ca. 20 årig flyttede han fra Herning til Aarhus, og han mellemlandede i et udtryk, han opfattede som sit eget, inspireret dels af Lundstrøm, dels af Giacometti, som Carsten Krogstrup bl.a. havde oplevet i det vestjyske, hvor skulpturen Maren o’ æ’ Wogn’ / Kvinde på Kærre under stor bevågenhed i 1960’erne var kommet til at stå på torvet i Holstebro. I dag et højt skattet værk. 

Milano 1 Krogstrup, 1999

Milano 1 Krogstrup, 1999

Rejser
Efter sit møde med 80’ernes Unge Vilde og en kort tid som ekspressionist valgte Krogstrup dels at rejse til Leningrad og London, dels at fordybe sig i det figurative maleri. Med Anders Kirkegaard som professor på kunstakademiet og som inspirator søgte Krogstrup efter sandhed i maleriet, og gav sig til at lære forfra.
Det blev til mange studier og ikke mindst værkserien Spejlinger, en serie ekvilibristiske kompositioner om storbyliv fra Milano, London, Rom og Barcelona.

Siden skar Krogstrup ind til benet, og kogte det menneskelige, det maskuline/feminine, magtforhold/parforhold helt ind i motiverne, bl.a. i serierne Submission og Obsessions – en række iscenesættelser med levende modeller, hvoraf nogle er flyttet ud til bilkirkegården og den diskrete, lurvede campingvogn. I af- og påklædning og i lyssætning dirigerer Krogstrup associationerne.

Alvorsfulde portrætter er det også blevet til, bestillingsarbejder. Senest har Krogstrup malet sin moder, liggende med den sidste blomsterbuket i hånden. Her går tid og ord i stå.

Racing II - Carsten Krogstrup, olie på lærred, 2007

Racing II – Carsten Krogstrup, olie på lærred, 2007

White Dog // Greyhounds
Inspirationen fra Francis Bacons eminente menneskeskildringer kaldte på et nyt drama for Krogstrup, og han så sig om efter levende væsner, han kunne gengive. Hunden, som er menneskets bedste ven, kunne noget, som f.eks. de yndefulde heste ikke kan, uden at forfalde til det sentimentale. Hos hundene, her var det farlige, det legende, det vilde, det venlige, det genkendelige, det uforudsigelige.

Krogstrup fandt frem til et svensk væddeløb med greyhounds, som vi – i parentes bemærket – som beskuere ikke behøver at have særligt ondt af. De bliver behandlet omtrent lige så godt som ejernes børn!
– Men i øvrigt er det noget rod at blande etik med æstetik, mener Krogstrup, for det er maleriet, det handler om.

Nordic Noir ART
Maleriet, kunstarten, der ikke vil dø! er her lyslevende. Fra kulisserne dukker flere frem, som har dyrket realismen, Thomas Kluge, Daniel Goldenberg, Ulrik Møller, som hver for sig er malere og samtidens historiefortællere med passion for lys og skygge, som Steen Larsen og Carsten Krogstrup. Fotografiet er nutidens værktøj, film og dramaserier sætter nye processer i gang, og imens er begge kunstnere i fuld gang med at give færdighederne videre til næste generation.

De står distancen, de to grå ulve på Nordic Noir Art i Rundetårn. 

The Biker, Krogstrup, 2009

The Biker, Krogstrup, 2009

Nordic Noir Art i Rundetårn
Købmagergade 52A
København
Frem til 12. november

Af Inge Schjødt, KOMKUNST.dk 

KOMKUNST.dk har fået en tvillingsøster

Hos KOMWORK gør vi idé til virksomhed og ord til handling.  Motiv af Jonna Pedersen.

Hos KOMWORK gør vi idé til virksomhed og ord til handling. Motiv af Jonna Pedersen.

// Tag godt imod KOMWORK.dk //

Virksomhedskommunikation er mit primære felt, fagligt, erfaringsmæssigt.
– Har du eller dit netværk brug for tekster til PR, hjemmeside, ansøgning, projektbeskrivelse, eller sparring omkring produktudvikling, ståsted og strategi, så byder jeg nu indenfor hos KOMWORK.dk.
Forretningsområdet indenfor erhvervskommunikation skal have fornyet opmærksomhed.

– Nogle af mine virksomhedskunder i byggeri og erhvervsliv har kigget lidt skeptisk, så længe der stod KOMKUNST.dk på visitkortet. Ikke fordi teksten eller produktet fejler noget! Blot fordi det er en uvant profil og signalværdi.
– Med Kommunikationsbureauet Komkunst.dk udleves stor passion, men kunstformidlingen bidrager kun lidt til huslejen, rigtig meget bliver til ’con amore’ – ved en frivillig arbejdsindsats.

