I danske kirker – gamle som nye – bliver der restaureret og udsmykket med moderne kunst. Har kunsten en effikacitet i kirken? Betyder det noget, om kunstneren selv har et personligt forhold til religiøsitet? Skal kunsten helst ligne, eller står den moderne kunstner frit i forholdet til den kunstneriske opgave?
Det er efter sigende ikke længere en selvfølge, at præsten tror på det, han forkynder i kirken. Kan man så forvente, at kunstneren, som bliver inviteret til at udsmykke en kirke skal være religiøs? I gamle dage var kunstneren underlagt kirkens autoritet, og spørgsmålet kom slet ikke på tale. Hvordan er autoritetsforholdet mellem kunstens aktører og Folkekirken i dag?
Maleren Bjørn Eriksen satte mig på sporet af denne problemstilling med formuleringen i overskriften. I en opgave på Religionsstudiet på Københavns Universitet undersøgte jeg derfor dette ud fra to nøglespørgsmål: Er kirken – som rum og som menighed – underordnet kunsten og dens aktører ved moderne udsmykninger af kirker i dag? Er kunsten en platform for religiøsitet, som institutionen Folkekirken har brug for i dag?
Sognepræst og kunsthistoriker Birgitte Thyssen inspirerede mig med oplevelser og erfaringer og ledte mig på sporet af en række udsmykninger, det var værd at se nærmere på. Undersøgelsen bragte mig bl.a. forbi kirkeudsmykningerne i Ribe Domkirke v/Carl Henning Pedersen, Knebel Kirke v/Bjørn Nørgaard og Vejleå Kirke v/Peter Brandes. Dybere ind i diskussionerne omkring disse kom jeg bl.a. gennem Lisbet Smedegaard Andersens bog ’Mytens forladte huse’ og Anne Marie Gravgaards ’Tro, Rum, Billede’ samt biografien ’Bjørn Nørgaard – en billedhuggers verden’ af Henrik Juul Jensen.
Undersøgelsen viste, at kirken som rum og menighed er bedst tjent med kunst, som viser, at der er moslet, der er overvejet, der er gået i dybden. Mennesket besidder en instinktiv rædsel for det meningsløse, og en udsmykning kan ikke være lykkedes, hvis den synes meningsløs i sin kontekst. Kunst og udsmykning er territoriemarkører og angiver tilhørsforhold, så menighederne forsvarer selv de mest tvivlsomme valg, når først udsmykningerne er der. Men selv erfarne kunstnere med flere udsmykninger, også kirkeudsmykninger på CV’et, kan gå galt i byen. Hvis ikke hjertet er med i opgaven så lykkes løsningen sjældent.
Flere var enige om, at kunsten er en aktuel og meget brugbar platform for religiøsitet, som Folkekirken bestemt har brug for. Gennem udfoldelse af kunstarter som eksempelvis musikken og billedkunsten styrkes oplevelsen af religiøsitet og det menneskelige fællesskab, men levner også plads til individualitet.
I en tid, hvor kulturerne mødes og kirker lukkes, stiller Anne Mette Gravgaard et spørgsmål, som efter muhammedkrise og vedvarende etniske spændinger rækker ind i fremtiden og synes visionært:
– Endelig kunne man spørge, om symboler i en kirke skal være entydigt kristne i dag, eller om kirken i vores multikulturelle Danmark kunne have en funktion som et religiøst rum, hvor vi alle kan komme ind og bede en bøn eller falde i staver uden at føle, at vi kun er velkomne, hvis vi forstår den – af mange ukendte – kristne billedrebus? På den måde kunne nogle af vore mange kirker givetvis få ny relevans som åbne ’eftertænksomhedsrum’.
Det må tiden vise, hvordan kunstens og kirkens aktører så i fremtiden forløser denne globale udfordring, hvor territorierne bliver fælles og hierarkier og autoriteter udfordres. Her må der satses, så det bedste ikke bliver det godes værste fjende, uden at meningen dog forsvinder i det blå.
Tak til: Bjørn Eriksen, Rødovre og Birgitte Thyssen, Mørkhøj.