Sanseoplevelser til de små grå
Et maleri af en pose mel inspirerede mig til en artikel og et formidlingskoncept. Hvem ved, måske bliver det en dag til rullende udstillinger og kunstnerbesøg på landets demensklinikker, plejehjem og andre steder, hvor borgerne måske ikke kommer så meget ud at se på kunst
Melposen Gluten Flour –’Med tradition’ er malet af Jonna Pedersen. Værket kaldte på min opmærksomhed med sin hvide ro, og det nærmest yin-yang agtige æggesymbol.
En dag blev jeg klar over, hvorfor jeg måtte eje det billede:
Motivet fik erindringer frem om min mor, læge, amtsrådsmedlem og præstekone Ruth Schjødt-Pedersen, som med pligt og møje passede familiens madlavning dag ud og dag ind. Jeg så køkkenet for mig med det blå linoleumsgulv, jeg hørte skabets kliklyd, og jeg så min mors profil, bøjet over den enkle søndagsgryderet.
Maleriet kaldte på min erindring, og jeg fik den tanke, at Jonna Pedersens malerier har noget at sige til mange mennesker, som måske ikke har nem adgang til gallerier og museer. Måske kunne kunsten på den ene eller anden måde komme ud til mennesker, ud og møde dem, hvor de kommer og bor.
Det blev til en artikel i NORTH ART Magazine, det blev til en kontakt til Ældre Sagens blad, og hvem ved, måske bliver det en dag til ’rullende udstillinger’ og kunstnerbesøg på landets demensklinikker og plejehjem og andre steder, hvor borgerne måske ikke kommer så meget ud at se på kunst.
Tak til: Jonna Pedersen, Torben Weirup, Gitte Hansen for at følge ’Erindringens energi’ på vej.