– Derfor har KOMKUNST.dk fået en tvillingsøster – sat i verden med eget brand og egen hjemmeside: KOMWORK.dk

Her glæder jeg mig til at fortsætte samarbejdet med bl.a. Gizmow Robots, EKJ rådgivende ingeniører, Walbeck.dk, Lykkegaarden, m.fl. – og til at udbygge kundekredsen med nye freelance opgaver.

VELKOMMEN hos KOMWORK.dk
Inge Schjødt – tel 29 64 92 21 

Græsrobot - Ambrogio L 250E  Promotion for Gizmow Robots

Græsrobot – Ambrogio L 250E
Promotion for Gizmow Robots 

Projekter, ansøgninger, arbejdsmiljø  - KOMWORK gør tanker til tekst

Projekter, ansøgninger, arbejdsmiljø
– KOMWORK gør tanker til tekst

Det er Narren på toppen

King's Parade - Søren Flygenring Basset

King’s Parade – Søren Flygenring Basset

Det er første gang, de udstiller sammen, Far, Erik Flygenring Christensen og Søn, Søren Flygenring Basset, som sidste søndag slog dørene op i Galleriet 1. tv., der er et lejlighedsgalleri på Østerbro i København.
Når man ser deres fantasifulde og til tider ganske surrealistiske værker, så skulle man tro, at de har delt skitseblok og værksted i årevis. Men talenterne har de udviklet hver for sig, sideløbende med travle erhvervskarrierer i hver sin landsdel.
Det er et unikt møde mellem de to underfundige Flygenring sjæle, som her finder sted.

Erik Flygenring Christensen har et langt liv som landmåler på CV’et, men han har altid tegnet og malet og arbejdet i træ. De skæve sider af tilværelsen har han med fra sin opvækst i Nykøbing Sjælland, hvor begge forældre arbejdede på en institution for sindslidende. Her vænnede man sig til at se stort på de syrede syn, der måtte forekomme, og se glæden i hverdagen hos de enfoldige. Jobbet som landmåler har også bragt Flygenring Christensen vidt omkring. Alle profiler har han mødt på sin vej, som det ses afspejlet her i det lille dusin træskulpturer, som udgør Flygenring Seniors bidrag til udstillingen. 

Erik Flygenring - Tower 99, bemalet eg fra 1700 tallet og nutidige Gemytter. foto: Mireille Flygenring Basset

Erik Flygenring – Tower 99, bemalet eg fra 1700 tallet og nutidige Gemytter.
foto: Mireille Flygenring Basset

Materialer med historier
Træstykker fra renoveringen af familiens bindingsværkshus på Taasinge fik ikke lov at gå til spilde. Ej heller de store håndsmedede søm, som af og til dukkede op ude omkring på de ejendomme, landmåler Flygenring besøgte med sit job. Svendborg Skibsværft var også leveringsdygtige i stumper og stykker af solidt egetræ.
For Erik Flygenring er det blevet en stor glæde at give nyt liv til endestykker af eg fra 1700-tals huse. Det får lov at danne base for kunstnerens tårne og de tætte par af tangoturtelduer, han får skabt af de gamle, håndsmedede søm.
På flere af skulpturerne står og går fint udskårne skikkelser i kirsebærtræ på trapper og stiger, Gemytter, kalder han dem selv – og titlerne fortæller om Erik Flygenrings fornemmelse for skæbne. På den runde skulptur Samfundsstigen finder vi således borgere og bisper på vej og Narren på toppen. Stemningen fra den klassiske Commedia del’ Arte, som rummer det meste, er ikke til at tage fejl af.

Parade på Marmorbroen
– Jeg forstår ikke, hvordan han får tid til at male så meget. Det må være sådan at han slapper af, siger Erik Flygenring om sin søn, Søren.
Søren Flygenring Basset er betroet en lederstilling i Novo-koncernen, hvorfra  han forstår at fordele sin opmærksomhed og sætte pris på det gode i tilværelsen, sammen med sin viv, Mireille, der står for driften af Galleriet 1. tv. De to er sammen også tingfindere med smag og fantasi. 

Søren Flygenring Basset - Coffee is served - oil on canvas - 39 x 48 cm, 2017

Søren Flygenring Basset – Coffee is served – oil on canvas – 39 x 48 cm, 2017

Søren og Mireille Flygenring Basset stod med et gammelt arvestykke, et maleri fra en svunden tid, som ikke umiddelbart passede til indretningen, da de to skulle bo under samme tag. Men det fandt Søren råd for ved at tilføje nogle farver og figurer til det gamle motiv. Snart væltede livsglæden ind over flere gamle lærreder, ofte på rad og række, parader af teatralske skikkelser.
Nogle er som taget ud af Disneys ’Skønheden og Udyret’, f.eks. tjeneren, som serverer kaffe i Sypigens stue. I et gårdmiljø udfoldes en sydlandsk inspireret version af Hip-Hip-Hurra! Og i Skovens dybe stille ro er der måske ikke så roligt, som det lyder.
– Det er ikke altid, jeg har en plan på forhånd, fortæller Søren Flygenring Basset om sine motiver, hvor penslernes dans river ham med. 

