Tegner, illustrator og billedkunstner Bente Olesen Nyström stillede op til interview med Kunstavisen i november 2016. Her bringes interviewet i sin helhed – i anledning af kunstnerens 70 års fødselsdag, 11. januar 2020.
Kunsten kan man ikke stole på – eller kan man?
På arbejdsbordet hos Bente Olesen Nyström ligger en matsort, rund sten med aftryk af et aflangt fossil og et lille glatsort glimt af et øje. Ser du rigtigt efter, så er det en lille, sort, smilende hval, du har foran dig, men det kræver naturligvis en god fantasi og en vis forkærlighed for naturens uventede vidundere. Det har Bente Olesen Nyström i rigt mål, og begge dele finder anvendelse i hendes fantastiske billedverden, som i realiteten begyndte med at ”gå i fisk”. Helt galt er det dog ikke gået for kunstneren, for i dag har Bente Olesen Nyström en anseelig produktion på cv’et. Her er virkelig noget at gå på opdagelse i.
Der var engang
– Jeg har altid malet. Fra jeg fik mine første farveblyanter, så holdt det ikke op, fortæller Bente Olesen Nyström, som er født i Danmark, opvokset i Malmø, uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København og gift med sin kunstnerkollega, svenskfødte Håkan Nyström fra Malmø. Parret bor og arbejder i København. Begge er de medlemmer af kunstnergruppen Cirrus Surrealisterne, som i 2016 fejrede 50 års jubilæum med en udstilling i Farum Kulturhus.
Mellem skæl og finnestråler
– Jeg elsker huse, men i stedet for at arkitekttegne bygninger og projekter, der sjældent bliver realiseret, som de var tænkt, så får jeg opført mine huse i de billeder, jeg maler. De kommer ind imellem de ganske lange perioder med illustratoropgaver.
– Gyldendal søgte illustratorer umiddelbart efter jeg var færdiguddannet på Kunsthåndværkerskolen i 1973.
– Det var til Fagbogsredaktionen, der skulle udgive illustrerede naturbøger, f.eks. om Fiskeliv i Nordsøen, Havmuslinger, Grønlands Fauna, etc.
– Ved første samtale fik jeg anvist en særlig teknik til at arbejde med gouachen, hvorpå jeg gik hjem og øvede mig, og så fik jeg jobbet. Siden har jeg nok tegnet omkring tusind fisk og et utal af muslinger og planter, planche efter planche, prik efter prik, strøg efter strøg.
Penselføringen i Bente Olesen Nyströms arbejder er så fin, at du knapt kan se den, indarbejdet som den er til perfektion i kompositionerne. Det har taget ufatteligt mange timer at male de fisk.
– Her lærte jeg respekt for detaljer. For rigtigt at kunne artsbestemme fiskene, så skulle der være helt styr på rækkerne af fiskeskæl og antallet af finnestråler. Det var sjældent alt for nemt, men jeg har lært helt utroligt meget. Det er meget, meget fint, virkeligt at få lov at se alle de ting.
– Det får mig til at tænke, at alting formmæssigt findes derude. At alt kan tegnes, som man vil, siger Bente Olesen Nyström.
Huset Gyldendal og Andelsgrisene
Fra Fagbogsredaktionen gik vejen videre via skønlitteraturen, hvor opgaverne gav gode læseroplevelser, f.eks. omslaget til Åndernes Hus af Isabel Allende, bøger af Arthur Krasilnikoff med flere. Cirka 120 bogomslag er det blevet til.
– Der går mange ting igennem sådan et sted som Gyldendal, og herved fik jeg et par andre opgaver, blandt andet en rekonstruktion af G.C. Hilkers kalker af blomster til restaureringen af Landbohøjskolens Auditorium.
– Andelsslagteriernes 100 års jubilæum blev fejret med udgivelse af et frimærke, og jeg tegnede et mærke med to grise, øverst den lille gammeldags gris, og nederst den nymodens bacongris, fortæller hun. Her får vi et eksempel på kunstnerens sindrige humor, idet bacongrisen er gengivet komplet med lang krop og stempel på skinken.
Siden kom frimærkerne med 1000 års fejringen i Roskilde Domkirke og Botanisk Haves Væksthus.
Tilbage til husene
267 malerier er det blevet til (2016), og passionen for bygningers detaljerigdom træder frem som et mægtigt reservoir, sammen med friheden til at komponere en verden af galaktiske dimensioner. Horisonten slår uden problemer et sving op i atmosfæren, og bordlampen er naturligvis nymånen, der lyser ned på kommoden. Rummene fortsætter ind i tapeter og spejle, og facader og tage beklædes med træer, mens buldrende bøffelflokke spurter forbi. Rammerne er ophævet, og verden er lige så fantastisk, som i drømme!
– Kunsten kan man ikke stole på, og hvor de kommer fra, mine motiver, det ved jeg ikke, siger Bente Olesen Nyström.
Men udtrykket bærer præg af al den natur, kultur og diskursen i samtidens kunstnermiljø, hvor Cirrus Surrealisterne og gruppen Figuration er den faste stok.
Bente Olesen Nyström er som en fabulerende konditor i det køkken, hvor skønhed og styrke forenes af den milde kvinde. (Nota bene, kære læser, her kan forekomme elementer af ironi).
Solvognen i dagligstuen
Essenser fra litteratur og kunst tager Bente Olesen Nyström et skridt videre i sine vidunderfulde børnebogsillustrationer i foreløbigt syv billedbøger.
Hos Hr. Alting planter hun frimodigt Solvognen som et forladt stykke legetøj på gulvtæppet, og søstjerner i tapetet. I universet omkring Den hvide hund og Kongen, som vender hjem, dukker den smilende hval op, som til forveksling ligner den matsorte version af fossilet på skrivebordet.
– Verden er da fantastisk! og med den evne til at dele indsigt og udsyn, så behøver du bestemt ikke at holde op foreløbig, Bente Olesen Nyström. Tak fordi vi måtte besøge dit Fantasiens Hus.
……..
Fødselsdagen fejres med en reception på dagen
11. januar 2020 fra kl. 12-16
Bredgade Kunsthandel, Bredgade 69, 1260 København K
……..
FAKTA om Bente Olesen Nyström
Født i Helsingør 1950, opvokset i Espergærde og Malmø.
Uddannet fra Skolen for Brugskunst Tegning og Grafik 1973
Bogillustrationer, omslag for bl.a. Gyldendal
Billedbøger, frimærker, leksika, fagbøger, o.l.
Medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF)
Kunstnergrupperne Cirrus og Figuration,
Illustratorgruppen, Dansk Forfatterforening.
Tildelt legater og priser, bl.a.
Kulturministeriets Illustratorpris.
Repræsenteret på Halmstadgruppens Museum, Sverige
Kastrupgårdsamlingen, Amager, DK
Har deltaget på talrige udstillinger i ind og udland.
Bor og arbejder i København.
www.cirrus-kunstnergruppen.dk
Se Wikipedia profil – Bente Olesen Nyström – her
Illustrationer:
Bente Olesen Nyström – Illustrationer fra bogen om Hr. Alting, 2006.
Bente Olesen Nyström – “Det uendelige hus”, gouache 62×90 cm.
Bente Olesen Nyström – “Bison Nat”, gouache 40×30 cm.
Bente Olesen Nyström – “Interiør med mellemrum”, gouache 55×38 cm.
Af Inge Schjødt /inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 10 / 2016
NB! Klik ind på de enkelte motiver, og se dem i en bedre gengivelse.