Der var en dag, hvor jeg blev tilstrækkeligt provokeret, hvor jeg tænkte, at der måtte andre midler
til end bare snak, så jeg gik de skabende kunstnere i bedene, og talte billedsprog
Gennem en periode havde jeg påtaget mig et frivilligt ansvar for udsmykning i DSB S-togs lokaler, og sørgede sammen med gode kolleger for skiftende udstillinger. Vi blev altid mødt af venlige spørgsmål og interesserede kommentarer, når vi hængte nye billeder op eller pillede en udstilling ned.
En tid blev jeg imidlertid så arbejdsmæssigt optaget, at væggene fik lov at stå tomme hen med almindeligt kedelige brugsspor og efterladte søm. Men det skete der ikke noget som helst ved, selv om der så ’herrens ud’. Ingen kom og spurgte efter nye udstillinger eller spurgte, hvem den næste kunstner var? – Ingen!!!
Da indså jeg, at udsmykningen, at kunsten var blevet en selvfølge!! Måske blot et forbrugsgode??
– JA, SÅ kunne de få ’KUNST PÅ POSE’ – kunne de! Og det fik de så…
Jeg producerede en serie collager, monteret på bæreposer fra ISO og Føtex.
Motiverne hentede jeg i diskursen fra dagspressen, i drømmene om nydelse og velstand i nullernes grådige opsving, i det syrede Fata Morgana om den perfekte familie, og ved at se børnene på indkøb i supermarkedet, de stakler, som er blevet til statussymboler og produkter på linje med villa, vodka og vovhund.
– Der kom nogle overraskende clash ud af det, samt en smule respons – og ikke mindst en stor tilfredsstillelse
for mig selv. Så jeg er fortsat.