For Far og Søn er det en fornøjelse at lade fantasien flyde ud af hænder og humor.

Der er finissage i Willemoesgade 44, i Galleriet 1. tv., søndag den 12. november kl. 13-16. 

Freak Show - maleri af Søren Flygenring Basset. Tower 122 - skulptur af Erik Flygenring Christensen, 2017.

Freak Show – maleri af Søren Flygenring Basset. Tower 122 – skulptur af Erik Flygenring Christensen, 2017. 

Strenge tider, To til Tango, Jomfruer med Tømmermænd - tre skulpturer af Erik Flygenring

Strenge tider, To til Tango, Jomfruer med Tømmermænd – tre skulpturer af Erik Flygenring, 2017. 

Far Erik Flygenring Christensen og søn Søren Flygenring Basset i Galleriet 1. tv.

Far Erik Flygenring Christensen og søn Søren Flygenring Basset i Galleriet 1. tv.

Nordiske stills – Nordic Noir i Rundetaarn

Carsten Krogstrup & Steen Larsen udstiller dobbelt Solo Nordic Noir ART 2017 9 Carsten Krogstrup - Racing-2017 Oil-on-canvas 125x250-cm

To grå ulve slentrer lydløst over stien, og stirrer tilbage på dig, idet du stiger ud af bilen i regnvejret. Månelyset falder på ruden og reflekterer om kap med dråberne fra hattens skygge. Inde i mørket bjæffer et par hunde om kap. En filmisk stemning er fremkaldt hos de to malere Carsten Krogstrup og Steen Larsen, som har indtaget den smukke bibliotekssal over Trinitatis ved Rundetaarn i København, hvor de præsenterer deres første fællesudstilling, Nordic Noir Art.  Fælles er fascinationen af lyset i mørket, bilers blankpotente overflader, og det rustne forfald i skovglemte bilkirkegårde. Her er efterladt en lugt af menneskeliv, af intentioner og afmagt, af status og magtdemonstrationer, der er løbet bort med hundenes væddeløb og regndråberne på den slørede bilrude. Det forstår de to kunstnere så eminent at indfange i deres penslers arbejde. 

Mindernes transformation
Krogstrup viser et stærkt portræt af sin afdøde mor. Ved siden af står Pontius Pilatus (Claus Flygare) og vasker hænder. Larsen har med verdenshistorie og familiens billeder skabt installationen Black Box/Erased i kærlighed til sin nu demente flyvelederfar, som engang kontrollerede luftrummet over Kastrup Lufthavn. Selv de stærkeste ulve får med tiden en sårbarhed. 

Steen Larsen - Blackbox Erased Nordic Noir Art 2017

Steen Larsen – Blackbox Erased
Nordic Noir Art 2017

Carsten Krogstrup - Mother Mattæus  Nordic Noir ART 2017

Carsten Krogstrup – Mother Mattæus
Nordic Noir ART 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

Carsten Krogstrup, f. 1963, er uddannet fra det Jyske Kunstakademi hos Anders Kirkegaard, m.fl. Med klassisk clair obscure teknik kalder Krogstrup motiverne frem og skaber stærke kontraster mellem lys og skygge, og det hyperrealistiske udtryk fremmaner dramaet. Krogstrup har i en årrække været inspireret af den amerikanske fotorealisme, og har udforsket genren i værksuiterne Obsessions, Submission, Racing, Posing, Car Crash, Abandoned Cars. På kunstnerens CV er solo- og gruppeudstillinger, censurerede udstillinger, portrætopgaver og salg, bl.a. til Statens Kunstfond, Retten i Nykøbing Falster og Rønnebæksholm. Carsten Krogstrup bor og arbejder i Nykøbing Falster og er et aktiv i kulturlivet i Guldborgsund. 

Steen Larsen, f. 1960, er uddannet fra Dartington College of Arts i England. Kunstneren er kendt for sine roadscapes, hvor billygter, trafiklys og hvidmalede autostriber udspænder billedfladen under regnvåde skyformationer i såvel video som maleri. Motiverne er hentet fra trips i USA, England, Norge og Sverige. Steen Larsen har udstillet på Silkeborg Bad, Sophienholm, Galleri NB og V58 og i flere udlande. Bor og arbejder i Aarhus, underviser i billedkunst på Testrup Højskole. Under udstillingen vises Steen Larsens krimiinspirerede kunstfilm med musik af Emil Nissen. 

Steen Larsen Telegraph Hill Nordic Noir ART 2017

Steen Larsen Telegraph Hill
Nordic Noir ART 2017

Steen Larsen - Afternoon at Portreo Hill Nordic Noir ART 2017

Steen Larsen – Afternoon at Portreo Hill
Nordic Noir ART 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

Nordic Noir Art i Rundetårn, Købmagergade 52A, København. Frem til 12. november 2017.

Tirsdag 24. oktober kl. 19-21 er der Artists Walk and Talk i Rundetaarn, hvor kunstnerne følger med og fortæller. 

Steen Larsen - Come rain or come shine. Oil on canvas 100x140 cm

Steen Larsen – Come rain or come shine. Oil on canvas 100×140 cm

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk

Artiklen er publiceret i Kunstavisen nr 9 – 2017
Forsidemotiv: White Dog af Carsten Krogstrup. 

White Dog - Cover KAV 9 - 2017

Bjørnen sover i Art House Estonia

Külli Suitso at Tartu Art House - Preparations, Helmet Vol 3. Solo, 2017.

Külli Suitso at Tartu Art House – Preparations, Helmet Vol 3. Solo, 2017.

Estiskfødte billedkunstner Külli Suitso rakte stafetten til sommerens kunstrejse, København-Tallinn-Tartu-København. Anledningen var udstillingen Helmet Vol 3. i Tartu, og udgivelse af kunstbogen, ’Hellmet between peace and war’ om Külli Suitsos værksuite med hjelme, som nærede interessen for det på én gang nærliggende og fjerne Baltikum. Estland ligger med sit store kulturudbud kun halvanden times flyrejse fra København, og er således i tid ikke meget længere væk end danske storbyer er fra hinanden. Men her er en verden til forskel, og den er værd at stifte bekendtskab med. Ikke mindst fordi danske soldater snart udstationeres i landet mod øst.

’Bjørnen sover, Bjørnen sover, i sin lune bolig
Den er ikke farlig, når man blot er varlig
Men man kan dog, men man kan dog
ALDRIG på ham TRO!’

– Sådan lyder sangen fra en børneleg, hvor det gjaldt om at vide, hvor man havde ’bjørnen’ og så løbe til sikker afstand. Den spænding eksisterer fortsat i det estiske folk.

Peeter Allik, Millits, oil on cardboard, 1988. Tartu Art Museum, 2017.

Peeter Allik, Millits, oil on cardboard, 1988. Tartu Art Museum, 2017.

Estland danner sammen med Letland, Hviderusland og Ukraine den europæiske grænse mod Rusland, og det er et anstrengende forhold, som gør sig gældende i temperamenter og handlekraft, blandt andet også på den estiske kunstscene. Estland har været et frit land i godt 25 år.
Den lange fortid med skiftende besættelsesmagter, smagen af frihed 1918-1940, krigen, det sovjetiske herredømme og årene efter med rekonstruktion, udvikling og forsoning, det er en voldsom ballast, der siden Den Syngende Revolution i 1990’erne og frem til i dag har ligget tungt i landets 1,3 mio indbyggere. Ingen og intet går fri af historien, når den har vist sig fra sin mest voldsomme og vulgære side i flere generationer.

Peeter Allik - I saw that! State Secret - Fuck the people. Tartu Art Museum, 2017.

Peeter Allik – I saw that! State Secret – Fuck the people. Tartu Art Museum, 2017.

Modvind er basis for dannelse
Blandt estiske kunstnere, uddannet omkring landets befrielse, er der en stærk politisk bevidsthed og et højt kunstnerisk niveau. Uden det sidstnævnte kalder man sig ikke kunstner i Estland. I universitetsbyen Tartu ligger flere kunstskoler og Tartu Art House, som rummer atelier for omkring 30 kunstnere samt udstillingslokaler. Her virker flere af folkene fra kunstnergruppen Kursi Koolkond: Peeter Allik, Albert Gulk, Ilmar Kruusamäe, Imat Suumann m.fl og herboende Külli Suitso. De har formået at transformere historien og tidsånden, og at etablere en stærk integritet ind imellem den tummel og forfængelighed, der er skyggesiden af enhver organisation.

Albert Gulk - Værk i grafit på papir. Omvisning ved kunstneren, 2013.

Albert Gulk – Værk i grafit på papir. Omvisning ved kunstneren, 2013.

Den kunstnerisk udtrykte statskritik kan desværre også passe på dele af bureaukratiet herhjemme, som forhåbentlig får nogle streger med på vejen i efterårets danske regions- og kommunalvalg.

Mødet med estisk alvor, livskraft og humoristiske sans er stærkt inspirerende.
Rejs en tur og se det selv!

Af Inge Schjødt, 
inge@komkunst.dk
Artiklen er bragt på Kunstavisen.dk, august 2017.